Boganmeldelse: Niels-Jacob Andersen og Roald Als. 1994. Vilde ris og tamme indianere. Høst & Søn.
Det er ikke ofte, man finder en dansk bog, hvor forfatterne bruger ord på indianersprog. Vilde ris og tamme indianere er en mærkelig og sjov bog, som jeg for nylig købte på et loppemarked, og som jeg derefter købte flere eksemplarer af for at forære til mine børn, som er adopteret i en indiansk familie.
Bogen er for længst udsolgt, men man kan finde den antikvarisk.
Den ene person på forsiden af bogen skriver, den anden tegner, og begge to laver de mad. Af en eller anden grund blev de to danskere interesseret i vilde ris, som man kan få i specialbutikker eller nogle gange i supermarkedet. Normalt er vilde ris, som er sorte, blandet med hvide ris. Men man kan sommetider købe dem også for sig selv. I Danmark er det svært at få fat på vilde ris, og i Canada er det heller ikke nemt.
Vilde ris er egentlig ikke ris, men græsfrø, som ligner ris. De smager godt, hvis man tilbereder dem rigtigt. Og i bogen er der en masse opskrifter, som forfatterne enten har samlet på ojibwe-reservaterne i USA, eller som de har opfundet selv efter eksperimenter med ingredienser.
På reservatet finder de endelig frem til en gammel dame, der kender en god, gammel opskrift: kog vilde ris og tilføj nogle dåser Campbell soup.
Vilde ris vokser i områder med meget vand; man skal faktisk høste dem fra en båd. Man kan (kunne?) høste det i søerne omkring prærieprovinser og omkring de store søer, temmelig langt nordpå i Canada, men åbenbart også så langt væk som Florida. Søerne må ikke være for dybe, ellers vokser de vilde ris der ikke.
Ojibwe er et indianersprog, der tales omkring de store søer på grænsen mellem Canada og USA. Det er ét af tre sprog, som ikke er dødsdømt i Canada, men det ser alligevel ikke helt lyserødt ud for ojibwe. Ojibwe er et af de ca. 30 kendte sprog af algonkin-familien, som er geografisk temmelig udbredt. Der tales algonkinsprog fra Rocky Mountains til østkysten, og der er ligefrem to sprog i Californien (wiyot og yurok), som er beslægtede med Algonkin. Der er desuden en by i Mexico, hvor man taler algonkin-sproget kickapoo.
Danskerne bruger en gang i mellem ojibwe-ord, som de lærer fra indianerne: miskushish er oversat med ’funny tobacco’ (sjov tobak) på side 14. Og de kalder sig selv anishnabe, eller de første mennesker, mens ojibwe (ojibway) betyder ’dem med rynkede mokkasiner’. Et andet ord er manomin for vilde ris, som betyder ’det gode korn’. Indianerne ser det som en slags korn, og de synes, at en oversættelse som ’ris’ er misvisende. Og på side 16 bruges ordet midewiwin, som er en traditionel religiøs-spirituel forening. Men de er også mere jordnære. En indianer siger, at mennesker er enten majeweh eller kataminana. De første forstår kun at tilfredsstille sig selv, de andre kan tilfredsstille kvinder.
Mens man læser om indianerne og deres ikke så sunde madkultur i moderne tider, lærer man også om et muligt besøg af vikinger til vildrisområdet i 1362. Det er vel meget omstridt, om vikingerne nåede dertil.
Hvad er beviset? Man har fundet en runesten i Minnesota, USA, men mange går ud fra, at det er en forfalskning. Runestenen kaldes for Kensington Runestone, og der findes mange historier og myter om den. Lingvister har stået på hver sin side: nogle tror på, at den er ægte (fx. romanisten og kreolisten Robert A Hall jr.), andre pegede på, at det var anakronistisk og fejlagtigt sprog, fx. Sophus Bugge.
Jeg har ikke prøvet én eneste af opskrifterne i bogen, delvis fordi der er meget kød involveret, men især fordi jeg ikke har vilde ris i mit køkkenskab.
Bogen er godt skrevet, med både indiansk og dansk humor. Tegneren har portrætteret forskellige indianere rigtig godt og også nogle hvide mennesker, som er nogle rigtige ”dumme svin”, der på ondskabsfuld vis forhindrer indianerne i at tjene på deres høst. De, der har boet på et reservat omkring de store søer eller i prærieprovinser, kan uden tvivl genkende meget om livsstil. Bogen er skrevet uden romantiske illusioner og med respekt for de forskellige mennesker, forfatterne møder. Jeg syntes, det var god læsning.