“Hvad?”
Store runde perler af safirer klædt i et tæppe af lange mørke vipper studerede mig fascineret. Et skævt smil blandet med ren forvirring. På min venstre side, under mørkt hår der dansede som bølger, befandt sig et ansigt malet i ét stort spørgsmålstegn. Kantstenen under os var kold, og vi lod mørket omslutte os, mens vi benyttede larmen fra festen som baggrundsstøj til en samtale, der som så mange andre samtaler, der finder sted kl 02:30 en lørdag morgen, var helt og aldeles meningsløs. Jeg skød ham et undrende blik. Min tur til at være den uforstående. “Jeg sagde bare, at det lyder plausibelt?” Han fortrak ikke en mine ved min gentagelse. Øjnene af ædelsten var fortsat fastfrosset i et blik, som var jeg lige faldet ned fra månen og landet foran næsen på ham. Men det fjogede smil blev langsomt til et fjoget grin, og han anerkendte endelig, at “plausibelt” var et ord, han aldrig før var stødt på. Jeg grinede og prøvede et klassisk det-er-altså-et-ret-normalt-ord-forsvar, men blev mødt med tvivlsomhed, og han satte spørgsmålstegn ved, om jeg i virkeligheden var en 80-årig, der gemte sig bag en ung facade med lyst hår og lipgloss.
Mange spørgsmål efterfulgte, hvad betød det? Hvordan stavede jeg det? Havde jeg egentligt bare fundet på det for at snyde ham? Men det sidste spørgsmål, min kantstensven stillede mig, kunne jeg ikke besvare: Hvor havde jeg det ord fra? Helt sikkert var det, at jeg ikke selv havde opfundet det. Men havde jeg læst det i en bog? Fået det fra Hollywood? Eller blot overhørt det?
Forfatteren Frederik Dessau har sagt, at “Sproget er blevet kaldt menneskets mest dødbringende våben”. Måske, men sproget er også jordemoder for vores identitet. Måden, vi kommunikerer med hinanden på, er noget af det mest magtfulde og unikke ved os mennesker. Det personlige sprog er en mosaik af ord, og ikke to individer på hele kloden benytter de nøjagtigt samme ord i løbet af et døgn, hvilket gør, at alle de begreber, lige præcis du vælger at benytte dig af, gør din mosaik enestående.
Eller hvad?
Alle har et personligt sprog. Du har måske en såkaldt ‘catch-phrase’, din bedste ven siger altid ‘at massakre’ i stedet for ‘at massakrere’, eller din mor har en underlig tendens til at citere den samme 90’er film, hver gang der sker noget overraskende. Måske har du endda engang siddet midt i en samtale og pludselig tænkt, at “det er præcis sådan, XX ville sige”. Man kan vel ligefrem påstå, at vores sproglige særheder bidrager til en individualisering af os selv. De kan fæstne sig i vores identitet og blive en del af, hvem vi er, så snart verden omkring os anerkender, at lige dette udtryk eller denne sætning bare er “typisk os”.
Jeg har været ‘hende med de store ord’ siden mine forældre blev kaldt til samtale i børnehaven, fordi en 2,5-årig åbenbart ikke burde slingre rundt mellem byggeklodser og plasticmad og udbryde ord som “fotosyntese” og “metamorfose”. Var jeg et lille geni? Nej. Jeg havde bare set Peter Pedal for 117. gang og bidt mærke i lige de to ord. Jeg havde stjålet dem med mine små tykke børnehænder direkte fra aben og manden med den gule hat og taget al æren. En vane, jeg siden hen ikke har lagt fra mig. Jeg stjal sågar et ord fra min veninde sidst hun hjalp mig med at lave lektier. Hun har nok berøvet sin brors ordforråd, som han forresten har lånt fra lidt af fra sin folkeskolelærer og nok lidt mere fra Studienet.dk. Folk har generelt en tendens til at nasse udtryk og vendinger og smide dem i en kasse i deres indre arkiv, for at kunne hive dem frem igen senere hen, ikke kun for at fremstå som et yderst intellektuelt og dybdetænkende individ, men også for at virke opsigtsvækkende og imødekommende.
Man har nasset ord og sprog siden tidernes morgen. Stort set alle sprog i Vesteuropa står i sproggæld til latin, som vi ellers i dag omtaler som et ‘dødt’ sprog. Tilbøjeligheden til at låne ord døde dog ikke sammen med sproget. Åbner du en ordbog lige nu og her, vil du opleve at dit modersmål snart er 50% importeret direkte fra de engelsktalende.
Vi røver dagligt vores venner og familie for deres sproglige individualitet, og kan vi ikke få ord nok fra vores nærmeste, lader vi vores lange sprogfingre forgrene sig yderligere ud. Som snerler kravler de til alle 4 verdenshjørner, og snupper alt hvad de ønsker på vejen. Vi stjæler fra film, serier og litteratur. Jeg mødte engang en pige, der var helt overbevist om, at “To be or not to be” var hendes egen geniale kreation. Spørger du mig, lignede hun ikke just en William.
Vi er, og har altid været ordtyve: Vi stjæler ord – og vi gør det hele tiden, hvilket jeg på én eller anden besynderlig måde finder utrolig smukt. Sagen er nemlig, at vi er kræsne tyve. Ja, vi plyndrer ord, men kun hvis de virkelig har gjort indtryk på os. Vi bygger vores sproglige mosaikker, med hvad vi opfatter som de smukkeste stykker glas i form af metaforer, lange og kringlede ord, citater, interne jokes, ordspil og fremmedord – listen er uendelig. Vigtigst af alt er, at vi gør det kollektivt. Jeg har på fornemmelsen, at hvis alle lagde deres mosaikker side om side, ville vi opdage, at de har samme farvepalette og til dels ligner hinanden. Både din og min. Det er uundgåeligt i en verden, hvor vi alle er ordtyve. I sidste ende er mit personlige sprog paradoksalt nok lige så meget mit, som det er alle andres. Det mener jeg i hvert fald virker plausibelt.
Naya Skov Christensen går i 2.g på Gladsaxe Gymnasium, hun er 17 år gammel og har en naturfaglig studieretning med biologi og kemi. Hendes tekst “Ordtyv” er et af de både virkelig interessante og velskrevne essays, vi modtog i forbindelse med Lingoblogs essay-konkurrence, hvor gymnasie-elever kunne sende deres tekster om sprog på dansk eller på andre sprog, om dansk eller om andre sprog.
Fantastisk – Bakhtin i en nøddeskal, blot meget smukkere sagt!
Hvis dét er er et billede af ungdommen nutildags, så står det ikke så skidt til som nogen vil lade os tro. Bevares, man kan undre sig over (igen, måske, ansporet af førnævnte _nogen_ ) at plausibel ikke i det mindste bliver genkendt i sin engelske pendant, men omvendt kan dét med lige så god ret tilskrives tidspunktet for samtalen.