Shaetlan: Et kontaktsprog i Nordsøen

Shetland er den nordligste del af Storbritannien, en øgruppe, der ligger på tværs af Atlanterhavet mod vest og Nordsøen mod øst mellem Skotland, Norge og Færøerne. Den strategiske beliggenhed, som ligger midt i maritime handels- og migrationsruter, betyder, at øerne har været et kontaktsted i århundreder, hvis ikke årtusinder.

Shetland har været beboet i mindst 6.000 år: Det tidligste bevis på menneskelig bosættelse på Shetland er skalmøddingen fra West Voe dateret 4200-3600 f.Kr. Disse nybyggere var jæger-samlere/fiskere, men vi ved ikke hvornår de kom til Shetland eller hvorfra.

På et tidspunkt omkring 3700-3600 f.Kr. ser vi tegn på en landbrugslivsstil i West Voe, for eksempel at kvæg-, får- og gedeknogler nu begynder at dukke op i møddingerne. Gravene, redskaberne og keramik viser ligheder med dem i det vestlige Skotland, men ikke med dem i Orkney og Caithness. Det ser derfor ud til, at disse neolitiske bønder kom til Shetland direkte fra det vestlige skotske fastland og ikke via Orkney. De kom sandsynligvis i bølger snarere end i én stor koloniserende bosættelse. Det var disse nybyggere, der bragte kye (kvæg) og fårene til Shetland, som er forfædre til de nuværende indfødte shetlandske racer af kye og får. Hesten ville først begynde at dukke op på Shetland omkring 1.000-1.500 år senere.

Spol frem til omkring 4.000 år til 4-500 e.Kr. På nuværende tidspunkt er hele det britiske og irske fastland bosat af talere af forskellige keltiske sprog. I det nordlige Skotland har vi pikterne. Omkring 4-500 e.Kr., muligvis endda så tidligt som omkring 300 e.Kr., slår pikterne sig ned på Shetland. Samtidig rykker de resterende romerske tropper i Storbritannien ud, og lejesoldater, der taler varianter af Nordsøens germanske sprog, migrerer til Storbritannien. De slog sig ned i forskellige områder af det britiske fastland: Jyderne slog sig ned i det nuværende Kent; friserne slog sig ned lige nordenfor; sakserne slog sig ned i det, der nu er det sydlige og sydvestlige England; og anglerne slog sig ned i to store områder: Mercia, som nu er det centrale og østlige England, og Northumbria, som nu er det nordlige England og det sydlige Skotland. Det var Mercian Old English, der med tiden kom til at udvikle sig til det, vi nu kalder engelsk, mens det var Northumbrian Old English, der udviklede sig til det, vi nu kalder skotsk. To meget nært beslægtede sprog, tættere på af intens kontakt, men hver af dem er særskilte og ingen af ​​dem en dialekt af den anden.

I slutningen af ​​det 8. århundrede startede den nordiske ekspansion. Shetland blev først bosat af talere af vestnordisk omkring 790. Vi ved ikke præcis, hvad der skete med den piktiske befolkning, der allerede boede på Shetland på det tidspunkt. Der er meget lidt tilbage af deres sprog: de tre stednavne Yell, Unst og Fetlar menes at være præ-nordiske, men derudover er der næppe nogen sproglige spor af den tidligere befolkning.

I 875 gjorde Harald Hårfagre krav på øgrupperne Shetland og Orkney, samt Caithness på det nordlige skotske fastland. Kirkwall blev sæde for jarldømmet. Hermed blev vestnordisk etableret på øen, og kom senere til at udvikle sig til Norn. Det forblev på Shetland i næsten 1.000 år, hvor den sidste taler (eller muligvis husker), Walter Sutherland fra Skaw i Unst på den nordlige spids af Shetland, døde i 1850.

Fra slutningen af ​​det 14. århundrede eller begyndelsen af ​​det 15. århundrede voksede kontakten med Skotland, og flere skotsktalere migrerede til Shetland. Det var hovedsageligt håndværkere, præster, håndværkere og så videre. Samtidig var Hansehandelen i fuld gang, og Shetland var inden for den handelssfære. Kort efter startede den nederlandske sildehandel også i stort omfang. Hermed var talere af både skotsk og de plattyske sprog i konstant og intens kontakt med shetlænderne, og i det omfang skriver samtidige vidnesbyrd om den lethed, hvormed shetlænderne kommunikerede på ‘gotisk’ (norn), skotsk og ‘hollandsk’ (altså enten plattysk eller hollandsk).

I 1469 blev Shetland pantsat af Christian I af Danmark (fordi Norge og Danmark nu var under den danske krone) til Jakob III af Skotland som en del af medgiften til hans datter Margareta. Orkney var blevet pantsat i 1468. Hermed vokser den skotske indflydelse støt, og det sociopolitisk mest magtfulde sprog skifter fra norn til skotsk. Shetland forblev dog tosproget i yderligere 250 år. Data for Norn, især longitudinelle data, er ekstremt sparsomme. Men ud fra de få beviser vi har, ser det ud til, at tosprogethed fortsatte i mange generationer. Det er ikke umuligt, at der opstod et Norn/Skotsk blandingssprog, som så gradvist, men aldrig fuldt ud, smeltede sammen med skotsk. Vi har beviser for blandede ægteskaber fra dengang, skotsktalende begynder at bosætte sig på øerne, og samtidige vidnesbyrd nævner, hvordan shetlændere (“indfødte”) taler en ‘korrupt norn’ indbyrdes. Med andre ord var de typiske sociale faktorer, der har ført til blandingssprog andre steder også til stede på Shetland: langvarig tosprogethed, blandede ægteskaber og den potentielle trussel mod identitet, samt beviser for behovet for et sprog i grupper. (Her skal jeg understrege, at der absolut ingen beviser eller plausibilitet er for, at noget kreolsk sprog – i modsætning til blandet sprog – opstod på øerne.) Dette kan ligne situationen med Michif (Canada), et cree/fransk blandingssprog, som nu gradvist smelter sammen med fransk, men stadig bevarer sit særpræg.

Engelsk fik mere og mere indflydelse i Skotland med Kronernes Union i 1603. Dette kom med tiden også til at brede sig til Shetland. I 1709 blev Society in Scotland for Propagating Christian Knowledge oprettet, og de gik i gang med at etablere skoler, hvor undervisningsmediet var engelsk. I 1827 var der en skole i hvert sogn på Shetland, og dermed blev holdningen om, at engelsk var et mere værdifuldt sprog end shaetlan, forstærket.

Shetland er nu et tosproget samfund på engelsk og shaetlan, idet alle shaetlan-talere er tosprogede på engelsk. Det er dog ikke alle shetlændere, der taler shaetlan. Talertallene er svære at vurdere; folketællingen fra 2011 er misvisende, fordi den ikke havde shaetlan som en mulighed, kun skotsk og engelsk, men mange shaetlan-talere identificerer sig ikke som talere af skotsk (‘vi er ikke skotske, vi er shetlændere’). Et deltagerobservatørestimat ville være, at shaetlan sandsynligvis tales af omkring 30-50% af befolkningen. Sproget er truet ved, at transmissionen er aftagende. Der er endda aktivister, der arbejder for at fremme shaetlan, som vælger at tale engelsk til deres egne børn. Det har aldrig været et undervisningsmiddel i skolerne.

Shaetlan er ikke forståelig for talere af standardengelsk. Det er både fonologisk, prosodisk, grammatisk og leksikalsk distinkt. Nogle eksempler på fremtrædende og stadig meget produktive træk:

Fonologi: Shaetlan har de forreste afrundede vokaler /y/ og /ø/. Interdentalerne /θ/ og /ð/ er /t/ og /d/ i næsten alle miljøer.

Prosodi: polære spørgsmål dannes med faldende intonation, selvom sætningsstrukturen er identisk med udsagn – konteksten markerer spørgsmålet.

Grammatik: der er en pronominal tal/høfligheds-forskel: ‘du’ er den uformelle andenpersons entalsform, mens ‘you’ er den formelle andenpersons ental såvel som den generelle flertalsform. Der er en tre-vejs distinktion for fjernhed for demonstrativer: dis (proksimal) ~ yun (distal) ~ dat (fjern). De er tal-invariante. Der er grammatisk køn, hvor konkrete tællenavne omtales som han eller hun, uanset animacy, mens abstrakte navneord og mængdenavneord omtales som det. Der er et associativ flertal an dem. Perfektum er universelt dannet med be, som i A’m had denner ‘jeg har fået frokost’. Der er en pragmatisk markeret kopula, come tae be X, som markerer ny og uventet information. Den relative markør er en invariant form (at).

Leksikon: en række Norn-afledte leksikalske genstande forbliver i sproget (nev ‘næve’, host ‘hoste’, smit ‘inficere’ osv.), samt kontaktinduceret ordforråd, især fra de lavgermanske sprog (proil ‘stuff’ ‘, dukkie ‘dukke’ osv.). Der er en række falske venner med engelsk, såsom denner ‘frokost’, fool ‘fugl’, doot ‘tro’, seem ‘bemærk’, silly ‘sygelig’, luck ‘lokke’, message ‘dagligvarer’, learn ‘undervise’ ‘, starvin ‘meget kold’ osv.

The Shaetlan Language Project har til formål at dokumentere og beskrive shaetlan fra et typologisk perspektiv. Vi har også udtænkt en ortografi og for første gang nogensinde sikret en plads til shaetlan i en mobiltastatursprogliste, hvilket betyder, at talere for første gang nogensinde har adgang til shaetlan autokorrektur og prædiktiv tekst. Vi er gået online, mens I Hear Dee (et lidt med glimt i øjet udtryk på shaetlan), og på sociale medier lægger vi jævnligt små tosprogede uddrag om sproget, herunder kulturnotater, op. For eksempel er det aldrig “the Shetlands”, og vi bor alle i Shetland (aldrig “på”!). For mere information om shaetlan, projektet og I Hear Dee, se https://www.iheardee.com/.

Yderligere links: 

Instagram: @iheardee

Facebook: https://www.facebook.com/iheardee

YouTube: https://www.youtube.com/channel/UCJSUqRqg8ACFo0LL38X51cA (indtil vi kan ændre det til noget mere meningsfyldt).

Viveka Velupillai er æresprofessor ved Institut for Engelsk ved Universitetet i Giessen, Tyskland, men er baseret på Shetland. Hun har specialiseret sig i lingvistisk typologi, kontaktlingvistik og historisk lingvistik, og hendes hovedprojekt er at dokumentere og beskrive shaetlan, det højkontakt-sprog, der tales på øerne ved siden af engelsk.

Træning i andetsprogslyde – en udforskning af forbindelsen mellem udtale og opfattelse af sproglyde Skotsk – sproget, hvis talere ikke tør sætte røde streger Glajle International Mowesmålsdaw! Nationalitet og sprog på varietéscenen Alfabetisk rækkefølge i tegnsprog? Hvordan er det muligt??? Shakespeare på Bjergvandring