Hvordan mon kan det være, at trolden er så vred? Tre børn fra Tumlestuen retter blikket mod bogen, hvor pædagogen peger, imens de sammen læser og taler sammen om bogens indhold. I garderoben ved siden af summer ord omkring praktiske gøremål: Anton, er du parat til at gå ud? Øv, jeg KAN ikke! Hovsa, dit ærme vender vrangen ud! Kigger man op, ser man skrift på ophængte tegninger, navneskilte på skufferne, og der er et alfabet på væggen. Daginstitutionens hverdag er fuld af forskellige former for sproglige udtryk og aktiviteter – og samtidig sproglige mulighedsrum, hvor børn kan stimuleres til et rigt sprog. Men hvordan understøttes børnene optimalt og hvad er det gode brændstof på motoren?
Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis – en introduktion om børns sprog handler om netop det. Den målrettet pædagoger, medhjælpere og pædagogstuderende, og sigtet er at formidle, hvordan man som pædagogisk medarbejder kan understøtte sprogtilegnelse i professionel praksis (vuggestue og børnehave).
Bogens struktur og opbygning er relativt overskuelig med sine 150 sider tekst. Den bevæger sig indholdsmæssigt mellem to perspektiver. På den ene side med fokus på, hvordan tilegnelsesprocessen ser ud, og hvad der driver den (teori). Og på den anden side med blik på formidling af konkret og relevant understøttende handling (praksis). Dvs. lingvistik møder pædagogik og logopædi.
Gennem bogens kapitler benyttes en gennemgående opbygning med teorien først og herefter et praksisrettet element under overskriften Best practices: anbefalinger til opmærksomhedspunkter og konkrete handlinger i pædagogisk praksis.
Læseren inviteres med på en opdagelsesrejse i tilegnelsesprocessen. Turen tager form som en klassisk lingo-akademisk rute i sprogtilegnelse med afsæt i spørgsmålet Hvad er sprog? Indledningsvist hilser vi på relevante teoretiske figurer – Vygotsky, Saussure, Chomsky, Halliday og Tomasello – og forskellige bud på mysteriet om, hvordan børn tilegner sig sprog. Herunder de grundlæggende uenigheder i vægtningen af nature vs. nurture. Forskellige perspektiver på sagen finder fælles fodslag i den overordnede og praksisrelevante pointe, at ”… den voksne har en vigtig rolle i barnets tilegnelse af sprog”.
Efter at have fået det fundamentale på plads får læseren en gennemgang af en række elementer i sprogtilegnelsesprocessen hvor det bliver lidt mere konkret.
Det første kapitel tager hul på Før-sproglig udvikling og kommunikation, som sætter fokus på turtagning, gestik, øjenkontakt og fælles opmærksomhed som afgørende elementer. I de næste skitseres træk i hhv. fonologisk, leksikalsk og grammatisk udvikling. Områderne der er valgt ud her, er de samme som indgår i mange sprogvurderingsredskaber, som anvendes i dagtilbud.
Kapitlerne afsluttes med korte opsummeringer og nøgleord for kapitlet, lærebogs-style. Det fungerer, og det giver overblik, hvis man nu lige tabte tråden undervejs. Men det synes jeg nu ikke man gør.
En af bogens kvaliteter er solid formidling gennem konkrete hverdagseksempler og analogier. Som f.eks. teenagerens tilegnelse af bilkørsel (gående fra at lære hvad trafikskiltene betyder og finde koblingspunktet til at mestre motorvejskørsel og parallelparkering): Vi forstår, at barnet gennemgår en proces gående fra basale til mere komplekse færdigheder ’Man starter med the basics og udvider over tid.’
Bogen leverer på denne facon en fagligt velfunderet og samtidig pædagogisk indføring i sprogtilegnelse med en overskuelig beskrivelse af nogle praktiske implikationer og handlemuligheder, når stoffet skal omsættes på gul stue. Indpakningen er afdæmpet uden pjattet pædagogspræl eller grafisk gøgl – f.eks. er der kun ganske få billeder og illustrationer i bogen.
Sproget i bogen flyder rart. Man mærker tydeligt, at det er en lingvist som er i arbejdstøjet: Frygtløst anvendes latinske betegnelser, og bogen taler ikke ned til sin målgruppe. De fleste er nok med på subjekt – verbum – objekt, nå jo, måske med en venlig tanke retur til grammatiktimen i tysk. Pluralissuffiks? Som i flertalsendelse. Måske! Den slags leveres dog for det meste på pædagogisk vis ledsaget af deres danske oversættelser.
De to afsnit At være tosproget og Sprog og læsning gør læseren klogere på tosprogede børns (forskellige) tilegnelsesprocesser, på hvordan tale- og skriftsprog hænger sammen, og på hvorfor skriftsprog ikke blot er en sag for skolen, når barnet er klar til den slags. Det er spændende stads. Dagtilbud arbejder med at vække børns nysgerrighed for skrift og opdage sammenhænge mellem bogstaver og sproglyde – før-skriftlige kompetencer. For mange dagtilbud er børn med flere sprog en naturlig del af hverdagen. Gad vide hvorfor da disse sidste to kapitler i bogen indledes med afsnitsoverskriften Særlige emner?
Både bogens overordnede emne og det udvalgte indhold er meget relevant for målgruppen. Dagtilbud er i stigende grad optaget af at udvikle på de sproglige læringsmiljøer, som man skaber i den professionelle praksis med og omkring børnene. Forskning viser, at kvaliteten er af afgørende betydning for at sikre børn lige deltagelsesmuligheder – både her og nu og på sigt. Der er derfor brug for, at den professionelle står på en solid faglig viden om, hvad der driver processen, når man tilrettelægger praksis med børnene på Tumlestuen – eller hvor man nu befinder sig. Bogen her udgør et fint bidrag i at hjælpe processen på vej. Måske ikke nødvendigvis fra ende til anden. Måske i udvalg eller som opslagsbog, eller til inspiration via en sprogvejleder.
Om forfatteren: Justin Markussen-Brown, uddannet lingvist fra AU og PhD fra SDU. Han har forsket i den sprogpædagogiske praksis i danske børnehaver og i effekten af efteruddannelse. Han er desuden (med)forfatter til andre udgivelser med fokus på understøttende praksis, bl.a.: Fysiske Sprogmiljøer – en forskningsforankret guidebog og har senest udgivet den forældrerettede Sprogvinduet – guiden til dit barns sprogtilegnelse.
Ellen Margrethe Bang er cand.mag. i lingvistik og interkulturel kommunikation. Har siden 2008 arbejdet som konsulent på dagtilbudsområdet i Børn og Unge, Aarhus Kommune med bl.a. fokus på læringsmiljøer og indsatser med sprog og læsning i fokus.
Barnets sprogtilegnelse og pædagogisk praksis – en introduktion. Af Justin Markussen-Brown, 164 sider. Forlaget Staarup & Co. (Anden udgave, 2019).