”Tosprogethed” som begreb i danske medier og skoleregi kan ofte se sig præget af en negativ klang. Skoler med mange tosprogede børn ses ofte som ”en særlig udfordring” forbundet med socioøkonomisk besvær, typisk om ”elever med indvandrerbaggrund” (jf. skole-foraeldre.dk her) med problemer i dansk. I områder, hvor sproglig diversitet er normen, kan tosprogede undervisningsmodeller imidlertid anses som et redskab til at fremme interkulturel forståelse og sprogkompetencer for alle i samfundet.
I Sydamerika er modellen PEIBF (Programa Escola Intercultural Bilíngue de Fronteira), eller, ”Det Interkulturelle og Tosprogede Grænseskoleprogram” (2004-2016), et interessant eksempel. Denne model blev sat i værks af Mercosur-landende for at fremme undervisningen i portugisisk og spansk langs grænserne mellem Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay for at dyrke regionens sproglige ressourcer. Skoler i Bernardo de Irigoyen, Argentina, og Dionísio Cerqueira, Brasilien, er blot ét eksempel på to ”spejl-skoler”, hvor PEIBF blev implementeret i forsøget på at fremme elevernes forståelse for regionens sprogdiversitet:
I Sydamerikas grænseområder tales nemlig et væld af sprog, herunder spansk, portugisisk, indfødte sprog, samt en lille håndfuld andre europæiske sprog af historiske årsager. Derudover tales ’portuñol’, der et tydeligt eksempel på, hvordan specielt portugisisk og spansk flyder sammen i praksis i disse områder (læs mere om portuñol i mine to indlæg her og her).
Tosproget undervisning som en genistreg
På papiret fremstår PEIBF som et ambitiøst initiativ, der sigtede mod at fremme gensidig forståelse mellem portugisisk- og spansktalende i grænseområderne. Ved at etablere spejl-skoler, der samarbejdede om undervisningen på begge sprog, skulle programmet skabe en interkulturel bro mellem de to lande og give elever fra begge sider af grænsen mulighed for at blive flydende i deres nabolands sprog.
PEIBF’s pædagogiske metode, som bygger på projektbaseret læring, engagerede nemlig eleverne i emner, der var relevante for dem og deres kontekst. Gennem disse fagprojekter motiveret af elevernes egne interesser, skulle eleverne arbejde både på portugisisk og spansk, og lærerne fra de to lande samarbejdede for at sikre, at begge sprog integreredes i undervisningen. Denne tilgang skulle ideelt set give eleverne et funktionelt kendskab til begge sprog.
Konsekvenser for den sproglige pluralitet?
Men bag programmets succes ligger en uundgåelig udfordring. Mens modellen var med til at styrke områdets elever i deres kompetencer i portugisisk og spansk, står det samtidig over for kritik for at overse de komplekse sociolingvistiske virkeligheder, herunder portuñol, som underliggende ses som et mangelfuldt spansk eller portugisisk. I den fælles undervisningsmodel (2008) udtrykkes det, at grænseområdet karakteriseres af ”sociolingvistisk usikkerhed og ustabilitet” og undervisere har senere udtrykt til mig, at elever, der taler portuñol, ofte bliver rettet og opfordret til at “tale korrekt”. Denne holdning afspejler en ideologi baseret på Sprog-som-Problem (Ruíz, 1984), hvor variationer fra de officielle sprognormer ses som uønskede for elevernes fremtid.
Det er problematisk, fordi det reducerer sproglig variation til en fejlbehæftet form for kommunikation snarere end at anerkende det som et gyldigt udtryk for den sociolingvistiske virkelighed i grænseområderne. Når disse ikke bliver værdsat, risikerer man at bryde med den kulturelle og sproglige mangfoldighed, som programmet oprindeligt var sat i verden for.
Soft power og sproglig ensretning
En anden dimension til dette er, at modellen maler nationalsprogene som Sprog-som-Ressource (Ruíz, 1984), hvor portugisisk og spansk ses som økonomiske og kulturelle aktiver for eleverne. Men denne ressourcefokuserede tilgang kan også tolkes som en del af landenes brug af soft power, hvor sprogene bliver instrumenter til at opnå regionale økonomiske mål. Den sproglige ensretning, som programmet understøtter, kan ses som en fortsættelse af historiske magtstrukturer, hvor Brasiliens og Argentinas officielle sprog (spansk og portugisisk) bliver ophøjet, mens lokale sprogformer marginaliseres. Det er ikke nødvendigvis et bevidst forsøg på at undertrykke portuñol, men det sker som en konsekvens af programmets fokus på at styrke de nationale sprogs prestige ved at gøre brug af de studerendes egne interesser i fagprojekterne.
Så er det galt eller genialt?
PEIBF er uden tvivl et ambitiøst og innovativt forsøg på at fremme tosprogethed i en flersproget kontekst. Gensidig sprogundervisning i nabosproget er en styrke, der adskiller modellen fra mere ensidige tilgange, som vi ser i Danmark. Dog halter programmet, når det kommer til anerkendelsen af den lokale sproglige mangfoldighed, især portuñol, som kunne styrkes af at blive betragtet som Sprog-som-Ressource snarere end Sprog-som-Problem.
Derfor er svaret både-og: genialt i sin intention om at fremme sprogkompetencer, men galt i sin manglende evne til fuldt ud at værdsætte den eksisterende sproglige pluralitet. Vi kunne imidlertid overveje, hvor smukt det ville være, hvis vi i Danmark bevægede os mod en forståelse af sproglig diversitet, hvor dansk ikke alene er målestokken for flersprogethedens succes, men i stedet lod os inspirere af en gensidig tilgang til læringen af de mange andre sprog, der bidrager til Danmarks sproglige rigdom.
Referencer
Ministerio de Educación, Ciencia y Tecnología de Argentina & Ministério de Educação do Brasil. (2008). Modelo de ensino comum em escolas de zona de fronteira, a partir do desenvolvimento de um programa para a educação intercultural, com ênfase no ensino do português e do espanhol.
Ruíz, R. (1984). Orientations in Language Planning. NABE Journal, 8(2), 15–34. https://doi.org/10.1080/08855072.1984.10668464
Skole og Forældre. (u.å.). Skoler med mange tosprogede. Hentet 2. oktober 2024, fra https://www.skole-foraeldre.dk/artikel/skoler-med-mange-tosprogede
Coverfoto: “Rivalisering mellem brasilianere og argentinere hører fortiden til” (Brasiliansk skoleblad om det tosprogede program PEIBF).
Jonathan Mastai Husum er ph.d.-studerende i spansk og portugisisk ved Afdelingen for Tysk og Romanske sprog ved Aarhus Universitet. Han forsker i kontaktsproget portuñol i Sydamerika og arbejder ud fra en teoretisk baggrund indenfor sociolingvistik, postkolonial lingvistik samt sprogpolitik.
Distinktion af grammatik og leksikon i en neurokognitiv kontekst 
At spille kort – Bygger vi broer eller graver grøfter, når vi spiller nazisme- eller racismekortet? 
Papiamentu: en ny beskrivelse af et ungt sprog 
Hvad er portuñol salvaje? – om Sydamerikas hybridsproglige grænselitteratur 
En knirken i halsen – hvorfor danske gymnasieelever har svært ved at udtale spansk 
Typologisk overblik til feltlingvisten eller den travle studerende