Conlanging er en kunstform, der går ud på at opfinde sine egne sprog.
Bionicle er en serie af actionfigurer, som Lego producerede og solgte fra 2001 til 2010.
Te Reo Māori er et sprog i den austronesiske sprogfamilie, og tales af ca. 186.000 mennesker i New Zealand.
Dette er fortællingen om forbindelsen mellem disse tre ting.
Del 1: Actionfigurer
Jeg er født i 1995, så i 2001 fyldte jeg seks år. Jeg var derfor solidt plantet i den yngre ende af målgruppen for Bionicle, en linje af actionfigurer, som samme år blev udgivet af legetøjsfirmaet Lego. I de følgende år fyldte disse figurer meget i mine tanker, og en god håndfuld af mine barndomsminder er forbundet med de historier, der udspillede sig mellem Toaerne, Turagaerne, Tohungaerne og den onde Makuta i mine egne hænder, f.eks. på en bogreol der i legens anledning lod sig transformere til en skarp klippeafsats i junglen på tropeøen Mata Nui.
Vigtigst af dem alle var Toa Tahu: Ildens ånd, og den allerførste figur i en samling, som med tiden ville komme til at bestå af hundredevis af byggesæt. Jeg købte så meget af legetøjet, som jeg kunne komme til; først med mine forældres penge, og senere med mine egne lommepenge (hvilket i praksis var mine forældres penge, blot med et ekstra trin indskudt i processen). Hvert år udkom endnu et dusin figurer plus det løse, og hver eneste af dem havde sit eget navn, sin egen personlighed, sine egne evner og svagheder, og sin egen rolle at spille i en fortælling, der blev mere og mere kompleks og snørklet for hver nye bunke figurer, der skulle introduceres.
Denne fortælling kom til udtryk gennem den næste lange årrække ved hjælp af tegneserier, animationsfilm, hørespil, bøger, videospil, og sikkert også en hel samling apokryffe tekster, som jeg her har glemt. Hvis Bionicle-filmtrilogien svarer til Ringenes Herre, besad jeg en viden der svarede til at have nærlæst Silmarillion. Jeg var med andre ord lidt af en nørd (ja, hvem skulle have troet det?).
Bionicle har stadig en helt særlig nostalgisk plads i mit hjerte, men nutildags bruger jeg min tid på ting, der er lidt mindre nørdede. For eksempel er jeg medlem af SOLIA, det århusianske selskab for folk der opfinder deres egne sprog. Siden vi for snart et år siden begyndte at holde ugentlige møder, har conlanging været ét af de emner, der aldrig er meget langt fra mine tanker. Så da jeg for nogen tid siden ad andre veje blev mindet om den sprudlende Bionicle-saga, gik der ikke længe, før idéen meldte sig: Burde sådan en verden ikke have sit eget sprog?
Teknisk set findes der allerede et officielt Bionicle-‘sprog’. I Bionicle-materialerne stødte man ofte på tekster skrevet med en række cirkulære tegn, der indeholdt forskellige konstellationer af streger og prikker. Men enhver sprognørd kan ved første øjekast se, at der ikke reelt er tale om et sprog, men blot en såkaldt cipher: Sproget er i virkeligheden magen til engelsk, bortset fra at hvert bogstav i alfabetet er byttet ud med et nyt symbol. Det er et perfekt system til at skrive skjulte beskeder, som kunne give en ‘mystisk’ stemning, men som ikke måtte være for svære for børn at afkode. Men et sprog er det ikke. Til gengæld er det, for en entusiastisk conlanger, et oplagt grundlag for at skabe ét.
Del 2: Te Reo Māori
Et Bionicle-conlang ville selvfølgelig være nødt til at være bygget op omkring den mængde eksempler, der allerede fandtes i historien: Navnene på steder, figurer og kulturelle koncepter. Det ville for eksempel være oplagt, at ‘Toa’ (den titel, som historiens helte besidder) blev til ordet for ‘kriger’, og at ‘Tahu’ (der som sagt er ildens Toa) blev til ordet for ‘at brænde’.
Problemet er bare, at der allerede findes et sprog, hvor netop disse ord findes med netop disse betydninger. Det viser sig nemlig, at størstedelen af navnene i den første bølge af Bionicle-figurer er taget fra Te Reo Māori – det sprog, som tales af det New Zealandske Māori-folk. For en dansk seksårig der ser en farverig plastikfigur med et flammesværd er ‘Toa Tahu’ bare et sejt navn (og det er det ærligt talt stadig for en syvogtyveårig, der engang var den selvsamme seksårige). Men forestil dig at have Māori som førstesprog og blive præsenteret for en actionfigur, der vitterligt bare hedder ‘brændende kriger’… det må da virke som en lidt fantasiløs navngivning, ikke?
For en vis del af befolkningen virkede Legos brug af navne dog mere end bare fantasiløs. Sagen er nemlig den, at de tidlige år af Bionicle-fortællingen ikke blot bruger sprogets ord, men også drager hæftig inspiration fra Māoriernes kultur og religion. Det hele udspiller sig for eksempel på Mata Nui – en ø, der (med den undtagelse, at en sjettedel af øen mindede mere om en nepalesisk bjergkæde) sagtens ville kunne have befundet sig i det sydlige stillehav.
I løbet af 2001 kunne man derfor i Politiken læse en række artikler om en sag, der udspillede sig mellem Lego-koncernen og en gruppe repræsentanter for Māori-folket, der var utilfredse med Legos kommercielle brug af deres sprog og kultur. Blandt andet brød de sig ikke om, at navnet ‘Mata Nui’ (som på Te Reo Māori betyder ‘stort ansigt’, hvilket er… interessant, hvis man er bekendt med de senere dele af Bionicle-historien) var mere eller mindre åbenlyst baseret på den virkelige stillehavsø Rapa Nui, der på dansk er bedre kendt som Påskeøen.
Det egentlige problem var dog ordet ‘Tohunga’. På Te Reo Māori er ‘Tohunga’ et ord, som henviser til særligt begavede mennesker: Religiøse ledere, eksperter indenfor forskellige håndværk, astronomer, våbensmede og deslige. Det er med andre ord en titel, der medbringer en vis respekt. Lego brugte derimod ordet til at beskrive de stakkels landsbyboere, som primært eksisterede for at give heltene nogen at redde, og som man kunne få gratis med som reklame for de større figurer, når man købte et Happy Meal.
Det viste sig dog, at der til dels var tale om en misforståelse. I det oprindelige åbne brev, som Māori-repræsentanterne skrev til Lego-koncernen, krævede de juridisk godtgørelse for Legos forsøg på at tage copyright på ord fra Te Reo Māori. Lego havde imidlertid slet ikke forsøgt at tage copyright på nogen af disse ord, men kun på selve titlen Bionicle (som er en sammentrækning af den engelske frase ‘Biological Chronicle’, og altså ikke relateret til Te Reo Māori). Efter nogle måneders skriven frem og tilbage blev misforståelsen opklaret, og parterne enige om en aftale: Lego ville ophøre med at bruge et bestemt sæt af sprogets kulturelle nøgleord, og ville desuden ændre stavemåden på en del af de andre navne. På den måde blev Huki til Hewkii, Jala til Jaller, og Tohungaer til Matoraner.
Del 3: Conlanging
Hvordan håndterer man lige hele dén kontekst i en fortælling? Forfatterne bag Bionicle valgte at forklare navneskiftene ved at indføre en ‘navnedag’ i tohungaernes – det vil sige matoranernes – kultur. Dette var en ceremoni, hvor nogle af figurerne blev hyldet for særlige bedrifter med små ændringer i deres navne.
Straks sværere er det for en ansvarsbevidst conlanger at beslutte, hvordan man tager stilling til en sådan situation. Skal man helt udelade at inkludere Māori-ordene? Det ville være svært, for en del af navnene var jo stadig i brug gennem hele historien – blandt andre Tahu, som blev ved med at være en hovedpersonen mange år endnu. Skulle man kun udelade de ord, som Lego selv gik med til at udelade? Måske, men det ville jo stadig ikke være et dækkende conlang for hele historien, for det er jo en del af historien at Jaller engang hed Jala.
Og hvem siger overhovedet, at nogen ville have noget imod at man brugte disse ord? Et conlang er jo ikke et kommercielt produkt, og det involverer ikke at tage copyright på noget. Måske skulle man bare spørge Māorierne selv… men i et sprog med 186.000 talere er det usandsynligt, at man ville få noget der bare minder om en generel enighed. Måske ville det bedste være at inkludere alle de ord, der har haft noget at gøre med Bionicle, men samtidig at gøre det klart, hvor ordene kommer fra og i hvilken kontekst de oprindeligt er blevet en del af fortællingen. Når man er i tvivl om en kommunikationssituation, er det ofte et godt udgangspunkt at udlægge alle de tilgængelige fakta så forståeligt som muligt.
Så dér var altså min løsning. Jeg havde idéen til en Bionicle-conlang klart udformet i mit hoved, og var parat til at tilføje den til den evigt voksende stabel af conlangs, som jeg har lyst til at lave, men sandsynligvis aldrig vil finde tiden til.
Heldigvis for idéen er den også blevet fået af mere handlekraftige mennesker end jeg. En overfladisk efterforskning på nettet afslører, at der allerede findes et projekt ved navn ‘The Matoran Language’. Projektet har hjemme på en Tumblr-blog, og er drevet af en Bionicle-fan under pseudonymet outofgloom. Personen er anonym, men beskriver sig selv som “PhD, teacher, linguist, LEGO/Bionicle enthusiast [and] a total nerd”.
Her finder man blandt andet en parlør, en etymologisk ordbog og tre separate udgaver af en detaljeret grammatik over det matoranske sprog. Downloader man den 83 sider lange PDF-udgave af grammatikken, vil man finde hvad der rent visuelt ligner en reel professionel sprogbeskrivelse, inklusive akademiske referencer til fiktive sprogforskere i Bionicle-universet. Grammatikken indeholder også en side med en kort forklaring af sprogets virkelige forhold til Te Reo Māori, plus en oversigt over gloser. Det er med andre ord lige det projekt, jeg havde i tankerne – præcis som jeg havde forestillet mig det, og bedre end jeg nogensinde kunne have gjort det.
Hvor udbredt dette conlang er blandt de hardcore Bionicle-fans ved jeg ikke; men den er i hvert fald kendt nok til, at andre fans har brugt det til at oversætte og indspille sange på sproget.
Og dét var hvad der fik mig til at skrive dette blogindlæg. For det gik op for mig, at mit forhold til Bionicle nu ikke længere kun bestod af en nostalgisk værdsættelse og en semi-encyklopædisk viden, der stadig ligger og bobler under overfladen i min hukommelse; men også af et par interessante historier om produktlinjens interaktioner med sprog. Både hvad angår relle spørgsmål om sproglige og kulturelle rettigheder; og hvad angår en sprogrelateret hobby, som jeg ved at i hvert fald en håndfuld af Lingoblogs læsere deler med mig.
Hvis du er nået helt hertil, sætter jeg pris på at du har læst hele vejen igennem min smøre om de plastikfigurer, jeg plejede at lege med. Lad os sige, at du dermed har udvist de dyder, som Mata Nui og Turaga Vakama ville lægge vægt på: Fællesskab, Pligt, Skæbne.
Gustav Styrbjørn Johannessen er kandidatstuderende i Lingvistik på Aarhus Universitet. Han arbejder i øjeblikket på sit speciale om skriftlig formidling af sprogvidenskab, og kan opleves til Sprogense 2023 til september, hvor han vil fortælle om sprogets rolle i mytologiske fortællinger.
