I går, den 11. september, var det Tag der deutschen Sprache, tysk sprogdag. I denne anledning skriver sprogforsker Steffen Krogh om det tyske sprog nu og før i tiden.
I min studietid i Tyskland hørte jeg flere gange en anekdote om, hvordan tysk engang i USA’s tidlige historie var meget tæt på at blive ophøjet til landets officielle sprog. Grunden til, at det kunne komme så vidt, var, at en stor del af befolkningsgrundlaget i USA på dette tidspunkt stammede fra tysktalende lande og var fortsat med at tale tysk under de amerikanske himmelstrøg. At det trods alt ikke blev sådan, skyldtes angiveligt ganske få stemmers overvægt til fordel for det resultat, vi alle kender, nemlig at engelsk var og fortsatte med at være USA’s officielle sprog.
Denne anekdote, der ved nærmere eftersyn viste sig kun at være en legende, demonstrerer klart to karakteristiske træk ved det tyske sprogs historie i nyere tid: på den ene side sprogets ret beset overordentlig markante position blandt Europas, til dels også verdens, sprog – ellers ville man vel næppe komme på den tanke, at tysk i USA havde været oppe på siden af engelsk og næsten udkonkurreret det -, men på den anden side også den til tider grænseløse selvovervurdering, som den største gruppe af tysktalende, tyskerne, især i tiden frem til 1945 har ladet sig forlede til. Jeg behøver ikke at gå i detaljer. Vi ved alle, hvordan Tyskland i anden halvdel af 1800-tallet trynede sine naboer én efter én (Danmark i 1864) og som kulmination på denne udvikling både under 1. og 2. verdenskrig forsøgte at opnå intet mindre end verdensherredømmet, og hvorledes disse tiltag heldigvis blev standset af verdenssamfundet.
Vi har for få dage siden passeret toogfirsårsdagen for 2. verdenskrigs udbrud i 1939. Tyskland har lært af sine fejl, og tiden nu er en helt anden end dengang. Uanset hvorledes man bedømmer det tyske sprogs relevans på verdensplan i det 21. århundrede, især i forhold til det overmægtige og allestedsnærværende engelsk, er tysk i en europæisk sammenhæng vanskeligt at overse: Det er modersmål for omkring 100 millioner mennesker frem for alt i de tysktalende lande Tyskland, Østrig og Schweiz, hvoraf førstnævnte er Europas største økonomi og Danmarks vigtigste samhandelspartner. For et bredt udsnit af den håbefulde danske ungdom er der således al mulig grund til at beskæftige sig med tysk, som et solidt kendskab til giver adgang ikke kun til en lang række jobs, fx i eksportsektoren og gymnasieverdenen, men også til kulturelle skatte især inden for litteratur, filosofi, historie og musik. Det er korrekt, at tyskerne, østrigerne og de tysktalende schweizere inden for de seneste årtier har taget tigerspring med hensyn til beherskelse af engelsk, således at man som dansker fint kan kommunikere med dem på dette sprog, men vil man ind til kernen af tysk kultur og historie, er der ingen vej, der fører forbi, at man gør sig fortrolig med i det mindste hovedtrækkene af moderne tysk.
For lingvister er der i tilgift, hvad jeg vil kalde særlige incitamenter for at stifte nærmere bekendtskab med tysk: en rigt overleveret og kompleks sproghistorie og et unikt moderne sprogsystem.
Lad os se på sproghistorien først.
Helt usædvanligt hidrører sprogbetegnelsen deutsch ikke fra en stammebetegnelse eller et områdenavn som fx dansk(< danere), engelsk (< anglere) resp. italiensk ( < Italien), rumænsk ( < Rumænien), men er den lydrette videreførelse af det oldhøjtyske adjektiv diutisk, der oprindeligt betyder ‘folkelig’, at forstå som betegnelse for folkets sprog i modsætning til de lærdes latin. Det er endvidere karakteristisk, at ikke alle andre sprog benytter sig af netop dette ord. Dansk (med tysk) gør det, men tag fx fransk allemand ‘tysk’ og finsk saksa ‘det tyske sprog’, der hver især går tilbage til to tyske stammer, alemannerne og sakserne, eller russisk немецкий, der egentlig betyder ‘stum’, dvs. ‘den, der ikke taler slavisk’. Sprogbetegnelsen tysk er faldet ganske heldigt ud, for på denne måde rykkes ingen stammer frem i første række på bekostning af andre.
Ikke kun det tyske folks, men også det tyske sprogs tilblivelseshistorie er uhyre sammensatte størrelser. For at gøre en lang historie kort kan man sige, at det, som vi i dag kender som tysk, bygger på en syntese af vestgermanske dialekter, der under ét betegnes som højtyske, og som taltes (og stadigvæk tales) syd for en linje, der forløber mellem Aachen i vest over Kassel i midten frem til Frankfurt an der Oder i øst. De pågældende dialekter udgjorde allerede ved den tyske håndskriftsoverleverings begyndelse i 700-tallet en homogen dialektgruppe, men fandt først en fast fælles form og tilmed kun i skriftsproget i tiden mellem 1500 og 1700. Endnu et unikt kendetegn ved tysk er, at det, der i dag fremstår som standardtysk, i modsætning til de fleste (om ikke alle) andre standardsprog, vi kender, ikke bygger på hovedstadens dialekt, men på en dialektfusion, som sprogbrugerne selv mere eller mindre ubevidst over længere tid har foretaget. Grunden hertil er, at det tyske sprogområde politisk aldrig var forenet under én regent, men var splittet op i en lang række statsdannelser af forskellig størrelse og styrke, og ingen af disse var så stærk, at den kunne sætte sig igennem sprogligt over for alle de andre. At man i dag taler tysk ikke kun til den nævnte linje fra Aachen og østover, men helt op til den nuværende dansk-tyske grænse, skyldes, at det prestigefulde højtysk siden begyndelsen af nyere tid støt har underlagt sig hele Nordtyskland på bekostning af områdets oprindelige sprog nedertysk, der i skrivende stund kæmper for sin overlevelse.
Og nu et synkront blik på moderne tysk.
Tysk er det germanske sprog næst efter engelsk, der råder over det største antal sprogbrugere. Det sammenhængende tyske sprogsamfund ligger centralt placeret i Europas hjerte og har selv i sin nuværende udstrækning, der er betydeligt mindre, end det tidligere var tilfældet, en meget lang landegrænse med en hel række tilstødende andre sprogsamfund. Det ligger derfor i sagens natur, at tysk til alle tider har været udsat for markant påvirkning udefra, spændende fra ødelæggende krige til alskens kulturel indflydelse. Pudsigt nok er sproget ikke desto mindre i sin grammatik noget af det mest konservative, vi kender inden for det germanske sprogområde. Ganske vist er der i forhold til det fællesgermanske udgangspunkt, som vi skal helt tilbage til begyndelsen af vor tidsregning for at finde, sket mange ændringer, men moderne tysk bevarer alligevel træk, der for længst er gået tabt i de andre germanske sprog, bortset fra islandsk og færøsk:
1) Udstrakt kasusbøjning og -brug inden for nominalgruppen: På selve substantivet markeres kasusbøjning i dag eksplicit ganske vist næsten kun i genitiv singularis af såkaldt stærke maskuline og neutrale substantiver samt i dativ pluralis (-n), men de attributive ord såsom bestemt og ubestemt artikel samt attributivt adjektiv og desuden de vigtigste pronominale undergrupper viser stadig fuld differentiering mellem nominativ, akkusativ, genitiv og dativ.
2) Udstrakt formrigdom i det finitte verbums paradigme: Ud over bøjningskategorierne person og numerus bevares også inden for kategorien modus konjunktiv i et stort antal anvendelser. Imod en udbredt opfattelse kan der siges, at konjunktiven i tysk langt fra er død eller på retur. I hele anvendelsesområdet irrealis/potentialis må konjunktiv siges at være obligatorisk, som den altid har været. Ganske vist vinder den såkaldte würde-omskrivning (dvs. würde + 0-infinitiv) hastigt frem på bekostning af den gamle syntetiske præteritum konjunktiv, fx würde gehen fremfor ginge, men selvom dette unægteligt medfører en reduktion i bestanden af forskellige bøjningsformer, er det ukorrekt hermed at ville erklære konjunktiven for sendt til tælling, for würde er stadigvæk morfologisk en konjunktivform, og de syntetiske præteritumsformer hører fortsat til den fuldt udbyggede tyske sprogbeherskelses repertoire.
Den, der behersker tysk og kan bevæge sig frit i dette sprog, ved, at tysk i langt ringere grad end fx dansk tolererer fluktuation og regelløshed. Rektion og kongruens er principper, der fastholdes benhårdt og kun tillader få afgrænsede undtagelser. Dette sidste punkt kræver sin mand/kvinde ikke mindst af danskere, der skal lære sproget. Vi er vant til fra engelsk, at efter at vi i starten hurtigt har sat os ind i nogle få udtaleregler, sker vores tilegnelse af dette sprog først og fremmest ved, at vi lærer nye ord og vendinger. Grammatik er ikke noget, man behøver at bekymre sig synderligt om, hvis det kommunikative aspekt vægtes højest. Sådan er det ikke på tysk. Ganske vist er der også her et væld af ord og ikke mindst orddannelsesmuligheder, men disse er fast indlejret i et mægtigt grammatisk system, som man ikke kan sjusse sig frem til eller ligefrem liste uden om, men som skal internaliseres i et langt sejt træk. Prøver man at tale tysk uden den rigtige grammatik, vil man nok blive rudimentært forstået, men resultatet vil i bedste fald uvægerligt blive, hvad tyskerne selv kalder fließend falsch sprechen ‘at tale flydende forkert’. Jeg ynder selv at sammenligne med mulige scenarier i forbindelse med, at man inviterer gæster til aftensmad: Man kan vælge at sætte råvarerne utilberedte på bordet eller tilberede dem efter en opskrift. Taler man tysk til en tysker uden grammatik, foreligger det første scenario: Maden kan til nød indtages, men gæsterne kommer næppe igen. Vælger man at tale med grammatik, vil resultatet unægtelig blive bedre for alle parter. Fordi engelsk fuldstændigt har taget over i den måde, danskere oplever fremmedsprogsundervisning på, overser man ofte, at en stram grammatisk styring af sproget ikke kun er noget, der gælder for tysk, men i endnu højere grad for de slaviske sprog, hvoraf nogle tales ret tæt på Danmarks grænser. Lærer man som dansker fx polsk, kan man ved indlæringen af de mange former og reglerne for deres brug godt føle sig mindet om undervisningen til den lille latinprøve.
Tysk er imidlertid også et sprog, der gennem tiden har vist sig skikket til radikale forandringer. Det begyndte allerede i tidlig middelalder, hvor den højtyske dialektgruppe skilte sig ud fra de øvrige germanske sprog ved at forskyde fællesgermansk [p, t, k] i henhold til position i ordet dels til de tilsvarende dobbeltspiranter [f:, s:, x:], dels til de tilsvarende affrikater [pf, ts, kx]. Denne såkaldte højtyske lydforskydning fremkaldte en kontrast fx til engelsk, der endnu i dag er overmåde synlig (hørbar), jf. fx tysk Affe, essen, machen, Pfahl, setzen over for engelsk ape, eat, make, pole, set. Affrikatforskydningen af germansk [k] gennemførtes kun i den sydligste del af sprogområdet og er derfor ikke medtaget i dette overblik.
Senere har tysk selvstændigt udviklet træk såsom det udvidede participialattribut, hvorved forstås et præsens eller perfektum participium, der står attributivt foran sit substantiviske overled og i forhold til dette med til tider ikke så få egne underled fungerer som et både i skrift og tale yndet alternativ til en attributiv relativsætning. Participiets underled kan være alle normale underled til et verbum undtagen subjekt; jf. fx (participialattributter med fed skrift): der alle Anschuldigungen von sich weisende Verbrecher og die rasch berühmt gewordene Schauspielerin over for de tilsvarende konstruktioner med attributiv relativsætning: der Verbrecher, der alle Anschuldigungen von sich weist(wies) og die Schauspielerin, die rasch berühmt wurde.
Af de anførte eksempler fremgår det tydeligt, at det tyske sprog befinder sig i krydsfeltet mellem tradition og innovation. Selvom tysk i de seneste årtier ikke kun udadtil, men også indadtil har måttet afgive enkelte domæner til engelsk, er der ingen grund til at frygte for sprogets overlevelse. Med 100 millioner sprogbrugere turde dets eksistens være sikret langt ud i fremtiden.
Steffen Krogh er lektor i germanistisk sprogvidenskab ved Aarhus Universitet. Hans særlige ekspertise ligger inden for sammenlignende germansk sprogvidenskab, østeuropæisk jiddisch og sprogkontaktforskning.
Tak for dette på alle måder korrekte og appetitlige indlæg.