Det er fortsat boganmeldelsesuge, og i dag anmelder Eva Hellesøe ‘De glemte børn’ af Dolores Redondo.
Jeg har nu for anden gang læst en roman af den spanske forfatter Dolores Redondo. For to år siden anmeldte jeg spændingsromanen ‘Alt dette vil jeg give dig’ til Lingoblog, og nu indvilligede jeg i at læse ‘De glemte børn’. Jeg forestillede mig, at læseoplevelsen ville ligne den forrige, og jeg trængte netop til at være skrap og sprogkritisk. Men så kunne jeg ikke slippe den!
‘De glemte børn’ udkom i Spanien i 2013 og på dansk i 2015. Den er oversat af Kirsten A. Nielsen og udgivet af forlaget Hr. Ferdinand. Romanen er en kriminalroman og andet bind i den såkaldte Baztan-trilogi, hvor vi følger kriminalkommissær Amaia i Baztan-dalen i Baskerlandet. De kan alle tre læses selvstændigt. Peter Bakkers anmeldelse af trilogiens første bind kan læses her.
Da jeg fik ‘De glemte børn’ i hånden, skreg smudsomslaget til mig, og jeg fik lyst til at opgive foretagendet. På omslaget ser man nemlig en tyk træstamme, hæsligt skriggrønne blade med overdreven farvemætning, kunstigt lommelygtelys i baggrunden og ved træets fod en plastikdukke (der er ingen plastikdukke med i romanen). Omslaget skriger: bestseller, letlæselig, krimi, spænding – og det er på sin vis fint, for det er, hvad den er.
Jeg skyndte mig at gemme omslaget og tog det kun modvilligt frem for at skrive denne tekst. Herunder viser sig en sort hardback med guldskrift på ryggen (dét liker jeg) med 589 gullige sider i kraftigt papir (dét liker jeg) og god linjeafstand; en rigtig sidevender. På spansk hedder den ‘Legado en los huesos’, altså omtrent ‘Knoglernes arv’, men jeg mener, titlens oversættelse er misvisende; hvis der er glemte børn, er de ikke det vigtigste i plottet, og jeg er ikke sikker på, hvem de børn er. Til lingvisterne er der heldigvis lidt baskiske godter: En baskisk vuggevise gengives, og der er baskiske efternavne som Etxaide, baskiske stednavne og mystisk mytologilingo som mairu, et dødt barns arm, der har magiske evner.
Efter forvisningen af smudsomslaget læste jeg 100 sider uden at standse. Så trak jeg vejret og læste konstant i tre dage. Jeg forsømte det skuespil, jeg var ved at skrive, jeg forsømte de fire andre bøger, jeg var i gang med at læse, jeg forsømte opvask, plantevanding, mennesker. Min døgnrytme vendte sig, jeg læste til sent og vågnede sent – for at læse. Romanen tog mig med storm, den lænkede mine øjne til siderne, jeg kunne ikke forlade den. Stor frygt, vild hjertebanken, frygtkvalme, pandesved. Min Se & Hør-agtige sensationslyst var vakt: Hvem står bag forbrydelserne? En kriblen i øjnene efter at vide mere, bladre og bladre, en længsel mod næste adrenalinkick.
Fortællingen begynder i Pamplona, hvor Amaia bor med sin kæreste James. Amaia deltager i retssagen mod Jasón Medina, som har tilstået drabet på sin steddatter. Inden retssagen går i gang, begår han selvmord på toilettet og efterlader en konvolut tilegnet Amaia med det baskiske ord Tarttalo, som er et menneskeædende mytologisk væsen med ét øje. Senere sker en profanering af en kirke tæt på Elizondo, hvor Amaia, James og deres nyfødte baby er på ferie hos hendes tante. I kirken finder man en arm fra et spædbarn, en mairu. Samtidig sker en række mordsager i samme stil som Jasón Medina-sagen: Morderne begår selvmord og efterlader ordet Tarttalo, ofte skrevet på en væg tæt ved liget. Alle ofrene har fået amputeret en arm, men ikke af morderen. Amaia og hendes familiehistorie blandes ind i mordsagerne, og det virker, som om der lægges ledetråde ud til hende. Og derfor er det særligt følsomt og vigtigt for Amaia at opklare sagerne. Amaias privatliv spiller en vigtig rolle: at hun er blevet mor, forholdet til James, hendes tragiske barndom og et saftigt familiedrama.
Romanen er fuld af kriminalkommissærarbejde, som er fuldstændig, som det skal være: Småsnak ved kaffeautomaten på politistationen, intriger, DNA-tests, forhør, psykopater, barnemord, rendyrket ondskab, blod… Dejligt! Måden, hvorpå Amaias privatliv og historie er bundet sammen med hendes arbejde og mordsagerne, fungerer godt, fordi privatlivet ikke blot fungerer som afbræk fra forbrydelserne, men er afgørende for plottet. Der er imidlertid ét spor, jeg savner at få uddybet. Det fortælles, at James er billedhugger og er ved at forberede en udstilling på Guggenheim, men mere må læseren ikke vide. Det virker, som om forfatteren har drevet så megen research på DNA-tests, at hun simpelthen ikke orkede også at læse om billedkunst.
Nu kommer anmeldelsens skrappe afsnit. Jeg vil vove at sammenligne læseoplevelsen med at være meget sulten og så få serveret ti retter. De smager fint, og man bliver mæt, men ingredienserne er dårlige og billige. Således også sproget i romanen. Det flyder, fordi fortællingen flyder, men det er kedeligt og antiudfordrende. Måske tænker De, kære læser: Skal sprog absolut være udfordrende og lækkert? Hertil vil jeg svare nej, det skal det ikke – men det vil jeg altid foretrække! I romanen kan man alt for tit læse, at den berømte ”tidens tand” har ødelagt træet eller gjort et hus forfaldent. Dette er en slidt og klichéagtig metafor, og den er upræcis. Det er dovent at bruge default formuleringer. Jeg vil langt hellere vide, hvordan træet er ødelagt, hvilken farve, struktur og duft det har. Et andet eksempl er side 184, hvor der med få sætningers mellemrum to gange står, at Amaia ”udmærket huskede” noget. Tungt og trægt! På side 538 står der, at blodet ”havde dannet fantasifulde røde blomster på vandoverfladen”, og på siden efter om det samme: ”[…] de fantasifulde streger, der dannedes”. Dét er virkelig en fantasiløs beskrivelse. Jeg ville hellere være fri for Redondos forsøg på metaforarbejde. Ofte bliver forsøg på følsomhed patetisk. Det fungerer langt bedre, når sproget opfører sig beskrivende og nøgternt. Det er for eksempelvis beroligende og rart at læse, hvordan landskabet i Baztan-dalen ser ud, og hvilket tøj dommeren Markina er iklædt!
Det er plottet, der redder romanen. Det handler om noget andet end at smage på ord. Det handler om handling, om tråde, der vikles ind og ud, om spor, der mødes, og vigtigst af alt handler det om spænding. Det er et plot, som har alle de gode temaer: mord, hævn, religion, familiedrama, kærlighed, begær, moderskab. Balancen mellem dialog og beskrivelse er god, og denne balance gør, at romanen på trods af slidte udtryk og lidt for meget patos er yderst flydende skrevet.
Romanen kan være en belejlig flugt fra kulden, fra covid-19 og opvask, fra mennesker, fra kunst, fra sms’er og faste måltider. Den glider let og hurtigt ned, og jeg fandt det forfriskende at læse i et andet tempo og med mere opmærksomhed på plot end på velsmagende ord. For det er ikke det, der er vigtigt her. Romanen kan være et godt afbræk, hvis man er vant til den slags skrift, hvor hver eneste sætning er vigtig, fyldig og en lækkerbisken – her tænker jeg på forfattere som Amalie Smith, Ida Holmegaard, Olga Ravn.
Tidligere skrev jeg, at jeg altid vil foretrække at læse lækkert, udfordrende og særegent sprog frem for sprog som i ‘De glemte børn’. Men der er et men: De vilde frygt- og spændingsfølelser blev vækket på trods, og det er godt gået!
Dolores Redondo. 2015. De Glemte Børn. Forlag: Hr. Ferdinand. 550 sider. Oversat fra spansk af Kirsten A. Nielsen.
Eva Hellesøe har læst lingvistik med tilvalg i litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Hun beskæftiger sig desuden med kunst, skrivning, queer-aktivisme og fashion.
