En central disciplin indenfor lingvistikken er sprogbeskrivelser, som i mange tilfælde udarbejdes af en hvid, vestlig forsker, der har lavet feltarbejde på et sprog, der ikke tales i Vesten. Det er ingen hemmelighed, at denne tradition har sit udspring dels i europæisk kolonisering og dels i kristent missionærarbejde. Mange sprogbeskrivelser er således udarbejdet gennem ønsket om at beskrive og kortlægge de kulturer og landområder, europæerne koloniserede; og sprogbeskrivelser har desuden fungeret som grundlag for bibeloversættelser i forbindelse med kristent missionærarbejde. Meget moderne lingvistik bygger på arbejdet fra denne tradition, men til trods for dette har lingvistikken som videnskabelig disciplin ikke konfronteret sin koloniale fortid eller sin rolle i produktionen af racisme, som antropologien f.eks. har gjort. Denne manglende stillingtagen kan have en alvorlig konsekvens for reproduktionen af racisme og for den vestlige, kolonialistiske magtposition.
Jeg har set på 8 forskellige håndbøger i lingvistisk feltarbejde (alle udgivet efter år 2000 – se referencelisten), for at undersøge, hvordan de forholder sig til dette. Nogle af dem har ikke engang et etik-afsnit, og af de, der har, er det kun Chelliah og de Reuse (2011), der består min kritiske, postkolonialistiske læsning og tager stilling til lingvistikkens koloniale historie og den politiske magtposition, vestlige forskere har.
Farveblindhed
Det, jeg ser som håndbøgernes primære problem, er, at der i etik-afsnittene fokuseres på 1:1-etik, altså de etiske forholdsregler, man må tage sig som forsker, hvis ens informant er ligestillet med én i samfundet. Desværre bevirker Europas kolonihistorie og den måde, hvorpå racismen fungerer som global struktur, at forskeren og informanten i mange feltarbejde-situationer ikke er ligestillede – det vil sige, når forskeren er hvid og/eller vestlig, og informanten ikke er. I bøgerne beskrives ulighed i magtforhold som konsekvensen af forskerens højere uddannelse, bedre økonomi etc., mens race eller kolonialisme ikke nævnes som faktorer. Dette kalder man indenfor postkoloniale studier for farveblindhed, og det betyder, at man forsøger at afskrive race-kategorien dens betydning gennem en (påtaget) blindhed overfor race. Intentionen er god, men konsekvensen ved ikke at italesætte race er, at man heller ikke kan italesætte racisme. Når håndbøgerne undlader at beskrive, hvordan raciale og koloniale forhold er med til at give den hvide og/eller vestlige forsker en højere magtposition, har det to konsekvenser. For det første udvisker man hele den koloniale historie og skjuler dermed de magtforhold, der kommer deraf. Racisme fremstilles som et overstået kapitel, og dét er problematisk, fordi racisme netop ikke er afskaffet, blot fordi Europa har frigivet nogle af sine kolonier. Racisme som global struktur ér en realitet. For det andet er det med til at fremstille forskeren som venligtsindet og neutral. Forskerens magt tilskrives ikke globale magtforhold, og derfor er forskerens intentioner ikke påvirket af disse. Det er en problematisk fremstilling, fordi forskning aldrig er neutral, og forskere altid er påvirket af deres sociale og politiske baggrund. Når vi påstår, at en hvid, vestlig position er neutral, vender vi det blinde øje til hele Vestens koloniale fortid og til de politiske magtstrukturer, der producerer viden.
Den vestlige norm
Generelt ser jeg det også som problematisk, at håndbøgerne langt hen ad vejen tager udgangspunkt i en vestlig norm. Dette betyder, at de kulturmøder, bøgerne optegner, stort set altid involverer møder med sprogsamfund, som ligger under en ’vestlig standard’ eller beskrives som fattige, primitive, ubehjælpsomme og så videre. Dette har to konsekvenser: For det første bliver alle kulturer og samfund uden for Vesten fremstillet helt unuanceret som én samlet masse eller monolit. Chandra Mohanty beskriver i Under Western Eyes (1986), hvordan dette vestlige blik på ’de andre’ blot er med til at styrke det vestlige selvbillede og fjerne Ikke-vestens egen stemme. For det andet opstår der meget nemt et White Savior-fænomen, hvor forskeren forventes at ville og kunne forbedre levevilkårene for medlemmerne af disse samfund. Dette er en udpræget misforståelse, som kan spores tilbage til kolonitiden – at hvide, vestlige mennesker tager sig retten til at definere, at ikke-vesten har brug for hjælp samt hvordan denne hjælp skal udformes.
Lad os tale om det
Mere generelt kan man med postkolonialistisk teori i hånden rette kritik af feltarbejde-traditionen per se. Dette er f.eks. i forhold til eksotisering af ’fremmede’ sprog og kulturer, som Edward Said beskriver i Orientalism (1978). Den vestlige tendens til at gøre sig selv til talerør for andre samt hvordan dette er med til at reproducere kolonistiske magtforhold kritiserer Gayatri Spivak også i Can the Subaltern Speak (1983). Lingvistikken og feltarbejde-traditionen har mange problematiske aspekter, så der er nok at tage fat i, hvis man vil lave en postkolonialistisk kritik af den lingvistiske praksis. Det er vigtigt, at vi italesætter disse problematiske forhold – at vi er bevidste om politisk vidensmagt, kolonihistorie og globale racistiske strukturer. Vi kan ikke bare gemme os bag et farveblindt ideal eller foregive, at Vesten har en neutral position. Hvide, vestlige forskere må se sig selv dybt i øjnene og forstå deres magtfulde position. Vi er nødt til at tale om racisme og kolonialisme. Kun på den måde kan vi komme et skridt tættere på at få det afviklet.
Liv Moeslund Ahlgren er kandidatstuderende på lingvistik på Aarhus Universitet og har arbejdet med kønsstudier og postkolonialisme på sit tilvalg på bacheloren.
Håndbøger i lingvistisk feltarbejde:
Bowern, Claire. 2008. Linguistic Fieldwork: A Practical Guide. New York: Palgrave Macmillan.
Chelliah, Shobhana L. & Willem J. de Reuse (eds.). 2011. Handbook of Descriptive Linguistic Fieldwork. New York: Springer.
Crowley, Terry. 2007. Field Linguistics: A Beginners Guide. Oxford: Oxford University Press.
Meakins, Felicity, Jennifer Green & Myfany Turpin. 2018. Understanding Linguistic Fieldwork. Milton Park, Abingdon, Oxon: New York: Routledge.
Newman, Paul & Martha Ratliff (eds.). 2001. Linguistic Fieldwork. Cambridge: Cambridge University Press.
Sakel, Jeanette & Dan Everett. 2012. Linguistic Fieldwork: A Student Guide. Cambridge: Cambridge University Press.
Sarvasy, Hannah & Diana Forker. 2018. Word Hunters: Field linguists on fieldwork. Amsterdam: John Benjamins Publishing.
Thieberger, Nick (ed.). 2012. Oxford Handbook of Linguistic Fieldwork. Oxford: Oxford University Press.
Ugens oversættelse: Om lingvistikkens kolonialistiske magtudøvelse 
2019 – Internationalt år for indfødte sprog 
С*ка, бл*ть! Det er blevet forbudt at ’bande’ i Rusland – igen 
Ragnarǫk på Københavns Universitet? 
Så fik Danmark en strategi og et Nationalt Center for Fremmedsprog! 
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang
Det er godt at Liv begynder en diskussion om lingvistikkens rolle i sprogdokumentation i underprivilegerede samfund på Lingoblog.dk.
Da jeg læste Livs indlæg, tænkte jeg på en lingvist-kollegas udtale som blev (igen) beskyldt af tjene sit løn som forsker med at skrive om mindretalssprog. ”Damned if you do, damned if you don’t”. Det er lige så forkert at lade være med det, end med at faktisk gøre det. Beskyldninger som denne, kan komme fra mindretal selv, men også nogle gange også fra fagfolk.
Jeg følte mig, som sprogforsker og (eks-)feltlingvist, en smule fornærmet da jeg læste Livs indlæg på Lingoblog.dk. Kan man nogensinde gøre det rigtige? Hvis man som lingvist nægtede at beskæftige med sprog og folk der tales af mennesker i ikke-privilegerede situationer, så ville man være en racist; det er jo ofte ikke hvide mennesker der taler sprog. Men hvis man er én der alligevel arbejder med disse sprog, er man så racist, bare fordi forskeren er en privilegeret person fra et vestligt land, der tager til en jungle for at studerede sprog der tales der? Er man som nutidig forsker skyld i datidens begivenheder som slaveri og kolonialisme?
Det er godt at Liv begynder diskussionen, og det giver andre lejlighed til at reagere.
Jeg har arbejdet selv bl.a. med indianer, romaer, afrikaner, kreoler og europæer og deres sprog (flertal) – langt de fleste ikke de mest privilegerede mennesker. De har været udsæt for kolonialisme og diskrimination og de var, og er, ofte ofre for racisme. Er det så kolonialistisk når jeg arbejder med sprog som tales af fattige indianer i reservater, og er det ikke tilfældet når jeg studerer sprog i det rige Baskerlandet?
Ja, mange af de mennesker som lingvistiske feltarbejder arbejder med, de bor i ”sprogsamfund, som ligger under en ’vestlig standard’”, som Liv skriver. For det materielle, er det oftest sandt, men for det kulturelle, gør det ondt at se at der er nogle der synes at der er mennesker der ligger ”under” en standard. Hvis der er feltlingvister der beskriver deres samarbejdspartnere i feltet som ” fattige, primitive, ubehjælpsomme” er det trist.
Ja, religiøse motiver spillede en stor rolle i lingvistisk feltarbejde – i de gamle dage. Ja, det havde med magtudøvelse at gøre. Men nu om dage har langt de fleste akademikere slet ingen ønske at ændre andres religion. Selvfølgelig er der stadig missionærer der vil bringe deres Guds ord til stakkels mennesker der levede deres liv uden kendskab af deres frelser, fx dem fra Summer Institute of Linguistics/Wycliffe Bible Translators. Men de er ikke repræsentative for dem der beskriver sprog.
Alle feltlingvister er sig bevidste om magtforskelle. Forskere har en anden baggrund, og det har alt at gøre med forskernes bedre uddannelser, betalte job eller studier. Derudover har forskere et mere globalt syn på verden på grund af adgang til medierne. Mange af dem vi arbejder med er ikke så privilegerede. Hvad er så løsningen? Skal vi sørge for at de alle sammen får fjernsyn, bil, computer, walk-in closet, mobiltelefon og tilknytning til elektricitetsnettet og globale sociale netværker, eller skal de beholde deres indfødte sprog, deres hytter med tage af palmeblad og deres traditionelle jagtområder? Er man dermed en ”white savior” hvis man bidrager til deres materielle (og mentale?) fremgang, bare fordi man kommer der med optagelsesudstyr og solceller? Ja, magt spiller sikkert en rolle, men gør race det?
Liv skriver: ”Dette kalder man indenfor postkoloniale studier for farveblindhed, og det betyder, at man forsøger at afskrive race-kategorien dens betydning gennem en (påtaget) blindhed overfor race.”
Faktisk synes jeg at det er godt at disse feltarbejdebøger som Liv nævner, ikke taler om hudfarver. Det ville være forkert at nægte at der er fysiske forskelle mellem folk, og alle ved jo nogenlunde at folk i Afrika mere sandsynligt har en mørkere hudfarve end folk i Albanien. Alle forfattere af disse håndbøger/tekstbøger, bortset fra én, har i øvrigt arbejdet med sprog der tales ikke-hvide, såsom australske aborigines, bjergfolk i Sydøstasien, papuas, indianer, afrikaner og melanesiske folk. De er åbenbart ikke bange for fremmede, uanset deres udseende. Men hvorfor skulle man overhoved skrive om deres fysiske træk? Det er jo ligegyldigt.
At studerede disse sprog der tales på bjergskrænter, i ørkener og regnskove, er måske den bedste medicin imod racisme. Når man bliver bevidst om hvor smukke og komplekse (eller måske grimme og relativt enkle) verdens sprog er, så ser man at alle mennesker er sprogligt lige, uanset deres status, hudfarve, eller magtposition. Det er fuldstændig ligegyldigt at nogle af disse mennesker er sorte, gule, hvide, røde eller blå.
Hvis man vil bestride magtforskelle, er der også det militær-industrielle kompleks, olieindustri, multinationale virksomheder, palmolieselskaber, skatteparadiser, kinesiske og amerikanske investeringer i eks-kolonier, at tage fat i. Det virker mere passende, i stedet for at angribe nogle få hundrede begejstrede sprogforsker i verden der er villige til at forlade deres elfenbenstårner og bo i hængekøje og spise ris, fisk og bønner i et halvt år.
Peter Bakker, mandlig, hvid, lysøjet, vestlig, ciskønnet, ikke-handicappet, heteroseksuel, privilegeret sprogforsker.
Tak for din kommentar, og tak fordi du gad tage dig tid til at skrive den! Det ér nemlig vigtigt, at vi taler om det her.
Jeg er ked af, hvis du følte dig fornærmet, men det var på den anden side også lidt min hensigt med indlægget – at ruske op i os alle sammen. Den afmægtelige følelse af, at man som et hvidt menneske i en magtposition ikke nogensinde kan gøre noget rigtigt, tror jeg er utrolig vigtig at omfavne og anerkende. Man kan nemlig sagtens have antiracistiske hensigter men samtidig nyde godt af de privilegier, racististe strukturer giver en – det er ikke nødvendigvis noget, man kan gøre noget ved, men man er nødt til at være sig bevidst om det hele tiden.
Det er måske også derfor, jeg synes det er så interessant. Lingvistikken, og især feltarbejde-lingvistikken har jo netop til formål at kortlægge, hvor alsidigt og mangfoldigt verdens sproglige landskab er samt at formidle et budskab om, at ingen sprog er mindre værd end andre. Det er også det du skriver, og jeg er helt enig. På den måde står den moderne lingvistiks formål i direkte kontrast til dens fortid som koloni- og missionærvidenskab. Men netop fordi lingvistikkens formål har ændret sig er vi, efter min mening, nødt til at italesætte denne ændring og forstå, hvilke konsekvenser, fortidens praksis har på den moderne, modsatte praksis.
Jeg tror nemlig ikke, vi kan overvinde racistiske strukturer blot ved at hylde undertrykte sprog og kulturer. Vi er også nødt til at inkorporere systemkritik og selvkritik, fordi vi har magt. Vores forskerposition vil altid være politisk, og derfor må vi spørge os selv: ”Hvem får egentlig gavn af mit arbejde?” og ”Hvis stemmer bliver ikke hørt, idet min stemme bliver hørt?”.
I forhold til din kritik af brugen af ”farveblindhed” mener jeg heller ikke, at håndbøgerne skal kommentere på menneskers fysiske træk og hudfarve. Men jeg tror det er nødvendigt at de italesætter race, for selvom hudfarve er ligegyldigt for lingvisterne, der bruger håndbøgerne, betyder det jo noget for de mennesker, der er racialiserede og derfor påvirkes negativt af racistiske strukturer. Så når jeg taler om faveblindhed mener jeg blot, at vi skal huske at race-kategorien har en reel konsekvens for reelle mennesker, uanset om vi, hvide mennesker, ikke selv synes, hudfarve er vigtigt.
Du skriver, at det er mere passende at angribe store institutioner, olieindustirer, virksomheder og så videre i stedet for få hundrede begejstrede sprogforskere. Her er jeg fuldstændig enig, og måske er det blot ikke kommet tydeligt nok ud i mit indlæg. Det er nemlig også min personlige erfaring, at lingvister er meget bevidste om magtpositioner, koloniale forhold osv i deres praktiske arbejde. Det, jeg ønsker at kritisere, er den måde lingvistikken som videnskabelig disciplin (og dermed som institution) ikke forholder sig til disse problematikker. Mit indlæg er ment som en systemkritik!
Hele den her sag er ”damned if you do, damned if you don’t”. Sprogbeskrivelser ér vigtige, og det er, som du selv siger, en rigtig god medicin mod racisme. Selvfølgelig skal vi studere verdens mangfoldige, smukke sproglige landskab. Vi er bare nødt til at have vores selvkritik og magtbevidsthed med.
Som Liv Moeslund Ahlgren skriver, er evalueringen af kolonialistiske magtforhold og dominans i høj grad fraværende i træningsmaterialet til lingvistisk feltarbejde. Lingvistisk feltarbejde giver os værktøjer til at indsamle større mængder nøjagtig lingvistisk data, men ofte uden fokus på de sociale forhold imellem forsker og de sprogsamfund som udforskes. Forhold, som kan have en betydelig indvirkning på indsamlingen og fortolkningen af data.
Dog ses forskellige forsøg på at udfordre disse traditionelle måder at bedrive sprogforskning på. Der er udviklet en række etisk informerede og kollaborative fremgangsmåder til sprogforskning, som er anvendt i mange studier rundt omkring i verden (f.eks. Wilkins 1992, Hinton & Hale 2001, Yamada 2007, Czaykowska-Higgins 2009, Bischoff & Jany 2018). En af disse fremgangsmåder er Community Based Language Research, en model for lingvistisk arbejde, der søger at kombinere de akademiske mål med det lokale sprogsamfunds mål og ønsker, og som “allows for production of knowledge on a language that is constructed for, with, and by community members” (Czaykowska-Higgins 2009:15). På samme måde ses inden for sprogdokumentation og studier af truede sprog, gennem disciplinernes historie, et stadigt fokus på kritisk metodologisk refleksion, forskningsetik samt en søgen efter effektive metoder og fremgangsmåder.
Alt i alt er det et godt tegn, at der i de seneste årtier ses et mere udbredt fokus på deltagende samarbejde med de lokale sprogsamfund og inklusion af lokale metodologier inden for dokumenterende og beskrivende lingvistik. Der findes også lingvistisk forskning, som er dedikeret til emnet. Herunder giver vi nogle referencer, i fald man har lyst til at dykke dybere ned i ‘alternative’ måder at lave lingvistisk feltarbejde på:
Ahlers, Jocelyn C. & Suzanne A. Wertheim (eds.). 2009. Reflecting on language and culture fieldwork in the early 21st century. Language and Communication 29(3):193-286.
Bischoff, Shannon & Carmen Jany (eds.). 2018. Insights from Practices in Community-Based Research. From Theory To Practice Around The Globe. Berlin: De Gruyter.
Czaykowska-Higgins, Ewa. 2009. Research Models, Community Engagement, and Linguistic Fieldwork: Reflections on Working within Canadian Indigenous Communities. Language Documentation and Conservation 3(1):15-50.
Hinton, Leanne & Kenneth Hale (eds.). 2001. The green book of language revitalization in practice. San Diego, CA: Academic Press.
Leonard, Wesley Y. & Haley De Korne (eds.). 2017. Special Issue on Reclaiming Languages. Language Documentation and Description 14. London: EL Publishing.
Mazzoli, Maria. 2020. Michif studies: Challenges and opportunities in collaborative language research. Journal of Postcolonial Linguistics 3.
Wilkins, David. 1992. Linguistic research under Aboriginal control: A personal account of fieldwork in Central Australia. Australian Journal of Linguistics 12:171–200.
Yamada, Raquel-María. 2007. Collaborative Linguistic Fieldwork: Practical Application of the Empowerment Model. Language Documentation & Conservation 1(2):257–282.
Eeva Sippola & Maria Mazzoli
Tak for dette tematiske spor! Vil lige nævne at den am. lingvistiske antropologi har arbejdet med nogle af disse spørgsmål i meget lang tid. Der er erfaringer, modstridende holdninger, metoder og diskussioner blandt nogle af disse forskere, som man kan blive klogere af.
I et indlæg om etik ville det måske være på plads at sørge for selv at handle etisk. Billedet der bruges som illustration forestiller mig og doña Francisca Escobar fra Mexico som var en af mine første Nahuatl-lærere i starten af 2000’erne, og som var meget glad for dette billede som hendes barnebarn tog af os og som hun beholdt indtil sin død sidste år og viste frem til sine gæster og besøgende. Jeg tænker at jeg har lagt billedet på internettet et eller andetsted som bevis på at jeg havde været på feltarbejde da jeg selv var studerende og endnu ikke havde lært om hvordan internettet bevarer alt for evigt og hvordan fotos kan puttes ind i nye sammenhænge. Jeg kan ikke finde billedet andre steder end her på lingblog med en reverse google søgning, så jeg ved ikke hvor du har det fra. Men jeg ved at billedet ihvertfald ikke er public domain, og at jeg ikke har givet lov til at bruge det i nogen sammenhænge andre end mine egne. Så det vil jeg gerne bede dig om at fjerne fra dette indlæg.
Jeg er med på at billedet ser “kolonialistisk” ud med sin kontrast mellem den kække hvide mandlige lingvist med sombrero og den ældre etnisk-udseende kvinde, og at det skriver sig ind i en særligt kolonialistisk repræsentativ tradition. Men ved at bruge billedet som du gør her frarøver du både mig og Doña Francisca agens og stemme, og du gør hende til et anonymt symbol på undertrykkelse som jeg ikke tror hun oplevede i vores personlige forhold. Billedet blev taget af hendes på hendes opfordring og hun var som sagt meget glad for det. Vi havde et langt bekendtskab, faktisk en slags venskab selvom det blev kompliceret på et tidspunkt, og vi talte sammen hver gang jeg var i hendes by, indtil i 2019 da jeg sagde farvel til hende på hendes dødsleje – hvor dette billede stod ved hendes bord. Hun var en stærk og meget selvstændig kvinde, med en stor gavmildhed for at lære fra sig og en stor interesse i at hendes sprog blev dokumenteret.
I øvrigt vil jeg meget varmt anbefale “Essentials of Language Documentation” som er en håndbog redigeret af Jost Gippert, Nikolaus Himmelman og Ulrike Mosel og udgivet af DeGruyter i flere udgaver. Den har rigtig meget fokus på etik og et tæt samarbejde mellem sprogsamfundene og lingvisterne som det grundlægende aspekt for etisk feltarbejde. Det er fokus for både Arienne Dwyer’s kapitel om ” Ethics and practicalities of cooperative fieldwork and analysis” og Mosel’s kapitel om “Fieldwork and community language work”.
Det er derudover mit indtryk at størstetallet af feltlingvister der uddannes nu om dage modtager dedikeret træning i etik, og undervises i at den enlige feltlingvist der egenhændigt beskriver de fremmedes uskrevne sprog og gør det tilgængeligt for videnskaven (og aldrig vender tilbage) er en saga blot, sådan kan man ikke arbejde længere. Som Martha siger ovenfor så er det i den amerikanske tradition virkelig noget man har tænkt over og arbejdet med i de sidste tyve år – og flere og flere lingvister tilhører selv de sprogsamfund hvis sprog de beskriver. Det er naturligvis altid noget som kan forbedres, men det er en samtale som har været i gang længe.
https://www.degruyter.com/document/doi/10.1515/9783110197730/html#:~:text=Language%20documentation%20is%20a%20rapidly,record%20of%20a%20natural%20language.