Wonderstruck er baseret på en roman af Brian Selznick.
I traileren til filmen ser man en pige, filmet i sort-hvid, som får en bog om mundaflæsning. Man ser en dreng, filmet i farver, som på flydende engelsk siger, at han er døv. Sådan en film kræver en anmeldelse, så vi tog ind for at se filmen, da den fik premiere i Øst for Paradis i Aarhus. Indledningsvist skal det nævnes, at dette ikke er en traditionel anmeldelse af filmens handling som sådan, men nærmere en gennemgang af de sproglige emner, som vi synes filmen bringer på bane.
Filmen følger to tidslinjer. Man følger en 12-årig pige i året 1927, som tager ud for at lede efter sin mor. Alle scener med pigen er optaget i sort/hvid og der er ingen anden lyd end klaverspil ligesom i stumfilm. Man følger også en 12-årig dreng i året 1977, som er taget ud for at lede efter sin far. Alle scenerne med drengen er optaget i farver og med dialog og et soundtrack, der byder på lyden af 70’erne med bl.a. Space Oddity af David Bowie og Fox on the Run med Sweet. Begge børn har besluttet at lede efter deres respektive forælder i New York. Pigen er tilsyneladende født døv – det får man ikke at vide, men hun er døv, da hun præsenteres. Drengen bliver døv, som følge af en ulykke kort efter han er blevet præsenteret. I løbet af filmen bliver børnenes historier flettet sammen efter at de begge er løbet væk hjemmefra.
Er filmen sproglig interessant? Vi synes i hvert fald at den indirekte bringer nogle sproglige emner på bane, herunder døves forhold set i de to tidsperioder, sprogholdninger (rigtigt vs. forkert sprog) og døveundervisningen.
Man følger den døve pige, Rose (spillet af en døv skuespiller), fra hun får udleveret en bog med titlen Teaching the Deaf to Lip-read af sin far. Man kan ikke høre hvad han siger til hende, da han giver hende bogen, men hans stramme mimik og pegen stift på bogen indikerer, at han er streng og giver hende ordre om at læse bogen. Man oplever hendes liv fra hendes perspektiv idet man kan se de folk hun interagerer med bruge en masse mundbevægelser, men man forstår ikke hvad de siger til hende, hvilket understreger, hvor svært det rent faktisk er at mundaflæse.
Sådan var virkeligheden for mange døve i flere årtier, efter at man i 1880 på Den Internationale Døvelærerkongres (for hørende døvelærere) i Milano besluttede, at tegnsprog ikke måtte bruges i døveundervisningen. Mange lande tog denne katastrofale beslutning til sig og oralismen fik sit indpas i døveundervisningen i mange år frem. Døve skulle lære at læse, tale og mundaflæse og blev bedt om at sætte sig på deres hænder i timerne. Man anså brugen af tegn som hæmmende for den talesproglige udvikling. Så langt op som i starten af 1950erne blev tegnsprog generelt ikke betragtet som naturlige sprog. I 1933 skrev den amerikanske lingvist Leonard Bloomfield, at man i nogle samfund havde observeret brug af gestussprog, som grupper af døvestumme brugte og at det så ud til at disse gestussprog var en videreudvikling af den almindelige gestus, der blev brugt i forbindelse med tale.
Den tidligste forskning i tegnsprog var afhandlingen fra 1953 af den nederlandske lingvist Bernard Tervoort (1920-2006). Han beskrev tegnsproget, der blev brugt af en gruppe døve børn. Den første moderne lingvistiske analyse af et tegnsprog, amerikansk tegnsprog (ASL), blev først fremlagt i 1960 af den amerikanske lingvist William C. Stokoe. Først herefter begyndte man at vise interesse for i at forske yderligere i tegnsprog.
Tilbage til filmen…
Rose og hendes far har en kontrovers om bogen og kort efter sniger hun sig væk og tager til New York. Ikke på noget tidspunkt ser man hende være i kontakt med andre døve og man ser hende heller ikke bruge tegnsprog. Heller ikke hendes familie og omgangskreds i øvrigt bruger tegn eller andre måder at kommunikere på end at tale til hende. Man føler sig på pigens vegne lidt desperat idet man ikke forstår en eneste ytring fordi der ikke er lyd på den del af filmen. Man ser kun munden med bevægende læber. Man fornemmer Roses sindsstemning ud fra hendes mimik og i nogle tilfælde skriver hun beskeder på engelsk til dem hun møder på sin vej. Det fremgår dog ikke, hvordan hun har tilegnet sig det engelske skriftsprog.
Man følger drengen, Ben, fra lige før han bliver døv. Han bor alene med sin mor. Man overværer en samtale en aften mellem de to, hvor Ben spørger sin mor, hvem hans far er. Men moderen viger uden om spørgsmålet, beder Ben om at gå i seng og siger, at hun vil fortælle det, når tidspunktet er rigtigt. Kort tid efter kommer Ben ud for en ulykke, som efterlader ham døv. Da han er 12 år da ulykken sker har han stadig evnen til at tale, men han kan ikke længere høre hvad omgivelserne siger til ham. Han beslutter sig at tage til New York for at lede efter sin far. På sin færd rundt i New York møder han en hørende dreng på et museum, som han kommunikerer med ved at tale, mens vennen svarer ved at skrive på en blok. Desuden kan vennen lidt tegn og håndalfabetet, som han har lært i skolen og han lærer Ben lidt.
I dag associerer man døve med tegnsprog, men i filmen oplever man, at det måske ikke er alle døve som har haft mulighed for eller lov til at lære tegnsprog. Vi følger jo to af dem. Senere i filmen (i 1977 tidslinjen) møder man i øvrigt en mand og en kvinde, der er søskende, men hvor den ene er hørende og den anden døv. Begge bruger de dog tegnsprog.
Da rulleteksterne kører efter filmen fylder de meget lidt i billedet. I stedet ser man en masse hænder driver hen over skærmen og stave skuespillernes og filmfolkenes navne med det amerikanske håndalfabet. Hvis man ikke kender noget til tegnsprog fanger man ikke at det er det der sker.
Helhedsindtrykket af filmen? Hvis man er til action fra første sekund, så skal man ikke gå ind og se den. Den er rimelig ’slow cooking’. Den bliver også først rigtig interessant sent i historieforløbet. Hvorfor kan vi dog ikke afsløre. Alligevel gik man, i hvert fald den ene af os, derfra med en fornemmelse af noget genkendelighed. Titlen på filmen kan også tolkes på flere måder. Forundringen over livet, over sproget, over hvordan børn kommunikerer med hinanden uden fordomme. Man oplever filmen fra de to 12-åriges perspektiver og den har derfor noget barnlig uskyldighed over sig herunder hvordan børn og måske i virkeligheden et eller andet sted os alle gerne bare vil høre til et sted.
Filmen vises ikke længere i Øst for Paradis, men flere andre steder i landet. Check kultunaut.dk og søg efter Wonderstruck.
Andetsteds fik den fire ud af fem stjerner ****
