Lus i skindpelsen
Med sin nytårstale d. 31. december 2016 kom dronningen til at sætte gang i en heftig sprogdebat. Hun sagde bl.a.:
”Danmark kan ikke fungere uden alle de, der gør en indsats i produktionen”,
”Her er god grund til at sige tak til alle de, der gør en indsats for vores sikkerhed” og
”Min tak og nytårshilsen går også til alle de, der sørger for, at vi kan leve trygt i hverdagen såvel som på en festaften som denne.”
Anstødsstenen var formen de; det burde have været dem, mente mange bidragsydere til den intense debat. Man kunne bl.a. se indlæg af typen:
”Det er ikke så mærkeligt, at vore børn roder rundt i ligger og lægger, de og dem og meget andet, når det også kniber for majestæten” (Læserbrev, Århus Stifttidende 5.1.2017) og
”Netop den fejl, at bruge nominativ [dvs. de] hvor det grammatisk skulle have været akkusativ [dvs. dem] eller omvendt, begås stadig hyppigere” (Berlingske fredag 6. januar 2017).
Af indlæggene får man det indtryk at brugen af de før en relativsætning og efter præposition som til, uden, af osv. er udbredt – og et problem. Efter at have set nærmere på fænomenet i korpora for avissprog og spontant, uformelt talesprog kan vi dog med sindsro sige at det i hvert fald ikke er udbredt. Tallene fra undersøgelsen taler deres tydelige sprog: I skrift forekommer de kun i 3,5 % af 3.916 tilfælde. I talesprog forekommer de kun i 0,7 % af 1.526 tilfælde. De-formen efter præposition er altså ikke udbredt i synderlig grad, og fra forskerside kan man derfor være fristet til at afvise den som ubetydelig og uinteressant.
Officielt sprog
Det vil dog være at være for hurtig på aftrækkeren, for selvom om udbredelsen af de-formen ikke er overvældende, er der statistisk set signifikant flere i skriftkorpusset end i talekorpusset. Dette peger på at brugen af de er afhængig af medie, genre og sprogstil, og det er en interessant vinkel på sprogdebatten. Vi skal nemlig her tænke på at dronningens tale er sat i en meget formel ramme. Ja, nytårstalen er vel nærmest at betragte som et uundværligt led i et sammensat kollektivt ritual, nemlig det ofte faste forløb af festligheder i forbindelse med det kalendermæssige årsskifte. Det er er altså et meget vigtigt stykke sprog (kan man forestille sig nytår uden nytårstalen?) af den formelt set vigtigste person i Danmark. Men om brugen af de fremfor dem så er mere udbredt i formelle, skriftbundne talestile, er et spørgsmål som kun fremtidige undersøgelser kan give svar på.
Den iboende nultolerance
Hvorfor så så megen ståhej? Vores svar på dette spørgsmål er: Fordi mange i skolen og uddannelsessystemet lærer at der ikke må være variation i sproget, at der kun er én rigtig måde grammatikken kan være på. Og at når andre forbryder sig mod den måde, gør de noget forkert. Det er samme tankegang der kommer til udtryk i læserbreve og andre former for reaktion over – og imod – især unges sprog. Med andre ord: Der bliver ståhej fordi mange har lært at der kun er én rigtig måde at udtrykke sig på, og at dronningen så forsynder sig mod den. Man kan så spekulere over om sprogdebatten afledt af dronningens grammatiske valg burde give anledning til at man i uddannelsessystemet i større grad lærte om grammatisk variation og forskellige sprogstile. Det vil ikke skade, mener vi.
EKSTRA
Vores skriftsprogskorpus består af tekster fra landsdækkende og regionale aviser fra hele landet fra 2017. Korpusset indeholder ca. 52,5 mio. løbende ord. Vores talesprogskorpus, er det såkaldte LANCHART-korpus, der huses af Københavns Universitet. Det består af ca. 10 mio. løbende ord fra nyere interviews med talere i alle aldre fra mange egne af landet. Vi har i en artikel i MUDS 17 en mere detaljeret analyse af de–dem-variationen. Her ser vi også på de særlige grammatiske forhold der er gældende for brugen af de overfor dem.
Jørgen Schack er seniorforsker ved Dansk Sprognævn.
Eva Skafte Jensen er seniorforsker ved Dansk Sprognævn.
Jan Heegård Petersen er lektor i dansk ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (NorS), Københavns Universitet.