Hen over sommeren er det Lingoblogs fornøjelse at bringe dig anmeldelser af bøger, så du ikke går ned på god lingvistisk litteratur mens du slænger dig på stranden, hygger dig i sommerhuset eller skal fordrive tiden i flyveren mod varmere himmelstrøg. Denne uge bringer vi en anmeldelse af “Fra gammeldansk til nydansk – Fra umarkerede kasusformer til markeret artikelløshed og enhedstryk.”
Har du også tænkt over at man på dansk kan udtrykke to helt forskellige betydninger af vendinger som stå på toget alt efter hvordan man lægger trykket? Hvis man har lige stærkt tryk på de to ord stå og toget (hovedtryk, angivet med stregen Ꞌ), har udtrykket noget at gøre med at stå op på lodret maner, som i vi bliver nødt til at Ꞌstå på Ꞌtoget; der er nemlig ikke flere siddepladser. Hvis man derimod kun har hovedtryk på Ꞌtoget, har udtrykket at gøre med at komme ind i et tog, som i vi bliver nødt til at stå på Ꞌtoget nu; det kører nemlig lige om lidt.
Konstruktionen med kun et hovedtryk kaldes inkorporation. Substantivet tog er nemlig inkorporeret i en fælles syntaktisk enhed (stå på Ꞌtoget). Populært sagt smelter de forskellige ord (fx substantiver som tog og verber som stå + eventuelt præpositioner som på) sammen, og tilsammen danner de sammensmeltede ord en fælles betydning der kan være ret forskellig fra den betydning som de forskellige ord har hver især. Tænk bare på forskellen på hun Ꞌskrev Ꞌopgaven i søndags og hun skrev Ꞌopgave i søndags. I det første eksempel (med hovedtryk på både skrev og opgave, og med bestemt artikel på ordet opgave) siger man faktisk at opgaven blev skrevet færdig. I det andet eksempel har man kun fortalt noget om opgaveskrivning, men ikke noget om om der kom en færdig opgave ud af anstrengelserne. Man kunne endda bruge den anden sætning om en situation hvor der blev skrevet opgave hele dagen uden at der overhovedet blev tastet et eneste ord! I denne anden sætning er substantivet opgave blevet inkorporeret i det samlede udtryk (skrive Ꞌopgave), og det betegner en aktivitet snarere end en begivenhed med et færdigt resultat.
Der er en del sproglige midler man kan bruge for at få de forskellige betydningsforskelle frem. I moderne dansk følges inkorporation først og fremmest af såkaldt enhedstryk. Men også bestemthed spiller en vigtig rolle.
Hvis man siger hun Ꞌspiser en Ꞌfisk (med ubestemt artikel og hovedtryk på både spiser og på fisk), beskriver man en situation hvor en fisk bliver spist! Det kan næsten ligne reportage hvor reporteren fx ret for ret beskriver hvad man kan se ske. Hvis man derimod siger hun spiser Ꞌfisk (uden bestemthedsangivelse og kun med ét hovedtryk (på fisk)), kunne man også beskrive en situation hvor en person spiser en fisk, men man kunne lige så vel give en karakteristik af den person der beskrives. Det kunne fx være relevant hvis man har inviteret folk til middag og ikke er helt klar over hvem der spiser hvad. Hun spiser Ꞌfisk kan snildt bruges til at sige om en omtalt person at hun er vegetar – af den slags som spiser fisk. De betydningsnuancer der er knyttet til de to forskellige udtryk, hænger sammen med brugen af bestemthedsangivelse (er der en bestemthedsangivelse, fx en artikel, eller ej) og med trykfordeling.
Det er et ret udbredt fænomen i en række af verdens sprog at forskellige midler kan bruges til at inkorporere substantiver i verbet, eller – mere teknisk udtrykt – i prædikatet.
Mange har spurgt sig selv hvilken rolle forbindelsen mellem bestemthedssystemet (især brugen af artikler eller mangel på samme) og enhedstryk spiller ved inkorporation i moderne dansk, og forskellige aspekter af dette er blevet undersøgt mere end en gang. Kathrine Thisted Petersen har dog også spurgt sig selv hvordan det moderne system mon er kommet i stand, og hvordan systemerne så ud førhen i tiden. Kunne man i gammeldansk også have inkorporation? Hvis ja, hvordan kom det så til udtryk? Af indlysende grunde kan man ikke bare undersøge trykfordeling i den tids sprog – der rendte ikke ligefrem sprogforskere rundt med optageudstyr i 1300-tallet! Man kan heller ikke undersøge udtryk med bestemte og ubestemte artikler, for i gammeldansk havde man slet ikke den samme brug af artikler (faktisk klarede man sig glimrende helt uden artikler i masser af sammenhænge – ligesom man gjorde i latin, og ligesom man stadig gør i russisk). I sin bog fremlægger Petersen en hypotese om at der også i gammeldansk fandtes inkorporation, men at man benyttede sig af andre udtryksmidler dengang (nemlig det daværende kasussystem), og at man siden hen i ældre nydansk (groft sagt tiden 1500-1750) brugte igen andre midler (det var nemlig dengang artikelsystemet var blevet til et rigtigt system med både bestemte og ubestemte artikler og med nye muligheder for substantiver uden artikler).
Bogen er en revideret version af Petersens ph.d.-afhandling fra 2015. Den er sprænglærd og imponerende i sin ambition om at lave en samlet beskrivelse af et meget kompliceret fænomen. Man kan lære meget om inkorporation, om enhedstryk og om både gammeldansk og moderne dansk ved at læse denne bog.
Eva Skafte Jensen er grammatiker og sproghistoriker. Hun er ansat som seniorforsker i Dansk Sprognævn.
Fra gammeldansk til moderne dansk. Fra umarkerede kasusformer til markeret artikelløshed og enhedstryk. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund 2018. 243 s.
En historie om hvordan ‘gol’ og ‘grov’ blev til ‘galede’ og ‘gravede’ 
Begejstrende bog om de danske dialekter – og skånsk 
Er baskisk beslægtet med dansk? Eller er baskisk stadig et isolat? 
Dansk sprog i brug gennem 800 år: fra ”hwa sum bi hauer” til ”va mæ kulturen” 
Bogen ”Ordet fanger” fanger 
Sproglidenskab: Slående opdagelser om sprog