vi har alle læst en tekst, som virkelig har fået vores blod i kog, selvom det kun er de mindste fejl, der er skrevet. Nok især når det er bittesmå fejl. Som den fejl jeg lavede i første linje, da jeg ikke skrev ordet “vi” med et stort begyndelsesbogstav. Det kriblede endda i mine egne fingre for at gå tilbage og rette det. Dog syntes jeg, at det var en god pointe at starte med. Jeg har altid haft let ved at blive irriteret over små stavefejl og små fejlformuleringer, men jeg har ikke undret mig over det, før her for nyligt. Hvorfor har jeg, og så mange andre, sådan et behov for at rette andre? Er der en årsag til den perfektionistiske tilgang, mange mennesker går og har ubevidst? Og er det kun brugen af enkelte ord eller intentionen med brugen af bestemte ord, som vækker denne irritation?
Kender du typen, som kaster om sig med store og gamle ord, hvor alle nemt kan se, at der ingen viden er om begreberne? Det kan vi vist alle komme med eksempler på. Der er altid den arrogante type i klassen, eller på arbejdspladsen, som bare smider om sig med fagbegreber og ord, de har læst én gang på internettet. Problemet er ikke brugen af ordene i sig selv, ældre ord er i mine øjne generelt meget smukke og interessante. Problemet for mig personligt er, når folk bruger ordene med en bagtanke. Mange mennesker bruger eksempelvis engelske låneord, men finder selv på en lille oversættelse af ordet til dansk. Et eksempel på dette, kunne være ordet “patetisk” sammenlignet med ordet “pathetic”. Jeg undersøgte, hvor galt det egentlig stod til med de fejloversættelserne, ved at slå ordet “patetisk” op i Gyldendals Betydningsordbog, hvor følgende synonymer kom op: “følelsesfuld, ophøjet, højtidelig”. Ordet “pathetic” og “patetisk” minder stavelsesvist meget om hinanden, men på betydningsmæssig plan er de på ingen måde synonymer. Fejlagtige oversættelser, som disse, er begyndt at præge det danske sprog gevaldigt.
Noget andet, jeg har tænkt meget over, er den store betydning vores sprog faktisk har, på det indtryk vi giver andre mennesker. Det kunne være følelsesmæssige indtryk eller indtryk ift. intelligensniveau på både faglig og social plan. Hvor meget betydning jeg egentlig lægger i andre menneskers sprog, er ikke noget jeg personligt har tænkt over førhen. Nu hvor jeg tænker nærmere over det, vil jeg også mene, at jeg selv bruger folks ord til at aflæse andre mennesker, da jeg ikke altid er lige så stærk til at læse kropssprog. Men burde sproget have sådan en stor betydning for, hvordan andre mennesker ser os? Det burde det nok objektivt ikke, men subjektiv mener jeg ikke, at vi kan sortere sådanne tanker og antagelser fra. Dog skal man kunne balancere mellem generaliserende fordomme og sine egne fornemmelser for andre mennesker ud fra deres sprog.
En anden ting, som også virkelig irriterer mig, er sjusk i formelle mails eller lignende. For eksempel, hvis man har skrevet en lang og gennemtænkt mail fyldt med lækker tegnsætning og høflige fraser, hvor man får en sjusket mail fyldt med fejl tilbage. Det ville jeg mene er et eksempel, som rigtig mange kan relatere til. Især i forbindelse med arbejde eller uddannelse. Jeg har selv flere gange oplevet at skrive en formel, finskreven besked til en kollega eller lærer, hvor jeg bliver mødt med et sjusket svar. Med sjusket mener jeg en tekst fuld af tastefejl og en generel dovenhed, hvad angår tegnsætning. Når jeg bliver mødt af sådan en besked, får jeg følelsen af, at jeg er ligegyldig. Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er en smule skrøbelig, hvad angår sådanne småting, men jeg føler mig i hvert fald ikke særlig vigtig efter en sjusket besked. Jeg ville mene, at det ikke så meget er ordene i sig selv, der frembringer irritation. Det er i stedet intensionen eller signalet bag ordvalget.
Generelt er jeg taknemmelig, når folk retter på mine sproglige fejl. Burde vi ikke alle have den holdning, så vi kan tage hensyn til hinanden? Eller er det bare mig, som bliver en anelse sur, når jeg har skrevet “massere af…” helt indtil 7. klasse uden at blive rettet? Jeg har faktisk også selv været så sjov at lave et lille eksperiment indtil nu, som jeg nok skal stoppe i de efterfølgende afsnit. Indtil nu, har jeg hele vejen gennem artiklen skrevet “intensioner” i stedet for “intentioner”. Måske fangede du den, eller måske sad du bare og blev mere og mere irriteret, jo længere du læste. Det var i hvert fald et lidt længerevarende eksempel på, hvor stor betydning tegnsætning og stavning har for en teksts troværdighed. Det var et eksempel på min intension bag stavefejlen, som jeg har brugt.
Generelt bliver man vel påvirket af folks intensioner, når man snakker med hinanden. Et eksempel på dette, kunne være den skjulte mobning mange piger er udsat for, især i folkeskolen. Her påvirker intensionerne ofte mere end selve ordene, der bliver brugt. Mange, især piger, er nok blevet mødt med kommentaren “ej, det er en mega flot trøje”, hvor der efterfølgende rulles med øjnene eller grines. Her er det ikke ordene der i sig selv påvirker, men nærmere intensionen bag kommentaren. Derfor vil mange neurotypiske1 mennesker nok mene, at intensionen bag ord kan påvirke meget mere negativt, end ordene der bruges. Neurodivergente2 mennesker kan have sværere ved at skille sætninger ad og opdage den egentlige intension. Jeg er selv neurodivergent og oplever ofte, at jeg rammer ved siden af den egentlige intension, hvor jeg i stedet fokuserer meget mere på de enkelte ord eller udtryk.
En sidste ting, jeg vil kommentere på, er de irritationsfrembringende “hverdagsfejl”. Mange omkring mig kan ikke kende forskel på “lagt” og “ligget”. I stedet for bare at lade det ligge, ender jeg altid med enten at rette folk eller bare blive små irriteret. Nu hvor jeg har tænkt nærmere over denne irritation, det uperfekte sprogbrug frembringer, så er jeg endelig kommet frem til et par grunde til, at mange, mig selv inkluderet, bliver så påvirket af fejl i sprog og intentioner omkring os. Generelt er vi blevet opdraget i et meget perfektionistisk samfund bestående af diktater og skriftlige og mundtlige prøver. Især i danskfaget, nu da det i Danmark er majoritetens modersmål, fokuseres der meget på tegnsætning og sproglig analyse af diverse tekster. Her antages der også, at der er “korrekte” betydninger og intentioner i tekster, som forfatteren måske ville have ment som en tekst, der kunne fortolkes.
En anden ting, som også skal være “perfekt”, er grammatik. Grammatik vægtes især højt, når vi lærer fremmedsprog, så korrekt grammatik bliver også tævet ind i os. Derfor vil jeg mene, at det samfund vi lever i, er en meget stor forklaring på, hvorfor vi tænker på perfektion, som vi gør. Det kan selvfølgelig også være, at vi som mennesker bare er programmeret til at ville leve efter bestemte idealer og tankegange, men så skal man begynde undersøgelsen med en helt ny antagelse.
Fodnoter
1 Ordet neurotypisk er en betegnelse for hjerner, der er “normale”, altså som er udviklet på samme måde, som majoritetens hjerner. Udtrykket kommer af, at ordet “normal” og “unormal” kan virke nedladende.
2 Ordet neurodivergent er en betegnelse for hjerner, som har atypiske træk og derfor kan diagnosticeres med f.eks. ADHD eller autismespektrumforstyrrelse (ASF).
Sofie Kjærgaard er 18 år gammel og går på Aalborghus Gymnasium, hvor hun har en naturvidenskabelig studeretning med fagene bioteknologi, matematik og fysik. Dette indlæg er et af de både virkelig interessante og velskrevne essays, vi modtog i forbindelse med Lingoblogs essay-konkurrence, hvor gymnasie-elever kunne sende deres tekster om sprog på dansk eller på andre sprog, om dansk eller om andre sprog.
