Sietze Norder undersøger sprog og øer

Som medforfatter af en for nyligt udgivet artikel om sprog på øer, blev jeg glad for at høre, at der er en biolog, der har skrevet en bog om øer i år, hvor han også skrev noget om sprog. Bogens forfatter hedder Sietze Norder. Jeg blev endnu mere glad for at høre, at denne forsker nu var en del af forskergruppen af lingvisten Rik “Enrique” van Gijn i Leiden i Nederlandene (landet som danskerne ofte fejlagtigt kalder for Holland). I slutningen af ​​1990’erne var Rik van Gijn et halvt år i Aarhus for at skrive sit speciale om lydsystemer i blandede sprog – til dette søgte han min ekspertise. Van Gijn arbejder nu på universitetet i Leiden, og han forsker i sprogene i Sydamerika. Omkring 600 sprog tales der på dette kontinent, og de tilhører omkring 112 forskellige sproggrupper eller -familier. Ikke færre end 62 af disse familier omfatter kun ét sprog. Forældreløse børn eller sprogets eremitter om man vil. Sprogfamilier med kun ét sprog kaldes isolater. Det vil sige sprog, der ikke er relateret til noget andet sprog nogen steder. I hvert fald ikke nogen steder, hvor man kan bevise det. 62 isolater, hvilket er et stort tal. Halvdelen af ​​verdens kendte isolater tales (eller taltes) i Sydamerika.

Ordet “isolat” har naturligvis samme rod som latinsk insula, italiensk isola, fransk îsle, engelsk isle og dansk insular og isolation. En biolog, der har forstand på øer, ville da virke ideel til en stilling som forsker i undersøgelse af ​​sprogisolater. Norder studerede i øvrigt socialgeografi for sin interesse for mennesker og jordvidenskab (geologi) på grund af sin interesse for den fysiske verden. Det ene studium handler om menneskelige interaktion, det andet har med naturen at gøre. Ved at kombinere disse studier på den måde lærer man meget om menneskerne og miljøet. Norder ville vide, hvad forbindelsen er mellem mennesker og naturen. Og så ender man automatisk med at beskæftige sig med økosystemer og biologi. Kort sagt en ægte tværfaglig tilgang.

Der var klart mange gode grunde til at skaffe mig bogen om øer og for at se, hvad han skriver om sprog og øer. Jeg fandt den i en boghandel. På vej til Danmark og tilbage fra min ferie lykkedes det mig at lave en aftale med forfatteren for at spekulere over øer og sprog sammen.

Sidste år udgav vi som sagt en artikel (Norder var ikke klar over det, da han skrev bogen), der er baseret på en workshop om øsprog, afholdt på AIAS (Aarhus Institute for Advanced Studies) på initiativ af Joshua Nash (nu: University eller New England, Australien) og mig. Der var specialister på et dusin sprog, som tales på øer og øgrupper. Et af resultaterne, som rapporteres i artiklen, er, at der næsten ikke tales sproglige isolater på øer. Eller kun på Papua/Papua Ny Guinea. Men denne ø er så stor og så bjergrig, og det er derfor næppe en overraskelse, at der er utallige sprogfamilier og isolater. Øen har desuden været befolket i 45.000 år.

Man kunne antage, at øer er isolerede, og at deres isolation kunne stimulere sproglige ændringer, som ville føre til et nyt sprog, hvis affinitet ikke længere kan bevises. Det ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet. Vi konkluderede i vores artikel, at sprog på øer er klart lettere at erstatte med et nyt sprog. Det originale berbersprog på De Kanariske Øer fx døde fuldstændigt i løbet af få århundreder efter invasionen af ​​spanierne. Også Antillernes originalsprog er alle forsvundet. Nogle forsvandt kun få år efter europæisk bosættelse som følge af folkemord af briterne og franskmændene. Andre sprog forsvandt efter et par årtier som følge af kolonialisme, tvangsflytninger, magtmisbrug og slaveri, hvor endnu flere forsvandt pga. sygdomme, som indianerne ikke kunne overleve. Alle Amerindiernes modersmål fra de Antilliske øer er uddøde inden for få århundreder, bortset fra ét sprog talt af mennesker der emigrerede til fastlandet (Garifuna). Heller ikke de slavegjorte afrikaneres importerede sprog overlevede på øerne. De er alle sammen væk. De fleste isolater tales derfor ikke på isolaer men i kontinenternes indre; i regnskove og bjergskråninger. Ikke nødvendigvis isolerede områder og heller ikke langs kysterne.

Under min behagelige samtale med Sietze Norder fandt vi ud af, at tidsdimensionen også kunne spille en rolle. Øerne i Atlanterhavet har kun været beboet i et par årtusinder, de fleste øer i Det Indiske Ocean kun et par hundrede år og mange øer i Polynesien i omkring tusind år. Dialekter kan blive så forskellige efter cirka 500 år, at de ikke længere kan forstås og må betragtes som uafhængige sprog. Sprog kan udvikle sig i en sådan grad, at de ikke længere er genkendelige. Så kan man ikke længere kontrollere, om de nogensinde var i familie med et andet sprog, fordi de har ændret sig så meget over tid. Hvis et sprog ikke ligner et andet sprog, betragter vi det som et isolat.

Sprogforskere kan rekonstruere sprogfamilier helt tilbage til for seks eller måske til ti tusinde år siden. Vi kan derfor konkludere, at sprogets slægtskab ikke længere kan etableres efter så mange årtusinder. Sprogforskere sammenligner ofte hovedsageligt ord, men selv de mest stabile ord kan erstattes af nye ord, og efter så lang tid er der ingen ord tilbage, der kan hjælpe med at etablere slægtskab. Så er der så få originale ord tilbage med samme betydning, at der ikke længere er grundlag for et forhold, for det kan lige så godt være en tilfældighed, at de har ord til fælles. Kort sagt tager det maksimalt seks til derefter årtusinder, før et isolat dannes. I virkeligheden er det nok tættere på seks tusinde år. Det betyder også, at når en ø har været bosat i mere end 6000 år, kan dets tilknytning til andre fastlandssprog (hvis de ikke allerede er uddøde) ikke længere defineres. De eneste øer, der har været befolket i denne lange periode, viser en enorm sproglig mangfoldighed, fx Papua Ny Guinea med 800 sprog ud af en befolkning på lidt over to millioner i 1960. Landet med den højeste sprogtæthed i verden er øriget Vanuatu med 138 sprog med et gennemsnit på 2200 sprogbrugere. Næsten 300.000 mennesker bor der. Sprogene er allesammen polynesiske sprog, og de er derfor relateret til hinanden, men de er ofte uforståelige for talere af andre sprog i øgruppen. Arkæologisk forskning fortæller os, at øerne blev koloniseret for 3000 år siden. Det er dog ikke nok til at skabe isolater, og landets data bekræfter det.

Nå, det var et sidespring. Hvad siger Sietze Norder så i sin bog om sprog? Han har skrevet noget om Silbo Gomero-sproget på De Kanariske Øer. Det særlige ved dette sprog er, at det ikke tales med ord eller udtrykkes med gestus, men det fløjtes. Det er et af flere dusin fløjtede sprog i verden. I modsætning til tegnsprogene er dette fløjtesprog imidlertid ikke et uafhængigt sprog, men en fløjtet form for det lokale spansk. Så det er mere relateret til spansk som i spansk skriftsprog eller spansk i morsekode, men det er udtrykt på en anden måde; nemlig ved at fløjte. Som nævnt er det originale afrikanske berbersprog for længst forsvundet fra øen, og de indfødte Guanches menes også at have kunnet fløjte deres sprog. Øerne hedder trods alt De Kanariske Øer. Fløjtesprog bruges hovedsageligt i bjergrige områder: Tyrkiet, Grækenland, Mexico. At fløjte rækker længere ud i sammenligning med at tale eller råbe, så på den måde kan du kommunikere med en person, der står på den modsatte bjergskråning: “Juan, kom hjem, paellaen er klar!”. Forfatteren hævder, at man på denne måde kunne kommunikere op til fem kilometer væk. Her skal forfatteren rettes, men det er ikke forfatterens skyld, det hævdes ofte, og han har kopieret det. Når du fløjter noget, tager det 15 sekunder for lyden at rejse fem kilometer. Svaret tager også 15 sekunder, og lyden forvrænges af Dopplereffekten. Folk venter ikke så længe på et krypteret udtryk. Dette er simpelthen urealistisk og ikke engang muligt under ideelle forhold fx på åbent vand på en perfekt vindstille dag.

De fleste kommentarer til sproget i bogen handler imidlertid om graden af ​​udryddelse. Norder henviser til, at i løbet af de sidste 500 år er 300 af verdens 7.000 eller 8.000 sprog uddøde. Som sprogforsker tænker du straks: Kun 300??? Kun fire procent??? Han har måske ret, men næsten alle 300 australske sprog dør snart, og det samme gælder for 400 sprog i Nordamerika, og i Sydamerika er det også i alarmerende tilbagegang. Så den store udryddelse af sprog er endnu ikke sket. Pessimistiske (men realistiske) skøn siger, at der ved slutningen af ​​dette århundrede vil være 70 sprog tilbage på Jorden, og at 90% af nutidens sproglige mangfoldighed vil være væk for altid. 27 procent af de resterende sprog tales på én ø.

Hvad angår dyr, er det matematisk i overensstemmelse med forventningen om, at 10 arter (planter, dyr) hvert år vil uddø. Under normale forhold. Sådan plejede det at være under kvartærtiden. Men på grund af én art – Homo sapiens – sker udryddelse hundrede gange, måske endda tusind gange hurtigere, end det burde. Mennesker er trusler. For hinanden og for andre dyr. 60 procent af de uddøde arter var dyr og planter, der kun fandtes på øer, og selvom øer kun udgør omkring syv procent af verdens landmasse.

Sietze Norders engagerede bog åbner vores øjne for økosystemernes skrøbelighed og på samme tid for den forfaldne tilstand på verdens sprog.

Bogen er skrevet på nederlandsk. Godt sprogbrug, hatten af for forfatteren. Det hele er formuleret meget forståeligt. Jeg hører, at en italiensk oversættelse er i gang, og at der er snak om at oversætte til andre sprog herunder engelsk. Her er lidt information på engelsk om bogen. En dansk oversættelse ville være velkommen.

Kort sagt går det dårligt for verdens sprog med biodiversitet og sproglig biodiversitet. Fandens dårligt, faktisk.

Sietze Norder. 2021. De wereld in het klein wat eilanden ons vertellen over de relatie tussen mens en natuur. Amsterdam: Uitgeverij Prometheus.   [Verden i miniature. Hvad øer fortæller os om forholdet mellem mennesker og natur].

Læs videre. Den ovennævnte artikel om ø-sprog (kan også fås efter henvendelse hos Bakker):

Nash, Joshua, Peter Bakker, Kristoffer Friis Bøegh, Aymeric Daval-Markussen, Hartmut Haberland, Dale Kedwards, Carsten Levisen, Jón Símon Markússon, John Ladhams, Joost Roger Robbe, Jeroen Willemsen 2020. On languages on islands. Acta Linguistica Hafniensia 52(1): 81-136.

Peter Bakker blev født i Nederlandene på øen “Eiland van Dordrecht” og lærte derfor at svømme, da han var fem år gammel. Derefter lærte han sprog og blev sprogforsker ved Aarhus Universitet. Han har blandt andet skrevet om sprog på øer. Han skrev et blogindlæg på ø-dialekten van Dordrecht.

Skrift og sprog i oldtidens Mesopotamien Baskisk: Europas eneste isolat-sprog Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog Sietze Norder taalt naar eilanden: eilanden en hun talen Sietze Norder and languishing languages and islands Indfødte amerikanske sprog i Brasilien og coronaepidemien