Sprog for alle, alle for sprog

Jeg hedder Signe Knudsen, og jeg er indehaver af virksomheden Sprogkonsulenten. Som en del af min virksomhed har jeg en Instagram-profil, hvor jeg skriver om glæderne og faldgruberne i vores dejlige sprog. Det har fået mig til at reflektere over, hvordan jeg (og andre) bedst kan formidle sprog og grammatik, så folk bliver mere sprogbevidste, nysgerrige og føler, at sproget også er deres.

Jeg har – som du måske regne ud – længe interesseret mig for sprog og kommunikation. Jeg elsker at lære nye ord og finde ud af, hvorfor ting hedder, som de gør. Hvor udtryk stammer fra, og hvordan sproget konstant udvikler sig. Som barn var en af mine yndlingsbøger en dansk-engelsk ordbog. Jeg slog alle ord op for at blive bedre til engelsk. Det skyldtes i høj grad min store interesse og nysgerrighed over for sprog, men jeg havde også en oplevelse, som virkelig motiverede mig til at blive bedre til engelsk.

Mine forældre havde nogle tyske venner, og en sommerferie skulle vi mødes med dem i et sommerhus ved Vesterhavet. Vennerne har en søn, som jeg tidligere havde leget ubesværet med trods sprogbarrieren. Han talte tysk til mig, jeg dansk til ham. Det fungerede godt, og jeg kunne gengive alt, han sagde til mig, har min mor senere fortalt.

Men i takt med at vi blev ældre, begyndte vi at kommunikere på engelsk. I sommerhuset havde han en veninde med, og vi fandt alle godt ud af det sammen til at starte med, husker jeg. Men de havde haft engelsk længere tid i skolen og var dermed lidt foran mig. Det betød, at jeg ikke altid forstod, hvad de sagde. Jeg kæmpede, men det var svært. Jeg husker tydeligt, at det føltes, som om de rottede sig sammen mod mig, og de spurgte flere gange ”Do you speak English?”, mens de grinede og syntes, det var vældig sjovt, at jeg sad der og lignede et stort spørgsmålstegn. Havde jeg kunnet krybe ind i mig selv, havde jeg gjort det. Det var meget ydmygende. Ja, nærmest skamfuldt.

Efter denne episode besluttede jeg mig for, at jeg skulle lære ALLE ord på engelsk, og da vi mødtes nogle år senere, the tables had turned. Nu var jeg ”den bedste”. Jeg følte mig lettet, ovenpå, for nu havde de ikke længere noget på mig. Hvad var så lige det for nogle mekanismer, det satte i gang? Hvad er det, der sker, når vi ikke mestrer sproget? Når vi ikke ”overholder” de regler, der er? Hvorfor er det så vigtigt, at vi taler og skriver fejlfrit?

Disse spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange inden for de sidste par år, efter jeg oprettede @sprogkonsulenten på Instagram. For der er ingen tvivl: De opslag, der handler om, hvordan man kan undgå fejl, er dem, der skaber mest engagement på min profil. Det er fx opslag som ”9 udtryk, der aldrig skrives i ét ord”, hvor jeg blandt andet nævner, at ”i dag”, ”i går” og ”i morgen” skal skrives i to ord. Opslaget er blevet liket, kommenteret, delt og gemt i ét væk. Og det er selvfølgelig dejligt med den slags engagement, men det giver også anledning til bekymring.

For der er et ekstremt fokus på fejl. Jeg bliver ofte kontaktet af folk, der er meget frustrerede og i tvivl om noget sprogligt. Jeg hører om folk, der er blevet mobbet af chefer, fordi et komma stod forkert. Om folk, der ikke længere tør skrive opslag på sociale medier, fordi de frygter at lave fejl og dermed at blive dømt og nedvurderet. Om folk, der næsten ikke kan få en sætning til at hænge sammen, fordi de bekymrer sig så meget om grammatik og kommatering.

Og jeg kan godt forstå dem. For når man stikker snuden frem, som jeg gør, og ovenikøbet kalder sig for Sprogkonsulenten, så skal man denondelynemig ikke lave fejl. Føj, for et pres. Og når jeg så laver fejl (for det gør jeg naturligvis), så fornemmer jeg en underlig tilfredsstillelse hos dem, der gør mig opmærksom på det. Som om det er vigtigt for dem at føle sig bedre end mig. Som om sproget er en slags statussymbol – for dem, der mestrer det, bevares. Som om sproglig korrekthed er målet, der overskygger alt andet. VI. MÅ. BARE. IKKE. LAVE. FEJL.

Sproget er et samarbejde

Vi skal selvfølgelig gøre os umage og gøre vores bedste for at følge de regler og konventioner, der nu engang eksisterer. Ellers har vi ikke noget sprog. En ske er jo kun en ske, fordi vi har besluttet os for at kalde den det, og fordi vi rent faktisk kalder en ske for en ske. Konsensus, handling og samarbejde. Hvis der opstår sproganarki, mister sproget dets funktion, og så kan vi til sidst ikke kommunikere med hinanden. Sproget afhænger som sagt af, at vi samarbejder. Det kan vi ikke være uenige om.

Men hvordan får vi folk til at deltage i samarbejdet, hvis de synes, det er svært og/eller uinteressant? Hvordan motiverer vi dem til at lære? Hvordan kan man formidle om sproglig korrekthed på en inkluderende, overbærende, fordomsfri og spændende måde? Hvordan sikrer vi os, at sproget er for alle?

Her har Instagram vist sig at være et yderst anvendeligt medie – for mig om ikke andet. Der hersker en uhøjtidelighed, som jeg ikke oplever på fx Facebook og LinkedIn, og som inspirerer mig og ”giver mig lov” til at skrive let, humoristisk og i øjenhøjde med mine læsere. Og så tager jeg ofte udgangspunkt i mine egne fejl (jeg troede fx engang, det hed ”at tage noget med et graM salt”, så jeg er altså ingenlunde fejlfri). Jeg forsøger at skabe en ”vi er sgu sammen om det her”-atmosfære, og det har vist sig at virke ret godt. Forskning – og min egen erfaring – peger da også på, at vi lærer bedst i et trygt rum. Det giver sig selv, at vi ikke har de bedste forudsætninger for at lære, hvis vi bliver udstillet, dømt og nedvurderet, hver gang vi laver fejl. Og hvis hver stave-, sprog- og kommafejl nærmest anses som et angreb mod det danske sprog. Hvis vi generelt skal motivere folk til at blive skarpere sprogbrugere, skal vi altså tænke i andre baner.

Når sprogfejl bliver korrekt sprogbrug

Vi må også huske på, at mange sprogfejl rent faktisk ender med at blive korrekt sprogbrug. Jeg er ret pjattet med at bruge ”avocado” som eksempel og morer mig altid, når folk siger: ”Det hedder altså ikke aDvocado – det har jo ikke noget med en advokat at gøre.” Det har jeg skrevet et lille opslag om:

Opslag fra Instagram:

Lidt om avocadoer, advokater og testikler 🥑

Er du én af dem, der kommer lidt ud af balance, når du hører en snakke om lækre aDvocadoer?

Så læs lige med her, måske lidt etymologi kan genoprette balancen fremover. Og jeg tror, du bliver overrasket 👇

For “avocado” er spansk og betød i 1600-tallet … *drum roll* …:

ADVOKAT 🙀

Ja, du læste rigtigt. Der er rent faktisk en sammenhæng mellem de to ord. Nu er det spanske ord for advokat dog “abogado”. Men det er da sjovt, hva’?

Men hvorfor kalder vi så frugten for en advokat, og hvor kommer testiklerne egentlig ind i billedet?

Jo, ser du: Det spanske sprog har selvfølgelig et rigtigt ord for avocado, og det er “aguacate”, som stammer fra ordet “ahuacatl” fra det aztekiske sprog nahuatl. Og “ahuacatl” bruges som eufemisme for testikler. Det giver jo faktisk ret god mening, når man ser på en avocado 🥑🍒🥴

Det, der så er sket, er, at “aguacate” og “avocado” er blevet blandet sammen af ikke-spansktalende, som har syntes, de to ord har lydt ens, og derfor er den fine grønne frugt endt som en avocado (eller avokado, du bestemmer selv) – altså en spansk advokat 😆

Når der så kommer et eksotisk, spansk ord som “avocado” til lille Danmark – et ord, vi ikke heeeelt ved, hvad vi skal stille op med – så begynder vi straks at lede efter noget, vi kender, og noget, vi ved, hvad er. Og her ligger “advokat” jo lige til højrebenet, og sådan bliver der bundet en fin lille sløjfe på den historie 🎀

Jeg tror på, vi kan gøre sprogbrugere mere bevidste og nysgerrige ved at gøre det mere interessant og relevant at lære om sprog. I stedet for at sige: ”Det hedder ikke aDvocado”, kan man fortælle historien ovenfor. Så tror jeg rent faktisk, flere husker den korrekte stavemåde. Og i stedet for at sige: ”Nej, en bjørnetjeneste er ikke god tjeneste. UNGDOMMEN NU TIL DAGS!” (begge betydninger er faktisk optaget i DDO, så det kan det godt være), så kan man fortælle om bjørnen, der kastede en sten på sin herre for at skræmme en flue væk, men endte med at knuse herrens pande. Mon ikke den oprindelige betydning pludselig giver mest mening så?

Indrømmet: Det er en svær balance at skrive meget om fejl og selv forsøge at være fejlfri, men alligevel prøve at formidle, at det ikke så vigtigt endda. For sproget skal jo binde os sammen, det skal være for alle. Men det kan det kun være, hvis vi alle er enige om spillereglerne – og rent faktisk følger dem.

PS! Til min store glæde oplever jeg faktisk et stigende engagement på mine lidt mere nørdede opslag som føljetonen Ord om Ord, hvor jeg sætter spot på smukke, grimme, underlige og ukendte ord og deres etymologi. For nyligt lavede jeg også et opslag om tautologi, som mine læsere var vilde med, og det bekræfter mig i, at der er masser af sprogglæde derude og ikke kun fokus på fejl og fordømmelse. Hurra for det.

Signe Knudsen er cand.mag. i engelsk med profil i oversættelse og formidling fra Københavns Universitet. Gennem sin virksomhed, Sprogkonsulenten, hjælper hun selvstændige og kommunikationsmedarbejdere med at skrive skarpere og mere frit.

Noget om literacy… Lingoslam 2019: and the winners are…. Har Danmark fået en ny dialekt? Udfordringer eller potentialer i digitale læremidler? Forskellen på “ja↗” og “ja→” – og “nej↗” og “nej→” Partinavnet ”Moderaterne” – grammatikfejl, frisk sproglig kreativitet – eller blot endnu et upåfaldende partinavn?