I dag den 20. april fejrer vi kinesisk sprogdag. Hvad er mere kinesisk end spisepinde? Xie Rongrong tager dig med på en rejse ind i sproget om det praktiske spiseredskab.
Spisepinde er mere end bare redskaber – de er et tidløst symbol på kultur, historie og endda en lille smule magi. I tusinder af år har disse enkle pinde fodret imperier, inspireret traditioner og endda formet sprog. Men vidste du, at deres navne skjuler historier om overtro, effektivitet og tværkulturelle forbindelser? Fra deres oprindelse til deres moderne betydning er spisepinde spækket med fascinerende historier. Lad os dykke ned i deres historie, afdække deres betydning og udforske, hvorfor de er så meget mere end blot værktøjer til at spise.
1. Etymologien af ”chopsticks”: En sproglig bro mellem øst og vest
Det engelsk ord for spisepinde, chopsticks, har sin oprindelse i de kulturelle og sproglige udvekslinger mellem Kina og Vesten i det 17. og 18. århundrede, en periode præget af fremkomsten af kinesisk pidgin-engelsk (CPE). CPE er et resultat af sprogkontakten mellem talere af kinesisk og europæiske sprog, som er meget brugt langs Kinas kyst i det 18. og 19. århundrede. Det er et forenklet handelssprog, der blander elementer af engelsk, portugisisk og kinesisk, opstået i havne som Canton (i dag Guangzhou) og Shanghai for at lette kommunikationen mellem kinesiske købmænd og europæiske handlende. Det var muligvis gennem dette sproglige medie, at udtrykket chopsticks først dukkede op. Spisepinde er tusinder af år gamle, og vestlige forfattere dokumenterede kinesiske spisevaner allerede i 1540 (portugisisk). Ordet chopsticks optræder første gang på engelsk i 1699 i William Dampiers Voyages and Descriptions, der beskriver hans besøg i Asien i 1688.
Oxford English Dictionary og andre store kilder understøtter argumentet om, at ordet chopsticks er knyttet til den pidgin-engelske sætning chop-chop, der betyder “hurtig”. Denne sammenhæng stammer fra observationen af, at kineserne spiser med pinde, som gør dem i stand til at spise effektivt, deraf det andet udtryk “fast-sticks”. Den indledende del af ordet, chop, er først bemærket i samspillet mellem kantonesisk og engelsktalende mennesker i britiske koncessioner i det sydlige Kina. Denne pidgin-sætning spredte sig gennem kinesiske arbejdere til søs og blev adopteret af britiske sømænd. “Chop chop” betyder “hurtigt” og foreslår, at noget skal gøres nu og uden forsinkelse, og det var relateret til det kantonesiske ord 快 (kwaai), hvilket afspejler redskabets effektivitet. Den anden del, sticks, refererer til redskabets form – et tyndt, aflangt stykke træ, bambus eller lignende materiale. Ved at kombinere chop og stick blev udtrykket chopstick dannet, hvilket bogstaveligt talt betyder “hurtig pind”, hvilket understreger hastigheden og det praktiske ved at bruge disse redskaber til at spise.
2. Oprindelsen og legenden om spisepinde i Kina
I tidligere tider blev spisepinde kaldt 梜 (jiā), og de havde også et andet navn, 箸 (zhù). Legenden fortæller, at spisepinde blev opfundet af Jiang Ziya (ca. 1156 f.Kr. – ca. 1017 f.Kr.), en kinesisk militarist, statsmand, taktiker og tænker i slutningen af Shang-dynastiet og grundlæggeren af det vestlige Zhou-dynasti. Han blev inspireret af en guddommelig fugl til at skabe bambusspisepinde. En alternativ fortælling er, at de blev opfundet af Yu den Store (ca. 2123 f.Kr. – ca. 2025 f.Kr.), Xia-dynastiets grundlæggermonark, under hans bestræbelser på at kontrollere oversvømmelser. På grund af hans travle tidsplan brugte han to grene som redskaber for at spare tid, mens han spiste. Ovenstående hører naturligvis til sagnets rige. En mere plausibel forklaring er, at forfædrene, der engang spiste råt kød og drak blod, efter fremkomsten af ildfremstilling ved at bore træ, begyndte at indtage varm, kogt mad. Det blev ubelejligt at bruge deres hænder til at håndtere varm mad, hvilket førte til fremkomsten af tidlige spisepinde. Selvom dette forbliver spekulativt, er det rigtigt, at i perioden før Qin (før 221 f.Kr.) blev ordene 梜 (jiā) eller箸 (zhù) kun brugt til at samle grøntsager op. Riternes Bog: Qu Li I (West Han-dynastiet, 202 f.Kr.–8 e.Kr.) siger: “For suppe med grøntsager, brug 梜 (jiā); til suppe uden grøntsager, brug ikke 梜 (jiā).” Her refererer “suppe” ikke til det moderne bouillonbegreb, men derimod til en ret lavet med kød eller grøntsager i en sauce, hvor spisepinde klart var mere velegnede til at spise med.
Udover de mere almindelige spisepinde af bambus og træ, findes der også spisepinde lavet af forskellige andre materialer. Ved ruinerne af Yinxu i Anyang blev der fundet seks spisepindehoveder af bronze, som kunne fastgøres til håndtagene til brug. Derudover er spisepinde lavet af elfenben og bronze blevet opdaget på steder, der går tilbage til det sene Shang-dynasti (1766 f.Kr. – 1122 f.Kr.) og Zhou-dynastiet (ca. 1046 f.Kr. – 256 f.Kr.).
Under det nordlige (386 CE – 581 CE) dynasti og det sydlige dynasti (420 CE–589 CE) skænkede kejsere rødtræsspisepinde indlagt med guldfiligran til deres embedsmænd som belønning. Ved det magtfulde og velstående Tang-dynasti (618 CE–907 CE) kom spisepinde i et endnu større udvalg, herunder guld- og jade-spisepinde, hvilket gjorde dem meget værdifulde.
3. Udviklingen af det kinesiske udtryk: Fra 箸 (Zhù) til 筷子 (Kuàizi)
Navnet 筷子 (kuàizi) opstod sandsynligvis under Ming-dynastiet (1368 CE–1644 CE). I teksten Shuyuan Miscellany (菽园杂记) i Ming-dynastiets optegnelser står der: “Folketabuer findes overalt, men de er særligt stærke i Wu-regionen (dette omfatter hovedsageligt Jiangsu-provinsen og Zhejiang-provinsen i Kina). For eksempel, når man sejler, undgår folk ord som 使 (zh’ù), ‘to’ (zh’ù) og vælte’, så 箸 (zhù) erstattes med 快儿 (kuài’er), ‘hurtigt’.” Fordi ordet 箸 (zhù) lyder identisk med 住 (zhù), “at stoppe”, blev det betragtet som uheldigt på grund af dets underforståede konnotationer af stagnation eller ulykke. Denne overtro var særlig stærk blandt bådsmænd og rejsende, som undgik udtrykket for at forhindre uheld. I stedet adopterede de ordet 快儿 (kuài’er), der betyder “hurtig” for at udtrykke ønsker om hurtig sejlads og held. I betragtning af at spisepinde typisk var lavet af bambus eller træ, blev karakteren eller radikalen 竹 (zhú) “bambus” tilføjet til 快 (kuài), og dannede karakteren 筷 (kuài).
Med tiden vandt dette nye navn udbredt popularitet blandt den almindelige befolkning og blev til sidst accepteret selv af de lærde. I moderne tid var udtrykket blevet standardiseret som 筷子 (kuàizi). På kinesisk er både 儿 (ér) og 子 (zǐ) i 快儿 (kuài’er) og 筷子 (kuàizi) almindelige suffikser. Mens 子 (zǐ) tjener som et nominelt suffiks, der hjælper med at danne et komplet navneord, tilføjer 儿 (ér) en dagligdags eller kærlig nuance til ordet 快 (kuài). I sig selv har disse suffikser ikke specifikke betydninger, men de spiller vigtige roller i orddannelse og tone.
Vedtagelsen af 筷子 er et godt eksempel på den kinesiske praksis, hvor ord med negative konnotationer erstattes med mere lovende alternativer. Denne kulturelle følsomhed er dybt forankret i kinesiske traditioner og fortsætter med at påvirke sprogbrugen i dag.
4. Et stykke historie bag et par spisepinde
Bag et par spisepinde kan der også ligge et stykke historie. Både Han Feizi: Yu Lao (en filosofisk tekst skrevet af Han Feizi (ca. 280 f.Kr.– 233 f.Kr.)) og Records of the Grand Historian: The House of Song Weizi (skrevet af Han-dynastiets historiker Sima Qian) nævner en anekdote om spisepinde af elfenben. I sidstnævnte kan man læse: “Kong Zhou (den sidste monark af Shang-dynastiet) begyndte at bruge spisepinde af elfenben, hvorpå Jizi (Shang-dynastiets storpræceptor og kong Zhous onkel) sukkede: “Hvis han bruger spisepinde af elfenben, vil han helt sikkert ønske sig jadekopper næste gang.”
Under Shang-dynastiet favoriserede kong Zhou at bruge spisepinde lavet af elfenben. Da Jizi hørte om dette, fandt han det dybt bekymrende. Elfenbensspisepinde var uden tvivl et luksuriøst redskab, og derfra var det sandsynligt, at kong Zhou ville udvikle smag for endnu mere ekstravagante genstande, såsom jadekopper, der gradvist førte til et mere ødselt liv.
Sikkert nok hengav kong Zhou sig senere til en mere umådeholden levestil, hvilket i sidste ende førte til hans undergang, da kong Wu af Zhou angreb og erobrede hovedstaden. Den historiske anekdote om “Ivory Chopsticks and Jade Cups” (象箸玉杯 xiàng zhù yù bēi) er tæt knyttet til denne historie.
I dag er spisepinde et globalt fænomen. Selvom de er et grundlæggende spiseværktøj i asiatiske lande, har de også fundet vej til køkkener og restauranter verden over. Spisepinde er ikke bare redskaber, men de bærer også kulturel symbolik. I østasiatiske samfund symboliserer de harmoni, fingerfærdighed og århundreders gamle traditioner. Ordet spisepind er et fascinerende eksempel på, hvordan sproget udvikler sig gennem sprogkontakt og kulturel interaktion. Uanset om du bruger dem til at nyde nudler eller sushi eller graver i deres historie, er spisepinde mere end bare redskaber – de er en bro mellem øst og vest. Deres rejse, fra deres skabelse til deres udbredte brug, handler ikke kun om mad; det er en historie om, hvordan kultur spreder sig og forbinder os alle.
Hvis du vil læse mere:
Baker, Philip. 1987. Historical Developments in Chinese Pidgin English and the Nature of the Relationships Between the Various Pidgin Englishes of the Pacific Region. Journal of Pidgin and Creole Languages 2(2). 163–207. https://doi.org/10.1075/jpcl.2.2.04bak.
Dampier, Willian. 1699. Voyages and Descriptions. Vol. 2. London: Printed for James Knapton, at the Crown in St Pauls Church-yard.
Li, Michelle. 2016. Trade Pidgins in China: Historical and Grammatical Relationships. Transactions of the Philological Society 114(3). 298–314. https://doi.org/10.1111/1467-968X.12066.
Morse, Hosea Ballou. 1926. The Chronicles Of The East India Company Trading To China 1635-1834. Oxford: The Clarendon Press.
Shi, Dingxu. 1991. Chinese Pidgin English: Its Origin and Linguistic Features. Journal of Chinese Linguistics 19(1). 1–42.
Shi, Dingxu. 1992. Learning Pidgin English Trough Chinese Characters. In Francis Byrne & John Holm (eds.), Atlantic Meets Pacific: A global view of pidginization and creolization, vol. 11, 459–464. Amsterdam: John Benjamins Publishing Company. https://doi.org/10.1075/cll.11.45shi.
Whinnom, Keith. 1971. Linguistic hybridization and the “special case” of pidgin and creoles. In Dell Hymes (ed.),. In Pidginization and creolization of languages, 91–115. Cambridge ; New York: CUP.
Xie, Rongrong. 2019. A Study of Pidgin English book in Late-Qing Ningbo(宁波晚清洋泾浜文本《英话注解》语言文化研究). Zhejiang: Zhejiang University Press.
Xie Rongrong er professor fra Ningbo Childhood Education College i Kina og er i øjeblikket gæsteforsker ved Aarhus Universitet. Hendes primære forskningsfelter er kinesisk pidgin-engelsk, sprogkontakt og kulturel interaktion.
Magi i oversættelse 
Ny krone og uhyrlige hjemmeskolebørn 
Mit hjerte, mit sind, mit 心; holisme og maskinlæring på klassisk kinesisk 
Kinesisk sprogdag: Opdag de unikke sprogudtryk, forstå kinesisk samfund og relationer 
Pluck yew! “F*ck you”-udtrykkets oprindelse i middelalderen? 
Kreolsprog og ø-folkelige arkitekturer