Den internationale modersmålsdag blev fejret første gang i 2000 efter UNESCO’s initiativ fra 1999. Formålet er at bevare kulturel og sproglig mangfoldighed samt flersprogethed.
Forskellene i sprog og kultur skal ifølge UNESCO opretholdes for at fremme tolerance og respekt. Ethvert modersmål rummer enestående måder at tænke og udtrykke sig på og giver adgang til et sprogsamfunds specielle kultur og traditioner. Hver anden uge forsvinder et sprog og dets kulturelle og intellektuelle arv, så at mindst 43 % af de ca. 6-7000 sprog, der tales i verden, er truede. En tilsvarende andel af menneskenes kendte muligheder for at strukturere deres tanker og deres verden er altså i fare, og hvis de forsvinder, bliver verden kulturelt fattigere.
Flersprogethed er en forudsætning for på den ene side uddannelse på de oprindelige modersmål og på den anden side international kommunikation til gavn for fred, udvikling og bæredygtighed. Ca. 40 % af jordens befolkning har ikke adgang til uddannelse på et sprog, de forstår, og samtidig anerkendes den tidlige undervisning i modersmålet som grundlaget for flersprogethed og dermed for demokratisk deltagelse i det globale samfund.
Der findes forskellige forsøg på at finde og beskrive verdens mærkeligste sprog. For det første kan et sprog vise træk, der er mærkværdige i forhold til vores modersmål, der ses som ”normalt”, men som objektivt ikke er sjældne. Om et sprog er sælsomt efter denne definition, afhænger af betragterens forkundskaber og perspektiv. Jo bedre man kan et sprog, desto mindre er det subjektivt påfaldende.
For det andet kan et sprog være ”objektivt” usædvanligt, fordi det viser sjældne træk (’sjælden’ er den oprindelige betydning af sælsom). Dette kriterium kræver, at man sammenligner alle sprog og derefter bestemmer, hvor sjældent et træk er. I praksis undersøges en delmængde af alle sprog, og både denne og de sproglige træk eller kategorier, man vælger at analysere, er subjektivt udvalgt.
Prof. Dr. Harald Haarmann er en tysk, internationalt velrenomeret lingvist, der vælger en middelvej mellem disse to perspektiver. I bogen Die seltsamsten Sprachen der Welt. Von Klicklauten und hundert Arten, ich zu sagen, C. H. Beck 2021 beskriver han i korte, underholdende kapitler 49 sprog, der har forunderlige udtryksmuligheder på forskellige sproglige planer som lydsystem, sætningsbygning, formlære, ordforråd, skriftsystemer, men også sprog, der tager hensyn til den sociale rangorden, sakral-, totem- og tabusprog og kunstige sprog.
Hans anliggende er i bedste overensstemmelse med UNESCO’s internationale modersmålsdag at gøre opmærksom på en mangfoldighed af menneskelige måder at forme sine tanker på, og dermed hvor forskellige perspektiver en række sprog har på verden. Netop mindretalssprog har en forbavsende rigdom af direkte udtryk for nuancer, som de europæiske flertalssprog kun kan omskrive møjsommeligt, fordi deres grammatik kun udnytter generelle muligheder på disse områder. Fascinerende henviser forfatteren til sproglige fænomener, der findes på tværs af en række sprogfamilier vidt forskellige steder i verden. Bogen har fine illustrationer, stikordsregister og kildeangivelser.
På finsk kan man ikke direkte sige ”nej”, kildin-samisk har 116 konsonanter, og isolatet baskisk, det eneste stadig talte førromerske sprog i Vesteuropa har tolv kasus. Vietnamesisk har seks tonehøjder eller musikalske accenter, der f.eks. adskiller seks betydninger af ordet mai, og i sproget somali findes der over to hundrede udtryk for kameler, alt efter deres egenskaber og adfærd. Dette er eksempler på fænomener, som Haarmann analyserer og sætter ind i deres kulturelle sammenhænge.
Nogle smagsprøver blandt de 49 sprog:
Khoisan-sprogene i det sydlige Afrika er specielle ved deres kliklyde (eflukser), og de har ingen skriftsprog. De første khoisan-talende er ikke kommet fra andre områder, så kliklydene er menneskehedens ældste, stadig eksisterende sprogtræk, og nabosprogene har overtaget dem. Kliklydene forekom imidlertid i damin, et uddødt indfødt sprog i Australien, men kun i ritualsproget, som udelukkende mændene lærte, og kun i initiationsriter. Formodentlig er khoikhoi-folk udvandret til Australien og har efterladt kliklydene som et relikt. Der findes mindst fire forskellige kliklyde i alle khoisan-sprog, dannet forskellige steder i munden, og nogle af dem er betydningsadskillende, dvs. de har fonematisk funktion. En del europæere, der kom som missionærer i det 19. århundrede, opgav imidlertid at artikulere kliklydene og knipsede derfor med fingrene i stedet.
Tiden som abstrakt koncept eksisterer ikke for hopi-indianerne, hvoraf de fleste lever i et reservat i det nordøstlige Arizona. De kan udtrykke fortid ved hjælp af adverbier som ”for længe siden”, ”lige før” eller ”stadigvæk”. Men forskellen mellem nutid og fortid er ikke så vigtig for hopi-indianerne som for de fleste andre folk og udtrykkes derfor ikke i grammatiske kategorier. Derimod er kategorierne ”oplevet” og ”ikke-oplevet” grammatikaliseret, altså på det nærmeste tilsvarende vores begreber fortid og nutid kontra fremtid. Den ikke-oplevede (frem)tid markeres med en partikel -ni. Ellers udtrykkes vores tidsforhold ved hjælp af forskellige kontekster som ”så længe som”, ”på den tid”, ”tid målt med et ur”, ”gunstig lejlighed til at få noget”, ”rigtigt øjeblik til at gøre noget”, ”fritid til noget”.
Ainu er et isoleret sprog på Japans nordø Hokkaido, dvs. det er ikke beslægtet med nogen andre sprog. Det har den mest sjældne normalordstilling objekt-subjekt-verbum (OSV):
Asir cise ci-kar: ”vi bygger et nyt hus” (ordret: nyt hus vi-laver)
Denne ordstilling forekommer kun i 17 sprog, hvoraf ainu er det eneste i Asien. Desuden har ainu ikke noget system til at bøje verberne efter, men forskelle i tid udtrykkes udelukkende ved hjælp af adverbier (på lignende måde som på hopi). I mange generationer er de ainu-talende opvokset som tosprogede med japansk som andetsprog, og i 2007 var der kun 10 registrerede personer med ainu som modersmål. Ved hjælp af en avis, et radioprogram og en hiphop-gruppe forsøger man at gøre japanerne opmærksomme på sproget og overlevere det.
Sproget yupik hører til den eskimo-aleutiske familie, der er karakteriseret ved polysyntetisme, dvs. lange konstruktioner bestående af kompakte ordkæder (bundne morfemer):
tuntussurqatarniksaitengqiggytuq ”han havde endnu ikke sagt igen, at han ville jage rener”
(tuntu-ssur-qatar-ni-ksaite-ngqiggyte-uq ”ren-jagt-fremtid-sige-negationspartikel-igen-, 3. person singularis indikativ”); af elementerne i denne kæde kan kun ordet tuntu ”ren” optræde isoleret, mens alle de andre elementer altid er bundne i ordkæder. De fleste polysyntetiske sprog findes i Nordamerika, men de eksisterer også i Mellemamerika og Ny Guinea.
Jukagirisk tales i det østlige Sibirien og er specielt ved i verbernes form at skelne tydeligt mellem en handling, som den talende selv har set eller oplevet (direkte oplevelsesform), og en beretning om en handling, som den talende ikke selv kan bevidne, men som han eller hun har fået berettet af andre (indirekte oplevelsesform):
Met-ama marqan-n’awn’ikliek pun’mele (fortid I): “Min far har dræbt en polarræv (jeg har selv set det)”
til forskel fra:
Met-ama marqan-n’awn’ikliek pull’elmele (fortid II): “Min far har dræbt en polarræv (har man fortalt mig)”. Dette træk findes også i andre sibiriske og østasiatiske sprog og i nogle indianersprog.
På sproget khmer, altså kambodjansk, afhænger ordene for ”jeg” af den talendes og den tiltaltes socialstatus. Hvis den talende er munk, hedder ”jeg” khnomba:t; i tiltale til en munk hedder ”jeg” khnomkaruna. Khnommcah for ”jeg” bruges over for socialt højerestående, især af kvinder. En underdanig (tidligere en slave) siger khnom ”jeg”; jen khnom siger en repræsentant. Et neutralt ”jeg” findes dog også som khluen khnom. På dyirbal, et australsk sprog, findes fire forskellige ord for ”jeg” alt efter, hvem man er sammen med, og der findes indviklede regler for, hvem der må tale med hvem, med tilhørende omskrivninger. Kønsbestemte begreber for f.eks. ”ja” hænger også sammen med kønnenes socialstatus; kvinder siger på khmer cah i modsætning til mændenes ba.
På sumerisk er overleveret kvindesprog som en social sprogvariant, emesal, over for normalsproget emegir, der brugtes af mændene. Det kan dreje sig om en kontrast mellem konsonanter eller vokaler: igi : i.bi ”øje”, nin : shen ”dame”, munus : nu.nus ”kvinde”, udu : eze ”får”, alim : e.lum ”rådyr” osv. Men også leksikalske forskelle findes mellem normalsproget og kvindesproget; det gælder påfaldende mange ord fra det rituelle ordforråd. Og der eksisterer sprog, der udtrykker slægtsforhold ved hjælp af kvindelige aner, altså matrilineært (crow, hopi, baskisk).
De mangfoldige kulturelle mønstre, der er nedfældet i sprogene, viser, at menneskers muligheder for at udtrykke sig i lyd og skrift og kommunikere tanker er næsten ubegrænsede. Med denne rigdom af sprog, der har hver sin værdi, kan vi se verden på nye måder og på den måde beriges, og med denne nye smidighed i opfattelsen kan vi som i et spejl forstå os selv og vores eget sprog bedre.
https://en.unesco.org/observances/mother-language-day
https://en.unesco.org/commemorations
Haarmann, Harald: Die seltsamsten Sprachen der Welt. Von Klicklauten und hundert Arten, ich zu sagen. C.H. Beck 2021
Ulla Weinreich er cand. mag. i germansk filologi og anvendt sprogvidenskab fra Københavns Universitet, Freie Universität Berlin og Rijksuniversiteit Leiden. Formand for Modersmål-Selskabet, medlem af Dansk Sprognævns repræsentantskab. Oversætter fra fem sprog. Udgiver af bøgerne Wir sprechen gerne Deutsch (IFB-Verlag 2018) og Sprog på grænsen (med Michael Bach Ipsen, Modersmål-Selskabet 2020).
