Nederlandske baskologer og deres koner og kvinder

I Nederlandene er der en lang tradition for at studere det baskiske sprog. Det startede allerede i det 19. århundrede, da Willem Jan van Eys, en adelsmand fra Amsterdam, udgav en række bøger om baskisk. Hans kone, franskmanden Mathilde van Eys-Kleinmann, var meget glad for dyr og hun var derfor et aktivt medlem af foreningen mod videnskabelige eksperimenter på dyr.

Basque Country Location and Provinces in Europe Map

Baskisk er kendt for at være det ældste sprog i Europa, fordi det ikke er relateret til noget andet sprog. Både ordforråd og grammatik adskiller sig meget fra de omkringliggende sprog. Mystikken omkring oprindelsen af baskisk vil vel aldrig blive løst – medmindre det accepteres, at det er det eneste indfødte sprog i Europa, der har overlevet invasionerne af ​indo-europæerne.

eys essaidegrammair00eysgoog 1
En af Van Eys bøger om baskisk

Van Eys, den første nederlandske baskolog, inspirerede delvist C.C. Uhlenbeck, en lænestolslingvist med hensyn til baskisk, men én der lavede feltarbejde i Nordamerika hos Blackfoot-indianerne. Uhlenbeck har udgivet en grammatik og en ordbog af disse indianers sprog. Hans arbejde med baskisk var derimod kun baseret på videnskabelige publikationer og gennemgang af skønlitteratur på baskisk. Hans kones dagbog om deres ophold med indianerne har for nyligt været udgivet på nederlandsk.

uhlenbeckHistory03
Parret Uhlenbeck opholdte sig hos Blackfoot-indianere for feltarbejde
uhlenbeck beitrage zu einer vergleichenden lautlehre der baskischen dialekte 9783253019241 295
C.C. Uhlenbeck har næsten 500 publikationer i hans navn på forskellige sprog, og 90 om baskisk

Uhlenbeck har inspireret to andre til at fokusere på det baskiske sprog: To mænd der lavede feltarbejde i stedet for ham selv. N.G.H. Deen tilbragte en sommer i kystbyen Getaria og skrev efterfølgende en afhandling om tre baskisk-islandske ordlister, som blev trykt i 1937, men ikke sat offentligt til salg. Det er nok en af ​​de allersidste videnskabelige publikationer skrevet på latin.

Screen shot 2018 01 17 at 21.43.19
Udgave af baskisk-islandske ordlister fra 1600-tallet. Udgivet af N.G.H. Deen i 1937. På latin.

William Rollo fra Skotland læste klassiske sprog i Leiden og lavede feltarbejde om baskisk i landsbyen Barinaga nær Markina, og skrev en afhandling som er en grammatisk beskrivelse af talesprog af den almindelige befolkning, som udelukkende er baseret på hans noter fra stedet.

rollo cover
En genudgivelse af Rollos bog om en baskisk dialekt. Den oprindelig udgave er fra 1925.

Uden at han vidste noget om disse mennesker eller deres arbejde, opdagede den sprogligt interesserede matematiker Rudolf de Rijk tilfældigt eksistensen af ​​det baskiske sprog, og han udviklede sig til at blive en af ​​de største baskologer nogensinde. Hans baskiske grammatik tæller 1400 sider – og hans magnum opus var faktisk ikke færdig, fordi han døde for tidligt i 2003.

rijk standard cover
Rudolf De Rijks monumentale grammatik af baskisk

Fire mennesker har nu lavet en bog om disse fem baskologer på nederlandsk. To af dem var elever af Rudolf De Rijk. Jeg er en af dem. Jeg læste selv baskisk som bifag hos De Rijk i begyndelsen af ​​1980’erne sammen med to eller tre andre. Wim Jansen blev professor i interlingvistik, især esperanto, efter at han var blevet pensioneret som ingeniør i design af satellitkonstruktioner og udstyr til videnskabelig forskning i rummet. Derudover har denne polyglot hovedsageligt koncentreret sig om baskisk, og han har skrevet ordbøger, en lærebog, en oversættelse af en børnebog og en række akademiske artikler. Han studerede baskisk som hovedfag med Rudolf De Rijk.

mary
Mary Eggermont-Molenaar

Mary Eggermont-Molenaar, bosiddende i Calgary, Canada, opdagede fru Uhlenbecks dagbog om deres tid på Blackfoot-reservatet i arkiverne i Calgary, og det har hun skrevet om. Hun tog derefter vejen mod en forfatterkarriere med bøger om indianere, nederlandske kunstnere i Canada, religiøse mindretal, en kostskole for piger i Nederlandene og en del artikler om baskere – herunder om Rollos liv og arbejde. Hun tog også initiativet til denne bog om nederlandske lingvister der besøgte Baskerlandet, og var også tovholder for ​​bogen. Hun havde allerede opsporet dagbøger af fru Van Eys og fru Rollo, som de havde holdt under deres ophold i Baskerlandet.

Hun involverede også Jan Noordegraaf, en pensioneret lingvist med interesse for lingvistikkens historie og som også var interesseret i baskologer. Noordegraaf har tidligere skrevet om Van Eys og Uhlenbeck.

Det er efter min mening blevet en smuk, spændende og læselig bog. Bogen omfatter en biografi af Van Eys og Van Eys-Kleinmann, skrevet af Jan Noordegraaf, og en nederlandsk oversættelse af Van Eys’ franske kone Mathilde Van Eys-Kleinmanns fascinerende dagbog. Uhlenbeck var kun kort i Baskerlandet, faktisk to gange, men der var for lidt at skrive om. Hans kone var med den anden gang, men man ved for lidt om deres rejse. Jeg har derfor hovedsageligt skrevet om hans sproglige arbejde. Mary Eggermont-Molenaar og jeg har kortlagt Deens rimeligt kedelige, men også turbulente, liv og arbejde som lærer, digter og oversætter. Jeg har inkluderet et bidrag, som er den første anmeldelse af Deens afhandling fra 1937 – dengang skrevet på latin. Delen om Rollo er næsten udelukkende skrevet af Mary Eggermont-Molenaar, og ​​Mrs. Rollos dagbog bliver her for første gang trykt på nederlandsk. Der var ingen kendte dagbøger af De Rijk, men hans enke, Virginia De Rijk-Chan, er stadig i live, og jeg har interviewet hende i fire timer, og på basis af det kunne jeg skrive om deres blaffeeventyr og togrejser til og gennem Baskerlandet. Jeg skrev også om, hvordan det var at være en baskisk studerende hos De Rijk. Wim Jansen bidrog med hans fantastiske nederlandske oversættelse af den allerældste trykte bog på baskisk, som omfatter religiøs og erotisk (!) poesi skrevet af præsten Bernard Etxepare, oprindeligt publiceret i 1545.

etxepare Lingue vasconum primitiae
Den ældste bog i baskisk: religion, mystik og erotik fra pennen af ​​en præst. Nu også tilgængelig i en nederlandsk oversættelse.

Bogen slutter med et overblik over 1000 års historiske og litterære forbindelser mellem Nederlandene (inklusive Belgien) og Baskerlandet, samt en rejseguide for dem, der ønsker at følge i fodsporene af disse baskologer og en sprogguide for dem der ønsker at kunne efterlade et godt indtryk i Baskerlandet ved at kunne takke og hilse på baskisk, og endeligt en omfattende bibliografi. Korte biografier på nederlandsk og baskisk (!) af de fire forfattere findes også i bogen.

donostia
Donostia (officielle navn for San Sebastian) i Baskerlandet, ifølge min kusine den smukkeste by i verden.

Ja, det er blevet en smuk bog, hvis jeg selv skal sige det. Rigt illustreret med moderne og ældre billeder. En smuk bog om et smukt land med et gådefuldt og spændende sprog.

Bogen har 440 sider med farveillustrationer, og kan bestilles her.

En kommentar til “Nederlandske baskologer og deres koner og kvinder”

Skriv en kommentar