I dag fejrer vi den internationale spanskdag, og hvilken bedre hyldest end at fokusere på den elskværdige kommunikative stil, som ifølge mange undersøgelser og observationer kendetegner det spanske sprog, eller snarere spansktalere: ønsket om at skabe interpersonel nærhed og varme i samtalen. Rigtig mange spansktalende kan genkende dette ønske, som stammer fra en overbevisning i denne sproggruppe om, at verbal adfærd skaber bånd mellem mennesker samt bidrager til at pleje eksisterende bånd. Hermed forstås, at mange spansktalende har et ønske om at etablere tætte interpersonelle relationer med deres samtalepartnere, uanset hvor godt de kender disse mennesker. Generelt viser dette sig i en kommunikativ adfærd, der endda tillader at etablere samtaler med ukendte personer på steder og i situationer (fx med fremmede i bussen, eller når man står i kø), hvor andre sproglige grupper sandsynligvis ville vælge at undgå kommunikation. Søgen efter interpersonel nærhed kommer til udtryk gennem forskellige sproglige, paralingvistiske (=stemmeføringsmæssige) og nonverbale strategier. Blandt de lingvistiske strategier er noget af det mest markante den hyppige anvendelse af diminutiver (papito), superlativer (lindísima), interjektioner og udråbsfraser (¡ay!, ¡qué cielo!), kærlige vokativer og kaldenavne (negrito, Susi) — og endda bandeord som udtryk for hengivenhed (güey, boludo). Disse forskellige sproglige strategier er ofte ledsaget af paralingvistiske ressourcer som ekspressiv prosodi og høj stemmeføring, samt nærhedsskabende nonverbal adfærd: kort interpersonel afstand, rigelig øjenkontakt, kindkys og kram. Anvendelsen af disse strategier kan variere afhængigt af, hvor tæt et forhold man har til samtalepartneren og i henhold til en række kontekstuelle faktorer samt regionale forskelle.
En vigtig bemærkning, før vi går videre, er, at det, som her præsenteres som en typisk kommunikativ stil hos spansktalende, blot skal forstås som en tendens. Der er altid både regionale og personlige forskelle i alt det, der har med sprogbrug at gøre. Den spansktalende verden, med sine mere end fire hundrede millioner talere spredt over flere kontinenter, præsenterer en bred række af regionale variationer, således at visse sproglige rutiner udføres forskelligt og med forskellig hyppighed alt afhængigt af, hvor vi befinder os. På samme måde etablerer de enkelte personer kommunikation med andre mennesker i henhold til deres personlighed og personlige præferencer, i henhold til den kommunikative situation og endda den sindstilstand, de befinder sig i på et givet tidspunkt. Derfor kan man ikke forvente, at alle spansktalende opfører sig på den måde, der her beskrives. Når dette er sagt, vurderes det, at de spansktalende generelt er bekendt med denne kommunikative stil gennem deres erfaring med sproget og deres kontakt med andre spansktalende. Som udtrykt af Goddard og Wierzbicka (2004, s. 157), er der i hver sproggruppe en række kulturelle scripts, der fungerer som “an interpretative backdrop to discourse and social behaviour in a particular cultural context”, også for de talere, som vælger ikke at bruge dem aktivt.
Mange studier fra pragmatikken (fx Haverkate 2004) har lagt mærke til, at de spansktalende samfund har en tendens til positiv sproglig høflighed (iht. Brown & Levinsons terminologi), dvs. at der søges solidaritet mellem samtalepartnerne (frem for negativ sproglig høflighed, der fokuserer på ikke at invadere samtalepartnerens handlefrihed). De prioriterer også venlighed over civilitet og takt (Escandell-Vidal 1998). Ambjørn (2015) foreslår tre centrale træk for den spansksprogede samtale, som ifølge forfatteren bør øves i spanskundervisning for danskere: glæde ved at samtale, engagement i samtalen og fokus på samtalepartneren som person — træk, som skulle være mindre centrale i dansk kommunikativ praksis. Disse træk manifesterer sig fx i en overdådig anvendelse af smalltalk, med interesserede spørgsmål til samtalepartneren. Denne smalltalk er endda til stede i arbejds- og forhandlingssituationer under mottoet “people first, business second” (Bou-Franch 2011, s. 1783).
Begejstring for samtalen kommer også til udtryk ved en høj grad af tolerance over for afbrydelser og taleoverlapninger, da det, at vente tålmodigt på sin taletur ikke er noget, der værdsættes positivt (Hickey, 2005). På samme måde er konflikt og udveksling af modstridende meninger ikke et problem i spansktalende samtaler, men derimod et træk, der accepteres og værdsættes som udtryk for lidenskabelig deltagelse.
Præferencen for positiv frem for negativ sproglig høflighed kan også ses i realiseringen af en række forskellige talehandlinger. På den ene side, finder vi en forhøjet brug af talehandlinger, som kan klassificeres som markører af positiv høflighed, såsom komplimenter og invitationer (sidstnævnte forventes ikke nødvendigvis at blive realiseret). På den anden side, kan formanende talehandlinger realiseres direkte uden hensyntagen til negativ høflighed, fx ved at anvende ufortyndede imperativer.
En talehandling, der har vakt opmærksomhed i undersøgelser om interkulturel pragmatik med fokus på spansk, er afskedshilsenen (Fernández & Goddard 2020). I sociale møder mellem spansktalende venner eller slægtninge kan afskedssekvenser udvides i en grad, som andre sproggrupper kan anse for overdreven. At sige farvel og forlade en fest/sammenkomst kan tolkes som et tegn på manglende interesse i samtalen eller i selskabet. Derfor kan det tage ret lang tid fra, at man annoncerer, at man vil hjem, til man virkelig gør det. Fitch (1991) beskriver det som en ritualiseret kamp, som hverken er fjendtlig eller anspændt, mellem gæst og vært, hvor gæsten annoncerer sin afsked og værten forsøger at overbevise gæsten om at blive lidt længere, hvilket gæsten er villig til at acceptere. Det ville være utænkeligt at give en gæst lov til at gå uden at insistere på andet, og ligeledes at gå uden at sige farvel.
I Fernández & Goddard (2020) og ved anvendelse af NSM, Natural Semantic Metalanguage, har vi foreslået en række kulturelle scripts, der vidner om den skitserede spansktalende kommunikative stil af interpersonel nærhed. Jeg har udvalgt et par eksempler:
[A] At vise gode følelser overfor samtalepartneren, med fysisk kontakt
Mange gange, når nogen føler noget godt over for en anden,
er det godt, hvis den her person tænker sådan her:
“Jeg vil have den her person til at vide, hvordan jeg føler for ham/hende nu
samtidig vil jeg have den her person til at føle noget godt nu
derfor er det godt, hvis en del af min krop rører en del af den andens krop nu.”
[B] At vise følelser, når man taler
Mange gange, når nogen siger noget til en anden,
er det godt, hvis den her person tænker sådan her:
“Jeg vil have den her anden person til at vide, hvordan jeg har det, når jeg siger det her nu.”
[C] At færdiggøre en andens sætninger
Mange gange, når nogen siger noget til en anden,
er det godt, hvis den her anden person tænker sådan her:
“Jeg ved, hvad den her person tænker nu
Jeg vil sige det nu, før den her person siger det.”
[D] At udtrykke uenighed frit
Mange gange, når nogen siger til en anden: “Jeg tænker sådan her om det her”
Hvis den anden ikke tænker det samme, kan den her person sige:
“Jeg tænker ikke det samme som dig.”
Jeg håber, at dette indslag giver de læsere, som ikke endnu har stiftet bekendtskab med det spanske sprog og det varme spansktalende folkefærd, lyst til at komme i gang med at udforske sproget. ¡Viva el español!
Referencer:
Ambjørn, L. (2015). ‘Interpersonel nærhed’ i hverdagssamtalen. – Forslag til inkorporering af en interkulturel dimension i spanskundervisningen på det gymnasiale niveau. Rodrigo, (135), ss. 46₋60.
Bou-Franch, P. (2011). Openings and closing in Spanish email conversations. Journal of Pragmatics, 43, ss. 1772₋1785.
Brown, P. & Levinson, S. (1987). Politeness. Some universals in Language usage. Cambridge: Cambridge University Press.
Escandell-Vidal, M. V. (1998). Politeness: A relevant issue for relevance theory. Revista Alicantina de Estudios Ingleses, 11, ss. 45₋57.
Fernández, S. S., & Goddard, C. (2020). Una aproximación al estilo comunicativo de cercanía interpersonal del español a partir de la teoría de la Metalengua Semántica Natural. Pragmática Sociocultural, 7(3), 469-493. https://doi.org/10.1515/soprag-2019-0022
Fitch, K. (1991). A ritual for attempting leave-taking in Colombia. Research on Language and Social Interaction, 24, ss. 209₋224.
Goddard, C. y Wierzbicka, A. (2004). Cultural scripts: What are they and what are they good for? Intercultural Pragmatics, 1 (2), ss. 153–166.
Haverkate, H. (2004). El análisis de la cortesía comunicativa: categorización pragmalingüística de la cultura española. I Bravo, D. & Briz, A. (red.), Pragmática sociocultural: estudios sobre el discurso de cortesía en español (ss. 55₋66). Barcelona: Ariel.
Hickey, L. (2005). Politeness in Spain: Thanks but no ‘thanks’. I Hickey, L. & Stewart, M. (red.), Politeness in Europe (ss. 317₋330). Clevedon: Multilingual Matters.
Susana S. Fernández er professor i fremmedsprogspædagogik og fagkoordinator af studierne i Spansk og spanskamerikansk sprog, litteratur og kultur på Aarhus Universitet. Hun er uddannet lingvist fra Buenos Aires Universitet og har en ph.d. fra Aarhus Universitet om det spanske passiv. Hun er medforfatter til flere bøger om spansk grammatik og fremmedsprogslæring.
