Skotsk – sproget, hvis talere ikke tør sætte røde streger

„US teenager wrote huge slice of Scots Wikipedia“ – sådan lød overskriften i The Guardian i august måned. Overskriften var faktisk tonet ned i forhold til indholdet – det handlede om en amerikansk teenager, som ikke kunne sproget. Hvordan kunne det overhovedet ske? Man kan ikke forestille sig, at en amerikansk teenager efter et par uger på Duolingo ville kunne oversætte engelske Wikipedia-artikler til dansk uden at blive blokeret indenfor kort tid. Selv på et meget lille sprog som fx skotsk-gælisk ville det samme ske.

Men ingen sagde stop på Scots – eller skotsk, som jeg vil kalde det herefter (Scots betyder bare „skotsk“ på skotsk). Den amerikanske teenager – kendt under Wikipedia-brugernavnet AmaryllisGardner – lærte sig en lille smule skotsk og gik så herefter i gang med at oversætte artikler ved hjælp af en engelsk-skotsk online-ordbog. Og det gik (naturligvis) ikke godt, men det stod på i forbløffende lang tid. For at forstå, hvorfor AmaryllisGardner ikke blev stoppet, er vi nødt til at se på, hvad skotsk er for en fisk.

HVAD ER SKOTSK?

Skotsk er et germansk sprog, som nedstammer fra Northumbria-dialekten af oldengelsk. Det tales af næsten to millioner skotter og nordirere, men det er et trængt og på mange måder truet sprog. Det er groft sagt det skotske lavlands sprog, hvor gælisk er højlandets.

Fordi det ligner engelsk meget, bliver det tit anset for en engelsk dialekt, men der er gode grunde til at regne det for et sprog – det vender vi tilbage til. Kært barn har mange navne, og skotsk kendes også bl.a. som Lallan(d)s (altså „lavlandsk“), Doric (som i det gamle Grækenland) og under lokale navne som bl.a. Shetlandic, Orcadian og Ullans (i Nordirland).

Skotsk er ikke det samme som skotsk-engelsk, som er det sprog, man primært møder i Skotland (især som udlænding). Skotsk-engelsk er basalt set engelsk tilpasset skotsk fonologi med en del låneord fra skotsk (som fx wee „lille“, wean „barn“) og ord med ekstra betydninger fra skotsk (fx stay „bo“, messages „indkøb“), men der er også en del ord, som er unikke for skotsk-engelsk, som fx amn’t (engelsk am not/ain’t/aren’t, skotsk amna) og outwith (engelsk outside, skotsk ootwi).

SPROGHISTORISK OVERSIGT

Skotland har i historisk tid altid været flersproget. Da romerne herskede i England, blev der i det nuværende Skotland talt piktisk og britannisk (på engelsk kendt som Cumbric, Brythonic og Britonnic). Britannisk er egentlig en gammel form for walisisk (og mange af de walisiske middelalderdigte foregår i det sydlige Skotland i områder som Eidyn [omkring Edinburgh] og Aeron [Ayrshire] – Yr Hen Ogledd/ər heːn ˈɔɡlɛð/ „Det Gamle Nord“ kalder man det sydlige Skotland og nordlige England på walisisk); piktisk véd vi ikke meget om, men det var sandsynligvis et P-keltisk sprog ligesom walisisk.

Der kommer så i det første årtusinde e.Kr. tre sprog til – gælisk kommer ind fra Irland og bliver dominerende i vest, vikingerne erobrer øerne i nordøst og nordvest og medbringer deres sprog, og i sydøst kommer oldengelsk ind (mere specifikt Northumbria-dialekten, som taltes i et område fra Yorkshire i syd til Edinburgh i nord).

I nogle århundreder overlever alle fem sprog, men så uddør britannisk og piktisk, nok kort efter år 1300. Vikingernes sprog udviklede sig til sproget norn på Ørkenøerne/Orkney og Hjaltland/Shetland, gælisk blev til skotsk-gælisk, og oldengelsk blev til skotsk (Scots).

Skotland blev efterhånden forenet (med undtagelse af Ørkenøerne og Hjaltland, som forblev norske og derefter danske, indtil de blev givet i pant i 1468, da Christian 1. manglede penge til en medgift, fordi hans datter skulle giftes med Jakob 3. af Skotland, og de danske forsøg på at indløse pantet i bl.a. 1549, 1550, 1558, 1560, 1585, 1589, 1640 og 1660 blev med held ignoreret), og efter nogle krige mod England, som blev afsluttet midt i 1300-tallet, var landet status som uafhængigt kongerige sikret.

I en del år var det skotske hof tosproget (gælisk og skotsk, eller Erse og Inglis, som de blev kaldt dengang), men efterhånden fik skotsk overtaget.

Skotsk blomstrede i 1400-tallet og 1500-tallet med en rig litteratur, men i 1603 blev Jakob 6. også konge af England og Irland og flyttede hoffet til London. Derefter autoriserede han en bibeloversættelse på engelsk (King James-oversættelsen), og denne blev brugt i alle kirker, både i England og Skotland. Helt galt gik det for skotsk efter den politiske union i 1707, da The Thrie Estaitis – det skotske parlament – lukkede og slukkede, og dets rolle overtoges af the engelske parlament i London.

Skotsk var naturligvis stadigvæk det naturlige talesprog i det meste af Skotland, men på skrift brugte man nu stort set kun engelsk.

Da Robert Burns skrev sine berømte digte i slutningen af 1700-tallet, brugte han derfor en engelsk ortografi med masser af apostroffer, og han gjorde brug af så få skotske ord, at han også kunne læses af engelsktalende.

Når han fx skrev „We dare be poor for a’ that!“ (i A Man’s a Man for A’ That), kunne det forstås som almindeligt engelsk – det er blot „a’“ i stedet for „all“, som indikerer, det er skotsk. Hvis han i stedet havde skrevet „We daur be puir for aw that“ med en normal skotsk ortografi, ville det han nok havde fået et meget mindre publikum syd for grænsen. Alle lavlandsskotter i slutningen af 1700-tallet kunne naturligvis uden problemer „oversætte“ hans stavemåder – det er faktisk nok sandsynligt, at mange af dem slet ikke kendte andre udtaler end de skotske. Til gengæld skaber det problemer i dag, hvor de fleste ikke har den sproglige sikkerhed til at gøre dette, og man hører derfor meget ofte /wi deːr bi puːr fɔr ɑː ðat/ i stedet for det forventede /wi dɑːr bi peːr fɔr ɑː ðat/.

Der har i det tyvende århundrede været masser af forsøg på at genskabe et skotsk skriftsprog, men disse kendes generelt ikke af det store flertal af skotsk-talende, da der ikke undervises i sproget i skolen (og helt frem til 1970’erne straffedes børn hårdt i skolen for at bruge skotsk).

Folketællingen i 2011 spurgte om skotsk for første gang, og i Skotland oplyste halvanden million, at de kunne tale skotsk, og 1,9 mio., at de kunne tale, læse, skrive eller forstå sproget.

I Nordirland mente kun 16.373 personer, at de kunne tale og skrive det, mens 140.000 (8,1%) sagde, de havde visse færdigheder i det. Den lokale skotske dialekt (Ulster Scots) har officiel status pga. Langfredagsaftalen, selvom relativt få taler den i forhold til dialekterne i Skotland. Her er fx et skilt på engelsk, irsk og skotsk – ordet hippins har jeg aldrig hørt før (min kone siger dog, hendes [skotske] mormor brugte det), men resten er helt normalt skotsk:

SPROGLIG OVERSIGT

Som efterkommer af oldengelsk er skotsk det engelske sprogs nærmeste slægtning. Her er nogle af de vigtigste forskelle:

• De oprindelige vokallængder er gået tabt; til gengæld forlænges vokaler foran stemte frikativer, /r/ samt morfemgrænse. (Denne regel kaldes Den skotske længderegel eller Aitkens Lov.) Så meet „møde“ har kort vokal (/mit/), mens beer „øl“ har lang (/biːr/); greed „grådighed“ har kort (/ɡrid/), men gree’d „aftalte“ har lang (/ɡriːd/). Reglen har dog mange undtagelser, og mine børn skændtes fx forleden om, hvorvidt climate skal udtales /ˈkləimət/ eller /ˈklaemət/ (/ae/ fungerer som den lange udgave af /əi/).
• Protogermansk *ai blev via ā til /e/ (skrevet ai eller aCe), fx hame „hjem“, stane „sten“, hail „hel“, mair „mere“.
• Oldengelsk /o:/ blev tidligt forskudt til /ø:/ (stavet ui, nogle gange eu foran velære konsonanter, og i ældre tekster uCe); på moderne skotsk er denne vokal blevet afrundet de fleste steder, men resultatet afhænger af området. I Glasgow-Edinburgh-området („The Central Belt“) er den faldet sammen med /ɪ/, hvor den iflg. Aitkens Lov var kort, og sammen med /eː/, hvor den var lang, så vi får guid /ɡɪd/ „god“, muin /mɪn/ „måne“, uiss /jɪs/ „brug (sb.)“, men puir /peːr/ „fattig“, uise /je:z/ „bruge (vb.)“. I Aberdeenshire er /ø/ til gengæld blevet til /i/ generelt, men /wi/ efter /ɡ/ og /k/, fx guid /gwid/, muin /min/, puir /piːr/.
• På engelsk blev oldengelsk /oː/ forskubbet til /uː/, og det fik /uː/ til at diftongeres. Det skete ikke på skotsk, da /oː/ allerede var blevet til /øː/, så her er lyden bevaret – den udtales dog i store områder nærmest som [y]. Vi har fx hoose /hus/ [hys] „hus“, moose /mus/ [mys] „mus“, broon /brun/ [bryn] „brun“. Traditionelt skrives dette fonem som ou, men pga. påvirkning fra engelsk bruges nu ofte oo.
• /ʍ/ er generelt bevaret (omend unge er ved at miste lyden), nu skrevet wh som på engelsk, men i ældre tekster som quh. I Aberdeenshire er /ʍ/ dog blevet forskudt til /f/, så vi får sætninger som „A ken fit fit fits fit fit“ „Jeg véd, hvilken fod passer hvilken fod“ (normalt skotsk „A ken whit fit fits whit fit“).
• Oprindeligt /l/ er ofte vokaliseret efter bagtungevokaler, fx faw /fɑː/ „falde“, baw /bɑː/ „bold“, fou /fuː/ „fuld (også beruset)“, gowd /ɡaud/ „guld“.
• /x/ er bevaret, fx nicht /nɪxt/ „nat“, dochter /dɔxtər/ „datter“, loch /lɔx/ „sø, fjord“.
• I de fleste områder tabes /d/ normalt efter /n/, fx haun(d) /hɑn/ „hånd“, fin(n)(d) /fɪn/ „finde“.
• Der er en del flere ord, som enten er bevaret fra oldengelsk eller indlånt fra nordisk, fx reek „ryge“, greet „græde“, thrid „tredje“, kirk „kirke“, kist „kiste, brystkasse“, flit „flytte“, hoast „hoste“, ken „kende, vide“.

Grammatisk er der ikke de helt store forskelle, men nogle er der dog:

• Man bruger ofte den nordlige subjektregel (The Northern Subject Rule), hvor man altid bruger tredje person singularis af verberne, medmindre de står direkte ved siden af et pronomen. Fx they are, men the men is. Tredje person singularis af verbet bruges også som en form for historisk nutid i fortællinger, fx an A says „og så sagde jeg“.
• Substantiver, som typisk tælles, står ofte i singularis efter talord, fx twa poond „to pund“, seiven year „syv år“.
• Modalverber kan bruges serielt (som på dansk), fx they uised tae could dae it „de plejede at kunne gøre det“, A’ll no can come the morn „Jeg kan ikke komme i morgen.“
• Svarende til engelsk -n’t har man -na (/ne/ eller /nə/ afhængigt af området), fx amna „[jeg] er ikke“, canna „kan ikke“, winna „vil ikke“.

SITUATIONEN I DAG

Masser af skotske ord og vendinger lever i bedste velgående i det skotske lavland. Ord som fx wee „lille“, bairn „barn“, hoose „hus“ og gie’s „giv mig“ er helt normale. Man kan så diskutere, om det er massive indlån fra skotsk til skotsk-engelsk, eller om skotterne code-switcher konstant.

Mange skotske ord er dog uddøde og bruges ikke mere. Det er dog forskellige ord, som overlever i forskellige egne. Som et eksempel kan vi se på den berømte børnebog „The Gruffalo“, som er blevet oversat til mindst seks skotske dialekter. Her er begyndelsen på fem af dem:

A moose took a dauner through the deep, mirk widd. A tod saw the moose and the moose looked guid.  [Generaliseret Central Belt, altså Glasgow/Edinburgh]

A moosie taen a daandir throo thi daip, derk waid. A tod saa that moosie an that moosie looked gaid. [Dundee]

A moose tuik a dander ben the wid. A tod saw the moose, an the moose luiked guid. [Aberdeenshire]

A moose teuk a dander through the grimly trees. A fox saa the moose an thowt, You’ll feed me. [Orkney]

Ida hert o a forest deep an dark, a peerie broon moose guid oot for a waak. Noo, Tod da fox tinks, Dat’s juist whit A’m wantin. [Shetland]

Det ville være ret let at skrive en udgave på et fælles skriftsprog, fx „A moose tuik a daunder ben the deep, mirk wid. A tod saw the moose an the moose luikit guid“, men da det er en bog, mange gerne vil læse højt for deres børn, vil man gerne have en udgave med ord og former, som virker naturlige.

I Glasgow-Edinburgh er „tuik“ og „luik“ blevet fuldt erstattet af engelsk „took“ og „look“, i Dundee er datidsformen „tuik“ blevet erstattet af participiet „taen“, og på øerne er „wid“ og „tod“ gået tabt, og det gør det svært at føle „fælles-skotsk“ som naturligt, især når man ikke lærer det i skolen.

MANGLENDE TRYGHED

Pga. de meget negative erfaringer, folk over 50 har haft med at bruge skotsk i skolen, har man i årtier været meget varsom med at trække en ortografisk rettesnor ned over skotsk. Det Skotske Sprogcenter i Perth opfattede sig fx i lang tid primært som borgerrettighedsforkæmpere, som kæmpede for retten til at måtte tale, som man ville. Og leksikografen Iseabail Macleod, som døde for et par år siden, udtalte i et interview i 1997, at „Scots covers everything from dialects which the English – or even other Scots – wouldn’t understand, to the way we’re speaking just now, which is English with a Scottish accent.“

Det gør det meget svært at lære, hvis man ikke allerede kan det. Jeg fik meget ud af at deltage i Facebook-gruppen The Scots Language Forum, da jeg begyndte at lære sproget, men ofte var jeg ude for, at når jeg spurgte, hvordan man bedst ville udtrykke noget på skotsk, fik jeg i bedste mening at vide, at jeg bare skulle sige/skrive det, som faldt mig mest naturligt.

En anden ting, som gør sproget svært at lære for udlændinge, er de skotsktalendes tendens til at slå over i engelsk, når man ikke forstår dem. Så hvis de fx siger [ˈfɨʔbɑː], [hɔn], [hys], [saŋ] eller [dʌɡ] hurtigt, og man prøver på at få dem til at sige det tydeligere, så man bedre kan lære det, vil de typisk sige [ˈfytbɔl], [hand], [haus], [sɔŋ] og [dɔɡ] på skotsk standardengelsk. Det er, som om de ikke inderst inde tror på, man vil høre skotsk. Det gør det også svært for dem at skrive skotsk, da det føles så naturligt at tone skotske former ned.

SPROG ELLER DIALEKT?

Et sprog er som bekendt en dialekt med en flåde og en hær – og i den forstand har skotsk ikke været et sprog siden 1707. Det er heller ikke så forskelligt fra engelsk, at svaret giver sig selv (og her adskiller skotsk sig jo fra de keltiske sprog). Hvis det var standardiseret og blev brugt i skolerne, ville man helt sikkert kalde det et sprog, men hvad med den blanding af engelsk og skotsk, som dominerer i Skotland i dag?

Det er uomtvisteligt, at det var et sprog engang. Det kan også bruges som et sprog i dag, men for mange skotter er det nok en døende dialekt. På den anden side ser det ud til, at mange yngre skotter – som ofte er vokset op uden at tale skotsk – nu begynder at kaste sig ud i revitaliseringsforsøg, og for dem er det uden tvivl et sprog. Internettet er naturligvis formidabelt til at forbinde dem med hinanden, så selvom skotsk nok er truet, kan udviklingen stadig vendes. Der er også store mængder litteratur og omfattende ordbøger, så hvis man vil udbygge sproget igen, vil det være muligt.

Der er dog meget arbejde at gøre. Datalingvistisk set er skotsk fx komplet underudviklet – der er ingen stavekontrol, maskinoversættelse, talegenkendelse, talesyntese, og man kan stort set aldrig sætte sit interfacesprog til skotsk i apps eller på websider.

WIKIPEDIA

Lad os nu vende tilbage til Wikipedia. Den søvnige status quo blev afbrudt i slutningen af august, da brugeren Ultach lagde en artikel på Reddit, som afslørede AmaryllisGardners sproglige vandalisme:

I’ve discovered that almost every single article on the Scots version of Wikipedia is written by the same person – an American teenager who can’t speak Scots.

The Scots language version of Wikipedia is legendarily bad. People embroiled in linguistic debates about Scots often use it as evidence that Scots isn’t a language, and if it was an accurate representation, they’d probably be right. It uses almost no Scots vocabulary, what little it does use is usually incorrect, and the grammar always conforms to standard English, not Scots. I’ve been broadly aware of this over the years and I’ve just chalked it up to inexperienced amateurs. But I’ve recently discovered it’s more or less all the work of one person. I happened onto a Scots Wikipedia page while googling for something and it was the usual fare – poorly spelled English with the odd Scots word thrown in haphazardly. I checked the edit history to see if anyone had ever tried to correct it, but it had only ever been edited by one person. Out of curiosity I clicked on their user page, and found that they had created and edited tens of thousands of other articles, and this on a Wiki with only 60,000 or so articles total! Every page they’d created was the same. Identical to the English version of the article but with some modified spelling here and there, and if you were really lucky maybe one Scots word thrown into the middle of it.

Denne bruger – AmaryllisGardner – forsvarede sig med, at han kun var 12 år gammel, da han begyndte, og at han ikke vidste, han gjorde noget galt. Hans store (u)held var nok især de skotsktalendes store uvilje til at rette andres skotsk, dels pga. deres negative erfaringer med skolen nævnt ovenfor, dels pga. de store dialektale forskelle. I mange tilfælde er sproget ikke så forkert, at man føler, man vil rette det. Skotsktalende er dog helt enige om, at det i hvert fald ikke er noget, de selv ville skrive.

Når AmaryllisGardner fx skrev aurie (i betydningen „område“), var der nok mange, som tænkte, de godt nok aldrig havde hørt det ord før, men man kunne da ikke udelukke, det var et ord, som blev brugt et sted i Skotland, og derfor var man bange for at gå ind og rette sproget.

Resultatet er i sandhed forfærdeligt. Her er et lille tilfældigt eksempel fra artiklen om Kobela i Estland:

Later that aurie wis dividit intae several veelages an some cattle manors wur establisht. The nouadays dounset developit when the „Linda“ kolkhoz’ centre wis biggit in the 1970s.

Sammenlign det med den engelske udgave, som ord for ord er identisk:

Later that area was divided into several villages and some cattle manors were established. The nowadays settlement developed when the „Linda“ kolkhoz’ centre was built in the 1970s.

Der er masser af problemer med oversættelsen, bl.a.:

• aurie er meget sjældent – det står ikke i DSL, men er kort nævnt i OSD.
• veelage findes, men er en sjælden stavemåde, og generelt bruges ordet kun om landsbyer i England – andre steder kalder man dem touns.
• nouadays findes, men mig bekendt kan det ikke bruges attributivt.
• dounset findes, og det kan også betyde settlement, men i betydngen „medgift“ eller „hus med tilhørende grund“, ikke „større bebyggelse”.
• Passiv bruges slet ikke så meget på skotsk, hvor det er god stil at skrive på et talenært sprog.

Vi er måske nødt til at tale lidt om min gode ven Andy Eagles ordbog her. Det er i bund og grund en skotsk-engelsk ordbog med en regulariseret ortografi (Andy var med i den skotske retskrivningskomité fra 1996 til 1998), men hans website tillader også brugeren at bruge den som en engelsk-skotsk ordbog. Når man gør det, får man simpelthen en stort set alfabetisk liste over alle ordbogsartikler, som indeholder søgeordet som oversættelse. Det er nyttigt, hvis man taler skotsk, men hvis man ikke gør det, aner man ikke, hvilken af oversættelserne, man skal bruge, og ordbogen giver ingen hjælp. Hvis man fx slår det engelsk ord „force” op, får man bl.a. flg. resultater:

force [foːrs, fɔrs]
n. Force. MN. U. The greater part, the bigger half. I.Sh. The coarse outer wool on a Shetland sheep’s fleece.

bellum [ˈbɛləm]
n. Force, impetus, a blow, noise, din. A term of disrespect, see blellum.

bensell [ˈbɛns(ɪ)l, ˈbɛnzəl]
n. Bending, straining. A state of exitement. A strong inclination. Vigourous action, force, violence.

fushion [S. føʃən, ˈfuːʒən, ˈfʌ-, ˈføʒən]
n. Vigour, physical or spiritual energy.

poustie [ˈpustɪ, ˈpʌustɪ]
n. Power, strength, force, dominion, control.

strouth [MN. struθ]
n. Force, violence, might.

virr [vɪr]
n. Vigour, energy, briskness, gusto, force, impetuosity.

wecht [wɛçt, S. wəiçt]
n. Weight. Physical force, impetus. A large amount or a great number of things taken collectively. A hoop with a skin used for winnowing.

Det kan man jo ikke bruge til ret meget, hvis man ikke er god til skotsk allerede, og AmaryllisGardner brugte vist generelt den første oversættelse, som ikke lignede engelsk for meget.

REAKTIONEN

Det er sjældent, at skotsk bliver omtalt i medierne udenfor Skotland, så AmaryllisGardners projekt gav nok sproget mere omtale, end det har fået i mange år, og man enedes hurtigt om at vende det til sprogets fordel.

Kort efter lavede man derfor en Facebook-gruppe og organiserede en Editathon (hurtigt af spøgefugl omdøbt til Edit-Aa-Thon „Redigér-Alt-Hint“), hvor man sammen redigerede en masse artikler en hel søndag.

Der sker meget på den skotske Wikipedia nu, men det er mange sider, som skal rettes, og der er mange diskussioner om ortografi og ordforråd, man er nødt til at tage. Det bliver interessant at se, om flertallet de nye skotske Wikipedia-redaktører hænger ved i længden.

AmaryllisGardner har heller ikke meldt sig ud af projektet, så det kan også være, det hele sander til i redaktionelle skyttegravskrige (som det undertiden hænder på Wikipedia). Det er nok for tidligt at sige – vi må se på det igen om et års tid.

LITTERATUR OG LINKS

Links:

https://www.reddit.com/r/Scotland/comments/ig9jia/ive_discovered_that_almost_every_single_article/ – Reddit-artiklen, som gjorde verden opmærksom på AmaryllisGardners vandalisme.

https://www.theguardian.com/uk-news/2020/aug/26/shock-an-aw-us-teenager-wrote-huge-slice-of-scots-wikipedia – artiklen i The Guardian, som gjorde mange flere opmærksom på historien.

https://www.facebook.com/groups/126242628908 – The Scots Language Forum, hvor skotsktalende mødes.

https://www.facebook.com/groups/357351445642702 – Scots Wikipedia Editors, hvor man arbejder på at udbedre skaderne.

https://sco.wikipedia.org/wiki/Main_Page – Den skotske wikipedia.

https://www.youtube.com/playlist?list=PLmk3hiyUEgWl7Qa9pBGN3r94ahQiSXJ2U – Michael Dempsters online-skotskkursus.

https://www.scots-online.org/dictionary/ – Andy Eagles ordbog.

https://dsl.ac.uk/ – Den store akademiske ordbog (a la ODS) – den er delt i to dele: før og efter 1700.

https://www.scotslanguage.com/ – Det Skotske Sprogcenter.

https://www.lallans.co.uk/ – Den Skotske Sprogforening, hvor man kan abonnere på tidsskriftet Lallans.

Litteratur:

Billy Kay (2006), Scots: The Mither Tongue. En causerende bog om skotsk.

Kasia Michalska (2014), A Scots-Polish Lexicon. De skotske ord oversættes både til engelsk og polsk.

J. Derrick McClure (2009), Why Scots Matters. En kort introduktion.

Christine Robinson (2012), Modren Scots Grammar: Wirkin Wi Wirds. Simpel grammatik med øvelser.

Jeremy J. Smith (2012), Older Scots: A Linguistic Reader. En indføring i ældre skotsk (før 1700).

L. Colin Wilson (2002), Luath Scots Language Learner. Lærebog i skotsk.

Thomas Widmann er seniorkonsulent ved Dansk Sprognævn (og kandidat i lingvistik fra Aarhus). Han boede i Skotland fra 2002 til 2019, og han arbejdede bl.a. for Scottish Language Dictionaries i Edinburgh.

Er Oscar’erne ikke længere #SoEnglish? En ny bog om historien om engelsk Danske politikere forstår ikke noget om at lære dansk O-nsdag eller å-nsdag? Sproget afslører socialklasse Sproget i The Julekalender Shaetlan: Et kontaktsprog i Nordsøen