I de danske sprogvidenskabelige og især sprogpædagogiske kredse møder man ofte den idé, at barnets sprogtilegnelse er begrænset til en kort forudbestemt tidsramme, og at det er vigtigt, at børn får så meget sproginput som muligt, inden dette “sprogvindue” lukker. Ny forskning viser imidlertid, at det ikke er mængden af sprogligt input, der er så vigtigt, men i stedet hvor meget børn får mulighed for at øve sig i at bruge sproget i dagligdagen. Sprogvinduet forbliver således på klem hele livet, hvis barnet bliver ved med at øve sig.
Myten om sprogvinduet
I den sprogvidenskabelige litteratur er der skrevet meget om et sprogvindue, som begynder at lukke tidligt i barnets liv, måske allerede ved femårsalderen. Implikationen af sådan et sprogvindue er, at man kun kan opnå fuldendt sprogbeherskelse, hvis sprogindlæringen finder sted inden periodens udløb. Idéen er, at menneskehjernen fra biologiens side er optimalt indstillet til at lære sprog i den tidlige barndom, og at den går igennem en modningsproces, der hurtigt formindsker evnen til at tilegne sig et sprog. Der er derfor en generel bekymring om, at børn ikke bliver kompetente sprogbrugere, hvis ikke de voksne skynder sig at få så meget sprog som muligt ført gennem dette sprogvindue, før det lukker.
Selvfølgelig er det nemmest at lære sprog — såvel modersmål som fremmedsprog — som barn. Ligeledes er det nemmest at lære at cykle eller at blive god til violin eller badminton, hvis man starter i en ung alder. Men ældre børn og selv voksne kan stadig blive dygtige cyklister eller lære at ramme en fjerbold, uden at den går i nettet. Faktisk så diskuterer forskere jo aldrig, hvorvidt vi fødes med et cykel- eller et badmintonvindue — hvorfor skulle vores sproglæring så være begrænset til et hurtigt lukkende sprogvindue? Dette skyldes, at sprogvidenskaben i mange år var præget af en overbevisning om, at sprogtilegnelse i en neurologisk og kognitiv forstand skal forstås som en særlig proces, som er uafhængig af vores generelle læringsevner. Sprogindlæringen er således af mange blevet beskrevet som en biologisk fastlagt proces, som udfolder sig relativt automatisk gennem barndommen, næsten på samme måde som små børn får tænder: Hvis blot barnet får nok “næringsstof” — altså sproginput — inden for den genetisk forudbestemte periode, udvikles sprogfærdighederne uforstyrret.
Men især i de sidste to årtier har forskere indsamlet en stor mængde videnskabelige resultater, der viser, at sprogtilegnelsesprocessen faktisk har mere tilfælles med at lære at cykle eller at spille violin end at få tænder. Sprogtilegnelsesprocessen er ikke “særlig” — den bygger på de samme generelle læringsevner, som alle de andre færdigheder, vi tilegner os. Det er altså ingen passiv udvikling men en intens øvelsesproces, der ikke kun kræver sproginput, men også aktiv deltagelse fra barnets side. I dette perspektiv giver det derfor ikke mening at betragte sprogtilegnelsesprocessen som en kort begrænset periode, for så længe man har mulighed for at øve sig, så kan man vel blive ved med at lære. Hvis der findes et vindue for sprogindlæring i hjernen, så lukker det i hvert fald aldrig helt, men står på klem gennem hele livet.
Øvelse gør mester
Nyere studier viser, at modningsprocesser i hjernen faktisk ikke har så stor betydning for sprogudviklingen, som sprogvidenskabsfolk tidligere havde antaget. I 2012 sammenlignede den amerikanske børnesprogsforsker Jesse Snedeker og kollegaer tilegnelsen af ordforråd og grammatik hos to grupper af adoptivbørn i USA, som var kommet til landet enten som tumlinger (under 18-månedsalderen) eller som førskolebørn (fireårsalderen i gennemsnit). Forskerne observerede, at de to gruppers sprogevner, på trods af aldersforskellen og de tilhørende forskellige stadier i hjernemodningen og kognitiv udvikling, faktisk nåede alle de sproglige milepæle i den samme rækkefølge og tempo, samt opnåede det samme niveau af sprogbeherskelse. Dette resultat tyder på, at sprogøvelse gør mester uafhængigt af, hvornår børn går i gang. For hvis der fandtes et sprogvindue, som lukker helt i femårsalderen, så skulle den ældre gruppe klare sig dårligere sprogligt set end den yngre gruppe.
At blive rigtig god til noget — om end det er sprog eller violin — kræver altså primært, at man får rig mulighed for øvelse. Men det er ikke alle børn, der får denne mulighed. I et klassisk studie fra 1990’erne viste de amerikanske forskere Betty Hart og Todd Risleys, at børn af højtuddannede forældre i de første fire år af deres liv i gennemsnit hører op til 30 millioner flere ord end børn af forældre på overførselsindkomst. Samtidigt viste de, at børnene fra de højtuddannede familier klarede sig bedre sprogligt senere i livet. Dette velkendte resultat fortolker mange som betydende, at man kan udligne denne ordkløft ved blot at sørge for, at børn hører rigtigt mange ord. Også i Danmark hører man ofte, fx fra pædagoger og skolelærer, at de voksne skal “fylde på med sprog”. Imidlertid ved vi nu, at barnet får de bedste muligheder for at øve sig i at blive en kompetent sprogbruger, når det deltager aktivt i samtaler, hvor børn og voksne skiftes til at sige noget. Hvis det bare handlede om at fylde på med ord, ville vi kunne nøjes med at give børn høretelefoner på og afspille en masse lydbøger; men det ville børn ikke få meget gavn af!
Forskning viser nemlig, at det er aktiv deltagelse i interaktioner, altså turtagning, der er afgørende for udviklingen af gode sprogfærdigheder, snarere end antallet af ord, som man hører. Det viser bl.a. et nyt studie fra den amerikanske forsker Rachel Romeo og kollegaer: Den sprogfremmende effekt af engagerede voksen-barn samtaler er så meget større end effekten af at fylde på med sprog, at den endda kan ses på skanninger af hjernen. Børn, der aktivt er engageret i samtaler, har mere neural aktivering af Broca’s regionen (en del af hjernen som er vigtig for sprogudøvelse) — og det er uafhængigt af hvor mange ord, den voksne producerer i samtalen. Det betyder, at når barn og voksen skiftes til at have taleturen, får barnet selv lov til at afprøve sproget i interaktion med andre, mere kompetente sprogbrugere. Denne viden om betydningen af interaktioner er vigtig at have, da sprogvindue-metaforen faktisk ligefrem kan have en skadelig effekt på børnene, hvis det får de voksne til at presse for meget sprog på børnene på bekostning af turtagning.
Tal med barnet og ikke til barnet
Så måske behøver vi ikke at bekymre os så meget over sprogvinduet, for så længe vi giver børn rig mulighed for at øve sig med sproget, kan læringsprocessen fortsætte — eller sågar igangsættes. For på samme måde som et barn ikke bliver en god violinist af blot at lytte til andre som spiller på instrumentet, så kræver god sprogtilegnelse også langt mere end at høre sproget. Jo mere man øver sig, jo bedre bliver man, og derfor gælder det stadig om at starte tidligst muligt, og her fungerer sprogvindue-metaforen ganske udmærket. Men i stedet for at fokusere på ord-kvantitet, hvor vi ved at tale til barnet forsøger at lukke “30-millioner-ordkløften” med en masse ord, bør fokus i langt højere grad være på at tale med barnet.
En ny undersøgelse fra sprogforskeren Marisa Casillas og kollegaer har påvist at børn, som lærer stammesproget Tseltal i Mexico, gennemsnitligt hører meget færre ord end børn i Nordamerika og Europa i løbet af deres barndom. Alligevel kunne man måle, at Tseltal-lærende børn opnår lige så højt sprogniveau som børn i den vestlige verden. Dette resultat står i skarp kontrast til fyld-på-med-sprog-princippet, som ville forudsige, at Tseltal børn skulle halte efter vestlige børn rent sprogmæssigt. I Tseltal-samfundet er der ikke tradition for, at barnets sproglige input fordeles jævnt over hele dagen. Derimod indgår barn og voksen aktivt i et mindre antal intense samtaler, som typisk sker i forbindelse med rutineaktiviteter, såsom madlavning. Den samlede mængde af sproginput for det enkelte barn er altså i gennemsnit mindre end i vores samfund, men det bliver til gengæld komprimeret i korte og interaktive “øvesessioner”, der maksimerer barnets mulighed for aktiv læring.
Som forælder eller pædagogisk personale er det selvfølgelig ikke altid realistisk i en travl hverdag at snakke med barnet/alle børnene hele tiden. I stedet kan vi skabe flere muligheder for rige samtalekontekster med mange turtagninger på de tidspunkter, hvor vi alligevel er sammen med dem — ved måltider, sengetid, badetid, osv. For det handler jo om øvelse, og man øver sig allerbedst sammen med de voksne, som allerede mestrer sproget.
Hvis du vil vide mere:
Casillas, M., Brown, P., & Levinson, S. C. (2019). Early language experience in a Tseltal Mayan village. Child Development, 91, 1819-1835.
Chater, N. & Christiansen, M.H. (2018). Language acquisition as skill learning. Current Opinion in Behavioural Sciences, 21, 205-208.
Hart, B., & Risley, T. R. (1995). Meaningful differences in the everyday experience of young American children. Paul H Brookes Publishing.
Højen, A. (2020). Din hjerne kan lære sprog hele livet… Lingoblog.dk
Romeo, R. R., Segaran, J., Leonard, J. A., Robinson, S. T., West, M. R., Mackey, A. P., Yendiki, A., Rowe, M. L., &Gabrieli, J. D. E. (2018). Language Exposure Relates to Structural Neural Connectivity in Childhood. Journal of Neuroscience, 38. 7870-7877.
Snedeker, J., Geren, J., & Shafto, C. L. (2012). Disentangling the effects of cognitive development and linguistic expertise: A longitudinal study of the acquisition of English in internationally-adopted children. Cognitive Psychology, 65, 39-76.
En tidligere version, med en mere pædagogisk vinkel, har været bragt i tidsskriftet Børns Hverdag, vol. 4-2020.
Fabio Trecca er adjunkt ved Trygfondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.
Morten H. Christiansen er Professor MSO ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, samt The William R. Kenan, Jr., Professor of Psychology på Cornell University i USA.
Fabio og Morten arbejder sammen i Puzzle of Danish–forskningsgruppen, hvor de undersøger, hvorfor dansk er svært at lære for danske børn.
“Fyld-på-med-sprog”-princippet svarer til “tankpasserpædagogikken” inden for folkeskoleundervisning. Det er så godt som et dogme at sproget er et kommunikations-middel, men reelt er det et udtryksmiddel. Hvis vi hører noget vi ikke er modne til, hører vi simpelthen ikke efter; vi er nødt til at selv at bruge sproget for at det kan modnes. Lytten er sekundært, til gengæld får man meget ud af lidt når man endelig er parat til at lytte.
Jeg synes ikke teorien om et “sprogvindue” gendrives af den forskning der her er refereret. Vi har grusomme historier som den om Genie i USA, som blev lukket inde i et rum og aldrig talt til, og som aldrig udviklede noget sprog efter hun blev befriet. Det er almindelig kendt at man ikke lærer at tale et sprog uden accent hvis man ikke er blevet udsat for det før puberteten (om end der er temmelig stor individuel variation i så henseende). Men tankpasserpædagogikken har fået endnu et grundskud.