Snart bliver det obligatorisk at prædike på dansk

Danmarks regering ønsker at gøre dansk til et obligatorisk sprog for alle prædikener i 2021. Hvis religiøse forkyndere taler til troende på et andet sprog end dansk, skal de forberede en skriftlig oversættelse til dansk og gøre den offentligt tilgængelig. Hvad den socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, retfærdiggør som en målrettet foranstaltning mod islamistiske hadprædikanter, kunne pastor Christa Hansen fra det tyske mindretal i Haderslev “bare ikke tro” i starten. Efter 23 år med tysk som sit sprog som prædikant, accepteret fra alle sider, mener hun nu: “For at sige det tydeligt minder det mig lidt om DDR, hvor mennesker med røde penne og en lille notesbog også sad i gudstjenester.”

Dover Kirke praedikestol
Prædikestol

Biskop Marianne Christiansen fra Folkekirken, stadig Danmarks statskirke, føler ”censurens kolde hånd, når man overvejer sådanne tiltag.” Det hele skal ikke forstås som andet end et forsøg af staten “på at kontrollere og begrænse religiøst liv, især islam og andre religiøse mindretal.”

Dog er vi ikke helt så langt i processen endnu. Regeringen har meddelt, at der kommer et lovforslag til februar, hvis detaljer stadig er uklare. Hvor skal for eksempel oversættelserne indleveres, hvad tæller som forkyndelse, der ikke er forenelig med ”danske værdier”, og hvem kontrollerer, om oversættelserne er korrekte? Vil der være et forkyndelsespoliti?

Det er klart, at de nye pligter ikke kun skal gælde for muslimer, men også for alle andre, ofte små, religiøse samfund med andre sproglige rødder end dansk. Ellers ville forskelsbehandling af den ene religion være alt for åbenlyst. Udover det tyske mindretal i det sydlige Jylland er troende fra Grønland og Færøerne lige så berørt som katolske sogne med stærk polsk indflydelse og de mange unge kvinder fra Filippinerne, der som au pair gør det muligt for danske middelklassefamilier at leve mere komfortabelt.

I Københavns Sankt Petri-kirke har forkyndelsen været på tysk siden 1585. Rettighederne for det tyske mindretal (og omvendt for danskere i Sydslesvig), der blev aftalt i København-Bonn-erklæringen i 1955, sikrede fuldt ud retten til det respektive modersmål i det offentlige liv. Dette er en hård nød at knække for den københavnske regerings spidspolitikere, som i den pågældende paragraf må omformulere deres ultimative hårdhed overfor alt muslimsk – uden alt for åbenlyst at forskelsbehandle og krænke princippet om religionsfrihed fra forfatningen samt menneskerettighedskonventionerne.

Mattias Tesfaye 20120414
Mattias Tesfaye

I 2019 præsenterede den nuværende udlændingeminister, Mattias Tesfaye, projektet ”Lov om prædikener på andre sprog end dansk” som et valgkampagneløfte fra socialdemokraterne: ”I dag samarbejder ikke alle moskeer med samfundet. Vi er nødt til at sikre, at de anerkendte religiøse samfund åbner sig og rapporterer om, hvad der sker hos dem i stedet for at vende samfundet ryggen.”Socialdemokraterne havde og har stadig stor succes med fuldt ud at overtage den højrepopulistiske anti-islam-dagsorden, som har domineret Danmarks politiske liv i to årtier. Det, der tæller her, er de “politiske signaler”, som altid kan måles i vælgernes støtte.

I mindre grad bliver der kigget på de konkrete resultater. Tanken om, at islamistiske hadprædikanter lydigt oversætter deres middelalderlige opfordringer til undertrykkelse af kvinder til korrekt dansk og forelægger dem til gennemgang i Kirkeministeriet, kaldte Mette Bock, den sidste borgerlige kirke- og kulturminister, “bare så dum, at det skriger til himlen”: Man bevæger sig historisk tilbage til niveauet før den danske forfatning af 1840, “da molboerne (…) i deres dumhed trampede hele marken ned for at skræmme storken væk”.

Pastor Hansen ser også pragmatisk på det: ”Ingen benægter jo problemerne med hadprædikanter. I stedet for at så mistanke mod et mindretal, bør staten endelig tilbyde imamuddannelse.”

Artiklen blev tidligere offentliggjort i Frankfurter Rundschau. Oversat af Lingoblogredaktion. Lingoblog takker Thomas Borchert for at tillade os også at bringe denne artikel her.

Thomas Borchert er journalist og forfatter. Han har skrevet om Danmark som udenlandsk korrespondent i 35 år.

2 kommentarer til “Snart bliver det obligatorisk at prædike på dansk”

  1. Noget tilsvarende blev indført allerede i 1851.
    Dengang var resultatet ikke særlig imponerende.
    https://graenseforeningen.dk/om-graenselandet/leksikon/sprogreskripter-af-1851-regenburgske
    https://ietgraenseland.dk/wp-content/uploads/2017/02/Sprogreskripter.pdf
    https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/dansk-sprog-og-kulturpolitik-i-slesvig-1850-1864/
    De der ikke kan huske fortiden, er dømt til at gentage den.
    (Those who cannot remember the past are condemned to repeat it, George Santayana, 1863-1952)

    Svar
  2. Læst på et officielt EU website
    https://ec.europa.eu/denmark/news/press_review/210127_da

    “Europæisk organisation kritiserer oversættelseslov
    Organisationen Konferencen for Europæiske Kirker (KEK) offentliggjorde i går et brev til statsminister Mette Frederiksen (S) og kirkeminister Joy Mogensen (S). De er bekymrede over et nyt lovforslag fra regeringen, der vil gøre det påkrævet for godkendte trossamfund i Danmark at offentliggøre en skriftlig oversættelse af alle prædikener, der foregår på fremmedsprog.”

    Svar

Skriv en kommentar