Sproget bliver endelig fikset: nutids-r, ’ligger’ og ’at’ afskaffes

Efter årtiers problemer med at skrive nutids-r, finde rundt i ligger/lægger og hv-ord, har et samlet Folketing i samarbejde med danske sprogforskere i dag vedtaget en omfattende reform af det danske sprog. Fra 1. maj 2025 skal det danske skrift- og talesprog officielt følges ad. Skriftsproget skal med andre ord afspejle den måde, vi siger tingene på.

Det betyder, at nutids-r afskaffes fuldstændigt. Desuden oplever mange danskere problemer med at finde hoved og hale i ligge og lægge. Her er der også godt nyt, for fremover vil lægge være den korrekte form i alle tilfælde. En anden ny regel bliver, at i tilfælde hvor og og at lydligt kan forveksles, vil det nu være i orden at skrive og. Sprogforskere har i årevis forsøgt at råbe op om, at forholdet mellem skrift- og talesprog har medført mange problemer for den almene dansker. Den anerkendte professor i lingvistik L. Eksikon udtaler, at ”folk skriver allerede ’han køre bil’ og ’vi er ved og spise”, så vi har valgt at anerkende realiteterne – eller og anerkende realiteterne”.

Flere ændringer på vej?

Reformen er kun første skridt i en større modernisering af dansk. Næste punkt på dagsordenen er fjernelse af stumme bogstaver, så “hjælp” bliver til “jælp”, og ”land” til ”lan”. Desuden overvejer man at erstatte “hv-” med “v-“, så “hvad” bliver til “vad” og “hvorfor” til “vorfor”.

Folketinget og de danske sprogforskere opfordrer alle danskere til at begynde at tilpasse sig de nye regler allerede nu. Som de skriver i en pressemeddelelse: “Det vil gøre overgangen meget lettere, når vi alle sammen begynde at skrive som vi tale.”

 

Kirstine Boas er ph.d.-studerende ved Afdelingen for Nordisk Sprog og Litteratur.

6 kommentarer til “Sproget bliver endelig fikset: nutids-r, ’ligger’ og ’at’ afskaffes”

  1. Godt initiativ, og det var på tide! H.C. Andersen kunne heller ikke finde ud af lægge og ligge.

    Svar

Skriv en kommentar