Sproch o æ græns

Det dansk-tyske grænseområde tæller mange forskellige sprog: nationalsprogene dansk og tysk (både nord og syd for grænsen), regional- og minoritetssprogene nedertysk og nordfrisisk og dialekten sønderjysk. Det dansk-tyske grænseområde er et herligt komplekst sprogligt, historisk, kulturelt og politisk landskab, ikke mindst terminologisk. Området fra Kongeåen og ned til grænsen kalder danskerne for Sønderjylland, mens tyskerne kalder det samme område for Nordschleswig. Hertugdømmet Slesvig-Holsten er noget andet (i dag) end delstaten Schleswig-Holstein (den echten Norden). Nedertysk kaldes oftest plattysk, eller blot Platt, og det bruges faktisk i et større område end blot i det dansk-tyske grænseområde.

Og frisisk, ja, det er et sprog, der findes i mange varianter, herunder 9 nordfrisiske, fx silding (frisisk på øen Sild), føring (frisisk på øen Før) og helgolandsk (frisisk på øen Helgoland), alle tre beliggende i Vadehavet.

Forvirret?

Du kan blive klogere på sprogene i det dansk-tyske grænseområde ved at læse i Modersmål-Selskabets nye antologi. Den er baseret på konferencen “Sprog og dialekter i grænselandet”, der fandt sted 5. oktober 2019 på Askov Højskole, og hvormed Selskabet fejrede 100-året for Genforeningen. Den mange-sproglige oplevelse i Askov gav stemme til både forskere, undervisere og repræsentanter for forskellige foreninger både nord og syd for grænsen; i bogen er det omsat til nogle fine bidrag. Fem ekstra bidrag, der ikke blev præsenteret til konferencen, er siden tilføjet.

Det er selvfølgelig oplagt for Selskabet at udgive antologien som dansk-tyske tête-bêchebog, eller vendebog (og ‘vennebog’), med den flersprogede titel: Sprog på grænsen, og på sønderjysk Sproch o æ græns, på tysk Grenzsprachen, på plattysk Grenzspraken og på frisisk Spräke långs e gränse.

Antologiens hovedsprog er dansk og tysk, mens sønderjysk, plattysk og frisisk anvendes i de mange gode eksempler, forfatterne anvender i deres bidrag. Antologiens redaktører, Ulla Weinreich og Michael Bach Ipsen, har stået for oversættelserne; enkelte forfattere har selv oversat deres henholdsvis danske eller tyske bidrag. Overordnet set er oversættelserne virkelig gode, men kan du læse tysk, anbefaler jeg, at du kaster dig over fx Heiko Gauerts “Op Plattdüütsch heet dat Moin”, en ultrakort oversigt over plattysks historie, eller Reinar Pogarells “In Dänemark ist alles gut”, om tyskernes fordomme om danskerne. Disse to fremragende formidlere holdt nogle virkelig veloplagte oplæg nede på Askov Højskole, og det kommer bedst frem i deres bidrag på deres eget modersmål:

Die Dänen sind alle nett. In Dänemark ist alles besser. Es gibt ein käufliches Produkt mit dem Namen Hygge. Das sind drei Vorurteile, aber man muss zugeben, dass es Vorurteile sind, mit denen die Dänen ganz gut leben können. (Pogarell, s. 122)

Danskerne er allesammen rare. I Danmark er alt bedre. Man kan købe et produkt med navnet Hygge. Det er tre fordomme, men man må erkende, at det er fordomme, som danskerne kan leve ganske godt med. (Pogarell i oversættelse, s. 101)

De to redaktører introducerer emnefeltet adækvat med relevante oplysninger om historiske, politiske og sproglige forhold. Herefter finder du et kort indlæg ved højskolens forstander, Rikke Holm, om Askov Højskoles interessante historie omkring dens grundlæggelse i 1865. Da prøjserne besatte de danske områder op til Kongeåen, kom Rødding Højskole til at ligge i Tyskland, og det gav en række begrænsninger, bl.a. at højskoleophold kun var for piger, ikke for karle. Det huede ikke den grundtvigske forstander Ludvig Schrøder, så sammen med to andre lærere tog han en kærre med bøger fra Rødding Højskoles bibliotek og gik over grænsen og oprettede Det nye Rødding i Askov, ca. 18 km længere mod nord.

Bogens resterende 14 kapitler er nogenlunde struktureret efter de forskellige sprog:

Kapitlerne 2-4: Om dansk som minoritetssprog syd for grænsen
Kapitel 5: Om (nord)frisisk
Kapitlerne 6-7: Om plattysk
Kapitel 8: Om tysksproget litteratur syd for grænsen
Kapitel 9: Om tyskernes fordomme om danskerne
Kapitlerne 10-11: Om tysk som mindretals- og fremmedsprog nord for grænsen
Kapitlerne 12-15: Om sønderjysk

Det danske mindretal i Sydslesvig består af ca. 50.000 tyske statsborgere, der har valgt dansk identitet (“Däne ist, wer will”, s. 23). Det såkaldte sindelagskriterie blev muliggjort gennem København-Bonn-erklæringen fra 1955, og den er temmelig unik for anerkendelse af mindretalsrettigheder, herunder mindretalssprog. Samme erklæring gælder også for det tyske mindretal i Sønderjylland (eller Nordschleswig) på 12-15.000 medlemmer: “Bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves. […] Mindretal er den, der vælger at være det” (s. 105 f.). Begge mindretalssprog er desuden beskyttet af European Charter for regional or minority Languages, og det gælder for så vidt også regionalsproget plattysk og minoritetssproget frisisk. I den aftale er der bl.a. krav om undervisning i sproget, radio- og tv-kanaler på sproget etc., så sprogene kan vedligeholdes, udvikles og først og fremmest bruges aktivt. Det lykkes godt for plattysk, der tales i 8 ud af 16 tyske delstater, og som har 1-2 millioner “Plattsnacker” og “Plattversteher” (s. 85, tysk version). Platt er bl.a. blevet genindført i skolerne i Schleswig-Holstein, hvor ca. 2.000 elever lærer sproget; det er endda også et fag til studentereksamen (jf. s. 77). Det lykkes derimod mindre godt for frisisk, der med dannelsen af nationalstaten, herunder Tyskland, er kommet i klemme og degraderet til mindretalssprog. Ifølge den tyske stat består minoriteten af 7-10.000 frisere, men hvis samme sindelagskriterie gjaldt som for de danske og tyske mindretal, ville den bestå af 50-60.000 frisere (jf. s. 60). Det er også sparsomt med frisisk i hverdagen: én frisisk avis en gang om måneden, 3 minutters frisisk i radioen (NDR) og intet frisisk fjernsyn (jf. s. 60).

Mindretalssproget dansk syd for grænsen betegnes enten som “dansk, [jeg mener] rigsdansk” (ved generalsekretær for Sydslesvigsk Forening, Jens A. Christiansen, s. 24), eller som sydslesvigdansk (ved professor i dansk sprog og litteratur ved Europa-Universität Flensburg, Elin Fredsted, og cand.mag. i tysk sprog, litteratur og kultur fra Københavns Universitet, Anna Marbjerg). De er imidlertid enige om at karakterisere mindretalssproget som kontaktsprog med bl.a. et “charmerende tonefald, der er farvet af, at vi lever i et tysksproget hus, hvor dørene ikke er hermetisk lukkede, […] og [en hel del] germanismer” (s. 25) og derfor hyppige kodeskift på alle sproglige niveauer. Fx på leksikalsk niveau, “Vi har spist bratkartoffel og grünkohl i går” (s. 41), eller på syntaktisk niveau, “Jeg kan alle lide” (s. 42). Anna Marbjergs sprogholdningsundersøgelse viser bl.a., at de unge dansksindede syd for grænsen foretrækker københavnsk frem for de mere lokale varieteter, regionalfarvet tysk fra Flensborg-egnen og sydslesvigdansk (jf. s. 32). Og bortset fra mojn er sønderjysk en saga blot dernede.

Mindretalssproget frisisk beskrives indgående af forskere med forskellig videnskabelig baggrund fra Nordfriisk Instituut; det er bogens eneste frisiske bidrag og også et af bogens bedste bidrag. Frisisk kan deles i tre overordnede varianter: vestfrisisk, østfrisisk (eller saterfrisisk) og nordfrisisk. Nordfrisisk, der igen kan inddeles i yderligere 9 varianter, er relevant for grænseområdet.

Frisere har som havets folk altid været nødt til at være flersprogede, og i følgende eksempel ses tydeligt, hvordan de forskellige kontaktsprog har haft indflydelse på frisisk:

Witj’r ei, huar de een dring at soker faandaan hee? (føring)
Ved han ikke, hvor den ene dreng har sukkeret fra?

Sproghistorisk betragtet:

Witj’r [’r: oldfrisisk personligt pronomen] ei [dansk låneord], huar de een [oldfrisisk bøjet talord] dring [dansk låneord] at soker [nedertysk låneord] faandaan [nederlandsk låneord] hee? (s. 56)

Et eksempel på mooringfrisisk:

Eenhärng läit ål un’r tweege,
Skumringen ligger allerede under grenene,

åål da latje föögle sweege,
alle de små fugle tier,

än e nåcht kamt glik;
og natten kommer straks;

schööl ääder huuge räide
beskyttet bag højt siv

sleept e wäil deer aw e näide
sover dammen der i nærheden

bai e samerdik
ved sommerdiget
(s. 64)

Heiko Grauert, bl.a. journalist og repræsentant for delstaten Schleswig-Holstein i Bundesraat för Nedderdüütsch, giver et kort og godt sproghistorisk rids af plattysk, plattdüütsch. Han går 1600 år tilbage til folkevandringernes tid og beretter bl.a. om, at platt ændrede sig fra at være lingua franca i Middelalderen til et regionalsprog i dag, hvor det bruges parallelt med højtysk (s. 80, tysk version). Marianne Ehlers, ligeledes medlem for delstaten i Bundesraat för Nedderdüütsch og sprogpolitiker, skriver om, hvordan platt holdes aktivt i hverdagen, fx gennem forskellige udvalg, råd og foreninger, platt på skoleskemaet og i dagtilbuddene, hvor børnene hører platt fra morgenstunden af, bl.a. ved at synge Mester Jakob eller, på platt, Lütt Jan Hinnerk ‘Lille Jan Henrik’. Eller ved forskellige initiativer i kulturlivet, fx poetry slam på platt og i salmer. Hvordan tysk litteratur blev slesvig-holstensk, kan du læse mere om i kapitel 8, antologiens eneste litterære intermezzo.

Tysk nord for grænsen bliver beskrevet som fremmedsprog, dvs. som fag i folkeskolen og i læreruddannelsen, i Anne-Marie Fischer-Rasmussen interessante og tankevækkende bidrag om den vigende opbakning til tysk som fag. Og det bliver beskrevet som mindretalssprog, dvs. hos de tyske sønderjyder, hvor hverdagen er præget af flersprogethed, og hvor sønderjysk vel næsten står stærkest. Harro Hallmann, kommunikationschef hos Bund Deutscher Nordschleswiger, og Anke Tästensen, leder af Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, skriver om balancen mellem mindretallets ønske om integration og dets frygt for assimilation. Tosprogethed er derfor et centralt udgangspunkt for undervisningen, dvs. en mindretalspædagogik.

Her kan du bl.a. også læse om det tyske mindretals krav om dobbeltskiltning, der indtil videre er imødekommet i form af tosprogede motorvejsskilte (forskellige i nord- og sydgående retning), mens det i byerne stadig er problematisk; noget det danske mindretal syd for grænsen sagtens kan komme af sted med.

Reiner Pogarell, lingvist ved Universität Paderborn og bestyrelsesmedlem af Verein Deutsche Sprache, indleder kapitlerne om tysk med beretningen om tyskernes fordomme om danskere.

Dialekten sønderjysk, æ sproch, er omdrejningspunktet i sanger og sangskriver Rikke Thomsens personlige beretning om vejen hjem til Sønderjylland, og sønderjysk. Du finder både sangtekst og noder til Omve’n Hjemve ‘Omvendt hjemve’ (s. 154 ff.). Sprogforsker ved Københavns Universitet Malene Monka bidrager med en recent sprogholdningsundersøgelse blandt unge sønderjyder. Den overordnede konklusion er, at selvom sønderjysk holder bedre stand end alle andre dialekter i Danmark, er standardiseringsprocessen også der i gang. Det ses bl.a. af, at drenge vælger rigsdansk frem for sønderjysk, for det er pigerne ikke så vilde med. En egentlig beskrivelse af sønderjysk finder du i Elin Fredsteds ‘Vi ka’æ sproch – inno da!’. Hun giver både en detaljeret gennemgang af de særligt sønderjyske træk og konkrete eksempler på dets brug, bl.a. på de sociale medier, som hendes kollega Astrid Westergaard har indsamlet gennem årene:

C: Han ka ik mej synnejysk, ik inno i vert fald fordi han e jo tyske

Fredsteds refleksioner over, hvorfor sønderjysk skal bevares, er interessante, men som læser savner jeg nogle dialektgeografiske kort (fx som vist på Jysk Ordbogs mange atlaskort) til at anskueliggøre de mange, mange detaljer på en mere overskuelig måde, samt inddragelse af nyere forskning (fx Monkas arbejder med sønderjysk). Endelig beskrives sønderjysk i Sønderborg i bogens sidste bidrag ved Michael Ejstrup. Hans undersøgelse er rigtig interessant, eksemplerne er gode, og konklusionen ligefrem opløftende: “sønderjysk dialekt lever” (s. 183)! Kapitlet kunne dog med fordel være formuleret enklere, så Modersmål-Selskabets brede læserskare kunne få større gavn af det. Læserne bliver direkte advaret om kapitlets sværhedsgrad i både antologiens indledning (s. 6) og af forfatteren selv (s. 171). Det burde ikke have været nødvendigt.

Sprog på grænsen er i den grad en fejring af 100-året for Genforeningen. Modersmål-Selskabet giver som regel ordet til både eksperter og andre interessenter, og det bærer antologien også præg af. Derfor er antologien på den ene side afvekslende at læse, fx ligger forskningsbidragene i den tunge ende, mens de mere personlige beretninger letter læsningen noget. På den anden side er den noget ujævn i både form og udtryk, fx er nogle bidrag ganske korte (men i fuld overensstemmelse med det mundtlige oplæg), andre er lange, nogle lidt for lange. Her burde redaktørerne nok have aftalt et omfang for bidragene. Antologien er meget informationstung, så læsning fra ende til anden vil jeg ikke anbefale. Der er også ting, jeg savner, fx interessenter som lokalforeningen Æ Synnejysk Forening eller Alsingergildet og deres arbejde med fx at formgive sønderjysk på skrift? Og hvad med en lokal forfatter nord for grænsen som Martin N. Hansen; han har haft stor betydning for sønderjyden. Da grænseområdets sproglige, historiske, kulturelle og politiske forhold er relativt komplicerede, skal læseren (der ikke er fra grænseområdet) tages lidt ved hånden. Det gøres i nogle tilfælde ved hjælp af gode oversigtskort, men dem kunne der være mange flere af! Bogen er ikke just spækket med illustrationer eller kort, men spækket med ord, og det i hele 5 forskellige sprog.

Om antologien
Redaktører: Ulla Weinreich & Michael Bach Ipsen
Antologiens titel: Sprog på grænsen – Sproch o æ græns – Grenzsprachen – Grenzspraken – Spräke långs e gränse (tête-bêchebog)
191 s., hver version.
Paperback.
Forsideillustration: Gesche Stabenow Nordmann.
Udgivet 3. september 2020, Modersmål-Selskabet.
ISBN: 978-87-994137-8-2.
Pris: 150 kroner (kan bestilles via Modersmål-Selskabets hjemmeside).

Inger Schoonderbeek Hansen er lektor på Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning, hvor hun arbejder som redaktør på Jysk Ordbog. Desuden underviser hun i alle sproglige discipliner på Nordisk, herunder emner om sproglig variation. Pt. arbejder Inger på to projekter: ‘Sallingbomål 1995-2020’, hvor hun ved hjælp af optagelser beskriver sprogforandring i midt-vest Jylland, og ‘Dialektortografi i litteratur’, hvor hun ved hjælp af forskellige digitale løsninger vil se nærmere på skjulte strukturer i den måde, forfattere som Jeppe Aakjær og Steen Steensens Blicher gengiver dialekt på.

Melodi Grand Prix for europæiske mindretalssprog kommer til Danmark Glajle International Mowesmålsdaw! Begejstrende bog om de danske dialekter – og skånsk ”Amagerhollandsk” undersøges: et uudforsket mindretalsprog Har Danmark fået en ny dialekt? Lever sønderjysk eller skal det på museum?