I anledningen af det russiske valg bringer vi to artikler om sprog i Rusland – den ene om enorm sproglig diversitet, den anden om absurd sproglig censur.
Det er året for præsidentvalget i Rusland. Der tales russisk i Rusland, men det er ikke det eneste sprog. Ikke kun i Vesteuropa er der sprog der trues af udryddelse, men også i Den Russiske Føderation, hvor der findes en stor mangfoldighed af indfødte sprog. Der lever 144 millioner mennesker i Rusland, og der tales omkring 100 oprindelige sprog. Nogle tales af mere end en million mennesker (armensk, basjkirsk, buryat, dargwa, ingush, kabardisk, karachay, komi, kumyk, lak, lezgisk, mari, ossetisk, romani, russisk, russisk tegnsprog, tatarsk, tsjetjensk, tsjuvash, tuvansk,tysk, udmurt, yakutisk), andre uddør sandsynligt snart med mindre end 100 talere (enets, ingrisk, itelmen, karagas, negidal, oroch, orok, tsjulym, udihe, vod, yukaghir, yupik Eskimo). I det mindste ifølge data fra Ethnologue.com. Ifølge Ethnologue tales ukrainsk ikke i Rusland.
Alle levende menneskelige sprog er konstant underlagt forandringer; dialekter kan blive til nye sprog, opdeling af folk og kontakt mellem sproggrupper fører til at nogle sprog forsvinder og nye sprog udvikles. Disse naturlige processer har gjort at mange forskellige sprog og sprogfamilier er blevet skabt verden over i mange årtusinder, men som konsekvens af udbredelsen af den vestlige civilisation, er der de sidste par århundreder forsvundet mange flere sprog, end der er opstået.
Lingvister vurderer, at kun 10% af de nuværende 7.500 sprog, der tales i verden, stadig vil eksistere om 100 år. Det kan være en katastrofe for dem der taler disse sprog. Hvis et sprog er truet med udryddelse, peger det sædvanligvis på en truet situation for et folk.
Især for folk uden skriftsprog er sprogbevarelse afgørende for bevarelsen af traditionel viden, historie og dermed kultur. Tabet af sprog er også en katastrofe for videnskaben. De fleste af disse sprog er aldrig blevet beskrevet eller studeret, og med hvert sprog, der dør ud, er det som et museum der brænder ned.
I dagens Rusland, hvoraf også Sibirien er en del, er der ca. 100 indfødte sprog. Et enkelt af disse sprog er ikke relateret til andre sprog i verden, Nivkh eller Gilyak. De fleste af sprogene i Rusland tilhører dog fire store sprogfamilier: indoeuropæisk, uralisk, altaisk og den kaukasiske sprogfamilie. Sprog i en sprogfamilie er relaterede til hinanden, hvilket betyder, at de går tilbage til et oprindeligt sprog opdelt i dialekter, der var så forskellige, at de var forskellige sprog. Disse sprogfamilier, der også har repræsentanter udenfor de Russiske grænser, er yderligere opdelt i underfamilier. Den indoeuropæiske familie inkluderer germanske, slaviske og indoiranske sprog – tre underfamilier repræsenteret i Rusland. Armensk tales også i Rusland.
Det indoeuropæiske ursprog taltes sandsynligvis for nogle 6,000-10,000 år siden i de sydlige russiske stepper (eller måske i Anatolien?), men nu tales de indoeuropæiske sprog mest udenfor Rusland. Denne familie omfatter forskellige sprog som nederlandsk, græsk, albansk, russisk, urdu og sanskrit.
De fleste uralske sprog tales i Rusland, især i de arktiske regioner. De europæiske sprog finsk, estisk, ungarsk og samisk er også uralske sprog. Hvis man viser fordelingen af disse sprog på et kort, kan man nogle gange finde mønstre i dem. De uralske sprog ligger groft sagt som øer i en stor bueform, spredt fra Vestsibirien til Skandinavien. Dette er både et resultat af forhistoriske migrationsbevægelser fra de gamle uralske befolkninger, og indvandring af indo-europæiske og altaiske folkeslag.
Den altaiske sprogfamilie er kontroversiel. Denne kunne omfatte tyrkisk og mongolsk og er opkaldt efter Altai-bjergene. Ifølge nogle lingvister hører koreansk og japansk også til den altaiske familie, fordi der er stærke strukturelle ligheder. Andre foretrækker at forklare disse ligheder ud fra gamle traditioner for interaktion mellem de folk, der talte tidligere former af disse sprog. Der er også en kontroversiel teori om, at de altaiske og uralske sprogfamilier har fælles forfædre.
De fleste af Kaukasus-sprogene, som georgisk og tsjetjensk, tilhører den kaukasiske sprogfamilie eller sandsynligvis er der mindst tre familier. De kaukasiske bjergkæder har været kendt siden de antikke grækere som et område med en meget stor sproglig mangfoldighed. Især sprogene i de nordlige (sub)familier bliver talt i det moderne Rusland.
Bortset fra disse store internationale sprogfamilier er der nogle små sprogfamilier og isolerede sprog, der hovedsageligt tales i det nordøstlige Rusland. Disse klassificeres ofte under overskriften “palæosibirisk”, fordi de antages at repræsentere de oprindelige sprog i Sibirien (det vil sige de var der inden de forhistoriske udvidelser af uralske og altaiske folk og forud for den russiske kolonisering). Denne gruppe involverer imidlertid ikke en sprogfamilie. Nogle af disse palæosibiriske sprog er blevet udslettet, og de eventuelle slægtskabsrelationer er ofte ikke længere rekonstruerbare.
Visse sprog i Rusland kan ikke klassificeres: Mednyj Aleut på Kobber-øerne. Dette er et af de sjældne blandingssprog (ligesom Michif i Canada), hvor det grammatiske system og ordforrådet af to sprog er kombineret, i dette tilfælde af russisk og aleut.
Omkring halvdelen af Ruslands sprog er i øjeblikket truet i større eller mindre grad og vil sandsynligvis dø ud inden for få generationer. Fremtiden for de sibiriske sprog, såsom de specielle palæosibiriske sprog og samojediske sprog, er særligt dyster. Tolv sprog tales af færre end 100 personer. Selvom de pågældende folk stadig er forholdsvis talrige, har de oprindelige sprog ofte meget få talere, som normalt tilhører de ældste generationer. Alt dette skyldes hovedsagelig sovjetisk sprogpolitik. I den første halvdel af det tyvende århundrede var denne politik baseret på naive synspunkter om sprogplanlægning; fra 1950’erne var sprogpolitikken systematisk fokuseret på erhvervelse af russisk for alle etniske minoriteter. Børn blev ofte undervist på russisk i årevis og langt væk på kostskoler, med det resultat, at de blev fremmedgjort fra deres eget folk, sprog og kultur. På lokale skoler taltes kun russisk, og der var pres på befolkningen for udelukkende at tale russisk med børnene. Konsekvensen af dette var, at der opstod en generation, der ikke kunne tale noget sprog godt, og at der opstod vanskeligheder i kommunikation mellem børn og deres bedsteforældre.
Efter demokratiseringsbølgen i 1988 kunne det russiske mindretals undertrykkelse og skæbne også drøftes. Uafhængige organisationer blev oprettet af de oprindelige folk. Dette har ført til en stigning i etnisk selvbevidsthed, anerkendelse af regeringen og en revurdering af de oprindelige sprog. Mange frygter imidlertid, at denne udvikling er blevet sat for sent i gang til de fleste sprog.
Derudover har privatiseringen i forbindelse med revolutionen ofte meget negative bivirkninger, såsom uhindret udnyttelse af skove og mineraler af udefrakommende og forurening af de oprindelige folks naturlige ressourcer. Dette fører igen til sociale problemer og nedgangen i oprindelige sprog og kulturer. Det er et mønster der kan ses overalt i verden.
Coverbillede: kremlin.ru (Red_copy_of_the_Russian_constitution.jpg)
Historiebøger skal genskrives – Nyopdaget sprog i Pakistan er gammelt dansk 
С*ка, бл*ть! Det er blevet forbudt at ’bande’ i Rusland – igen 
Hvordan lyder indianersprog? (2/3) 
Ole Stig Andersen og døden af ubykh-sproget på otte forskellige sprog 
Nederlandske baskologer og deres koner og kvinder 
Ole Stig Andersen og begravelsen af den sidste mand der talte ubykh
En kommentar til “Sprogdiversiteten i Rusland”