Papiamentu: en ny beskrivelse af et ungt sprog

En ny bog er netop dukket op, som beskriver og analyserer grammatikken af papiamentu; hovedsproget på Aruba, Bonaire og Curaçao (alias ABC-øerne), tre øer ud for Venezuelas kyst. Øerne er del af det nederlandske Caribien. Det er den første i en ny bogserie fra Brill dedikeret specifikt til kontaktsprog, herunder pidgins, creoler og blandede sprog. Bøgerne er redigeret af Peter Bakker.

Nu hvor verden er hjemsted for anslået 7.000 forskellige sprog, spørger du måske dig selv, hvorfor du skulle bruge tid på at kigge specifikt på papiamentu. Skiller dette sprog sig på nogen måde ud som specielt eller unikt?

Det gør det faktisk.

Først og fremmest er papiamentu et kreolsk sprog. Det betyder, at det ligesom andre kreolske sprog blev dannet i kolonitiden som et resultat af den pludselige og intense kontakt mellem en lang række forskellige afrikanske og europæiske sprog. Sammenlignet med traditionelle sprog som spansk eller dansk, der gradvist udviklede sig fra andre ældre sprog, er kreolsprog med andre ord ekstremt unge sprog.

Nu – netop af den grund – kan kreolsprog tilbyde os unikke vinduer ind i processer af sprogskabelse og sprogforandring, som ældre, traditionelle sprog ikke kan. Vi kan for eksempel observere, hvordan disse sprog startede livet som temmelig basale kommunikative systemer med små ordforråd (jargons/pidgins), som over tid kan ses at (gen)opbygge og udvide deres grammatiske apparat. Og dermed udvikle sig til fuldbyrdet sprog som så kaldes kreolsprog med det samme udtrykspotentiale som ældre, traditionelle sprog.

Men der er ting, der gør papiamentu til noget særligt, selv inden for gruppen af ​​kreolske sprog.

Selvom ABC-øerne var under nederlandsk kolonialstyre mellem ca. 1650 og 1950, stammer hovedvokabularet i papiamentu overraskende nok hovedsageligt fra spansk og portugisisk. Andre velkendte kreolsprog såsom jamaicansk, haitiansk eller kapverdisk har et ordforråd der for størstedelens vedkommende stammer fra det koloniale prestigesprog. I tilfældet af jamaicansk betyder det for eksempel, at mere end 90% af ordforrådet stammer fra engelsk; for haitiansk er det hovedsageligt fransk, for kapverdisk er det portugisisk.

Ganske vist stammer omkring 30-40 % af det samlede ordforråd på papiamentu fra nederlandsk, men denne tilføjelse er tydeligvis nylig og kan sammenlignes med indflydelse af det franske sprog på engelsk, idet det hovedsageligt vedrører leksikonets periferi, ikke så meget dagligdags ordforråd.

Som nævnt er det grundlæggende leksikon ikke fra én men fra to hovedkilder: spansk og portugisisk. De spanske og portugisiske ord er fordelt på en bemærkelsesværdig måde. Kilder på grundlæggende leksikale begreber (substantiver og verber) er overvejende spanske: for eksempel papiamentu muhé ‘kvinde’, homber ‘mand’, hasi ‘at lave, gøre’, som kommer fra spansk mujer, hombre, hacer. Men grammatiske ord stammer oftere fra portugisisk, såsom pap. lo ’fremtidstidsmarkør’, na ’in’, te ’indtil’, nos ’vi’, -mente ’nominaliser’, som kommer fra portugisisk logo ‘senere’, na ‘i’, até ‘indtil’, nos ‘vi’, -mente. Forskere er endnu ikke enige om, hvad der kunne have forårsaget denne usædvanlige tilstand.

For det tredje, mens de fleste kreolske sprog kæmper for at opnå officiel anerkendelse og social prestige, er papiamentu til sammenligning en rigtig succeshistorie. På nuværende tidspunkt nyder sproget megen social prestige og bruges praktisk talt i alle sociokulturelle domæner, herunder kunst, uddannelse, politik og medier.

Sproget har også fået en del videnskabelig opmærksomhed og kan regne med en række sproglige beskrivelser. Så hvor og hvordan passer den nuværende beskrivelse ind?

For dem der leder efter en letlæselig introduktion til sproget, eller for mere diskussion af dets historie og oprindelse, er denne bog ikke den mest passende. Det er en beskrivelse af grammatikken skrevet i en ret teknisk, specialiseret stil efter en formel beskrivende ramme. Med andre ord består hovedmålgruppen af ​​uddannede lingvister (og måske kandidatstuderende i lingvistik).

For at citere forfatteren tager bogen en “funktionel-typologisk tilgang” (s. 6) for at give “formelle forklaringer og relationer af implikation, konjunktion, disjunktion eller negation mellem træk” (s. 6).

Bogen tager læseren gennem morfologi (kapitel 2), syntaks (kapitel 3 og 4) og ord- og stavelsesstruktur (“Segmentelle træk”, kapitel 5), før den giver en del opmærksomhed til prosodi, intonation og leksikalprominens (kapitel 6). Det er ikke overraskende, da forfatteren har specialiseret sig i sidstnævnte område. Og et interessant område er at papiamentu betragtes som enestående blandt verdens kreolsprog, idet sproget bruger både tryk og tone til at skelne mellem to ellers homofone (enslydende) ord.

En diskussion af det verbale system findes i kapitel 7 med titlen “Sentential Semantics” (sætningernes betydning). Det sidste kapitel (kapitel 8) giver en opsummerende diskussion af papiamentus grammatiks typologiske karakteristika i særdeleshed og af kreolsprog generelt. Forfatterens hovedkonklusion er, at “de træk, der findes på papiamentu, findes også i andre naturlige sprog” (s. 208), og at vi som følge heraf “skal afvise ideen om, at der er en særlig proces kaldet “kreolisering”” (s. 208). Selvom jeg er uenig i disse konklusioner (både med hensyn til papiamentu specifikt, og med hensyn til kreolsprog generelt), er det alligevel godt at se forfatteren indtage en så utvetydig holdning, da sådan klarhed er en måde at invitere til – snarere end at undgå – debat.

Sammenfattende: Hvis du håber på en let tilgængelig introduktion til det papiamentiske sprogs grammatik eller historie, vil denne bog ikke være din kop te, men folk med en stor interesse for generel lingvistik og/eller kreolsprog vil finde masser at nyde.

Bart Jacobs er en nederlandsk sprogforsker, som har specialiseret sig i kreolsprog i almindelighed og papiamentu i særdeleshed. Da papiamentu kombinerer spanske, portugisiske og nederlandske ord, viste sproget sig at være et perfekt genstand for undersøgelse for Bart Jacobs, da han studerede spansk og portugisisk lingvistik ved universitetet i Amsterdam i midten af ​​2000’erne. Han fortsatte med at skrive en doktorafhandling om oprindelsen af ​​papiamentu og hævdede, at kreolen faktisk blev importeret fra Kap Verde-øerne (Jacobs 2012), en teori, der langsomt men gradvist vinder indpas blandt kolleger. Han har siden skrevet en række artikler om papiamentu og andre kreolske sprog.

Boganmeldelse: Et uddødt kreolsprog fra Dansk Vestindien En sproghajs betragtninger på business bulls**t Gå bananas i ordspil om frugt og grønt – anmeldelse af ny børnebog Grammatiske termer – en historie om at slå op med teknologi men forelske sig i sprogverdenens Hollywoodstjerner Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog Anmeldelser af bogen “Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten”