I 1890’erne slog varietéen for alvor igennem som centrum for den moderne forlystelsesindustri, der så småt var ved at vokse frem i de vestlige metropoler. En god varietéforestilling bestod af en broget buket af korte forskelligartede optrædener uden nogen rød tråd; men med en sammensætning, der gav det hele en smag af den nye kosmopolitiske forbrugerkultur, der var ved at indtage storbyerne.
Det var ikke usædvanligt, at artisterne påtog sig et eksotisk kunstnernavn eller måske ligefrem en anden nationalitet for at slå igennem. Et markant eksempel er den nederlandske danserinde Margareta Zelle, der under navnet Mata Hari udgav sig for javanesisk prinsesse. Måske mindre eksotisk optrådte tyske cabaretkunstnere under engelske navne; det pirrede nysgerrigheden lidt mere. Og da den fransk-ungarske nøgendanserinde Adorée Villany i 1911 blev centrum for en retssag, ville rygterne vide, at hun i virkeligheden var en preussisk jødinde ved navn Erna Reich. Et rygte, der formentlig fik næring af, at hun på det tidspunkt aldrig havde optrådt i Frankrig, men udelukkende i Tyskland og Østrig-Ungarn.
Navn og nationalitet var altså væsentlige ingredienser, men den vel nok vigtigste var sproget. Det skal ses i lyset af, at de færreste mestrede fremmedsprog. Ved at høre kunstnerne synge eller tale på et noget nær uforståeligt fremmedsprog fik man en stærk fornemmelse af noget fremmed og eksotisk. Ulempen var selvfølgelig, at man ikke forstod det – og ikke rigtig havde mulighed for selv at synge med på de populære sange.
Barrison-søstrenes nationalitet
De fem danskfødte Sisters Barrison – 1890’ernes første store popfænomen – er et godt eksempel på nationalitetens og sprogets betydning. De var født Bareisen, men var i midten af 1880’erne udvandret til New York, og da deres far i 1889 fik amerikansk statsborgerskab, ændrede familien navn til det amerikansk klingende Barrison.
Da søstrene i de tidlige 1890’ere kæmpede for at få deres gennembrud i Amerika, slog de på, at de var danske. Det kunne virke eksotisk i Amerika. I 1892 optrådte de fire yngste søstre (i alderen 11 til 17 år) som medlemmer af den internationale dværgtrup ”The Royal Midgets”. Søstrene blev her præsenteret som danske dværge, der havde optrådt på det kongelige teater i København. I virkeligheden var der tale om, at to af søstrene havde optrådt på Kasino-teatret; men i markedsføringsøjemed blev de lidt mere eksotiske ved at være danske dværge, der havde optrådt for det danske hof. Måske har det givet publikum billeder af europæiske middelalder- eller renæssancefyrster. Imens de fire yngste søstre optrådte som dværge, optrådte den ældste søster, Lona, med en anerkendt teatertrup. Her bemærkede anmelderne ofte hendes stærke danske accent, men den var faktisk charmerende og gjorde, at man lagde mere mærke til, hvad hun sagde.
Da søstrene, efter at have fået deres gennembrud i Amerika 1893, tog til Europa i 1894, virkede den danske herkomst ikke længere eksotisk. Nu blev de præsenteret som amerikanske, selvom det i både Frankrig og Tyskland ofte blev forvekslet med engelsk. Det varede over et halvt år, før de første danske aviser opsnappede, at søstrene var danske; og da de amerikanske aviser berettede om søstrenes overraskende overvældende popularitet i Europa, fik deres ophav en ny drejning. Nu blev de kaldt svenske. Endelig kan det bemærkes, at søstrene blev jaget fra scenen under en optræden i Bordeaux, da der blandt publikum bredte sig et rygte om, at de i virkeligheden var tyske. Det fik angiveligt orkestret til demonstrativt at spille Marseillaisen under søstrenes optræden.
Barrison-søstrenes sprog
Søstrenes numre var i udgangspunktet på engelsk, men når de kom til en ny by, sørgede de for hurtigt at oversætte i hvert fald refrænet til ære for publikum. Ikke at publikum altid bemærkede det. Både i Tyskland og Frankrig gav anmeldere udtryk for, at teksterne var på et uforståeligt blandingssprog, men at det ikke gjorde noget. Det vigtigste var at nyde synet af dem; at man kunne SE, at det var sjovt. Formentlig har denne sprogblanding bare bidraget til at gøre søstrene mere eksotisk kosmopolitiske. I et østrigsk ugeblad blev der lavet et humoristisk hyldestdigt til søstrene på en herlig blanding af engelsk og tysk [se tekstboksen].
Som den ovenfor nævnte episode i Bordeaux illustrerer, udelukkede fascinationen af det kosmopolitiske ikke stærke nationalistiske følelser. Da søstrene blev interviewet i Paris, slog de over i franske brokker og betonede, at de så langt foretrak den franske hovedstad for den tyske. Og da storesøster Lona blev interviewet i Wien, gjorde hun det på tysk, selvom hun måtte have hjælp med artiklerne. Hedder det der eller das Pferd, spurgte hun bl.a. journalisten? Og hun førte sig i Tyskland frem i de kejserlige farver sort og hvidt.
De fem søstre kom aldrig til at optræde samlet i København. De var ellers angiveligt blevet engageret af Etablissement National, men efter at en journalist i Berlin havde opdaget, at deres impresario (og Lonas mand) Vilhelm Fleron var en gammel, tidligere dømt dansk anarkistleder, nedlagde Københavns politi forbud mod det. Men i 1901 lykkedes det Lona – ganske kortvarigt – at få tilladelse til på egen hånd at optræde i København. Selvom hun havde forladt byen 15 år tidligere i en alder af 15 år, valgte hun fortrinsvis at bruge dansk i sin optræden. Det var ikke vellykket. Illusionen om at det var et kosmopolitisk verdensnavn, der stod på scenen, brast.
Det var kun med de udenlandske sange, Lona høstede større bifald. ”Underligt er det, men folk synes bedst om ikke at høre deres modersmål på scenen,” skrev Folkets Avis. Nationaltidende mente ikke, at hendes dansk ”tåler at brede sig så stærkt. Oprindeligt har det haft den mest velsignede Borgergadeklang, og det er vel ikke blevet kønnere ved påvirkning af forskellige europæiske hovedsprog.” ”Man bar over med det lidt mangelfulde danske, i betragtning af at fruen ikke har talt sit modersmål i flere år” vurderede Politiken. ’Samfundet’ fandt, at det var en ”skade, at Lona Barrison havde valgt det danske mål. Denne københavnske jargon med tilsætning af forskellige fremmede elementer skæmmede den ellers så vellykkede præstation en del. Fruen burde resolut lægge over på et fremmedsprog.” Mest kritisk var Social-Demokraten: ”Skuespillerinde er Lona Barrison øjensynlig ikke. Replikken falder hende ikke naturlig, og hendes udtale af det danske sprog var misklædende.”
Hvor man i Amerika fandt det charmerende at høre engelsk med en pikant dansk accent, faldt Lona mellem to stole over for det københavnske publikum. Hun mistede sit skær af mystisk kosmopolitisk; og samtidig markerede hendes stivnede danske sprog, at hun ikke var ”en af vores egne”. Den status havde sangerinden Dagmar Hansen i mellemtiden fået. Hun havde tilbage i 1886 konkurreret med Lona om en hovedrolle på Kasino-teatret (og tabt), og hun havde i 1893-4 helt opgivet sit forsøg på at skabe sig en karriere på scenen. I stedet levede hun ifølge aviser af rige københavnske levemænds gunst. ”Den danske Nanna” blev hun kaldt. Da National ikke fik tilladelse til at lade Barrisons optræde, søgte man i 1895 efter andre kvinder med pirrende skandaleomtale i pressen. I første omgang faldt valget på den fraskilte fru Berling, der ikke havde optrådt før. Hun havde boet i Tyskland og forsøgte sig med tyske sange. Det gik ikke.
Så blev Dagmar Hansen til pressens overraskelse engageret. Hun fik lov til at optræde med danske tekster til nogle af de store internationale slagere (bl.a. Barrisons). Nu kunne publikum synge med uden at snuble over ordene. Og Dagmar blev en kæmpe succes i Danmark. Det kneb mere, når hun tog til udlandet. I 1902 optrådte Dagmar Hansen og Lona Barrison for eksempel umiddelbart efter hinanden i Stockholm. Den svenske presse kunne ikke forstå, hvorfor Dagmar Hansen blev opfattet som noget særligt i Danmark. Det lod sig ikke dupere af Dagmars syngende københavnske. Hvorimod Lonas kosmopolitiske profil brændte igennem.
De store millionbyers overkultur
Efter pres fra sædelighedsforeningen Vigilia satte politiet en stopper for Lonas optræden i København i 1901. Men i 1907 fik hun atter tilladelse til at optræde. Atter beklagede de fleste af aviserne sig over, at hun sang flere af sangene på et skrækkeligt dansk. Som Politiken skrev: ”Den danske sang lå ikke ret for den internationale dame, der har været for længe borte fra hjemmet og derfor let kommer til at mishandle modersmålet fra København K.” Men heldigvis bød Lona også på noget så eksotisk som en indisk dans, hvilket ifølge Social-Demokraten opvejede det danske. ”Med Lona Barrison er det, som om de store millionbyers overkultur blæser ind på den københavnske varieté. Publikum studser, nogle forarges, andre ryster betænkeligt på hovedet, men alle erkender det usædvanlige.”
”De store millionbyers overkultur”. Det var dét, folk kom i varietéen for at få. Det fik man kun gennem mærkelige udenlandske tungemål. Ellers var det bedre bare at kunne synge med på ærkekøbenhavnske Dagmars sange.
Du kan læse mere om den internationale varietéscene i ”Barrison-feberen”, og frem til d. 31. Marts 2021 [opdatering: forlænget til den 21 April; gamle stemmer gælder ikke mere] kan du også stemme på bogen som Årets Historiske Bog 2020 her: http://www.historie-online.dk/aarets-historiske-bog-2020
Hymne des Zachäus Budelhupfer an die ”five sisters Barrison”
O Barrison, O Barrison
I love you only ganz alone,
O Ihr verflirten feschen sisters
You are sehr dangerous Geschwisters
O sisters, seit ich Euch geseh’n
Beim Ronacher bei einander steh’n
Und hörte Linger Longer Loo
Ist’s out with meiner Herzenruh
I always see your legs for me
With Spitzen-breeches, sein als wie
Your blonde hair and – last not least
Was alles still zu sehen ist!
I stand im G’schäft, g’rad’ like a Tepp
Verwechsel Leinwand oft mit Crepe
Und give statt Pfeffer Streusand ’raus
O wär’ ich nur an Englishman
Und hätt’ das Geld in Säcken steh’n
Ich nähme sicher alle five
Ganz stantepede mir zum wife
So aber am I nur Commis
Und dreh ‘ Stanizeln spät und früh
With meinem English happerts sehr
Und with the money noch viel mehr
O God O God, what shall I do?
Es nimmt die love noch always zu
Und wenn’s so fortgeht, dann, I think,
Lieg’ bald ich dead in Simmering;
Dann schreibt auf meinen Leichen-stone
”Er starb an sisters Barrison!”
Wiener Caricaturen 27. oktober 1895
Hans Henrik Appel, født 1963. Dr. phil. på disputatsen ”Tinget, magten og æren. Studier i sociale processer og magtrelationer i et jysk bondesamfund i 1600-tallet”. Tidligere ansættelser i den danske museumsverden, nu freelance historiker og aktuel med ”Barrison-feberen”.
Jeg havde stemt for Hans Henrik Appels bog for en måned siden, som jeg havde købt i to eksemplarer sidste år. Jeg har stemt igen for nogle dage siden, fordi jeg har forstået at ældre afstemningsresultater var skrottet for en uge side, da der var konstateret uregelmæssigheder. Så hvis man har stemt før, skal man det igen, nu med sikkerhedstjek via din email. Og fristen er forlænget til den 21 April. Man kan vælge mellem fem bøger som årets historiske bog. For sprognørder er valget oplagt.