Rygterne om den generative lingvistiks død er noget overdrevne

(eller: Sprogvidenskabens chomskyanske spøgelser)

I radioprogrammet ”Sprogforskningen i opbrud” i Radio24syv (14. april 2018) bliver Frans Gregersen fra Københavns Universitet interviewet af Lone Frank og resultatet er en ganske udmærket fremstilling af lingvistikkens historie. Samtalen tegner dog desværre et noget forvrænget billede af den amerikanske lingvist Noam Chomsky. Det påstås fx at stort set alle Chomskys teorier er blevet afvist eller ’debunked’, og at der ikke er nogen der tror på hans teorier mere. Selvom Chomsky er stor nok til at forsvare sig selv, og gør det ganske glimrende, så vil jeg alligevel gøre opmærksom på en række nærmest karikerende fejl.

Chomskys ideer har altid ført til debat, og selvom langt fra alle er enige med ham, betyder det ikke at ”chomskyanere” er en uddøende race som man hverken kan eller skal tage alvorligt. I seneste nummer af det danske sprogvidenskabelige tidsskrift NyDanske Sprogstudier (nr. 52-53) er der en række artikler om forskelle og ligheder mellem formel (chomskyansk) og funktionel (ikke-chomskyansk) grammatik, et spændingsfelt der ofte ses som en sprogvidenskabelig slagmark. Men som det fremgår af disse artikler og af en lang række artikler publiceret over årene af fx Per Anker Jensen, Henrik Jørgensen, Torben Thrane, Ole Togeby, Sten Vikner og Bjarne Ørsnes, er det ikke bare muligt, men også meget frugtbart og lærerigt at samarbejde på tværs af teoretiske tilgange. Hvis man så mener at der alligevel ikke er så meget at lære af hinanden, måske fordi man beskæftiger sig med forskellige fænomener, så lærer man i det mindste at have respekt for andres videnskabelige virke. Jeg håber at denne økumeniske tilgang vil forsætte med at give samarbejde og debat på tværs af den teoretiske grænse. Det er da også én af grundene til at jeg her vil forsøge at bortmane nogle af de gamle spøgelser (og et par nye) der bliver ved med at skabe misforståelse.

Det er en gammel myte at chomskyanere er ligeglade med mening og betydning. Generativ grammatik har fokus på de strukturelle egenskaber ved sproget der ikke varierer med konteksten, og har derfor muligvis ikke så meget at tilbyde hvis man fx arbejder med diskursanalyse, talehandlinger, pragmatik eller sprog og identitet. Hvis man til gengæld fx er interesseret i forholdet mellem ordstilling og fortolkning, mellem ords bøjning og ordstilling, eller mellem argumentstruktur og syntaks, ja, så er der en hel del at komme efter. (Hvis man er interesseret i dyrs adfærd, er det nok heller ikke molekylærbiologiske eller genetiske modeller man skal bruge, men det betyder ikke at de er forkerte. På samme måde betyder det at man skifter interesse fra syntaks til sociolingvistik, ikke at syntaksteorien må være forkert fordi den ikke siger noget om ens nye interesseområde.) Chomsky har heller aldrig benægtet at betydning og sprogbrug har indflydelse på sprogstrukturen, tværtimod (se fx side 56-58 i Reflections on Language fra 1975).

Påstanden om Chomskys tilsyneladende manglende forståelse af evolution, genetik og biologi må også stå for egen regning. En hurtig søgning på fx ScienceDirect.com afslører at han faktisk samarbejder med anerkendte evolutionsforskere, genetikere, biologer, kognitionsforskere, børnesprogsforskere, hjerneforskere, etc. (Samme søgning viser også at han for øvrigt heller ikke ”for længst” har ”forladt lingvistikken”, som det ellers hævdes i interviewet.) Jeg er heller ikke selv helt enig med Chomskys ideer om fx sprog og evolution, præcis hvad det er der er unikt ved sproget, eller hvordan den ideelle syntaksteori skal se ud, men det betyder ikke at hans forståelse af disse emner er ringere end min.

Det hævdes at ”alt hvad vi har forsket i mht. dyrs kommunikationssystemer” viser at dyrekommunikation ikke er ”afgørende forskellig” fra menneskesprog i ”dets opbygning, i dets struktur”. Det synes bare at være et spørgsmål om nuanceforskelle. Men det passer simpelthen ikke. Aber kan ikke lære tegnsprog (gestik og tegnsprog er ikke det samme), og selvom de ved lang og vedholdende træning kan lære mange tegn (symboler), kan de ikke lære noget man ville kunne kalde grammatik – et af de mest fundamentale træk ved vores sprog. Der er masser af undersøgelser og masser af data, som også er lettilgængelige, og de understøtter ikke disse påstande. Evnen til naturligt at tilegne sig sprog, er noget der ligger ”inde i mennesket”, ikke inde i aber eller andre dyr.

Det hævdes at man ikke kan finde nogen universel grammatik, og det er da også sandt at der stadig ikke findes en universalgrammatik som alle er enige om. Men universalgrammatik er i virkeligheden snarere en teoretisk tilgang, en måde at undersøge sproget på, end en specifik model. Det er til gengæld også en myte at det er en myte at der findes universelle træk. Der er to slags universalier. Den slags universalier som man umiddelbart kan se, har typisk formen ”hvis et sprog har foranstillede forholdsord (præpositioner som fx på, til, med), så står objektet (genstandsleddet) typisk efter verbet (udsagnsleddet)”. Den anden slags, den slags som Chomskys universalgrammatik beskæftiger sig med, handler om hvordan sprog kan og ikke kan se ud, ”når man analyserer til bunds”, dvs. hvad der definerer en mulig sproglig regel og et muligt sprogsystem. Det er en fundamental misforståelse at blande de to ting sammen.

I programmet kritiseres den generative lingvistik for at ”skære en hel masse forskelle fra” i forsøget på at opstille hypoteser og generaliseringer om ligheder og systematik på tværs af sprogene. Når man indenfor videnskaben forsøger at forstå et fænomen, er det imidlertid lige præcis det man gør. Man abstraherer fra en masse forskelle (indtil videre) for at kunne generalisere. Det er jo også det der ligger i udtrykket ”alt andet lige”. At hævde at Chomsky er ”fysikmisundelig” fordi han (og alle de andre generativister) bruger formaliseringer og generaliseringer ud fra klare hypoteser, er malplaceret. Det er bare en alment anerkendt videnskabelig fremgangsmåde.

Det hævdes at ingen rigtigt tager Chomsky seriøst længere, at ”Chomsky er på vej ud” – men ”der er selvfølgelig gamle chomskyanere der befinder sig godt med det”. Hvis man ikke interesserer sig for hvad der foregår indenfor generativ grammatik, kan man måske godt få den ide. Det kunne skyldes at man læser bøger og artikler der hævder at have vist at Chomsky tager fejl, og de er da heller ikke svære at finde. Som regel er de baseret på hinanden og mangler egentlig forståelse for hvad det er de hævder at have afvist (et eksempel er Vyvyan Evans’s bog, The Language Myth). Men hvis det var tilfældet at ingen tog Chomsky alvorligt længere, så ville der vel ikke være nogen universiteter med respekt for sig selv der ville undervise i den slags. Ikke destro mindre, hvis man ser på listen over de bedste universiteter i verden i 2018 (www.timeshighereducation.com) og undersøger om der undervises i generativ grammatik på de pågældende institutioner, viser det sig at det faktisk er tilfældet for 16 af de 20 bedste, herunder Oxford, Cambridge, Stanford, MIT, Harvard, Princeton, Yale, og UCL. (På en delt 109. plads ligger Københavns Universitet og Aarhus Universitet. I Aarhus undervises der i generativ grammatik på Afdelingen for Engelsk hvor jeg er ansat.)

Men man kunne måske så forestille sig at forskerne ikke længere tog Chomskys teorier alvorligt. Men her er det vigtigt at påpege det åbenlyse faktum at der er forskel på de sprogfilosofiske hypoteser om medfødthed, universalitet osv. og på de konkrete antagelser der gøres i generativ grammatik. Man kan sagtens være uenig med Chomsky i fx spørgsmålet om hvorvidt sprogevnen er medfødt, mens man samtidig anvender det generative analyseapparat, eller omvendt – og det er da også tilfældet for en del forskere (fx lingvisten John Hawkins eller psykologen Steven Pinker, der af mange fejlagtigt fremstilles som Chomskys discipel, hvilket langt fra er tilfældet).

Jeg er selv (psyko- og neuro-) lingvist og kognitionsforsker og har i årenes løb publiceret en række artikler i anerkendte tidsskrifter. Min egen forskning har altid været chomskyansk i den forstand at jeg anvender generativ grammatik, og at jeg er interesseret i hvad der foregår i hjernen på folk når de bruger sproget, og hvordan det spiller sammen med resten af den menneskelige psykologi. Jeg har meget svært ved at se at chomskyansk sprogvidenskab enten er blevet ”debunked” (fordi det er pseudovidenskab der ikke kan efterprøves og evt. falsificeres, som det ofte fejlagtigt hævdes) eller afvist (fordi det er videnskab der har opstillet hypoteser som er blevet falsificeret). Det tager igen ikke specielt lang tid at finde studier indenfor teoretisk lingvistik, komparativ lingvistik, psykolingvistik, neurolingvistik eller dyrekognition der rent faktisk understøtter mange af de grundlæggende hypoteser indenfor generativ grammatik. Et eksempel på dansk kunne være min egen artikel ”Træstruktur i en skov af fortolkninger” i NyDanske Sprogstudier der handler om sprogstruktur, sprogforståelse og sprogtilegnelse.

Der har altid været en del snak om Chomsky og hans ”disciple”, en ensidig og nedladende betegnelse. Sjovt nok er det kun de ”videnskabsmisundelige” chomskyanere der er ”disciple”, mens alle andre er rigtige, selvstændigt tænkende forskere – eller hvad de nu er, for ideen om at lingvistik skal være videnskab er tilsyneladende også forkert, selvom det danske ord for lingvistik er ”sprogvidenskab”. Det er desværre ikke altid videnskabeligheden der skinner tydeligst igennem, hvilket er en skam. Som nævnt har der i Danmark i årevis været et frugtbart samarbejde mellem chomskyanere og ikke-chomskyanere, og netop fordi vi endelig har indset at man godt kan tage hinandens arbejde alvorligt, er det faktisk ikke klart hvorfor det skal være nødvendigt at definere sig som enten det ene eller andet. Jeg ser mig selv som funktionel formalist i det jeg interesserer mig for og forsker i de syntaktiske (formelle) aspekter af sproget og dets samspil med fortolkning og andre dele af kognition (funktion). Der er så andre der har den modsatte interesse, fokuserer på sproget fra en anden vinkel, og som så måske er formelle funktionalister (fx Peter Harder og Ole Togeby). Begge er legitime videnskabelige tilgange, blot med forskelligt fokus. Det handler om sprogvidenskab og sproglidenskab og om at bygge broer. Der er ikke behov for dogmatik eller for at grave grøfter.

Ken Ramshøj Christensen er lektor ved Afdeling for Engelsk, Aarhus Universitet. 

Coverfoto af Duncan Rawlinson fra Wikimedia Commons.

To lingvister i dialog om Chomskys sprogteori. De er fuldstændigt uenige, men kommer de tættere på hinanden? Noam Chomsky holder foredrag til ViGør, Aarhus, den 10. februar George Floyds død – Skal vi behandle optagelserne som data? Ny sprogteknologi: Få din egen personlige lomme-Søren Brostrøm Lingolit II – Sproget i populærlitteraturen Noget om literacy…