NOW THAT’S WHAT I CALL LINGUISTIC CHRISTMAS

Nu’ det jul igen – og hvad er julen uden julesange? Mange af os regner juletiden som skudt i gang det øjeblik, ”Last Christmas” for (årets) første gang overrasker os i et supermarked i slut-november. Og udsigten til, at vi i år helst ikke skal synge juleaften pga. corona, har fået national mediedækning siden november! Vi kan simpelthen ikke få nok af julens musik!!

… Eller hvad? Måske er du ved at køre sur i julemusikken. Kan man virkelig høre ”All I Want for Christmas is You” hele december uden at blive sindssyg, tænker du måske? Altså, jeg ville umiddelbart svare ja, men… Jeg forstår. Du mangler variation! Jeg har gravet lidt på nettet og spurgt om hjælp på Twitter, og nu er jeg glad for at kunne præsentere NOW THAT’S WHAT I CALL LINGUISTIC CHRISTMAS: 27 bud på julesange på sprog og dialekter, du (måske) ikke er vant til at høre dem på!

Hator, Hator (baskisk)

En klassisk juelsang på baskisk, Europas eneste isolatsprog. Hator, hator betyder ‘Kom, kom’ – sangens første linjer kan oversættes til ”Kom hjem, kom hjem, lille dreng – kom hjem og spis ristede kastanjer og fejr julenat.”

 

Den synnejysk julesang (sønderjysk)

En sønderjysk version af den engelske julesang ”12 days of Christmas”, der gik viralt for et par år siden – i hvert fald i Sønderjylland!

 

A Natale Puoi (italiensk)

De første par linjer af denne italienske julesang lyder “Når det er jul, kan du det, du ellers aldrig kan – du kan begynde at lege igen, du kan begynde at drømme igen.”

 

Talj, talj (arabisk)

Talj, talj (’Sne, sne’) er fra Libanon, og den bliver sunget af en af den arabisk-talende verdens kendteste sangere, Fairuz.

 

Merry & Happy (koreansk)

Den koreanske pop-scene er enorm, og der er også et væld af julesange at vælge imellem! Her kommer et bud fra pigegruppen TWICE.

 

Quan Somrius (catalansk)

Quan Somrius (’Når du smiler’) er en moderne julesang lavet som et samarbejde mellem forskellige catalansk-talende popgrupper.

 

I Yust Go Nuts at Christmas (“svensk-amerikansk”)

Den norsk-amerikanske komiker Harry Stewart havde fra 1930’erne og frem stor success med sin karakter Yorgi Yorgesson, der talte en overdrevet svensk-amerikansk variant af engelsk. Yorgi lavede lidt af et julehit i 1949 – lyt selv her!

 

Oi, koledo (bulgarsk)

Her kommer en sang på bulgarsk. Oi, koledo betyder ‘Åh, jul’!

 

Mama, Donde Estan los Jugetes (spansk)

Jeg fik flere bud på spanske julesange på Twitter, men jeg blev nødt til at vælge denne, der kom med følgende beskrivelse: ”Den værste/bedste spanske julesang, hvor en mor ’gaslighter’ sin søn til at tro, at det er hans skyld, at Jesusbarnet ikke har gaver med til ham til jul!” (Tak, Camilo Ronderos!)

 

Betlehemu (yoruba)

Den nigerianske musiker, aktivist og underviser Babatunde Olatunji skrev i samarbejde med korlederen Wendell P. Whalum denne sang til koret ved Morehouse College i Georgia i starten af 1950’erne. Sangen indgår stadig i korets repetoire. Her synger de den i 2018:

 

Narodil se Kristus Pán (tjekkisk)

Her er en meget typisk julesang på tjekkisk – titlen kan oversættes til ‘Kristus, herren, er blevet født’.

 

Chidda notti disiata (siciliansk)

På Sicilien taler befolkningen ikke kun italiensk, men også siciliansk, som klassificeres som et selvstændigt sprog (og ikke som en dialekt – tak, Virginia Calabria)! Her er en sang fra et helt album med sicilianske julesange!

 

Te Kaiwhakaora O Te Ao (maori)

Den new zealandske popmusiker Theia skriver sange på både engelsk og maori, den oprindelige new zealandske befolknings sprog. Sidste år udgav hun denne originale julesalme på maori – titlen kan oversættes til ‘Verdens frelser’.

 

Es wird schon glei dumpa (bayersk)

Bayersk tales både i det sydlige Tyskland og i Østrig. Sangen her er skrevet af en østrigsk digter, og er blevet en populær julesang. Titlen betyder ‘Det bliver snart mørkt’.

 

Jõuluingel (estisk)

Her kommer en julesang på estisk – titlen betyder ‘Juleengel’.

 

Deda Mraze ne Skreci Sa Stace (serbisk/bosnisk/kroatisk)

Aleksandra Salamurovic sendte flere forskellige julesange ind – denne kom med beskeden: ”Den første er på bosnisk/serbisk/kroatisk fra jugoslavisk tid (fra min barndom).” Titlen kan oversættes med ‘Fader Frost, hold dig til vejen’.

 

Los tres rei (asturisk)

Her er en børnejulesang om de tre vise mænd på asturisk, der tales i Spanien.

 

In der Weihnachtsbäckerei / Die Nacht ist Vorgedrungen (tysk)

Jeg har også fået mange gode tyske julesange tilsendt, og jeg har valgt to meget forskellige bud. Den første blev sendt med beskrivelsen ”Den ultimative tyske børnejulesang” (tak, Dennis Dressel)! Den anden har en interessant, men dyster baggrund; den blev skrevet som et digt i 1937 af Jochen Klepper, og handler om, at i mørket vil selv dem, der har det svært, finde lys igen.

 

Tulkoon joulu (finsk)

Tulkoon joulu (’Lad julen komme’) er en finsk julesang af Pekka Simojoki. Her får du den i bandet Raskasta Jouluas version. Bandets navn betyder ‘Heavy jul’, og de har siden 2004 specialiseret sig i heavy metal-versioner af finske julesange!

 

V Viflejemi Novina (rusinsk)

Her kommer en julesalme på rusinsk, en østslavisk sprogvariant, der af nogen regnes for en dialekt af ukrainsk og af andre for et selvstændigt sprog.

 

Holy Moly Holy Night (japansk)

Et spritnyt julehit fra popsangerne CHANMINA og SKY-HI!

 

Nadal de luintra (galicisk)

Her er endnu en julesang på et minoritetssprog, der tales i Spanien, nemlig galicisk.

 

Jul, jul, strålande jul (svensk)

En utroligt populær julesang, der også er blevet fortolket på norsk og dansk. Her får du den dog på originalsproget.

 

Als de Eerste Sneeuw Valt (nederlandsk)

Her er en spritny julepopsang fra Nederlandene!

 

V Lesu Rodilasj Elochka (russisk)

V Lesu Rodilasj Elochka (’Et nytårstræ blev født i skoven’) er den kendteste russiske børnejulesang – eller snarere nytårssang. I Rusland er det nemlig nytåret, der fejres med juletræ og gaver!

 

It’s Hard to Be a Nissemand (nisse-engelsk)

This yule-klassiker on the blandingssprog nisse-engelsk skal simplehen with på the list!

Og det var, hvad jeg havde til jer i denne omgang! Kæmpestort tak for hjælpen til Aleksandra Salamurovic, Andrea Bruun, Anna-Kaisa Jokipohja, Bea Gómez Vidal, Bilyana Todorova, Camilo Ronderos, Dennis Dressel, Elena Castroviejo, @Elenaryk, Eleonora Sciubba, Elisabeth Apicella, Franco Pauletto, Hanna Thaler, Jakub Mlynář, Kristian Mortensen, Nicholas Mikkelsen, Sergio López-Sancio, Sofia Navarro, Sophia Fiedler, @TioMiel, Virginia Calabria og @whereabeat, som har sendt links og information om julesange til mig på Twitter! Her kan du finde hele tråden og bl.a. se flere tyske og spanske sange!

Du kan også finde en samlet playliste med de fleste af ovennævnte sange her.

Glædelig jul!

 

Maria Jørgensen er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet, hvor hun arbejder med grammatikken i spørgsmål i danske samtaler. Og så er hun tosset med sange på alle mulige forskellige sprog!

4 kommentarer til “NOW THAT’S WHAT I CALL LINGUISTIC CHRISTMAS”

Skriv en kommentar