Ok, indrømmet, overskriften er lidt af en clickbait: emnet for denne blog er ikke et ”sprog” (en sproglig variant, der fra politisk side er blevet blåstemplet som et lands officielle sprog med alle dertilhørende rettigheder, som fx rigsdansk), og ikke engang en ”dialekt” (en søstervariant til et sprog, bare uden officiel status som ”sprog”, som fx vendelbomål), men blot en regional udtalevariant af et officielt sprog (som fx en fynsk udtale af rigsdansk uden stød).
”Live” kan til gengæld retfærdiggøres, idet det henviser til min egen levetid. Men lad os starte ved begyndelsen.
I efterårsferien besøgte jeg for første gang siden 1980’erne det sydfranske område omring Rhône-deltaet, som omfatter bl.a. Camargue med de berømte hvide heste, sorte bøfler og lyserøde flamingoer, nævneværdige byer som industrihavnebyen Marseille, Nîmes med sin romerske arena, Van Goghs Arles og last but not least les Saintes-Maries-de-la-Mer, den berømte fiskerby med den smukke valfartskirke, årlige Maria-optog og den stolte gitan-tradition (gitans: fra Spanien kommende befolkningsgruppe i familie med Sinti og Roma). Sidstnævnte by havde jeg denne gang valgt som hjemmebase for mit ophold. Saintes-Maries er stadig lille – der er simpelthen ikke mere plads mellem Rhône og den fredede naturpark Camargue – og selv om det er blevet meget turistpræget, så virker området stadig lidt fattigt og delvist ret slidt.
Efter et døgn i St. Marie slog det mig: pigen på turistkontoret, tjenerne i caféerne og restauranterne, ekspedienterne i butikkerne – de talte alle sammen standardfransk, og ikke længere med den berømte ”Accent du Midi”, som var allestedsnærværende i dette område, da jeg var fast gæst i 1980’erne, efter skolen havde vækket min kærlighed til det franske sprog. Dengang talte stort set alle, ung som gammel, arbejdere som gymnasieelever, med Accent du Midi.
Men hvad går denne så ud på?
Accent du Midi er en regional udtale af standardfransk, som er påvirket af det lokale occitanske sprog (med officielt stempel, med ligeledes under pres af nationalsproget standardfransk), hvis mest centrale træk er:
- de standardfranske nasalvokaler/ɑ̃/ (an), /ɛ̃/ (in), /ɔ̃/ (on) et /œ̃/ (un) bliver afnasaleret, samt ofte efterfulgt af velar nasal: /aŋ/, /ɛŋ/, /ɔŋ/ et /œŋ/
- Schwa [ɘ] i udlyd (fx « sainte»), der som regel ikke bliver udtalt i almindelig fransk standardtale, udtales meget tydeligt, sådan at ordets betoning nærmest falder på næstsidste stavelse, i modsætning til standardfransk betoning på sidste stavelse.
- ofte forekommer også tungespidse-r [r] i modsætning til den standardfranske uvulære frikativ [ʁ] (gnidningslyd ved drøbelen).
Det giver fx en udtale [sɛntɘmaridɘla‘mɛr] for selve byen (les) Saintes-Maries-de-la-Mer, i modsætning til den standardfranske udtale [sɛ̃tmaʁidla‘mɛ :ʁ], som vi på franskstudiet ved Universität Wien yndede at dvæle ved.
Bortset fra, at det – i oktober 2019 – ikke længere syntes at være tilfældet. Først efter et par døgn i Saintes-Maries mødte jeg et par sælgere (ikke alle) på det lokale ugemarked, der lod det klinge på den velkendte måde.
Det måtte jeg undersøge nærmere. En første runde Googling resulterede i en avisartikel, der annoncerede, at folk fra Sydfrankrig nu stolt bruger denne accent som deres varemærke, nu var det ikke længere latterligt at tale med Accent du Midi, som i det gamle kliché knyttet til fx skuespilleren Fernandel (bedst kendt uden for Frankrig i sin rolle som den hårdtslående præst Don Camillo fra filmen Don Camillos lille verden fra 1952), der var født i Marseille og ofte henvist til mere komiske roller.
Denne påstand om den nye, styrkede status af Accent du Midi havde jeg svært ved at forene med min oplevelse i Saintes-Maries – indtil jeg kiggede på artiklens dato: 2001. Ok – det føles som i går, men det er trods alt næsten 20 år siden. Kunne det være, at situationen var vendt 180 grader siden da?
Lidt mere Googling bekræftede min mistanke. Jeg fandt en avisartikel, hvor den sydfranske journalist og grundlægger af La Gazette de Nîmes, François Wiart, i 2017 skriver om den forsvindende ”Accent du Midi” (https://www.fondationvarenne.fr/wp-content/uploads/2018/10/PRIX-VARENNE-WIART-Franc%CC%A7ois-LA-GAZETTE-DE-MONTPELLIER-Langue-_-laccent-du-midi-en-voie-de-disparition.pdf). Titlen på artiklen er ”L’accent du Midi en voie de disparition” (’Accent du Midi på vej til at forsvinde’) og Wiart siger bl.a. ”J’habite un immeuble bourgeois au cœur de Montpellier, mais je n’y ai jamais entendu l’accent” (’jeg bor i en middelklasseejendom midt i Montpellier, men jeg har aldrig hørt accenten dér’).
Denne artikel skaber meget opmærksomhed, og ikke kun i Sydfrankrig, og Wiart får efterfølgende den renommerede franske journalistpris ”Prix Varenne” (sammenlignelig med vores Cavling-pris; http://www.lagazettedemontpellier.fr/14597/l-accent-du-midi-en-voie-de-disparition.html)
Når man går på Youtube, finder man også et nyhedsindslag fra den private, landsdækkende TV-station BFMTV med følgende beskrivelse: ”En se penchant sur les effets de la politique d’urbanisme et les mouvements de population à Marseille, des chercheurs ont mis en évidence la “transformation” du parler marseillais. L’appauvrissement de l’accent serait aussi dû au tourisme, toujours en plein essor. Les Marseillais, eux, ne croient toutefois pas à une disparition de leur accent.” (’Ved at pege på en politisk støttet urbanisme og befolkningsbevægelser i Marseille som årsag påpeger forskere, at sproget i Marseille forandres. Accentens udvanding (”fattiggørelse”) skal også være en følge af den altid boomende turisme. Selve befolkningen tror dog ikke på en forsvinden af deres accent’): https://www.youtube.com/watch?v=64bZxs22MLY
I dette klip hører man en lokal mand bl.a. påpege forskellen mellem standardsprogligt [mɛ̃tnɑ̃] og det lokale [mɛntɘnaŋ] ”maintenant” (’nu’).
På trods af de interviewedes overbeviste tilkendegivelser om, at deres accent aldrig vil dø, ser jeg dog lidt mere sort på situationen. Jeg har ”live” (i min egen levetid) oplevet forskellen mellem en levende, allestedsnærværende lokal udtale i 1980’erne og et aktuelt talesprog, der synes renset for selvsamme hos et flertal af befolkningen.
Årsagerne er nok mange, bl.a. de nævnte (urbanisme, turisme), men nok også en større mobilitet mellem landsdelene, landsdækkende medier, og sikkert også de gamle fordomme om ikke-standardsproglige varieteter som mindre fine eller endda lidt komiske, som i sidste ende får de talende selv (specielt den unge generation på tværs af uddannelsesbaggrund) til at fravælge den regionale udtale.
Dette er et af mange eksempler på den svindende sproglige diversitet, der gør sig gældende i den moderne, globaliserede verden, om det nu handler om sprog, dialekter eller regionale udtaler. ”Gør det noget? Var det ikke en fordel, hvis alle talte mere ens og dermed forstod hinanden bedre?” spurgte en gymnasiepraktikant forleden dag i min undervisning, da jeg omtalte dette emne. Mit svar til vedkommende var, at det netop gør noget på mange forskellige plan. For de talende selv kan dette føre til et kollektivt kultur- og identitetstab. I et noget større målestok kan dette tab være ødelæggende for et samfund, som det fx har været tilfældet for de indfødte befolkninger i Nord- og Sydamerika eller i Grønland. Genoplivningsinitiativer kan heldigvis vise sig frugtbare her (https://www.bbc.com/future/article/20190320-the-man-bringing-dead-languages-back-to-life). For menneskeheden som helhed betyder sprogvarieteternes forsvinden, at vidnesbyrd om de mange mulige variationer i kultur og tænkning (kognition) og dermed vores indsigt i vores fulde potentiale som art homo sapiens går tabt. Gensidig forståelse og variation udelukker ikke hinanden. Kognitivt set er vi alle i stand til at håndtere mange varieteter ved siden af hinanden. Udelukkende at kunne tale én varietet, som det forekommer i industrialiserede samfund, er faktisk en (ret unaturlig) undtagelse på verdensplan.
Alexandra Kratschmer er lektor ved Afdeling for Lingvistik, Aarhus Universitet.
Læs mere
Durand, Jacques. 2009. Essai de panorama critique des accents du midi. In: L. Baronian et F. Martineau (éds.). Le français, d’un continent à l’autre : Mélanges offerts à Yves Charles Morin. Collection Les Voies du français. Québec : Presses de l’Université Laval. pp. 123-170.
Armstrong, Nigel & Pooley, Tim. 2010. Social and Linguistic Change in European French. London: Palgrave Macmillan.
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog 
Live-forelæsninger om lingvistik på internettet: Lingoblogger er på d. 7. juni 
Zoni Weisz – Det glemte Holocaust 
Nationalitet og sprog på varietéscenen Global live presentations on linguistics on the net: Lingoblogger featured on June 7th 
Hüzün – “Savn”