Historisk lingvistik er den gren af sprogvidenskaben hvor man sammenligner sprog for at finde ud af hvordan de er beslægtede. Det er nok den form for sprogforskning som er mest populær blandt ikke-lingvister. Det skyldes måske delvist at det er naturligt at når man kommer i kontakt med et fremmedsprog, leder man instinktivt efter de elementer og mønstre der går igen fra de andre sprog man kan i forvejen. Således opdager man hurtigt at nogle ord i det nye sprog minder om ord man kender i lyd og/eller betydning. Det er der nemlig altid ord der gør, uanset om de to sprog er beslægtede eller ej, for alene tilfældige ligheder, og så vores menneskelige evne til at associere, vil gøre at nogle ord minder om hinanden mellem to sprog. Sprogvidenskabens største metodiske udfordring er netop at finde måder hvorpå man kan skelne mellem tilfældige ligheder og så den type ligheder og mønstre der kun kan opstå som følge af at to sprog deler et fælles historisk ophav.
En anden grund til at den historiske lingvistik er populær blandt lingvistiske lægfolk, er netop selve idéen om at man gennem sproget kan finde et dybt historisk ophav, der binder nogle sproggrupper og folkeslag tættere sammen end andre. Dette aspekt er også dybt fascinerende fordi man på denne måde kan bruge historisk lingvistik til at finde spor, endda sproglige spor, der kan fortælle os om de dele af fortiden hvorfra vi ikke har historiske eller arkæologiske kilder. Men i mange tilfælde er pointen i at finde og fortælle historier om fortidige sprogfællesskaber, tæt knyttet til politiske bevægelser i nutiden. Især er sproghistorie en evig interesse for etno-nationalistiske bevægelser, der søger at vise at netop deres sproggruppe er den første, den vigtigste, og den bedste, eller i hvert fald nært beslægtet med en som er. Sådanne grupper bruger ofte metoder der ligner, og udgiver sig for at være historisk lingvistik, men som reelt er pseudolingvistik fordi de systematisk undlader at bruge de metoder disciplinen har udviklet til at undgå at komme til at tro at tilfældige ligheder og kreative associationer er gyldig evidens.
Her opstår en udfordring for den historiske lingvistik: Netop fordi det er nemt at finde sproglige ligheder imellem to tilfældige sprog. Det er faktisk så nemt at de fleste sproginteresserede lægfolk kan finde ud af det. På den måde vil nærmest en hvilken som helst etnopolitisk bevægelse kunne bruge sprogsammenligning til at understøtte deres påstande om slægtskab og dyb historie. Og det gør de meget ofte. Mange nationalistiske bevægelser søger at bruge historisk lingvistik til at vise at de nedstammer i lige linje fra de første beboere i et givet område, for derved at opnå en særlige legitimitet til deres krav på evigt ejerskab. Derfor er påstande om at bestemte nutidige sprog er det ældste eller det oprindelige så almindelige – selvom de rent lingvistisk er meningsløse.
Det stiller en stor udfordring for historiske lingvister når etno-nationalistiske bevægelser bruger sprogsammenligning og påstande om slægtskab som støtte for deres teorier. De må så forsvare deres disciplins videnskabelighed ved at vise hvorfor bestemte påstande og historiske modeller ikke kan finde støtte i den historiske lingvistik. Det er ofte meget svært fordi det kræver at de skal forklare svært tilgængelig sprogteori for et publikum der sjældent har stor baggrundsviden på det område. Der er stor forskel på de forskellige måder at dyrke nationalistisk pseudolingvistik. Nogle gange er påstandene så åbenlyst fjollede at alle kan se at de ikke giver mening. Andre gange har forfatterne sat sig nok ind i historisk lingvistik til at de kan fremstille deres arbejde på en måde så det ligner alvorlig lingvistik. Det sker dog altid uden at benytte sig af de metoder lingvister har udviklet til at afvise forslag som værende ubegrundede i de data de benytter. Et grundlæggende kriterie for videnskabelighed er jo netop at påstande skal kunne falsificereres.
I det følgende viser jeg nogle eksempler på hvordan etno-nationalistiske bevægelser har brugt pseudolingvistiske påstande som en del af nationalistisk historieskrivning, og på hvor arbejdskrævende det kan være at modbevise selv åbenlyst forkerte påstande baseret på pseudolingvistiske metoder.
Brabantisk i Paradis?
Et af de tidligste eksempler på pseudolingvistisk historie skrivning er måske Jan Gerartsen van Gorp fra Brabant i Nederlandene i 1500-tallet. Han argumenterede for at netop den brabantiske dialekt af nederlandsk måtte være det sprog som Adam og Eva havde talt i Paradis. Hans metode var at vise at man kunne vise at navne og ord der ikke var analyserbare på andre sprog kunne analyseres semantisk på Brabantisk: “eg” på latin “quercus” kom fra brabantisk werd-cou “værner mod kulde”, og det bibelske navn Noah kom fra brabantisk nood “nød/behov”. Navnene Adam og Eva kunne forklares som afledt fra brabantisk Hath-dam (“dæmning mod had”) og Eet-vat (“ed-fad”, altså en beholder for troskabsed). Allerede på hans egen tid, inden historisk lingvistik var opstået som disciplin, kunne folk se hvor fjollede disse etymologiske forslag var – og den slags pseudo-etymologier kom til at blive kaldt goropismer.
Indo-Germansk: Det Indo-Europæiske Hjemland i Indien?
I dag er indoeuropæisk den mest studerede og bedst demonstrerede sprogfamilie, og slægtskabet mellem indoeuropæiske sprog blev allerede meget tidligt brugt som en del af etno-nationalistiske projekter. Et tidligt ord for sprogfamilien i den tyske sprogforskningstradition var indo-germansk, hvor forbindelsen mellem den indo-ariske sanskrit tradition og de germanske folk fik en særlig rolle at spille fra de første racistiske teorier om “ariske herrefolk” og ind i Hitlers raceteori og historie ideologi. Faktisk var den rolle så central at betegnelserne “arisk” og “germansk” i dag for ikke-lingvister stadig har en afsmag af nazisme, og lingvister er for længst begyndt at bruge betegnelsen indoeuropæisk i stedet for indo-germansk, og indo-iransk i stedet for den tidligere betegnelse indo-arisk for den gren af indoeuropæisk, der indeholder sanskrit og de indiske sprog og persisk (de iranske eller “ariske” sprog).
Selvom indoeuropæisk er en så velbeskrevet sprogfamilie, er der stadig politiske forsøg på at bruge sproghistorie til at begrunde politiske ideologier. Her bliver spørgsmålet om hvor sprogfamilien oprindeligt opstod centralt. Selvom stort set alle akademiske lingvister er enige om at indoeuropæisk opstod enten på de Pontiske stepper nord for Sortehavet eller i Anatolien og derfra bredte sig vestpå til Europa og sydøstpå ind i det indiske subkontinent – så er det modsatte synspunkt meget udbredt i Indien.
Især inden for hindu-nationalismen, den bevægelse der aktuelt har regeringsmagten i Indien og som ser Indien som et rent hinduistisk land, er det udbredt at forstå det indoeuropæiske sprogslægtskab sådan at alle de indoeuropæiske sprog stammer fra sanskrit. Sanskrit er jo det ældste nedskrevne indoeuropæiske sprog, og det centrale religionssprog i hinduismen, og derfor synes mange hindu-nationalister at sproget må have sin oprindelse i den tidligste induskultur. Det ville nemlig betyde at den højere status som de hinduistiske skrifter tildeler de indoeuropæisk-talende grupper i Nordindien i forhold til de dravidisktalende sydindere er udtryk for et evigt og naturligt hierarki med rødder i induskulturen. Og det er ikke et resultat af at det dravidisktalende subkontinent blev invaderet af indo-europæere med heste og stridsvogne lang tid efter de første højkulturer opstod.
Den indo-centriske hypotese for indoeuropæisk oprindelse er også en modreaktion mod den engelske kolonialisme, hvor civilisationens og højkulturens centrum blev i Nordeuropa. Med den indo-centriske hypotese bliver Indien til civilisationens vugge og hinduismen til den oprindelige og sande religion. Så er det mindre vigtigt at en rigorøs tilgang til sprogsammenligning kraftigt usandsynliggør at det kan være tilfældet (Bhattacharya 2022).
Solsprogsteorien: Tyrkisk som alle sprogs ophav?
Et andet velkendt eksempel på en etno-nationalistisk pseudolingvistisk teori er “Solsprogsteorien” ifølge hvilken tyrkisk er alle sprogs moder. Teorien opstod i perioden efter det kosmopolitiske Osmannerrige var forsvundet og en ny tyrkisk nationalisme opstod under Kemal Atatürk. Denne nationalisme fulgtes ad med en puristisk sprogpolitik der søgte at udviske andre sprogs indflydelse i det tyrkiske sprog. Tyrkiske nationallingvister postulerede at sumerisk, det ældste kileskriftssprog, var et tyrkisk sprog, som alle andre sprog stammede fra. Centralt i teorien var en idé om at det første menneske måtte have kigget op på solen og udråbt vokalen “Aaa!”. De tyrkiske lingvister mente at kunne rekonstruere roden ağ som den første og vigtigste rod i det tyrkiske sprog, med betydningen “sol”, “styrke”, “varme” (LanguageHat). På samme vis brugte de en goropistisk metode til at vise at alle sprog i virkeligheden kom fra en lille håndfuld tyrkiske ur-rødder. Denne teori er nu stort set forsvundet fra den tyrkiske samfund, i hvert fald i akademiske kredse, selvom den stadig nogle gange dukker op i nogle af internettets mere besynderlige udkanter.
Pan-Turanisme: Er Ungarsk et Tyrkisk sprog?
En anden nationalistisk pseudolingvistisk bølger har derimod en ny storhedstid i Ungarn netop nu. Denne bølge er tæt forbundet til Viktor Orbán’s ungarske nationalisme, som søger at løsne Ungarns historiske bånd til det europæiske kulturfællesskab og dyrke en unik ungarsk identitet. Dette gøres blandt andet ved at fremhæve ungarernes historiske forbindelser til de steppenomader der i middelalderen ankom til sletterne vest for karpaterne. De gøres blandt andet ved at argumentere for at ungarsk ikke er beslægtet med finsk og estisk i den finno-ugriske (eller uralske) familie, hvilket er det accepterede lingvistiske synspunkt siden 1700-tallet, men at det i stedet er et tyrkisk sprog beslægtet med kasakhisk, usbekisk og især med chuvash-sproget – og i sidste ende med det sprog der taltes af hunnerkongen Attila og hans horder (hvis sproglige slægtskab ikke er afgjort, da stort set ingen dokumentation findes af det hunniske sprog). Ungarsk har da også optaget låneord fra tyrkiske sprog, selvom langt de fleste ord i ungarsk har uralske rødder. Den såkaldt pan-turanske hypotese opstod i det 19. århundrede. Den kom på mode i det tidlige 20. århundrede da finner og ungarere inspireredes af de pan-germanske og pan-slaviske bevægelser. Ungarere og finner ønskede at definere deres egen nationale identitet i modbillede til de andre bevægelser. I dag dyrkes pan-turanisme i stor stil i Ungarn, med årlige festivaler hvor steppe-identiteten dyrkes, og bånd knyttes til sibiriske tyrkisk-talende hestefolk. For nyligt har en ungarsk lingvist argumenteret for at det ungarske folk, som på ungarsk kalder sig magyarer er direkte beslægtet med det tyrkisk-talende madjar folk fra Kasakhstan. Denne lighed er dog rent tilfældig i det folkenavnet ‘magyar’ stammer fra en af de oprindelige ungarske stammer ved navn megeri eller megyer, hvorimod navnet på madjar-folket, som er muslimer, formentlig er afledt af betegnelsen “madi yar” med den oprindelige betydning “Muhammad’s venner” (se Jakob Matthiesen. 2020. Ungarske forskere: Ligheden mellem finsk og ungarsk er en lingvistisk konspiration).
Nahuatl som Pan-Amerikansk ursprog?
I min egen forskning som beskæftiger sig med det mexicanske sprog nahuatl som tilhører den uto-aztekiske sprog familie er jeg også stødt på nationalistisk pseudolingvistik. Nahuatl er det sprog som taltes af aztekerne og har derfor en særlig prestige som værende det bedst dokumenterede og videst udbredte oprindelige sprog i Mexico, og det har også status som en slags Mexicansk uofficielt nationalsprog. Det er samtidig beslægtet med sprog der tales i USA som comanche og hopi. Mange mexicanere der bor i USA bruger forbindelsen til de uto-aztekiske sprog i Mexico som en måde at forankre deres eget tilhørsforhold til USA. De påstår at de amerikanske uto-aztekiske sprog i virkeligheden er dialekter af Nahuatl og at de beviser at nahuatl oprindeligt taltes langt ind i det der nu er USA, og at de derfor har rødder i området. På sin vis er det sandt at nahuatl stammer fra et sprog der taltes i det sydvestlige USA for 5000 år siden – men det oprindelige ursprog var slet ikke lig Nahuatl. Ikke desto mindre bruger mexicanske identitetsaktivister eksempler fra amerikanske stednavne som de fortolker på Nahuatl for at vise den dybe tilknytning. Dog er mange af disse navne meget nye, og med åbenlyse europæiske etymologier, eller også kan de bedre forklares på de sprog der tales i områderne i dag. For eksempel er jeg stødt på påstande såsom at bynavnet Seattle kommer fra nahuatl frasen “se atl” som betyder “ét vand”. I virkeligheden er byen navngivet efter Suquamish høvdingen Si’ahl og den fik sit navn i 1850’erne. Og at navnet på staten og søen Michigan kommer fra nahuatl ordet michi-kan der betyder “fiske-sted”. I virkeligheden kommer det fra ojibwe ordet meshi-gami der betyder “stor sø”). Og at navnet på staten Georgia’s hovedstad Atlanta kommer fra Nahuatl-stednavnet atlan “ved vandet”. Atlanta hed oprindeligt Marthasville, men blev i 1837 opkaldt efter the Western-Atlantic Railroad som havde endestation der. Navnet kommer altså fra Atlanterhavet og dermed i sidste ende fra den græske gud Atlas. Den slags detaljer bekymrer nationalistisk pseudolingvistik sig ikke om – projektet handler nemlig i virkeligheden om noget helt andet end sprogvidenskab.
Uto-Aztekisk som et semitisk sprog?
Et andet pseudolingvistisk forslag jeg er stødt på i mit arbejde er et argument som nu forfægtes af en professionel lingvist som også er ekspert i uto-aztekiske sprog. Han er også mormon, og efter han er gået på pension lader det til at han har valgt at satse på at bruge sine lingvistiske ekspertise i religionens tjeneste. For Kirken af de Sidste Dages Hellige (fra engelsk Latter Day Saints) som er mormon-religionens officielle navn, er det magtpålæggende at vise at det religiøse skrift The Book of Mormon er historisk gyldigt. Bogen beskriver at det amerikanske kontinent bosattes af de forsvundne jødiske stammer Lamanitter og Nefitter, og at der derfor også bør være tegn på denne mellemøstlige oprindelse i de oprindelige amerikanske sprog og kulturer. Brian Stubbs postulerer ud fra sin store viden om både uto-aztekisk og de bibelske sprog at der er hundredvis af semitiske låneord i det tidligste stadie af uto-aztekisk, og at det støtter ideen om at der har været kontakt mellem semitiske folk og de tidligste amerikanere. Problemet er at Stubbs i sit forslag lader hånt om alle de videnskabelige metoder som den historiske lingvistik har opbygget for at kunne gøre hypoteser falsificerbare. Blandt andet har lingvister udarbejdet kriterier for forslag om slægtskab mellem sprog. Det skal bygge på systematiske lydregler der gør at bestemte lyde i det ene sprog svarer til det andet, men de regler behøver ikke at følges når man kun postulerer at ordene er lånte. Men derfor bør man alligevel opstille kriterier for hvor når man kan acceptere at et ord er et lån fra et andet sprog. Normalt er kriteriet at man allerede ved at de to sprog har været i kontakt, og at man kan analysere sig frem til at formerne passer fonologisk med at de kan være lånt.
For det andet, og det er vigtigt, skal man kun sammenligne to sprog ad gangen, for hvis man sammenligner mange sprog, for eksempel alle sprogene i to sprogfamilier, stiger risikoen for at finde rent tilfældige ligheder mangefold – og Stubbs sammenligner alle uto-aztekiske sprog med alle semitiske sprog. Han arbejder også uden at redegøre for udviklinger i de to sprogfamilier. Således sammenligner han for eksempel pronominer i nutidens nahuatl direkte med hebraiske og arabiske pronominer – uden at tage hensyn til at pronominerne i nahuatl er en meget sen udvikling i sproget, og at de oprindelige pronominer slet ikke ligner dem i Hebraisk. Desuden er de fleste ord på semitiske sprog konstrueret som tre-konsonant rødder uden vokaler, hvilket gør at Stubbs ser bort fra vokalerne i de uto-aztekiske former han sammenligner med. Det øger ligeledes betragteligt risikoen for tilfældige ligheder, da det således kun er halvdelen af ordets lyde der behøver at matche. Da jeg undersøgte Stubbs eksempler fra Nahuatl fandt jeg at 13 ud af 14 eksempler måtte kasseres på grund af problematisk brug af data eller ugyldige konklusioner. Det sidste eksempel kan naturligvis sagtens være en ren tilfældighed. Det største problem er imidlertid at Stubbs slet ikke har sat noget kriterium for at skelne mellem tilfældigheder og faktiske ligheder, og at hans forslag derfor slet ikke kan falsificeres. Det viser at selv dygtige historiske lingvister kan falde i fælden og bedrive pseudolingvistik, når der er en særlig ideologisk motivation til det – her er ideologien godt nok ikke nationalistisk, men derimod religiøs.
Dansk som Indo-Europæisk ursprog?
Det sidste kuriøse eksempel på nationalistisk pseudolingvistik som jeg vil komme med i denne blogpost, er Ole Steenstrups to bøger om indoeuropæisk sproghistorie. Jeg stiftede først stiftede bekendtskab Steenstrups arbejde på denne blog, hvor den ene bog, “Indoeuropæisk vandring”, først blev anmeldt af Søren Sandager Sørensen og senere udlagt af forfatteren selv. I de to bøger og i sit blogindlæg argumenterer Steenstrup for at det indoeuropæiske urhjemland er i Danmark, og at de indoeuropæiske sprog i Danmark delte sig i to grupper som vandrede henholdsvis mod øst og vest. Den gruppe der vandrede mod vest kalder han for “jysk” og den gruppe der vandrede mod øst kalder han for “dansk-svensk”. Der er grundlæggende tale om at Steenstrup genopdager en skelnen mellem to sproggrupper inden for den indoeuropæiske familie, som tidlige sprogforskere opdelte i “kentum” og “satem” sprog alt efter om sproget havde en s-lyd eller en k-lyd i deres ordet for “hundrede” (ordet “hundrede” kommer oprindeligt fra en k-form, så dansk er et kentum-sprog). Steenstrups “jysk” svarer omtrent til kentum-sprogene (de germanske, romanske, keltiske, græske og tokariske sprog), hvorimod “dansk-svensk” svarer til satem-sprogene (balto-slavisk og indo-iransk). Allerede her bliver det tydeligt hvor mærkeligt forslaget er fordi dansk og svensk er begge germanske sprog og dermed kentum-sprog. Det problem sniger Steenstrup sig uden om ved at postulere en senere migration af “jyder” mod øst, der påfører sjællændere og svenskere de jyske former med en /k/ lyd. Det “oprindelige” dansk-svenske sprog er altså sporløst forsvundet – og eksisterer således kun som ufalsificérbar hypotese. Steenstrup opfinder et teoretisk begreb om “dobbelte attraktorer” (vist nok taget fra matematikken) for at forklare dette mærkelige dilemma, men det forklarer reelt ingenting.
Som Sandager skriver i sin anmeldelse er bogen mildest talt rodet og svært overskuelig – og det er typisk for pseudolingvistik at fremstillingen er så uklar at det bliver svært at forstå ideerne og derfor også at kritisere dem. Men de to altoverskyggende problemer der er i Steenstrups arbejde er
- Der mangler en klar begrundelse for hvorfor der skal postuleres et hypotetisk dansk-svensk satem-sprog der senere er sporløst forsvundet. Den mest oplagte grund er at det er den eneste måde hvorpå man kan argumentere for at netop Danmark er det sted hvor den indoeuropæiske sprogfamilie oprindeligt opstod og delte sig. Altså at det at konklusionen er valgt på forhånd – hvilket netop er typisk for nationalistisk pseudolingvistik.
- Selvom Steenstrup inkluderer data fra alle de indoeuropæiske sproggrupper og bruger mange metoder og argumenttyper der bruges i den historiske lingvistik, så ignorerer han fuldstændigt den meget store litteratur på området, og han sætter derfor aldrig sine egne argumenter i kontrast med de argumenter der er accepterede inden for feltet. Det gør det meget nemmere at lave et på overfladen overbevisende argument. Man vælger at ignorere andre – og bedre – argumenter. Det er da også et af kriterierne for videnskabeligt arbejde at man altid skal afveje konkurrerende forklaringer overfor hinanden og forklare hvorfor den forklaring man vælger er den bedste.
Alene af de to grunde, må Steenstrups arbejde anses som pseudolingvistisk, det foregiver at være videnskabelig sprogforskning men følger ganske enkelt ikke de mest basale etablerede kriterier for videnskabeligt arbejde i historisk lingvistik.
Det er pudsigt at der nu i Danmark, ligesom i Indien, findes en lokal hypotese om at netop vores land, er oprindelsessted for de indo-europæiske sprog og dermed den vestlige civilisations vugge. Men det er svært at forstå det ideologiske behov for en sådan teori – danskere ser normalt ikke sig selv som et folk der historisk har et stort behov for at se sig selv som verdens centrum. Men den nationalistiske pseudolingvistik har altså en tiltrækningskraft der tilsyneladende er så stor at selv dansk jantelov og selvironi kan overvindes.
Hvorfor er nationalistisk pseudolingvistik så populært?
Den nationalistiske pseudolingvistik lader altså til at kunne trives til stort set alle tider og alle steder. På internettet kan man finde talløse eksempler på folk der omskriver historien så netop deres sprog bliver det ældste og det bedste og deres folk bliver ophav til alt hvad der er godt i verdenshistorien. Men jeg tror det er forkert hvis vi bare ser pseudolingvistikkens tiltrækningskraft som værende det at ophøje ens egen gruppe på bekostning af andre – der er måske en dybere kulturpsykologisk grund også: trangen til en oprindelsesmyte.
Med sekulariseringen af det danske samfund har danskere måske mistet deres oprindelsesmyter, de historier vi fortalte hinanden for at forstå hvorfor vi er hvem vi er, hvorfor vi taler som vi gør og hvilke forhold vi som folk har til andre folkeslag. I modsætning til bibelens babelstårnsmyte, er den historiske lingvistik, med sin videnskabelige tilgang, acceptabel som kilde til viden for mennesker der ser sig selv som moderne og vidensdrevne. Samtidig kan lingvistikkens idéer, når de separeres fra de videnskabelige forventninger til objektivitet og falsificerbarhed, producere spændende oprindelsesmyter som vi med stor nemhed kan få til at passe med vores allerede eksisterende forestillinger om verden. Deri ligger den historiske lingvistiks styrke – og dens svaghed. Selvom sprogforskere ofte helst vil ignorere de pseudolingvistiske bevægelser fordi det er tidskrævende at tilbagevise deres påstand, bør de nok hvis de ønsker at bevare deres disciplins integritet, være mere villige til at tage den tid det tager at forklare hvorfor den slags myter ikke kan forenes med en videnskabelig tilgang til sproghistorie.
Magnus Pharao Hansen er sprogantropolog og adjunkt i Indianske Sprog og Kulturer ved Københavns Universitet. Han forsker i sproget nahuatl og i både sprogpolitisk og sproghistorisk kontekst.
