Forståelsens psykologi er et forskningsfelt, der undersøger, hvordan vi forsøger at forstå tanker, følelser, behov og intentioner i andre og i os selv; et paraplyord, der ofte bruges herom, er mentale tilstande. Inden for dette felt er mentaliseringsteorien stor, hvor denne forståelsesproces kaldes mentalisering. Et nøgleudtryk om denne proces er “at have sindet på sinde”.
Teorien har siden sin oprindelse været belagt med et sprogligt, men ikke lingvistisk, grundlag for vurderingen af, hvordan mentaliseringen foregår hos en given person. Den primære vurderingsmetode er bygget op om sproglige eksempler, men uden at der indgår en sproglig analyse som eksplicit element, hvilket hurtigt kan få en lingvist til at stramme læberne.
Mentaliseringsteorien bliver særligt sat i spil i forbindelse med udviklings- og personlighedsforstyrrelser som borderline og autisme, idet personer med disse forudsætninger kan have en svækket mentaliseringsevne, og hvad man løst kan kalde sociale kompetencer helt generelt. I teoriens spæde start blev der taget udgangspunkt i, at idet personer, der befinder sig på autismespektret, ingen mentaliseringsevne havde, måtte det betyde, at personer, der ikke var på spektret, netop havde sådan en evne. Det var også dengang, man ‘var autist’ som et mere essentielt menneskeligt træk, og alle der ‘var’ det, blev skåret over en kam – en opfattelse, der muligvis går hånd i hånd med opfattelsen af, at mentaliseringsevnen slet ikke var til stede hos disse mennesker. Det var kort (og hårdt) sagt en enten/eller opfattelse: Enten var du autist og kunne ikke mentalisere, eller også var du ikke og kunne mentalisere.
Der er for nyligt blevet udviklet en metode til at vurdere mentalisering, der baserer sig helt eksplicit på sproglig analyse. Metoden tager udgangspunkt i Hallidays systemisk funktionelle lingvistik (SFL) – et forsøg på at forbedre den primære metode til mentaliseringsvurdering, som er blevet brugt siden 90’erne. Nu, hvor vi er kommet så langt, og samtidig er begyndt at se autisme som et spektrum, presser det store spørgsmål sig på: Kan en lingvistisk informeret metode til vurdering af mentalisering vise noget nyt om mentalisering hos personer på autismespektret?
Sproglig vurdering af mentalisering
Det åbenlyse svar på ovenstående spørgsmål er selvfølgelig ja – det kan den godt. Og hertil skal det også siges, at det ikke er første gang, den sort/hvide opfattelse af mentaliseringsevnen hos personer på autismespektret er blevet udfordret. Heldigvis. Men en ny metode inden for et felt, der siden sin oprindelse har beskæftiget sig med autisme, kalder på en afprøvning af mentaliseringsvurdering i forbindelse med autisme.
Det primære instrument til vurdering af mentalisering har siden slutningen af 90’erne været ‘Reflective Function Manual’. Manualen består af eksempler på mentaliserende adfærd, der gives i citater, hvor den udslagsgivende ytring understreges uden en nærmere forklaring på, hvordan det rent sprogligt er mentaliserende. Et eksempel taget fra manualen ser sådan her ud:
“Thus the statement ‘I thought my mother felt resentful of us, but I’m not really sure she felt that way herself’ would be regarded as reflective”
Det er altså op til psykiateren, forskeren eller hvem end, der er ved at vurdere mentaliseringsevner, at finde ud af, om en sætning minder om den i citatet understregede ledsætning, således en ytring kan siges at være mentaliserende.
Her kommer den nye metode til undsætning med den SFL-inspirerede sprogopfattelse, idet den netop går ind i, hvordan en sætning skal vurderes til at være mentaliserende.
Mentalisering hos en person på spektret
Dette udmunder konkret i, at der i metoden tages højde for, hvordan en ytring er leveret (er den hvisket, er der mange pauser, virker den indstuderet), hvordan den er internt organiseret (fx hvilket verbum der bruges og hvornår), hvordan den er sekventielt organiseret (følger der en ytring, der sætter den forrige ytring i nyt lys), og hvilken social kontekst ytringen forekommer i (hvilken social handling er deltagerne i situationen ved at udøve, og hvordan spiller sproget ind) blandt andre aspekter. Et eksempel på netop disse sproglige aspekter kan ses i nedenstående uddrag, hvor en informant taler om en lektion, hvor en klassekammerat har afbrudt undervisningen:
IN: hvad tror du hun tænkte
(1.0)
AN: øh hun s-f-hvad hedder det jeg ved ikke lige hvad hun tænkte hun sad bare k-klagede sig over at hun kedede sig
Først og fremmest spørger intervieweren ind til, hvad informanten tænker om sin klassekammerats mentale tilstande, så den sociale handling, der er i gang, er en samtale, hvor deltagerne bruger sproget til at gå ind i, hvilke mentale tilstande en tredjepart kan have haft. Informanten laver selvafbrydelser, der kan være tegn på, at ytringen ikke er indstuderet. Informanten fortæller dertil først, at han ikke ved, hvad hun tænkte – et udtryk for, at han ikke skråsikkert proklamerer sin klassekammerats tanker, der viser en forståelse for, at han gør et forsøg. Informanten bruger dernæst verberne /sad/ og /klagede/ til at beskrive sin klassekammerat, der viser forståelse for, at klassekammeratens mentale tilstande kan hænge sammen med hendes handling: Hun siger, at hun keder sig, ergo må hun være ved at sidde og klage. Informanten følger denne ytring med en ny ytring, der reflekterer yderligere over klassekammeratens handlinger og mentale tilstand:
IN: ja
AN: jeg forstår heller ikke helt hvad (1.0) hvad hedder det hun kommer ind midt i det hele forstår ikke hvad vi er i gang med hun kommer for sent og (.9) jeg ved-jeg ved selvfølgelig ikke om det er fordi at hun har været i trafik eller hun mødte nogen undervejs som hun lige skulle have en samtale med eller noget (1.5) men jeg synes bare hvad hedder det hvis du bliver-alligevel kommer for sent så skal du ikke opføre dig som at du virkelig øh (1.2) at du har the upper hand hvis du ved hvad det betyder
Denne ytring sætter nu den første ytring i et nyt lys ved at vise informantens igangværende refleksion. Han /ved ikke/, hvad hun tænkte, fordi hendes mentale tilstand kan være påvirket af flere forskellige ting, men han forsøger at forstå, hvilke oplevelser det kan være, og hvordan det kan have påvirket hende. Og ikke nok med det, så tager han højde for, om intervieweren nu også forstår det, han mener, ved at tjekke, om nu hun også forstår det udtryk, han bruge til at beskrive sine egne følelser om klassekammeratens opførsel. Der er altså mentalisering i gang i flere dimensioner hos informanten, som kommer til syne med den sproglige vurderingsmetode til mentalisering. Havde det blot været Reflective Function Manual, der var brugt som instrument i denne forbindelse, ville det fx i langt højere grad være op til fortolkning, om nu informanten udviser mentalisering på samme måde som ytringen “men jeg er ikke helt sikker på, hun selv havde det på den måde”, som i citatet ovenfor.
Tale om tanker
Denne metode til mentaliseringsvurdering kan således give analytisk stærke resultater og dertil give et nyt perspektiv på, hvordan personer på autismespektret kan mentalisere, da det ikke viser sig som en umulighed i denne undersøgelse. Metoden viser, at kulminationen af to forskningsfelter, lingvistik og psykologi, kan føre til en endnu mere udførlig analyse af fænomenet forståelse mellem mennesker. Og er det ikke smukt, at når vi taler om tanker, kan vi blive klogere på tankerne ved netop at kigge på talen?
Vil du læse mere om den sproglige vurderingsmetode til mentalisering? Så læs Cæcilie Hansens udgivelse i Language Works om samme emne her.
Cæcilie Hansen er uddannet cand.mag. i sprogpsykologi fra Københavns Universitet, hvor hun har beskæftiget sig med kombinationen af psykologiske og sproglige analysemetoder inden for forskellige felter. Hun arbejder som forskningsassistent på Forskningsenheden for Almen Praksis på et projekt om fraværet af tolk i konsultationer, hvor patienten ikke har dansk som modersmål.
