Mange lingvister er interesserede i sproglige handicap (afasi), der er opstået efter hjerneskader. Ved at undersøge dem kan vi måske sige noget om, hvordan sproget hos mennesker uden hjerneskade er organiseret – både hvilke dele, sproget består af, og hvor de forskellige dele er lokaliseret i hjernen. Vi håber at besvare spørgsmål som: Er der forskel på grammatik og leksikon? Sidder sprogforståelse og sprogproduktion forskellige steder? Hvordan får vi adgang til ords betydning, og ligger ord med lignende betydninger også nær hinanden i hjernen? Problemet med megen forskning i afasi efter hjerneskade er dog, at den primært har fokuseret på europæiske sprog, som strukturelt er meget ens.

Dette indlæg handler om min og mine kollegers undersøgelse af et radikalt anderledes … ↪