Vikingerne skal tie i Danmark: Bureaukrati og undergangen af oldnordisk ved Aarhus Universitet

“Ikke perverterede, men bureaukrater vil sætte gang i tingene, og vi ved ikke engang, om deres hensigter var gode eller dårlige. Tingene vil gå af efter kommando; de vil blive gennemført i overensstemmelse med forskrifter, mekanisk, ned i kommandokæden, med menneskelige viljer bøjet, afskaffet, overvundet, i en opgave, der ikke længere har nogen mening”. [1]

– Jacques Lacan

Oldnordisk er vikingernes sprog. Det er sproget hugget møjsommeligt ind i runesten over hele Skandinavien, ja endda så langt væk som Ukraine. Det er sproget i de islandske sagaer fra højmiddelalderen og det sprog, der bevarer det meste af vores viden om skandinavisk mytologi: Guder som Óðinn og Þórr, den hævngerrige Fenrisúlfr og verdens ende ved Ragnarǫk. Det er blevet undervist uafbrudt i Danmark siden i hvert fald 1760’erne, hvor der blev nedsat en kommission for at værne om manuskripterne af den islandske samler Árni Magnússon, der havde overladt både sin samling og sin formue til Københavns Universitet. Næste januar vil der for første gang i 200 år ikke være et eneste universitet i Danmark, der underviser i sproget.

Hvordan kom vi hertil? Tilbage i 1970’erne blev der undervist i oldnordisk på de fire store danske universiteter: Københavns Universitet, Syddansk Universitet (SDU), Aalborg Universitet og Aarhus Universitet. Aalborg var det første, der holdt op. Så vidt jeg kan se, blev sproget ikke længere undervist der efter Lars Lönnroths afgang for at tiltræde et professorat i Göteborg i 1982. På SDU ophørte sprogundervisningen i 2017, da lærerens deltidsundervisningskontrakt udløb. Den tidligere juvel i kronen på oldnordiske studier, Arnamagnæansk Institut ved Københavns Universitet, stoppede med at undervise i oldnordisk i 2018. Det skete efter nedskæringer anbefalet af managementkonsulentfirmaet Struensee & Co., et datterselskab af Deloitte. Islændinge har siden øget deres krav om, at de manuskripter, der engang blev givet til universitetet af Árni Magnússon, skal returneres til Island. Der er jo ingen i København, der nu kan lære at læse dem. Så blev der kun Aarhus tilbage, hvor der blev undervist i oldnordisk sideløbende med arabisk, græsk, hebraisk og latin på religionsvidenskabsuddannelsen.

Nu, efter et ”kvalificeret ansættelsesstop”, vil vores underviser i oldnordisk, dr. Karen Bek-Pedersen, som allerede var på deltidskontrakt, ikke blive fornyet til næste semester i 2023. Vi håber, at ansættelsesstoppet efter næste semester bliver ophævet og Karen genansat – og vi er heldige med, at ledelsen har givet udtryk for, at de deler dette håb. Selvfølgelig er Europa på vej ind i mørke tider. Hvor sandsynligt er det, at vi får mere økonomisk fleksibilitet til at redde oldnordisk om seks måneder eller et år? Pessimisme vil blive tilgivet på dette punkt. Jeg er desperat efter at tage fejl, men i det nuværende økonomiske klima er det svært at forestille sig, at oldnordisk vil komme tilbage, når det først er væk – trods den allerbedste vilje fra universitetsadministratorer.

Her vil jeg dele et par observationer om, hvordan et lille men meget vigtigt sprog ender med at blive dræbt (medmindre der kommer en mirakuløs genoplivning), og hvad der skal ske for at sikre, at det ikke sker. Det, der nu sker i Aarhus, er helt i modsætning til, hvad der skete i København i 2018. Der udarbejdede Struensee & Co. en liste over regler for tilmelding, og konkrete uddannelser blev efterfølgende målrettet nedlagt. Ledelseskonsulenter tog kontrol over universitetet. De lukkede programmer, som ikke tilfredsstillede deres ideologisk tolkede syn på, hvad der var rentabelt eller værd at undervise i. De kunne have påstået, at det hele handlede om kolde, hårde tal, men beslutningen om, hvilke fag, der fortjener at være en del af unges uddannelse, er altid ideologisk, selvom det går i en matematisk præservativ.

Her i Aarhus er der ingen, der har fremhævet oldnordisk. Ingen konsulent, ingen politiker, ingen universitetsleder. Faktisk formoder jeg, at hvis vi gik hen og spurgte politikere og ledere, ville vi finde dem som sympatiserende over for at beholde oldnordisk. For konservative er dette vikingernes sprog – endda Jellingstenens sprog – et billede af det står i ethvert dansk pas. For venstrefløjen og for liberale er dette sproget for dyb menneskelig erfaring – oldnordisk litteratur er en kulturskat, som tilhører hele verden. Finanskonservative kan også være rolige: oldnordisk er fænomenalt billigt at undervise. Vi har allerede alle de nødvendige bøger på biblioteket. I modsætning til STEM-fag har vi ikke brug for dyre computere eller overdådige laboratorier. Oldnordisk pådrager sig, som de fleste af “de hårde humaniora”, bogstaveligt talt nul udgifter ud over underviserens løn.

Nej, der er ingen ondskab på spil her. I stedet er her, hvad der vil ske næste semester: To hundrede års tradition slutter. Danmark bliver det eneste skandinaviske land, hvor det bogstaveligt talt er umuligt at lære oldnordisk (et sprog, der anses for værd at undervise af universiteter i USA, Storbritannien, Tyskland og – har jeg ladet mig fortælle – Japan). Og hvis oldnordisk ikke genoplives næste år, med tiden, vil de eneste personer i Danmark, der vil kunne læse Jellingstenen, eller forstå de islandske sagaer eller begå originalteksterne i oldnordisk mytologi, være folk, der har studeret i udlandet. Alt dette vil ske på trods af, at ingen bogstaveligt talt ønsker, at det skal gøre det. Ikke en eneste fjendtlig tanke over for oldnordisk vil være blevet underholdt af nogen som helst i en magtposition.

Det vil ske, fordi der er lavet regler i en fart, regler der kommer fra usikre steder, og deres anvendelse har uforudsete virkninger. Hvis vi beder ledelsen om at gøre en undtagelse, kan ledelsen ganske rigtigt pege på en økonomisk krise, som finder sted på nationalt-politisk plan. Hvis vi henvender os til politikerne, kan de blot sige “ah, det er bare Aarhus Universitets problem” og henvise os tilbage til ledelsen. De ville begge have ret. Ja, vores knibe udspringer af kapitalismens spasmer, da krig tvinger priserne til at skyde i vejret, og Europa begynder at tilpasse sig en ny æra med forarmelse. Men det er bureaukrati – ikke krig eller kapital – der har gjort oldnordisk ved Aarhus så sårbart. I den ideelle type bureaukrati skitseret af Max Weber, var der en person, som man kunne henvende sig til, kaldet “en monokrat”: En person, som ansvaret stopper med, en person med et skrivebord fyldt med knapper og en skuffe fuld af mønter. Monokraten var en person i systemet med reel magt, som man kunne henvende sig til for at få en retfærdig høring i et kriseøjeblik [2] . Du får måske ikke, hvad du ønsker med en monokrat, selvfølgelig, men i det mindste var de der for at bønfalde. Bureaukratiet har dog ikke rigtig udviklet sig i den retning, Weber havde forestillet sig. I stedet som Hannah Arendt bemærkede:

I et fuldt udviklet bureaukrati er der ingen tilbage, som man kunne argumentere med, som man kunne fremføre klager over for, som magtens pres kunne udøves på. Bureaukrati er den styreform, hvor alle er berøvet politisk frihed, magten til at handle; for styret af Ingen er ikke ingen regel, og hvor alle er lige magtesløse, har vi et tyranni uden en tyran. [3]

Ganske rigtigt! Hvis du vil redde et sprog som oldnordisk, vil du opdage, at alle, der har enten pengepung eller politisk magt, siger “mine hænder er bundet”. Men du kan ikke finde ud af, hvem det var, der bandt alles hænder i første omgang, så du kan bede om, at deres bånd løsnes. En af grundene til, at vi endte her, er, at bureaukratiske strukturer gjorde det meget svært at styrke undervisningen i oldnordisk i Aarhus, mens det stadig var relativt godt. Vi (her taler jeg om alle på Aarhus Universitet) var det sidste universitet tilbage i landet Danmark, der underviste i vikingernes sprog. Vi var så glade for, at faget overhovedet overlevede i en tid med stigende angreb på humaniora, at vi accepterede, at det blev undervist via en usikker korttidskontrakt på deltid. For et par år siden undersøgte jeg muligheden for at udvide adgangen til oldnordisk ud over religionsvidenskabsuddannelsen som led i en langsigtet strategi for at sikre sproget. Igen kom bureaukratiet i vejen. Vi kunne ikke finde plads i vores studieordning (historie). Ingen var fjendtlige over for ideen. Men ingen kunne få det til at ske.

Der er en dyb sorg i at se oldnordisk forgå. De danske universiteter var engang kraftcentre for forskning i faget. Da jeg var bachelor i oldnordisk filologi i England i begyndelsen af ​​2000’erne, skulle vi endda lære moderne dansk som en del af vores studier, så vigtig var danskernes historiske bidrag til feltet. I dag synes det uundgåeligt, at sproget vil uddø her i Danmark, og at institutioner i USA, Storbritannien, Tyskland, Island og Norge bliver de nye førende på området. Mange danskere vil uden tvivl fortsætte med at få runetatoveringer og bekende deres kærlighed til vikingearven, men ingen vil faktisk kunne læse runer eller sagaer eller mytologiske tekster. Hvem ved, måske bliver de lykkeligere på den måde? Med oldnordisk væk fra universiteterne vil folk være frie til at nyde deres personlige fantasier om, hvad det vil sige at være viking uden at blive bekymret over, hvad kilderne til vikingetiden faktisk siger.

Jeg synes ikke, det behøver at være sådan. Selv midt i et kvalificeret ansættelsesstop drømmer jeg om en webersk monokrat, der erklærer, at det er så åbenlyst, at nogen i Danmark skal undervise i vikingernes sprog, at der skal skabes en fast stilling i det oldnordiske sprog. Det forekommer mig indlysende, at der kunne knyttes en fast oldnordisk lærer til for eksempel Center for Vikinge- og Middelalderstudier, der kunne tilbyde sproget til historiestuderende, filologer, lingvister og studerende i religionsvidenskab.

Hvis ingen er villig til at ansætte en lærer i oldnordisk på Aarhus Universitet, har jeg en anden drøm, der er lidt mere ydmyg. Jeg drømmer om en magthaver, der rejser sig og siger:

”Jeg er tilfreds med, at man for første gang i to århundreder ikke skal undervise i oldnordisk i dette land. Jeg forstår, at det betyder, at man ikke kan læse sagaerne eller Jellingstenen, men det er en økonomisk nødvendighed. Lad amerikanerne eller nordmændene eller en anden tage føringen. Vi skal spare penge her i Danmark”.

Men i riget af et “styr af Ingen”, frygter jeg, at selv denne beskedne fantasi vil blive uopfyldt. Eller, som man kan sige på oldnordisk for at afværge en ulykkelig profeti: ekki er mark at draumum “det er ikke værd at bekymre sig om drømme”. [4] 

Richard Cole er lektor i middelalderhistorie ved Aarhus Universitet.

[1]    Jacques Lacan. The Ethics of Psychoanalysis 1959-1960. The Seminar of Jacques Lacan. Bk. VII. Ed. Jacques-Alain Miller. Trans. Dennis Porter. (London: Routledge, 1992), p. 233. [Seminar XVIII].

[2]    Max Weber. Weber’s Rationalism and Modern Society: New Translations on Politics, Bureaucracy, and Social Stratification. Ed. & Trans. Tony & Dagmar Waters. (London: Palgrave Macmillan, 2015), p. 77.

[3]    Hannah Arendt. “Reflections on Violence”, Journal of International Affairs 23, 1 (1969), p. 33.

[4]    Gunnlaugssaga Ormstungu. Ed. Peter G. Foote & Randolph Quirk. (London: Viking Society for Northern Research, 1974), p. 17.

Hels drøm – en mellemsproget nordisk myte på dansk og runer. Anmeldelse: Dansk Sproghistorie. Bind 1: Dansk tager form En historie om hvordan ‘gol’ og ‘grov’ blev til ‘galede’ og ‘gravede’ Sprogdidaktisk Fokus Boganmeldelse: ‘Dansk Sproghistorie’, bind 5: ‘Dansk i samspil’ For et frit ukrainsk! Særlig sproglig operation for Ukraine: Gratis ukrainsk-dansk-ukrainsk ordbog for fordrevne ukrainere og deres hjælpere.