Kan sprog skade? Kan en sproghandling være en voldshandling? Det er nogle vigtige spørgsmål – især i tider, hvor argumenter om retten til at ytre sig bliver brugt til at legalisere hadtale. Her tænker jeg særligt på personer som Rasmus Paludan (fremover RP), der med ytringsfriheden i hånden udtaler sig meget negativt om f.eks. muslimer. Det er altid interessant at udvide sin lingvistiske horisont, så i dette indlæg vil jeg forsøge at belyse hadtale og sproglig vold ud fra nogle affektteoretiske og filosofiske perspektiver.
Skadende tale
For at forstå, hvorfor sprog kan være vold, kan vi tage udgangspunkt i retorikprofessor Judith Butlers teori om skadende tale. I Excitable Speech (1997) beskriver hun, hvordan sprog kan handle og påføre skade. Her trækker hun på John Austins teori om illokutionære eller performative talehandlinger – det vil sige talehandlinger, som gør, hvad de siger, i det øjeblik, de ytres. Dette er f.eks. domsafsigelser, undskyldninger og erklæringer. Noget væsentligt ved disse er, at de er afhængige af den rette kontekst og historicitet (det vil sige deres historiske afsæt). For at for eksempel en domsafsigelse skal virke, kræves det, at den gentager en eksisterende magtstruktur og et eksisterende ritual. Sprog er intertekstuelt, og man kan sige, at det virker, fordi det er blevet brugt på samme måde tidligere. Sproget er på den måde i stand til at skabe effekter i sig selv, og disse effekter bygger på sprogets gentagelse. Dernæst inddrager Butler Louis Althussers teori om interpellation, som handler om, hvordan subjekter kaldes til eksistens gennem sproglige sociale anråbelser. Hvis en politibetjent råber ”Hey!” efter nogen, der løber, vil denne person blive genkendt som mulig kriminel. Dette betyder, at subjektet skabes af diskursen, således at interpellationen – den sproglige anråbelse – ikke blot udpeger subjekter, men skaber dem. Sproget sætter på den måde betingelserne for kroppes genkendelighed og eksistens.
Sprog kan således – hvis man følger Butlers teori – være skadende, fordi det i sig selv er en handling på lige fod med fysiske handlinger, og sproget kan samtidig kalde subjekter til eksistens som underordnede. Sprog kan derfor handle på måder, der skader og påfører individer smerte, og det er disse egenskaber, der gør, at sprog kan være vold.
Hadtale
Men hvad er så forskellen på skadende tale og decideret hadtale? Her må vi trække på affektteoretiker Sara Ahmeds overvejelser om hadforbrydelser og hadtale fra The Cultural Politics of Emotion (2004). Ahmed beskriver som Butler, hvordan hadforbrydelser er med til at skabe subjekter. Hadforbrydelser virker, mener hun, fordi der bliver begået vold mod en hel gruppe gennem et enkelt individ. Men derudover tvinger hadforbrydelser også individer til at tilhøre den gruppe, hadforbrydelsen går ud over. Tilhørsforholdet til for eksempel en racialiseret gruppe er på den måde både årsagen til og konsekvensen af hadforbrydelsen. Dette er et interessant supplement til teorien om skadende tale – at volden virker ved at konstituere en gruppe og ved at ramme individet og gruppen på samme tid.
RP’s hadtale
Når RP stiller sig op på en offentlig plads og taler om ”tabermuslimer” og om islam som årsag til vold og menneskeligt fordærv, kan vi kategorisere det som hadtale. For det første anråber han de mennesker, der fysisk står foran ham på gaden og skaber betingelserne for at de kan genkendes som ”tabere” og ”voldspersoner”. Derudover konstituerer han dem som en del af en større gruppe, som han ligeledes anråber som ”tabere” og ”voldspersoner”. På den måde bliver enhver af RP’s angreb på muslimer som gruppe også til et angreb på muslimske individer. Grunden til, at ”muslim” kan være et skældsord i RP’s retorik, er blandt andet, at det henviser til hele gruppen af muslimer og virker på alle muslimer på én gang. Det er netop dette, der er hadtalens kraft – at den kan ramme alle ved at ramme én, og at den kan ramme én ved at ramme alle. En anden væsentlig betingelse for hadtale er også, at der i den udskammende anråbelse trækkes på allerede eksisterende forestillinger, jævnfør det tidligere nævnte om sprogets gentagelse. Hadtalen er afhængig af en bestemt kontekst for at virke: At ”muslim” kan være et skældsord er muligt, fordi muslimer allerede i vores samfund er en minoriseret gruppe, der ofte omtales i negative termer. På den måde er ”muslim” som skældsord både en gentagelse og en genetablering af en allerede eksisterende historie. Hvis RP stillede sig på gaden og talte grimt om bibliotekarer eller mennesker med krøller, ville det ikke virke på samme måde.
For at opsummere er RP’s udskamning af islam og muslimer således hadtale (og kan kategoriseres som vold) af to årsager. For det første, fordi det skaber betingelserne for at både enkelte individer og den gruppe, de kobles til, gøres genkendelige som voldelige, fordærvede, underordnede og så videre. For det andet forstærker det de allerede eksisterende negative associationer knyttet til islam og muslimer ved at genetablere disse i en lokal kontekst.
Legitimering af vold
Jeg nævnte i starten af indlægget, hvordan ytringsfrihed bliver brugt til at forsvare f.eks. RP’s ytringer, og det er hér, det virkelig bliver interessant. Hvis ytringsfriheden skal gøre sig gældende, kræves det, at der er tale om reelle ytringer og ikke vold – så at bringe ytringsfriheden på bane som forsvar betyder, at man opfatter det, RP gør, som ytringer og ikke vold. Jeg mener, der er to årsager til, at man ikke genkender volden:
Den første er, at for at kunne se ytringer som vold, må man anerkende, at sprog kan handle og skabe subjekter. Det handler altså om at forstå, hvor meget magt, sprog i sig selv har, og hvordan sprog er en væsentlig bidragsyder i etableringen af selvet og af sociale relationer. Dette er en poststrukturalistisk præmis – at sprog skaber virkeligheder – men indenfor sprogvidenskaben er det et meget grundlæggende vilkår. Den anden årsag er, at RP’s diskurs blot er en gentagelse af en racistisk diskurs, der gennemsyrer samfundet i forvejen. Hadtale får sin kraft fra sprogets historicitet og intertekstualitet, og det er derfor de allerede eksisterende holdninger til f.eks. muslimer, der sætter betingelserne for alt det, RP siger. RP opfinder så at sige ikke den dybe tallerken.
Idéen om, at sprog ikke handler, samt en allerede eksisterende racisme i samfundet, er på den måde med til at gøre RP’s handlinger ugenkendelige som vold. Og problemet opstår, idet volden legitimeres, hvilket sker, når vi behandler hans ytringer som reelle politiske argumenter, eller når vi kalder hans holdninger ”ekstreme” og dermed vender det blinde øje til andre politikeres lignende holdninger. Når debatterne om RP kommer til at handle om, hvorvidt han skal beskyttes af ytringsfriheden, legitimerer man således både volden og de bagvedliggende racistiske strukturer i samfundet.
For nylig har Youtube lukket for RP’s kanal, og sidste år blev han dømt efter den såkaldte racismeparagraf (§ 266 b). Begge disse begivenheder fortæller ikke blot om modstand mod indholdet i RP’s ytringer, men også om en holdning til ytringers magt. Diskussionen om RP’s ret til at tale offentligt handler ikke kun om, hvorvidt man er enig med ham eller ej. Det er en diskussion, der går på en af de grundlæggende egenskaber ved sproget – nemlig den måde det ustandseligt både genskaber og skaber virkeligheden.
Liv Moeslund Ahlgren er kandidatstuderende på lingvistik på Aarhus Universitet og har arbejdet med kønsstudier og postkolonialisme på sit tilvalg på bacheloren.
Litteratur:
Ahmed, Sara. 2004. The Cultural Politics of Emotion. Edinburgh: Edinburgh University Press.
Butler, Judith. 1997. Excitable speech: A Politics of the Performative. New York & London: Routledge.
Ugens oversættelse: Når sprog bliver til vold 
Anmeldelse af “Tal! – sammen” af Ejvind Hansen 
Året der gik i sproglig optik 
Snart bliver det obligatorisk at prædike på dansk 
PRESSEMEDDELELSE: Liet International 2022 bliver med sikkerhed holdt i Nordslesvig/Danmark 
Tak til alle de der gør en indsats for vores sikkerhed – om talestile og nultolerance