I 2005 flyttede jeg med mine forældre og min søster til Nylars på Bornholm. Jeg var 15 år gammel og havde brugt næsten hver eneste sommerferie siden jeg var helt lille på solskinsøen. Det var et sted jeg forbandt med sol, sommer, flotte vandreture i Blåskinsdalen og bolsjer fra Svaneke, så det var ikke så skræmmende at tage den lange tur fra Vestjylland til Bornholm – og bare blive der. Hvad jeg havde undladt at tænke over var at jeg ikke kun skulle lære en ny skoleklasse og et nyt lokalsamfund at kende, men også et nyt sprog.
De snakkede da lidt sjovt, havde jeg tænkt som barn, men da jeg under flytningen første gang så lokalpolitiker Leif Olsen give den hele armen på sit prægtige modersmål i et interview på TV2 Bornholm fik jeg svedige håndflader. Hvad nu hvis mine nye klassekammerater var lige så svære at forstå?
Det var mest de ældre bornholmere der talte bornholmsk, og der var også mange fördere (dvs. ikke-bornholmere eller tilflyttere) i min klasse, så tilstedeværelsen af dialekt var begrænset i min hverdag – indtil jeg begyndte at arbejde i Dagli’ Brugsen i Nylars et par eftermiddage om ugen efter skole. Her havde det bornholmske det godt! Vi havde sølteglâz og dåzer på hylderne, grøntafdelingen var godt fyldt op med porrlöj, salât og blâselleri, og jeg betjente butikkens kassa og pakkede også brö fra vores lille bake-off. Når jeg kigger i Mina fossta tuzen or på borrijnholmst, oversat af Alex Speed Kjeldsen fra Bornholmsk Ordbog, tænker jeg straks tilbage på den tid. For denne bog havde godt nok været handy for mig at kunne slå op i dengang!
Mina fossta tuzen or på borrijnholmst / Mine første tusind ord på bornholmsk er en af de seneste udgivelser i Modermål-Selskabets tusind ord-serie skrevet på dialekt. Serien består af en række dialektbilledbøger rettet mod børn (samt deres dialektbegejstrede forældre og bedsteforældre). Formålet med udgivelsen er, som redaktionen skriver i forordet, at bogen “kan tjene som ledsager på den sproglige opdagelsesrejse [for børn og unge, red.]” i håbet om at føre dialekterne videre til nye generationer. Senest i serien er også udkommet Mi føst tuwsen uuor o væstjysk. Sidste år udkom Mien føst tusi or på wæjlbomol i en oversættelse af Ingrid Carlsen – læs Inger Schoonderbeek Hansens glimrende anmeldelse her.
Bogen er struktureret med temasider der giver et overblik over ord relateret til et bestemt emne eller område, hvor gloserne tager afsæt i Stephen Cartwrights illustrationer. For eksempel kan man under Gjijlle ‘Fest’ (s. 32-33) finde en sloifa ‘sløjfe’, et søggerör ‘sugerør’, ejn døgg ‘dug’ og en gjerlanda ‘guirlande’, mens Væred ‘Vejret’ (s. 48-49) byder på en pærreply eller (spøgende) lâzapâl ‘paraply’, sjy ‘sky’ og ejn rainbäua ‘regnbue’. Hvis man er på jagt efter et bestemt ord findes der bagerst i bogen også en alfabetisk ordliste med oversættelse til rigsdansk.
Når man bladrer igennem billedbogen kan man se at der ofte er angivet flere former, fx angives ‘avis’ som en åviza/âvis/avis i temasektionen Jimma ‘Hjemmet’ (s. 4-5). Ifølge forordet skyldes variationen både gammeldags og mere moderne sprogbrug på øen, men også regionale forskelle.
I billedbogens forord (s. 3) kan man blive lidt klogere på nogle af de bornholmske kendetegn, fx at man på bornholmsk har tre køn (som man i jysk regi også ser i Vendsyssel, på Djursland og på Samsø): Hankøn (ejn, -ijn/-jn, fx ejn stæwklud ‘støvklud’), hunkøn (en, -en/-n, fx en logga ‘låge’) og intetkøn (et, -ed/-d, fx et pajnejarn ‘stegepande’). De lydlige særtræk som kan opleves i det bornholmske bliver også beskrevet i forordet, bl.a. det mørke a som betegnes â, det stemte s som skrives z, og gj og kj som udtales henholdsvis dj og tj. Sidstnævnte kan opleves i ord som fx ‘kirsebær’ der på s. 33 i billedbogen skrives kjøssebær, men udtales tjøssebær. Disse stavemåder følger praksis for Bornholmsk Ordbog, som forfatteren Alex Speed Kjeldsen er projektleder og redaktør på.
Bornholmsk Ordbog er en ordbog med en lang historie bag sig. Det oprindelige projekt blev igangsat tilbage i 1920’erne af de tre hovedkræfter Th. Teinnæs, Arme Rohmann og P.K. Stibolt, og projektet var tænkt som et supplement til en ældre, ufuldstændig ordbog udfærdiget af J.C.S. Espersen tilbage i 1800-tallet (dog først udgivet i 1908). Teinnæs, Stibolt og Rohmanns ordbogsprojekt endte desværre med at gå i dvale efter nogle ellers meget aktive årtier med indsamling og redaktion. I 2018 blev ordbogen genoplivet af netop Alex Speed Kjeldsen, som sammen med et lille hold af ihærdige akademiske medarbejdere, samt en stor flok passionerede frivillige, har fået genoptaget projektet.
Bornholmsk Ordbog modtog også Modersmål-Prisen i oktober for projektets store indsats med at bevare den helt særlige dialekt, og for projektets imponerende arbejde med at åbne yngre generationers øjne for sproget.
“Hvis udviklingen i en eller anden udstrækning skal vendes, kræver det ikke blot, at børnene hører en masse bornholmsk og oplever, at bornholmsk kan bruges i alle mulige sammenhænge. Det kræver også, at de får udviklet en sproglig nysgerrighed og får en følelse af stolthed over at tale bornholmsk.”
Mina fossta tuzen or på borrijnholmst, redaktionens forord (s. 3).
Mina fossta tuzen or på borrijnholmst giver et godt og lettilgængeligt overblik over bornholmske gloser for dialektinteresserede, store som små. Formatet sætter selvfølgelig nogle meget klare rammer for indholdet, da man skal tage afsæt i en række faste illustrationer. Konceptet fungerer godt, men giver selvfølgelig ikke den plads til dialekternes individuelle særtræk, som ellers gør det hele ekstra sjovt (men det er vist sagt med “voksne” briller, og det er jo en børnebilledbog). Som potentiel oplæser ville jeg også have ønsket at forordet var mere omfattende – jeg får lyst til at vide meget mere om de sproglige mekanismer som hører til dialekten. Men det er en bog beregnet til samlæsning med børn – så kan man heldigvis ty til Bornholmsk Ordbog, hvis man som oplæser af bogen vil gå mere i dybden med det bornholmske.
Jeg lærte desværre aldrig selv at tale bornholmsk, andet end udvalgte gloser og vendinger – og min familie flyttede fra øen i 2016, så nu lærer jeg det nok aldrig (æv). Men jeg håber alt det bedste i fremtiden for min Østersø-baserede favoritdialekt.
Mina fossta tuzen or på borrijnholmst / Mine første tusind ord på bornholmsk, 65 sider.
Oversat af Alex Speed Kjeldsen fra engelsk First Thousand Words ved Heather Amery (forfatter) og Stephen Carwright (illustrator). Udgivet af Modersmål-Selskabet 12. oktober 2023.
Billedmateriale er fra Modersmål-Selskabet (udgivelsens cover) samt fra min fars gamle scrapbøger. Stor tak til min mor for at være gået på jagt i gemmerne til denne artikel. Redigeret 7. november kl. 15.03.
Mette-Marie Møller Svendsen er en lille smule vestjyde, en lille smule bornholmer (på papiret dog stadig en förd, så hendes bornholmske kan efterhånden være lidt rustent) og har boet de sidste 13 år i Aarhus. Til daglig arbejder hun med dialekter og ordbøger på Peter Skautrup Centret for Jysk Dialektforskning.
Da Mette-Marie Møller Svendsen ikke er en mand, så er hun førd. Den anden form er maskulinum.
Hej Troels. Tak for din kommentar, og tak for at læse med. Det har du ret i, kan jeg se i Bornholmsk Ordbog – tænkte nok at jeg skulle ryge i fælden med bøjningen af adjektiverne. Kan dog kun huske at være blevet kaldt mask.-formen i mine år på øen. Det er ændret i artiklen nu. De bedste hilsener fra Mette-Marie