Hvor svært kan det være at oversætte en børnebog?
Sådan kunne man komme til at tænke, dengang man måtte vente et år eller længere på at få fingrene i den nyeste Harry Potter-roman på sit modersmål.
Svaret er enkelt: helt henrivende svært. Serien er spækket med ordspil, gåder, subtile vittigheder, opdigtede ord, betydningsladede navne, rim og remser, og udgør kort sagt lidt af en sproglig styrkeprøve for en oversætter. Alligevel hører alene den første roman til de mest oversatte bøger i verden med mere end 70 udgaver, og her er kun medtalt de officielle. Oversætternes arbejde kom nemlig for alvor til at ligne en ekstremsport, i takt med bøgerne tog til i længde, og stadig fik ingen lov til at læse så meget som en side før den officielle udgivelsesdato, hvor “snedige” grupperinger overalt i verden stod klar til hastigt at sammenstykke de første, men langt fra altid bedste, lynoversættelser. Disse var ofte af så ringe kvalitet, og efter sigende uden sproglig kontinuitet eller forståelse af troldmandsverden, at de sjældent blev særlig populære. Dette illustrerer, hvorfor et værk som Harry Potter ikke blot kan oversættes “mekanisk” ord for ord. For det første fordi det simpelthen er umuligt; et ord kan ikke altid konverteres til noget fuldstændigt tilsvarende på et andet sprog og især ikke med al Rowlings ordleg (eller -drilleri, som jeg kan forestille mig, nogle oversættere har tænkt i frustration). For det andet fordi en levende læseoplevelse ikke blot forudsætter, at oversætteren minimerer de skader, værket påføres, når dets originale form uundgåeligt spoleres: oversættelseshåndværket kræver i lige så høj grad opfindsomme gendigtninger, der opvejer tabet. Det lyder måske abstrakt, men er i virkeligheden et konkret nørklearbejde, der kan give brillante eller… besynderlige resultater.
I den italienske version, som indeholder adskillige famøse fortolkningsfriheder, kaldes Dumbledore Silente, da “Dumb-” blev oversat til “stum”. Dette indfanger knap så godt idéen bag navnet, som egentlig er en ældre poetisk betegnelse for en brumbasse, fordi Rowling forestillede sig Dumbledore muntert nynnende omkring på slottet. For nordmændene er han kendt under det, efter min mening, vidunderlige navn Humlesnurr. Humle betyder humlebi og egentlig “surrer” en bi ligesom på dansk, men for at give navnet et tvist tilføjede Torstein Bugge et “n”, så tankerne henledes på noget, der “snurrer”. Måske fordi Dumbledore ofte vender og drejer fortællingens store spørgsmål? Navnet indfanger spidsfindigt karakterens varme og tilføjer et eftertænksomt aspekt, endda med en vis fonetisk lighed med det originale trestavelsesnavn. Desværre kender vi i Danmark kun Dumbledore under hans engelske navn, selvom brumbasse på dansk har konnotationen “hyggelig person” (DDO), hvilket den dygtige oversætter da godt kunne have spillet lidt på. Nogle gange er fortolkningen i oversættelsen dog mindre aflæselig. I den tyske version blev kortspillet Exploding Snap til Snape explodiert, altså “Snape eksploderer”. Selvom en eksploderende professor unægteligt er mere opsigtsvækkende end et eksploderende kort, blev navnet alligevel ændret til Zauberschnippschnapp i den femte bog.
Udover navne på karakterer og magiske objekter optræder også segmenter af f.eks. sang. Man kan altid se frem til en udlægning af det drilske kapitel 7 i første bog, hvor fordelingshatten på vers beskriver hvert kollegium, her Slytherin: Or perhaps in Slytherin,/ you’ll make your real friends,/ Those cunning folk use any means,/ to achieve their ends. De to sætninger i originalteksten refererer ikke explicit til hinanden, så sammenhængen mellem dem er op til fortolkning. I den tyske udgave kan man læse: In Slytherin weiss man noch List und Tücke zu verbinden, doch dafür wirst du hier noch echte Freunde finden. Her har man valgt at indskyde et “men til gengæld”, som bemærker paradokset i både at besidde “ondskabsfuldhed” (Tücke), men også evnen til at blive en sand ven. I den latinske tekst er der andre boller på suppen: improbus es? fallax? haec erit apta domus betyder, at er du uartig og bedragerisk, vil dette blive dit rette kollegium. Den ganske betydelige forskel fra den ene version til den anden er altså, om man finder sine sande venner i Slytherin, på trods af at de er nogle slyngler, eller fordi man selv er én.
Den slags fortolkningsforskelle på detaljeniveau er interessante: Det vigtigste at overlevere er ikke værkets ordlyd, men dets ånd, efter min mening. Klaus Fritz, der normalt oversætter faglitteratur, er dog ofte blevet kritiseret for netop at overse sidstnævnte i sin tyske version, som ifølge oversætteren Ulrike Daesner er “meget fladere end originalen”. Om end den er oversat “korrekt”, fanger den ikke Rowlings humor. Selvom jeg ikke anser den tyske version for at være så grel, må jeg være enig i, at nogle versioner er mere vellykkede end andre. Her vil jeg igen fremhæve den latinske som et eksempel, der emmer af fantastisk kreativitet. Eftersom det er et dødt sprog, må selv ord fra familien Dursleys kedelige ærke-hverdag fremtrylles. Eksempelvis er “motorcykel” en birotula automataria, hvor rota betyder hjul, her i diminutiv –ula, med præfikset bi-, altså samlet set en slags “automatisk ting med to små hjul”. Selvom en del nutidige betegnelser er integrerede i det latin, der findes i dag, må forfatteren Peter Needham alligevel manøvrere sig uden om langt flere benspænd end de fleste andre oversættere, og han gør dette elegant og med den efterspurgte humor.
At vi har muligheden for at læse Harry Potter på latin og så mange andre sprog er som nævnt enestående. Det betyder, at man kan sidde med samme barnlige nysgerrighed kriblende i fingerspidserne, som om noget uventet kunne ske på næste side, uanset hvor mange gange før man har besøgt Hogwarts. Selv har jeg udelukkende læst serien på germanske eller romanske sprog, fordi de, i hvert fald glimtvis, indeholder transparente, altså intuitivt forståelige, ord. Det giver mig den glæde eksempelvis at kunne forstå italiensk, selvom sproget i andre sammenhænge ville prelle af på min hjerne, eller problemløst kunne læse hollandsk, når det netop drejer sig om Zweinstein (Svine-sten, selvom Hog-warts jo betyder Svine-vorter, Zweinstein associerer til det eventyrlige slot Neuschwanstein). Selv når jeg i ingen grad er fortrolig med et sprog, og ofte må spekulere over en sætning eller søge hjælp i ordbogen, så er vores hjerner jo heldigvis afhængige af den lille lykke, der opstår, når brikken endeligt falder på plads. Her forvandles volapyk til det forståelige, og sproget åbner sig for én. Så er det som at blive indviet i en hemmelig verden, der på en gang er logisk og forrykt, altså magisk.
Jeg er langt fra den første til at opleve denne begejstring for både fortællingen og sproget som kunstformen, der fremmaler den. Sprogversionerne af Harry Potter er omdrejningspunkt for en stor del af den internationale fankultur. Læsere af serien på flere sprog (og nu tillader jeg mig uforskammet at tale på ”vores” vegne) morer os over den sproglige spas, men ved også, at når den magiske verden udfolder sig så overbevisende og lyslevende som den gør, er det netop på grund af bagvedliggende grublerier. Vi har set svipserne, hvor ”kvikke” løsninger blev frygteligt kringlede og ”yndige” omskrivninger faldt til jorden, altså er vi blevet opmærksomme på sprogarbejdet, der skaber hver magisk fortolkningsverden.
Freja Rose Jacobsen er 19 år og går på Ingrid Jespersens sproglige studieretning med tysk og latin. Hendes tekst “Magi i oversættelse” er et af de både virkelig interessante og velskrevne essays, vi modtog i forbindelse med Lingoblogs essay-konkurrence, hvor gymnasie-elever kunne sende deres tekster om sprog på dansk eller på andre sprog, om dansk eller om andre sprog.
