”Det’ fjerde gang i den her uge jeg krydser Storebæltsbroen //
midt om natten i min bil, vil du holde mig vågen
// med din stemme, snart er jeg hjemme”
Jeg har i de sidste par år set ekstra meget frem til omkvædet i den dansksprogede popmusik. Den del af nummeret, der historisk har skullet smide en krog i din opmærksomhed, og trække dig med i de næste 2-3 minutter. Guldimunds seneste single, ”Storebæltsbroen”, skuffede mig heller ikke på nogen måde, da den droppede for et par måneder siden, med et omkvæd der først opbygger spænding med hurtige fraser, der har en lille ambitus, for derefter at forløse spændingen med først et spring på ”stemme”, fulgt op af et yderligere på ”hjemme”. ”Storebæltsbroen” har nok Guldimunds mest sangbare omkvæd til dato, og det tror jeg er et ret bevidst valg – han har allerede bevist at hans mere kunstneriske sangskrivning fanger folk, så det er naturligt at udforske andre musikalske greb. Det bliver spændende at følge hvilke veje Guldimunds sangskrivning udvikler sig den næste tid, om det er et tegn på en ny retning eller blot en enlig svale.
Samtidig indeholder teksten til ”Storebæltsbroen” nogle overlap med en del anden dansksproget popmusik fra de seneste par år, og jeg vil derfor benytte denne sang som en guide til at lave nedslag i forskellige lyriske tematikker. Det er primært nogle tematikker jeg har identificeret i musik skrevet af den generation af sangskrivere og musikere, der er født omkring begyndelsen af 90’erne, og som jeg i den følgende artikel vil prøve at udfolde og diskutere på forskellig vis. Mit fokus vil i høj grad være på Guldimund, Tobias Rahim og Andreas Odbjerg, da de er nogle af dem jeg har beskæftiget mig mest med.
”Der er ingen gode steder at danse disko i KBH!”
Den første tematik er, at der er lidt flere stedsspecifikke referencer i teksterne. Det er ikke en hvilken som helst bro Guldimund krydser, men Danmarks største, Storebæltsbroen, som de fleste danskere nok på et eller andet tidspunkt selv har krydset. Når teksten referer til et specifikt sted, sætter det automatisk billeder i gang i hovedet, idet vi faktisk kender den specifikke bro, og måske selv har historier forbundet dertil.
Samtidig kan det også bruges til netop at tale til et lidt mere specifikt publikum, hvis man laver en reference til et meget lokalt sted – som oftest en bar. Det mest kendte eksempel er nok Tobias Rahims ”Mucki Bar,” det brune værtshus på Nørrebro i København hvor Rahim (vist nok) arbejdede på deltid. Yderligere kan man argumentere for at hele Rahims Når Sjælen Kaster Op-album er en lang udforskning af livet som dansk/kurder i København anno 2022. Stemningen sættes fra start af med nummeret ”07/6A”, om buslinjen der går igennem Nørrebro.
Andreas Odbjerg bringer os også flere steder ind i en dansk kontekst, om end på en lidt anden måde end de to foregående: Han refererer ikke til steder, men personer. På hans ”Slipsedreng” fra tidligere i år, nævnes Ida Wohlert, vært på Go’ Morgen Danmark, og i nummeret ”Facebook” fra 2022, der blev udgivet kort før Folketingsvalget, nævnes Pernille Vermund. De fleste danskere kender til og ved hvad Go’ Morgen Danmark er, og Pernille Vermund var som partiformand for Nye Borgerlige ofte i medierne, særligt under COVID-19.
Tekstuniverserne er herved eksplicit danske, via referencerne til de kendte vartegn, byer eller personer, men også helt ned på et lokalt plan, hvor du måske kan genkalde dig den præcise lugt af værtshuset eller bussen.
Det er måske ikke så underligt at der bliver sunget om Danmark, med tanke på hvordan COVID-19 låste os alle fast i vores nærområde tilbage i 2020. Hvad andet kan man tematisere, end det der lå tæt på, de få steder man faktisk kunne komme hen, eller måske netop var afskåret fra at besøge?
”Andreas er så kærlig”
Den næste ting ”Storebæltsbroen” også tematiserer er Guldimunds eget liv, som far med et skilsmissebarn, han også lige skal finde tid til, når han ikke drøner landet rundt. Sangen ender vitterligt med sætningen: ”Der er en dreng på seks et halvt, som har brug for sin far nu”. Midt i en form der ellers var opbygget som et vers, forlader Guldimund os til fordel for sin søn. Teksterne indeholder adskillige biografiske eller semi-biografiske referencer.
Det er jo selvfølgelig ikke noget nyt at sangskrivere skriver ud fra deres eget liv – hvad skulle de ellers lade sig inspirere af? Men graden i hvilken det bliver eksplicit deres egne oplevelser og liv der kommer ud i teksten, er alligevel signifikant.
Tag Tobias Rahims generelle sangskrivning, hvor han allerede fra sit første store hit, ”Flyvende Faduna”, introducerer sig specifikt som ’Rahim’ i teksten. Yderligere tematiserer han i høj grad sin identitet som dansk/kurder og livet med social angst, fx i sange som ”Orange”, ”F’Social Angst’ og ’Jesus’. Rahim tematiserer også i ”Orange” kort tabet af Hugo Helmig: ” Jeg ville ønske, at Hugo han var med på den her // Han skrev, han ville synge og dans’ med os, hvis jeg inviterede”. Jeg tror i hvert fald Rahim, når han synger at de ønskede Hugo med på et nummer, og at flette ham med ind på den sørgmodige, men samtidig håbefulde sang som ”Orange” er, viser den dybe indflydelse Hugos bortgang havde på hans jævnaldrende sangskrivere.
Guldimund giver os også indblik i en mere konkret oplevelse i sit liv. På sangen ”Forstår du?”, der tager form som et besøg på Borgerservice, er temaet Guldimunds deleordning med sin eks. Teksten veksler mellem kvinden på Borgerservice, der forklarer Guldimund situationen, og at han faktisk er sluppet godt afsted, alt taget i betragtning, og Guldimunds tanker og observationer i rummet. Det giver et lidt mere satirisk skær til situationen, hvilket nok også er en oplevelse andre deler af mødet med offentligt bureaukrati.
At kunstnerne bruger sig selv, er som sagt ikke noget nyt, men vi kommer godt nok lidt tættere på, og det repræsenterer en anden type strømning af sangskrivning i forhold til fx den måde flere lytter til Taylor Swifts sange, i håbet om at afkode referencer for at bestemme hvem de handler om. At lægge det hele frem på en mindre kryptisk måde, giver måske et lidt andet type forhold til kunstnerne, hvor de ikke fremstår så mystiske.
”Det’ svært at være fantastisk”
”Storebæltsbroen” er også en sang om Guldimunds forhold til sin egen berømmelse. Alene det, at han krydser den flere gange om ugen, kan for mig ikke være andet end en reference til de mange koncerter han har spillet de sidste par år. Han er succesfuld, og i naturlig forlængelse af at skrive om sit eget liv, bliver dette selvfølgelig også et tema i teksten.
Her har jeg identificeret tre forskellige tilgange til at tage berømmelsen og succesen op i sangskrivning: Den ironiske, den naivt optimistiske og den selvhøjtidelige.
Den ironiske hører vi på Andreas Odbjergs ”Ufo Uber”, åbningsnummeret på Un Homage fra tidligere i år. For mig er Odbjergs persona mange ting, men prætentiøs er ikke en af dem, så når han skriver et nummer hvor han synger om hvor hårdt det er at være kendt, kan jeg ikke høre det som andet end ironisk. En linje som ”Jeg har ikke længere nok i én planet, jeg skal bruge et helt solsystem” fra en kunstner der eksklusivt synger på dansk, vidner ikke om storhedsvanvid, men snarere en afgrundsdyb ironi.
Den naivt optimistiske hører jeg fx hos Tobias Rahim, på føromtalte ”Orange”, hvor Rahim, på en meget forsigtig måde, udtrykker håbet om at musikbranchen kan ændres, nu han er den største artist. Han synger: ”Jeg har givet sjæl, liv, røv, til den her branche // endelig, endelig, maler drømme Orange” og især på ordet endelig hører jeg noter af en naiv optimisme, af en tanke om at verden nu kan være noget andet.
Det selvhøjtidelige skal man ikke lede længe efter hos Guldimund på ”Storebæltsbroen”: ”Men nu har hele salen klappet i en time, mens de græder til mine sange” – en times ovation er måske lige i overkanten. Bemærk at jeg ikke siger at Guldimund aka. Asger Nordtorp Pedersen er selvhøjtidelig, men hans sangerpersona indtager tit den position.
Både Guldimunds og Odbjergs måde at synge om berømmelse, ser jeg på forskellig vis som et ekko fra positioner vi hørte i den danske hiphop fra for små ti år siden. Den selvhøjtidelige så vi hos folk som TopGun og Kidd, og den ironiske så vi hos folk som Marvelous Mosell og Malk de Koijn.
”Vent og se – jeg skal nok få styr på det”
Popmusik, som så meget andet kultur, udvikler sig ikke linært, men i langt højere grad cyklisk. Tendenser, ideer, tematikker og lyde bliver genopfundet, bearbejdet, ironiseret og videreudviklet, for derefter at blive smidt væk til fordel for andre ting. Der er som sådan intet nyt i at tematisere Danmark og det eksplicit danske i musikken. Gasolin og CV Jørgensen nævner hhv. Langebro og ’under uret’ i deres musik, og masser af hiphop fra 00’erne tematiserer også Danmark, noget Natasjas mest kendte sang ’Gi’ mig Danmark tilbage’ nok er det stærkeste eksempel på.
Samtidig er den naive og optimistiske position Rahim indtager på ”Orange”, og som også er hele omdrejningspunktet for Odbjergs ”Hvad skal verden med sådan en som mig”, en jeg ikke synes har fyldt i musikken længe. I en verden der ofte ser sort ud og hvor vi ofte kaldes til handling, kan naiv optimisme så måske være en stille protest mod samtiden?
Denne artikel berør kun et meget lille udsnit af dansksproget musik lige nu, og det er svært at kalde mine tanker for repræsentative for bredere tendenser i musikken. Men jeg håber de alligevel giver et indblik i nogle af de ting der rører sig i den danske musik, og har vakt interessen for at lytte mere til teksterne i pop, som i min optik altid betyder noget, selvom det kan variere fra sang til sang hvorfor teksten betyder noget.
Niclas Nørby Jochumsen Hundahl er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet, Afdeling for Musikvidenskab og Dramaturgi, med et projekt omhandlende brugen af håb i dansk populærmusik efter 2019. Hans forskning beskæftiger sig, foruden musikvidenskab, med emner såsom gestusser, feminisme, queerteori, utopia, kritiske racestudier og filosofi. Når han ikke forsker, spiller han saxofon i forskellige sammenhænge, og du kan følge ham på instagram @utopianmusicphd.
Dansk (tale)sprog i alle afskygninger: Nedslag fra Sprogforandringscentrets 15-års-jubilæum Lingoslam 2019: and the winners are…. 
Melodi Grand Prix for europæiske mindretalssprog kommer til Danmark 
Om Tegnhedens Omhed 
Hvordan taler vi om befolkningsgrupper, der er anderledes end flertallet? 
The Language Song/Oqaatsigut