Sproget er noget vi, alle mennesker, deler, og måske fordi vi alle har et sprog, har vi nogle gange en tendens til at tage det for givet. I mine år som forsker har jeg talt med mange som selv, eller hvis forældre eller bedsteforældre, har mistet deres sprog. Et sprogtab opleves ofte som et traume, og samtidig som et tab af ens kultur, identitet og rødder. Sproget er kun én egenskab ved en persons individuelle eller gruppeidentitet, og denne egenskab falder meget ofte sammen med andre egenskaber – traditioner, arv, tøj, retter og så videre. Når et sprog forsvinder, enten på grund af kolonisering eller andre former for magtudøvelse, forsvinder mange af gruppens andre egenskaber også.
Omkring halvdelen af nutidens sprog er i risiko for at dø ud, og mange af disse sprog er oprindelige sprog i Europa, Amerika, Afrika og Asien. Heldigvis hører grønlandsk, eller kalaallisut, ikke til gruppen af de mest truede sprog. Selvom sproget ikke er til stede indenfor alle områder af livet i Grønland – for eksempel er du nødt til at skifte til et andet sprog for at tage en højere uddannelse i Grønland – er grønlandsk stadig inuitternes majoritetssprog i Grønland. Desuden, og vigtigst af alt, overføres det grønlandske sprog fra generation til generation, og dermed sikres sprogets overlevelse.
Nogle mennesker spørger mig: Er det faktum, at så mange sprog forsvinder, ikke bare et naturligt resultat af modernisering såvel som globalisering? Og ville det ikke være bedre, hvis alle mennesker bare talte et enkelt sprog?
Først og fremmest har vi alle ret til selv at bestemme, hvilket sprog vi taler. Sproglige rettigheder, det vil sige retten til at vælge, hvilket sprog man ønsker at bruge i det private eller i det offentlige rum, er en del af de internationale menneskerettigheder, som er inkluderet i den universelle menneskerettighedserklæring tilbage fra 1948. Desuden kan vi tydeligt se, at folk i de fleste tilfælde ikke frivilligt har besluttet sig for at opgive deres sprog, når vi ser på historien om tab af sprog. Snarere er sprogtab sædvanligvis forårsaget af, at en gruppe mennesker har undertrykt en anden og påtvunget den sin kultur og sit sprog. I dag kender vi til det estiske, litauiske, lettiske og ukrainske sprog, da disse nationer har genvundet deres uafhængighed.
I Europa åbnede lutheranismen og den franske revolution døren for sproglig mangfoldighed, nationalstater og oversættelse af Bibelen til små nationale sprog, frem for at den skulle læses på latin eller oldslavisk. På den måde kunne mange europæiske nationer ‘opgradere’ deres sprog og gøre dem til litterære og videnskabelige sprog, der kunne bruges i alle livets forhold. Således fik også Norden nye litterære sprog – først dansk og svensk, men i 1800-tallet også norsk, finsk, islandsk og færøsk som led i en national og politisk revitalisering. Men for andre mindretal i Skandinavien, såsom samerne, var kampen for modersmålet meget sværere. Mange samer i Norge, Sverige og Finland har mistet deres sprog på grund af hård assimileringspolitik og på grund af en stærkt diskriminerende politik, hvorigennem nogle talere begyndte at dømme deres eget sprog som et ’dårligt’ sprog, der ikke er værd at bruge, og på samme måde med deres kultur. Samisk begyndte først at blive introduceret i skolerne i 1970’erne.
Sammenlignet med andre kolonialiserede sprog har grønlandsk været heldigt, da sproget aldrig blev forbudt af de danske myndigheder. At Grønland er en ø, der ligger langt væk fra Danmark, har formentlig også bidraget til at beskytte sproget mod udryddelse, men i 1950’erne begyndte flere at advokere for en sproglig og kulturel assimilering af grønlænderne. En dansk minister foreslog endda, at det grønlandske sprog skulle afskaffes. Som et forsøg blev dansk indført i folkeskolens tre første trin i Grønland, men nogle år senere blev grønlandsk genindført. Nogle inuitfamilier besluttede at gå over til at tale dansk, da de fik at vide, at dansk var fremtidens sprog. Det er faktisk en idé som mange små sproglige samfund har taget til sig fra en mere magtfuld part; at det gamle, lille, oprindelige sprog ikke har en plads i den moderne verden. Som en del af den første generation, der har hebraisk som modersmål i min familie, kan jeg fortælle, at disse idéer er grundløse. Mit folk formåede at rejse mit gamle hebraiske sprog fra asken efter 2000 år, hvor det mest blev brugt til religiøse formål. Jeg har aldrig følt, at jeg var vokset op med et sprog, der blev bragt til live igen på en kunstig måde eller med et sprog, der mangler ord for den moderne verden. I dag tales hebraisk af mere end 10 millioner mennesker, og sproget kan bruges i alle sammenhænge.
For hvad kan vi betragte som naturligt og unaturligt? Er det naturligt, at vi alle skal tale amerikansk-engelsk om 30 eller 50 år, eller at vores sprog skal indeholde 70% af engelske låneord? Nej, der er ikke noget naturligt i det. Det er op til ethvert sprogsamfund at forme sin egen sproglige virkelighed, som det ønsker. Desuden ved vi i dag, at vores hjerner er i stand til at indeholde flere sprog på samme tid. Derfor er modersmålsfærdigheder ikke en hindring for at mestre flere sprog. Tværtimod er flersprogethed berigende.
Grønland er et glimrende eksempel på et temmelig lille samfund, som har besluttet sig for at bevare sin egen kultur, sprog og identitet. Med sproglig mangfoldighed kommer også kulturel og ideologisk mangfoldighed, og ved at tilegne os viden om de forskellige sprog tilegner vi os også viden og respekt for andre grupper, deres kulturer samt andre måder at gribe livet an på.
Den 8. november 2023 udkom en ny smuk og helt særegen sang: Oqaatsigut/The Language Song. Sangen er en hyldest til det grønlandske sprog, kalaallisut, og samtidig til alle oprindelige eller truede sprog i verden. Jeg er dybt taknemmelig for alle dem, der har gjort produktionen af denne sang mulig: NAPA, Den Grønlandske Kulturfond, non-profitprojektet Small Languages Rock, mine medforfattere Malik Chemnitz og Christine Tongue, vores fantastiske sangerinde Sikki og de fantastiske musikere Torbjørn på cello, Natalia på violin og Andreas på piano.
Sangen er udgivet i både en grønlandsk version og en engelsk version, og kan høres nedenfor (første video er den grønlandske, anden video er den engelske).
Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i Yair Sapirs tale ved receptionen og premieren på Oqaatsigut/The Language Song den 8. november 2023.
Coverfoto: Mathias De Melo Lundegaard
Yair Sapir er sangskriver og lektor i svensk i Kristianstad. Han er en af drivkræfterne bag non-profit-musikprojektet Small Languages Rock og Oqaatsigut/The Language Song.
