I dag, d. 20 marts, er det fransk sprogdag, udråbt af Forenede Nationer. Steen Bille Jørgensen fortæller os om finurligheder i fransk.
Le monde mental / Ment Monumentalement (Jacques Prévert)
Mange danskere vil kende den franske ost med navnet ’Den Leende Ko’ og emballagen med billedet af koen, der ler, og på hvis øreringe, man ser oste med billeder af selvsamme ko. De færreste vil dog næppe kende historien bag det fjollede navn La Vache qui rit, der på fransk svarer (næsten) bogstaveligt til det danske. Dette var oprindeligt navnet på en fransk deling under 1. Verdenskrig, der dog stavede navnet lidt anderledes, nemlig Wachkyrie, med let skjult reference til Richard Wagners Valkyrie (Valkyrien). Dette blev siden blev brugt til en kabaretforestilling i 1920.
Trods referencen til en tung periode i historien, hvor tyskere og franskmænd var konfronteret i en blodig krig, bevarede franskmændene altså den humoristiske sans. Den kommer her til udtryk i små sproglige manipulationer og oversættelseslege, der ikke bare får sprogets lydlige dimension til at træde frem, men også knytter an til konteksten. Der er med andre ord noget slagkraftigt ved ordspillet, som ofte giver god mening i et slogan eller reklametekst, hvis dobbelthed af tvetydighed og evidens får os til at tøve og lagre et særligt navn eller udtryk.
Men hvordan forholder det sig, når vi bevæger os fra osten i marketingsafdelingen til cremen i litteraturafdelingen? Hos digteren Michel Leiris’ leg finder vi en humoristisk sproglig ekstremisme i hans manipulation af slogans, når han i en serie formulerer en lang række af slagkraftige udsagn under titlen La crème des réclames. For selvom vi ved første øjekast kunne antage, at grænserne mellem kommunikative og litterære former ikke er helt så hårdt trukket op, som man kunne tro, forholder det sig ikke helt sådan. Begge diskursive former leger ganske vist med sprogets lydlige side [1], men hvor vi nogle gange kan få det indtryk, at sproget helt tager over og styrer selv, er en af grundene til, at vi læser digte måske netop også, at vi kender forfatternes navne, og oplever en samklang med visse fremfor andre. Dette har jeg selv erfaret, når jeg smager på digternes ord og bliver klar over, hvor reflekteret de leger med ordene og formerne.
Sproglege og ordspil
I Frankrig har man – fra Middelalderen, over surrealisterne til samtidens rapmusik og digtning – en lang tradition for, gennem ordleg og humor, at reflektere over samtidens tænkning og ideologi. Så selvom ordspil i princippet er uoversættelige, vil jeg prøve at sætte over og give et lille indblik i nogle af de facetter, der præger den franske kultur. Når vores danske ordbøger eksempelvis oversætter genren contrepèterie med ’bakke snavvendt’, går meget nemlig tabt, og den bogstavelige oversættelse ville være ’prutten imod’. En sådan genrebetegnelse antyder både det provokerende og humoristiske ved ordmanipulationer. Hvor aristokratiets åndfulde sproglege var en del af 1600- og 1700-tallets hofkultur – hvor åndfuldt divertissement førte til nye genrer og kortformer – har vi her at gøre med en folkeligt forankret tradition, der måske nok deler kreativiteten med samfundets privilegerede klasser, men også ofte udgør en modkultur.
En sådan spænding mellem høj og lav er ikke uden betydning i vores samtid, hvor traditionen for ’talen bagvendt’ forenes i forstædernes slang, der kaldes verlan. Ordet er den omvendte udtale af l’envers, der betyder ’omvendt’, og med et sådant sprog, hvor femme (kvinde) bliver til meuf og arabe til beur, får de unge fra forstæderne et delvist kodet slangsprog, der fungerer som en (kunstnerisk) ventil for social uretfærdighed, og som en slags utopisk sprog i og med lan udtales næsten som langue, der netop betyder sprog. Ordlegene er ikke kun humoristisk tidsfordriv, men også en form for socialt betinget handlen, der lader hånt om enhver autoritet, som eksempelvis de konventioner, der holdes i hævd gennem Det franske Akademi, og den sprognorm som samfundets øvrige institutionerne er garanter for [2].
Når Stromae som fransksproget sanger og performer m.m. i sit kunstnernavn bruger verlan, og med rette antyder sin virtuositet som Maestro, bliver han samtidig eksponent for både en formel kreativitet og en verdensvendt kritisk position. Man kan endda sige, at han mellem det let gådefulde nonsense navn og det italienske ord for den store kunstner åbner et refleksivitetens rum, der bl.a. knytter sig til en oversættelsens logik. I en kaospræget verden leger Stromae leger med sin identitet, men han leger også med ordene, som vi hører det i sangen Papaoutai (’farvordu’), hvor det absurdistiske smitter af på sproget. Dette på baggrund af kunstnerens behov for at tematisere sin fars død under folkemordet i Rwanda (1994).
Digtningen
For bedre at forstå de muligheder, der ligger i ordspillenes kritiske styrke, må vi se på det 20. århundredes digtning fra og med ekvilibristen Raymond Queneau (1903-1976), der skrev den populære Si tu t’imagines, der blev en ørebasker i de tidlige halvtredsere. De færrest tænkte nok over, at der var tale om en genskrivning af Ronsards 1500-tals barokdigtning til et nyfransk, baseret på gængse udtaleformer fra dagligsproget, hvor que ça va – let karikeret – bliver trukket sammen til ’xa va’. Raymond Queneau tog med andre ord ordspillene alvorligt som muligt middel til udforskningen af sproglige udtryks grænser og potentiale. Dette fremgår bl.a. af hans leg med ordene i digtet med titlen Pour un art poétique. Her sætter digterjeg’et jagten ind på et digt til ’le comprimé de mes oeuvres complètes’ (’mit samlede værks tablet’). Men paradoksalt må digterjeg’et erkende la vache/il a foutu le camp, der betyder ’pokkers/det er stukket af’; et udtryk hvori vi genfinder ’la vache’ (koen) fra talesprogets interjektion. Tonen er slået an, og der leges lystigt, men dog ikke sorgløst, med ordene. Hos Queneau finder vi netop en formel og eksistentiel refleksivitet, der betyder, at jeg igen og igen vender tilbage til hans værk for et lege mellem lethed og tyngde, velvidende at Queneau bevidst benytter sig af litteraturhistoriens faste former. Selv på dansk kan vi møde eksempler på Queneaus dristige udvidelse af sprogets udtryksmuligheder, når vi læser Zazie i Paris. Her støder læseren nemlig på ordet ’vaerdedaforenstank’ (doukipudonktan) som det første i bogen, og må overveje, hvad en sådan akrobatisk sprogbrug i den ’homofoniske oversættelse’ mon kan føre til.
Når jeg gennem det meste af mit arbejdsliv med jævne mellemrum er vendt tilbage til digteren Jacques Prévert (1900-1977), hvis digte jeg læste første gang i min gymnasietid, handler det højst sandsynligt om det gådefulde, der knytter sig til hans ordspil. Af gode grunde forblev de hårde nødder at knække for en nybegynder som mig, der ikke havde styr på hverken sproglige eller kulturelle koder. Men når man ser nærmere på digterens ekvilibristiske formulering ovenfor, ligger der desuden heri et udsagn, som knytter sig til kritikken af abstrakt-teoretisk tænkning: ’Den mentale verden lyver monumentalt’. Men vi hæfter os også ved effekten af (på fransk mots valises, der betyder ’kuffert-ord’), når ’mental’ helt bogstaveligt indgår i ordet ’monumentalt’. Ordspillet har en virkning, der får os til at observere sprogets mindste bestanddele, uden at dette forhindrer os i at forstå den kritik, der bæres af ordet ’lyver’ (ment), der gentages som suffiks, og danner det nævnte adverbium ’monumentalement’. På den måde åbner sprogets mindste bestanddele for livets store spørgsmål, der her tager form af en autoritetskritisk livsfilosofi, der er gennemgående i forfatterens værk.
Men kan man sige, at ordspillet som tænkning over og i sproget på en gang udgør en formalistisk-æstetisk tænkning med udpræget fokus på sprogets lydlige aspekter og en (kritisk) handlen i forhold til forfatterens samtid? Et svar kan være at digteren – på samme måde som oversætteren – om ikke tænker refleksivt ’mellem sprog’, så dog peger på sprogspillenes ’formelle refleksivitet’. Forfatteren har en intention om at give det sproglige udtryk en særlig form, og læseren må nødvendigvis opholde sig tilstrækkeligt ved denne form til at opleve spændingen mellem betydninger. Læseren vækkes så at sige til en dobbelt iagttagelse af det sproglige udtryk og den virkelighed, der tilsigtes gennem forfatterens sproglige handling.
Kovendinger og poetisk kød på bordet
På baggrund af en sådan legende og grænsesøgende forfatterpraksis, der er i tråd med den franske tradition, giver det god mening, at oversætterdigteren Valérie Rouzeau (f. 1967) de seneste tyve års tid har gjort ordspil til en central komponent i sin poetik. Det ser vi i digtsamlingen Quand je me deux (2009), en titel, der får os til at tænke på tallet to, men samtidig genopliver verbet douloir (‘vånde sig’). I den bog komponerer hun bl.a. en programmatisk sprogspilsindholdsfortegnelse TABLE (COMPTOIR), hvor ordet comptoir, der egentlig betyder ’disk’, antager betydning af ’nummerering’ eller ’optælling’. I denne bliver mange af de tal, der angiver det enkelte digts plads, omskrevet eller oversat, således at det første eksempelvis kaldes Eden (un, deux, trois); i en fodnote præciseres det, at ’eden’ på tjekkisk netop betyder ‘et’. ‘Douze’ (tolv) bliver til ‘Douche’, og digtet har titlen ’la pluie longue’ (‘lang regn’). Seksten, der på fransk hedder seize, giver den engelsksprogede titel Seize the day (carpe diem).
I et af bogens digte gør hun endda Queneaus navn til genstand for en homofonisk ’oversættelse’, samtidig med at hun formelt gentager hans selvreflekterende form fra Pour un art poétique:
Digtet er regelmæssigt rimende, og det leger med lydene i Queneaus navn ’que non canot’, idet hun ironiserer over tanken om en kanonisk litteratur. Samtidig omvender hun værdien af hans lokkende ‘petit petit petit’, der her tager form af konklusion, og udgør hendes egen poetik, der fører til det uendelige – en legende hyldest til matematikerdigteren – gennem det matematiske tegn. Titlen på Queneaus essaysamling Bâton, chiffres et lettres tilpasses således også ud fra digtets lydlige og rimede logik.
Fra samlingen Neige rien (2000) (Sne intet) skal vi have endnu et eksempel; og først skal det præciseres, at titlens lydlige form kan oversættes til n’ai-je rien (’har jeg intet’), der antyder samlingens sociale tematik:
JOURNAL
Meuh-cieux Mad-âme
L’horreur de la nature
Bétail qui clochait
Dans les flaches télévisées
Vache folle c’est terminé
Pouvez manger
Cieux d’âme
Her genfinder vi under overskriften nyheder/dagbog ko’en, der antydes ved lydordet Meuh, og refererer til kogalskab med Mad-âme (ordet ’mad’ hentes her fra engelsk, mens âme betyder ’sjæl’). Digtets slutning åbner et gab mellem hverdagens ukritiske indtagelse af nyheder og en åndelig dimension med fokus på ’sjælshimlene’.
Til sidst vil jeg blot tage det oversættelsesproblem op, der ligger i titlen på Rouzeaus digtsamling Sens averse, der mellem foruroligelse og fornøjelse lod mig ane de første konturer af denne lille undersøgelse. Rouzeau kombinerer udtrykket sens inverse (’modsat retning’) og ordet averse, der betyder ‘byge’. Man kunne driste sig til at oversætte med ’modsat’/’omvendt forregn’, der fungerer tilnærmelsesvist. Men den vigtigste pointe er, at en sådan løsning kræver ophold og en meditativ eftertænksomhed, der også karakteriserer dette digt fra samlingen:
Par le repas repue
Je m’en vais dans la rue
Fouler les feuilles les flaques
Balader avalés poulet pomme cardamome
Sous les érables et puis
Ce fromage chèvre et vache
Enfin cette viande mon cœur
Flaques, der betyder vandpytter, genoptager betydningen af ’bygen’ fra samlingens titel, og udgør et spor. Men her er det ordspillet repas repue, der emblematisk udtrykker hele digtets grundtanke: ’måltid’ og ’stopmæt’. Gennem udsigelsen etableres en traditionel lyrisk udsigelse med eksistentielt fokus, der endda munder ud i ordet ’hjerte’. Men ironien er tydelig, da dette hjerte ligger i forlængelse af en hel menu, der remses op som spor i kroppen af det netop indtagne måltid. I forlængelse af Préverts forfatterskab kan vi se et sorgmuntert jeg mellem dødsbevidsthed og registrerende nærvær. Den indledende præposition Par indleder en proces hos jeg’et, mens det afsluttende Enfin antyder en banalitet, der bidrager til ironien som en slags anførselstegn. Endelig følges det indledende rim ikke op, men med ordet vache (’ko’ igen) udtrykkes en frustration eller et ubehag, der knyttes til gedeosten. Fortid og nutid spiller sammen som en spænding mellem liv og død. Ordspillet repas repue bliver definerende for digtets formelle refleksivitet og effekten på læseren, der ikke mindst hænger sammen med den konsekvent svingende lydlige dimension, der giver mig lyst til at smage på ordene, og på en gang gør oplevelsen kropslig og reflekterende.
Ikke ko’nklusioner men refleksioner
Der ligger noget overrumplende i den måde, hvorpå ordspillet peger på sprogets konkrete udtryksform, og dermed bliver virkningen på modtageren i samtalens eller læsningens øjeblik afgørende. Modtageren bliver en medsammensvoren i en leg for årvågne sjæle. Ordspillet kan næsten fungere løsrevet fra sin kontekst og udsigelsessituation, men også kun næsten, for med digterpositionen har vi også at gøre med en sproglig handlen, – en slags performativ sproghandling – hvis formelle refleksivitet er af en anden karakter end reklamens. Det lette og legende knytter sig til det subversive ved formen, mens læserens reaktion realiserer en samhørighed på trods af kommunikationens konventioner. Netop dette har fransksprogede kunstnere og forfattere fra Queneau og Prévert til Stromae og Rouzeau været bevidste om og formået at gøre til et udtryk for deres iagttagelse af vores (sprog-)normer. De har således ladet os læsere opleve, at nogle få velplacerede ord kan være nok til at skabe litteratur og glimtvis sætte os fri fra alt for veletablerede ko’n-ventioner og repræsentationer.
[1] Meget må jeg minde om Roman Jakobson ide om ’intralingual oversættelse’ og hans begreb den ’poetiske effekt’, der netop knytter sig til sprogets lydlige dimension og selvreferentialitet.
[2] Verlan præger bl.a. samtidens rap-musik; det er også tilfældet i Senegal, hvor man bl.a. taler om rap gansel.
Steen Bille Jørgensen er professor i fransk ved Aarhus Universitet.
Humor i sproget og i samfundet 
Bezzerwizzer – nu med meget mere sprog 
Ordbogsspillet: til læring og underholdning 
Jan Eijkelboom, byens digter i Dordrecht, Nederlandene, blev inspireret af et halvt dusin sprog 
Gå bananas i ordspil om frugt og grønt – anmeldelse af ny børnebog 
Anmeldelse: Dansk Sproghistorie. Bind 1: Dansk tager form