SkurkAgurk jokker i spinaten – en børnebog fuld af vegetarisk ordgøgleri

Endelig endnu et skud på SkurkAgurk-stammen! Eller som min datter udbrød med julelys i øjnene, da jeg sagde, at der var kommet en bog til os med posten, som vi skulle anmelde: “Er det den om ærtesuperhelten?!” Og så tilføjede hun faktisk “…og alle ordsprogene.” Og på den måde formåede hun at lefle lidt for både sin sprogelskende mor og manden bag SkurkAgurk-bøgerne, Jonatan Wibe. Han har nemlig sat sig for at skrive “vegetariske” børnebøger spækket med ordsprog om frugt og grønt. Vi elskede “SkurkAgurk klarer ærterne” (som du kan læse vores anmeldelse af her), og med to’eren har Jonatan Wibes forkærlighed for både sprog og grøntsager endnu en gang båret frugt.

Advokat-O i grøntsagsretten
Advokat-O i grøntsagsretten

Mens Jonatan Wibe tydeligvis stadig er oppe på lakridserne, jokker bogens hovedperson, SkurkAgurk, godt og grundigt i spinaten. Han slæber Advokat-O i grøntsagsretten for en forbrydelse, han aldrig har gjort, og det bliver ris til egen røv, så at sige (det var trods alt ikke risretten!). Bagefter må han tage skraldet og forsøge at rage kastanjerne ud af ilden. Under læsningen gættede vi ivrigt med på, hvem den egentlige forbryder mon kunne være, og vi bladrede frem og tilbage for at se, om illustrationerne efterlod nogle spor til mysteriet. SkurkAgurks finke, der røg af panden, ledte endda til en god snak om, at man skal passe på med at beskylde nogen for noget, hvis ikke man er sikker på, de har gjort det. Især hvis det eneste, man har at udsætte på dem, er, at man ikke kender dem. Flere af karaktererne fra grønthandleren er gamle kendinge, men der er også mange nye smagsoplevelser iblandt. Bl.a. en flok gæve æwler fra Jylland og verdens stærkeste chili, som ender med at blive dagens mand i skysovs – og som i bedste 2023-stil faktisk er en kvinde. Kort sagt er der altså rigeligt med kød på budskaberne i bogen (no pun intended), og den indeholder nogle fine læringer om diversitet og vores tilgang til fremmede.

Kartoffelchips og skumbananer
Bananen og Kartoflen, der spiser kartoffelchips og skumbananer

Det måske bedste ved bogen er den humor, der gemmer sig i illustrationerne, og her klukkede vi alle tre af grin: Bananen og kartoflen, der snacker hhv. kartoffelchips og skumbananer (de holder sig trods alt fra egen sort, andet ville næsten have været for makabert); Kong Gulerod, der får lavet en rodbehandling; og Advokat-O, der beordres til at pakke sine sydfrugter, ellers vil de andre grøntsager lave ham til guacamole. Alle ordspil er forklaret i et fint ordspils-register til sidst, så man har mulighed for at slutte af med en snak om, hvad vendingerne hver især betyder. Og måske opdager man, at man har misset nogle undervejs.

Mon Advokat-O bliver lavet til guacamole?
Mon Advokat-O bliver lavet til guacamole?

De bedste børnebøger er dem, som ikke bare skal overstås for den voksne læser. Sådan er bøgerne om SkurkAgurk, der indeholder lidt for alle: Her er et spændende mysterie, der skal opklares, her er humoristiske illustrationer og referencer, lærerigt ordgøgleri og fine far-jokes flettet ind med stor finesse. Børnenes bedømmelse var også klar: “Hvornår kommer der en 3’er?” Vi håber eddersprøjteme ikke, at “SkurkAgurk jokker i spinaten” bliver rosinen i pølseenden. Spørgsmålet bliver nok, om der kan koges mere grøntsagssuppe på vegetariske ordsprog. Det håber vi.

“SkurkAgurk jokker i spinaten” er udgivet hos Wadskjær Forlag og kan købes hos hos Saxo, Wadskjær Forlag, og begge bøger i SkurkAgurk Serien kan købes her.

 

Christina Emborg er ph.d. i Lingvistik fra Aarhus Universitet. Desuden er hun grøntsagsglad forfatter til kogebogen “Hverdagsaftensmad”. Til dagligt forsker hun i læge-patient-samtaler på Center for Planlagt Kirurgi, Regionshospitalet Silkeborg. Derudover er hun ansat på et forskningsprojekt ved DEFACTUM, hvor hun undersøger de kommunikative kompetencer hos børn med autisme.

Skriv en kommentar