I anledning af årsdagen for Miguel de Cervantes’ død fejres Spansk Sprogdag i FN d. 23. april for at anerkende og øge bevidstheden om dets historie, kultur og brug. FN anerkender, udover spansk, også arabisk, kinesisk, fransk og russisk som officielle sprog i organisationen. Ideen om flersprogethed og bevaringen af de mange forskellige sprog findes ikke blot i FN, men også i Spanien. Selvom mange mennesker uden for landets grænser ikke kender til Spaniens flersprogede virkelighed, er Spanien i dag et land, der kan tælle hele seks officielle sprog: spansk (også kendt som castiliansk), catalansk, valenciansk, galicisk, baskisk og aranesisk. Tag bare et kig:
Spanien fører sprogpolitik, der fremmer brugen af alle de officielle sprog inden for landets grænser, og så sent som i september 2023 besluttede man i Kongressen (det spanske “Folketing”) at tillade brugen af co-officielle sprog i dens debatter og parlamentariske initiativer. Men i langt de fleste tosprogede regioner i Spanien – dvs. regioner, der har et andet officielt sprog ud over spansk – kan man se en sproglig ubalance, hvor spansk har en dominerende position i forhold til de andre officielle sprog. En af hovedårsagerne til dette er globaliseringen, som gør, at sprog ofte ses som blot et “nyttigt værktøj”: På det globale sprogmarked (de Arnoux, 2014) har et sprog som spansk, der når ud til flere hundrede millioner indbyggere, større betydning og værdi. Diskurser, der er afledt af denne ideologi, kan føre til en farlig situation for minoritetssprogene, idet de kan blive stigmatiseret og skubbet i baggrunden, og med tiden kan det også resultere i, at disse sprog går tabt.
Vejen til frelse: neo-taleren og galicisk i Galicien
Et eksempel på ovenstående situation er galicisk i Galicien. Denne selvstyrende region, med omkring 3 millioner indbyggere i den nordvestlige del af halvøen, har spansk og galicisk som officielle sprog. I byområderne er det dog meget sjældent, at man hører unge mennesker tale galicisk, da denne transmission mellem generationerne i stigende grad går tabt. Det vil sige, at de ældre generationer har tendens til at tale spansk til de nye generationer af ovennævnte grunde, og det er almindeligt at høre kommentarer som følgende:
- “Galicisk tales af meget få mennesker og er ikke nyttigt for din fremtid”
- “Galicisk er ubrugeligt og vil ikke få dig nogen steder”
- Og mange flere…
Denne type kommentarer viser de diskriminerende sproglige holdninger, som galicisk og dets talere lider under, og som får mange mennesker til at skamme sig over at tale sproget.
Et fænomen, der udfordrer de negative holdninger til minoritetssprog, er neo-talere. En neo-taler er en person, der træffer en bevidst beslutning om at skifte fra sit hovedsprog – i dette tilfælde spansk – til et minoritetssprog, som vedkommende har lært uden for sit familiemiljø – i dette tilfælde galicisk. Den mest almindelige profil for en galicisk neo-taler er en ung person, der bor i et byområde, som er vokset op i et spansktalende miljø, og som ikke har haft mulighed for at bruge galicisk til daglig.
Denne proces (kaldt sproglig konvertering) repræsenterer til en vis grad genoprettelsen af brugen af galicisk, især i byområderne, og symboliserer er et håbefuldt incitament til at sikre sprogets fremtid og dermed også bidrage til transformationen af de uligheder, som det galicisktalende samfund har gennemlevet.
Kort sagt er det altså et udtryk for et nyfundet engagement for galicisk, og det repræsenterer, for nogen, en modstandsbevægelse mod den spansksproglige dominans. Med Mercedes Queixas’ ord (neo-taler og nuværende medlem af det galiciske parlament): “At tale galicisk var en øvelse i social bevidsthed og finde fred med mig selv”. Dette understreger, at sprog for mange mennesker ikke blot tjener et formål, men også bærer et ideologisk element..
Opsummerende kan vi stille os selv følgende spørgsmål: Sikrer neo-taleren fremtiden for galicisk og andre minoritetssprog i Spanien?
Vi har endnu ikke et svar på dette spørgsmål. Vi mener, at fænomenet dybest set er symbolsk, da der endnu ikke er nok neo-talere til at skabe en målbar forandring – i hvert fald ikke i den nærmeste fremtid. Neo-talende har dog bestemt en værdi i sig selv, fordi de repræsenterer en gylden mulighed for at øge antallet af talere af det pågældende sprog og udbrede det til områder, hvor sproget er mindre brugt. Denne praksis kan, forhåbentlig, i sidste ende føre til en bevaring af sproget, og måske endda hjælpe med at øge overførslen af sproget fra generation til generation.
Anbefalet bibliografi
https://neofalantes.gal/
https://www.un.org/es/observances/spanish-language-day
https://mpt.gob.es/politica-territorial/autonomica/Lenguas-cooficiales.html
https://www.researchgate.net/publication/264548187_Perfiles_de_neohablantes_de_gallego
https://www.youtube.com/watch?v=TREhLstiwnM
file:///C:/Users/USUARIO/Downloads/de%20Arnoux%20(2014).pdf
https://www.enterat.com/actualidad/lenguas-oficiales-cooficiales-espana.php
Manuel David Paradela Loureiro er galicisk kandidatstuderende i interkulturelle studier ved Aarhus Universitet. Hans interesseområde fokuserer på regionen Galicien (Spanien) og studiet af denne region fra en sociolingvistisk, kulturel og politisk synsvinkel.
Natalia Struve Araya Rodriguez er dansk-chilensk kandidatstuderende i interkulturelle studier ved Aarhus Universitet. Hendes interesseområde er primært latinamerikansk historie og kultur og de relationer, som den spansktalende verden har til resten af verden.
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang 
Melodi Grand Prix for europæiske mindretalssprog kommer til Danmark 
Hispanofoni og panhispanisme. Enhed i mangfoldighed i globaliseringens tid 
The Language Song/Oqaatsigut 
Hvem taler hurtigst? 
Hvordan taler vi om befolkningsgrupper, der er anderledes end flertallet?
Spændende artikel.
Men du glemmer engelsk, det er også et af de officielle sprog i FN.