I dag mindes vi her på Lingoblog befrielsen af den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz i Polen i 1945. Den 27. januar er Danmarks officielle mindedag for Holocaust og andre folkedrab. I anledningen af denne dag har vi modtaget en boganmeldelse fra Peter Bakker om Zoni Weisz.
Jeg havde hørt om forfatteren Zoni Weisz på tre måder, længe før jeg kort mødte ham i Amsterdam for seks år siden. Den første måde jeg hørte om ham var i forbindelse med min kæreste, som arbejdede for et fremtrædende firma i Amsterdam, hvor de til tider havde brug for blomsterarrangementer. De bestilte dem naturligvis fra den bedste blomsterarrangør i Amsterdam, Johan Weisz.
Den anden måde jeg hørte om Zoni Weisz var gennem min nabo, der kendte en mand – jeg kan ikke huske hvordan – , der havde mistet hele sin familie i krigen. Han var dermed den eneste overlevende. Min nabo fortalte at manden blev kaldt Zoni, men at han var kendt i sit erhverv som Johan.
Den tredje måde jeg hørte om Zoni Weisz var gennem min omgangskreds af romaer og sintier. Her havde jeg mødt Lalla Weiss, formand for Den Nationale Nederlandske Sintiforening, som fortalte om sin families og andre sintiers skæbne i Anden Verdenskrig og herunder nævnte en “Onkel Zoni”.
Det tog et stykke tid, før jeg indså, at det i alle tilfælde drejede sig om den samme person – Zoni Weisz, som han var kendt for sin familie og venner, og Johan, som han var kendt som hos kunderne i blomsterhandlen.
Da den daværende nederlandske kronprins Willem Alexander blev gift med Maxima i 2002, var Johan Weisz’ navn fremtrædende på tv-skærmen som den mand, der havde lavet de imponerende blomsterdekorationer. Han havde nået langt. Han havde også lavet blomsterdekorationer til tidligere generationer af den nederlandske kongelige familie.
Zoni Weisz nedskrev sin livshistorie i 2016 såvel som beretningen om hans slægtninges død. Det er en meget modig handling for en sinto (flertal sinti), da sinti foretrækker ikke at tale om de døde, og for eksempel ikke beholder billeder af afdøde mennesker.
Det er blevet en meget imponerende bog, der er godt skrevet. En spændende historie, bevægende begivenheder, kærlige forhold. Men krigen efterlader sine spor.
Zoni har snydt døden flere gange. Første gang var da han overnattede hos sin faster netop den nat hvor hans mor, far, lillesøstre og nyfødte lillebror blev anholdt af det nederlandske politi på de nazistiske besættelsesstyrkeres ordrer. Familien blev deporteret til Kamp Westerbork i den nordlige del af Nederlandene. Da Zonis tante fandt ud af det, flygtede hun med sine børn og Zoni. Men det var meget svært at finde skjulesteder, og efter kort tid blev også de anholdt af nederlandsk politi. De blev taget til togstationen i Assen ikke langt fra Westerbork, hvorfra de skulle transporteres til Auschwitz med “sigøjnertransporten” fra Westerbork.
På banegården fandtes en kvægvogn, hvor Zonis familie opholdt sig. Zoni kunne se sin søsters blå frakke hænge gennem stængerne og han hørte sin far og mor råbe fra de overfyldte vogne. Alligevel sluttede han sig ikke til dem. En politibetjent fortalte ham, at han måtte flygte, så snart han tog hatten af. Og det var det, Zoni gjorde. Sådan undgik han sin families skæbne.
En anden gang overlevede han bare et bombeangreb på en badeanstalt i Nijmegen i de østlige Nederlandene under et tysk bombardement.
Familiens skæbne var tragisk. De blev sendt fra Westerbork sammen med hundredvis af andre nederlandske romaer og sintier til koncentrationslejren Auschwitz. Zoni’s mor og søskende blev gasset i august 1944, og hans far bukkede under i en anden lejr tre måneder senere. Antallet af romaer og sintier, der blev dræbt i anden verdenskrig, er ukendt og anslås nogle gange så højt som en halv million. Det er noget få mennesker har kendskab til. Det er ikke for ingenting, at titlen på bogen oversættes som ”det glemte Holocaust”.
Zonis beretning kan læses som en spændende roman. Zoni står med det ene ben i en verden af sinti og med det andet i en verden af blomsterkunst. Indtil han var seks-syv år gammel rejste han rundt med sin familie i en vogn trukket af heste gennem Nederlandene, og han talte romani, et sprog der nedstammer direkte fra sanskrit, og som fortsat tales af romaer og sinti. Senere blev han den mand, der blev valgt af berømte mennesker i Nederlandene som blomsterkunstner og som skabte et navn for sig selv med sit arbejde.
Først i en senere alder gjorde han det til sit mål i livet at dele sine erfaringer og skæbne, som han deler med andre sintier og romaer. Nu rejser han rundt og fortæller om det glemte folkemord. De fleste nederlandske og tyske sintier er blevet dræbt i Auschwitz. Et folkemord som ligner det på jøder, men som er meget mindre kendt.
Bogen af Zoni Weisz udkom i Nederlandene i 2016, og i 2018 blev den oversat til tysk. Det er en af de få bøger skrevet på roma eller sinti om dette emne, og det gør bogen endnu mere speciel.
Der er et par tekster på Romani i bogen, og to digte af Zoni Weisz om hans dræbte familie. Teksterne er en sang om krigen skrevet af den tyske sinto-musiker Hansche Weiss forfattet på Sinti Romani med en nederlandsk oversættelse, samt en sang som sintoen Titi Winterstein har skrevet. Lejlighedsvis bruges romani-ord i bogens tekst, og der er endda en kort ordliste i bogen. Det faktum, at romani bruges skriftligt, er ret revolutionerende, fordi mange sinti er imod at skrive sproget. En sinti-kvinde fortalte mig, at når de nu gennem tusind år har videregivet sproget mundtlig, så er der ikke er behov for bøger, og de vil stadig lykkes med at videreføre sproget i fremtiden. De vil have, at det forbliver et mundtligt sprog, og folk udefra ikke lærer sproget. Statistikker fra provinsen Brabant i den sydlige del af Nederlandene viste for nogle år siden, at mere end 90% af sinti- og romabørn taler sproget. Noget af mistilliden til fremmede går tilbage til Anden Verdenskrig, hvor folk fra det Nationalsocialistiske Racebiologiske Institut havde lært romani for at bruge det til at føre romaerne til udryddelseslejre.
Romani tales af op til fem millioner mennesker rundt om i verden, især Europa, Amerika og Sydafrika. Der er ingen tvivl om, at sproget kommer fra Indien. Forfædrene til romaerne og sintierne har forladt Sydasien for 1000-1500 år siden. Denne datering kan afledes af sprogdata fra Indien og fra de nuværende romani-dialekter. De ældste sprogkilder fra Europa stammer fra Tyskland, England og Frankrig fra det 16. århundrede. Den indiske oprindelse blev først foreslået i 1689, og i 1782 beviste Johann Rüdiger fra Tyskland det.
Tilbage til bogen. Den største del af bogen er Zoni Weisz’ selvbiografi. Efter den biografiske del er der en kort beskrivelse af sinti og romaers historie. Der er også en række kort, der viser forfølgelsen af sinti og romaer i Anden Verdenskrig – i Vesteuropa blev de fleste ført til døden i koncentrationslejre, mens de i Østeuropa ofte blev skudt. Men alle disse oversigter og tal siger langt mindre om virkeligheden end en livshistorie gør. En sådan skæbne, hvad enten det drejer sig om døden, en krigstragedie eller de overlevendes traumer, ønsker man ikke at nogle medmennesker skal få. Mangfoldigheden af informationer, indtryk og oplevelser, som bogen om denne mørke periode i verdenshistorien tilbyder, kombineret med den fremragende og klare skriftstil, er imponerende. Denne bog kan stærkt anbefales. Desværre er der ingen dansk version, men den kan læses på tysk og nederlandsk.
Zoni Weisz. Der vergessene Holocaust: Mein Leben als Sinto, Unternehmer und Überlebender. Von Zoni Weisz und Bärbel Jänicke. dtv Verlagsgesellschaft, 2018. ISBN-13: 978-3423281645.
Zoni Weisz. De vergeten holocaust: mijn leven als Sinto, ondernemer en overlevende.Amsterdam: Uitgeverij Luitingh-Sijthoff, 2016. ISBN 978-9024569939.
Peter Bakker er sprogforsker ved Aarhus Universitet. Hans far er en af de få overlevende fra en arbejdslejr tæt på Leipzig i Anden Verdenskrigs Tyskland. Bakker har tidligere beskæftiget sig med romani-sprog og har skrevet flere artikler og bidrag til bøger om romasproget.
Zoni Weisz. Der vergessene Holocaust: Sein Leben als Sinto, Unternehmer und Überlebender. 
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang 
Jan Eijkelboom, byens digter i Dordrecht, Nederlandene, blev inspireret af et halvt dusin sprog 
Sprogtanker om Dolores Redondo – Den usynlige vogter. En Baskisk krimi. 
Fjernt Fædresmål 
Noget om literacy…