Ordtyv
“Hvad?”
Store runde perler af safirer klædt i et tæppe af lange mørke vipper studerede mig fascineret. Et skævt smil blandet med ren forvirring. På min venstre side, under mørkt hår der dansede som bølger, befandt sig et ansigt malet i ét stort spørgsmålstegn. Kantstenen under os var kold, og vi lod mørket omslutte os, mens vi benyttede larmen fra festen som baggrundsstøj til en samtale, der som så mange andre samtaler, der finder sted kl 02:30 en lørdag morgen, var helt og aldeles meningsløs. Jeg skød ham et undrende blik. Min tur til at være den uforstående. “Jeg sagde bare, at det lyder plausibelt?” Han fortrak ikke en mine ved min gentagelse. Øjnene af ædelsten var fortsat … ↪
