For lidt over et års tid siden skrev jeg et blogindlæg, hvor jeg anbefalede en række bøger, der behandler forskellige emner indenfor lingvistikken med en popvidenskabelig vinkel – altså bøger, der diskuterer sprog på et teknisk niveau, men på en måde, som man kan forstå også uden forudgående viden om faget. Eftersom de sidste mange måneder for manges vedkommende har foregået indenfor de samme fire vægge det meste af tiden, har der – for nu at se på den lyse side – været masser af tid til at læse.
Vanen tro har et par af bøgerne på min personlige læseliste omhandlet sprog og lingvistik. Mit forrige blogindlæg var delvist inspireret af mine indviklede følelser overfor Daniel Everetts ‘Language: The Cultural Tool’, og nu har jeg endnu en gang læst en bog, som har fået mit lingvisthjerte til at flyde over med meninger og spørgsmål, der bedst kommer til udtryk i et blogindlæg (gæt selv hvilken af disse bøger, jeg her hentyder til!). Derfor benytter jeg nu chancen til at føje yderligere fem bøger til sidste års anbefalinger:
GEOFFREY K. PULLUM: ‘LINGUISTICS: WHY IT MATTERS’ (2018, 123 sider)
Som studerende, især indenfor humaniora eller mindre almenkendte videnskaber, vænner man sig hurtigt til spørgsmålet “Hvad kan man bruge det til?”. Det er smart for lingvister at have en lille håndfuld eksempler på Praktiske Anvendelser af faget, som de kan henvise til, når nogen antyder, at éns uddannelse bør have noget så trivielt som et formål. Der er en klassiske svar at ty til, såsom sprogundervisning, talepædagogik, redaktionsarbejde og retslingvistik. Men når man først har opremset de samme svar mere end en håndfuld gange, kan det godt begynde at føles lidt kunstigt.
Det er her, Geoffrey Pullum kommer til hjælp. I ‘Linguistics: Why It Matters’ gennemgår han en håndfuld praktiske anvendelser af den viden, som lingvistikken har kortlagt. Pullum gør det klart i indledningen, at dette kun er hans personligt udvalgte bedste eksempler, og de forskellige emner belyser i forskellig grad, hvordan viden om sprog er både spændende og nyttigt. For den erfarne lingvist er der ikke megen ny viden, men bogen er idéel, hvis man er en almindeligt sproginteresseret person, der overvejer at lære mere om lingvistik. Bogen er velskreven og meget hurtigt læst, men giver alligevel et velfunderet overblik over nogle af de ting, lingvistik kan udrette.
Dermed ikke være sagt, at man ikke kan få noget ud af bogen, hvis man allerede har fagets grundviden på plads. Selvom jeg personligt mener, at ren interesse er mere end grund nok til at studere en videnskab, er det også vigtigt at gøre sig grundige tanker om, hvilke følger éns deltagen i den videnskab kan have. For mig var denne bog en af de klodser, som jeg kan bruge til at bygge et velinformeret grundlag for mit fremtidige virke som lingvist. Og en god fagtekst behøver ikke nødvendigvis at præsentere ny information for læseren – nogle gange er det tankevækkende nok at sætte velkendt viden i en ny kontekst.
ALBERT COSTA: ‘THE BILINGUAL BRAIN’ (2020, 148 sider)
Når man hører tale om ‘den flersprogede hjerne’, kan alarmklokkerne let begynde at ringe. I tidens løb er der blevet fremført mange påstande om, hvordan det påvirker den menneskelige hjerne at rumme mere end ét sprog. Frem for alt er der mange, der har meninger om, hvorvidt flersprogede er mere eller mindre intelligente end etsprogede, eller hvorvidt det er mest ‘naturligt’ at tale ét sprog eller flere forskellige. Det varierer voldsomt, i hvilken grad disse påstande er videnskabeligt underbygget, men fælles for næsten dem alle er, at de er motiveret af sociale eller politiske holdninger til bestemte grupper af flersprogede mennesker – og altså ikke af en videnskabelig tilgang til flersprogetheden selv. Der er altså, for at sige det kort, et utal af faldgruber, når man diskuterer dette emne.
Derfor er det særligt imponerende, at Albert Costa her holder en flot balance i sin gennemgang af, hvad det vil sige at være flersproget. Costa læner sig ikke op ad forudindtagelser om, at tosprogede nødvendigvis er dårligere end etsprogede til hvert af deres sprog, men forfalder heller ikke til den sensationalistisk modsatte påstand – altså at flersprogede nødvendigvis er klogere end etsprogede (på andre måder end blot ved at kende flere sprog). I stedet udlægger han en række relevante studier, hvor forskningen nogle gange peger i den ene retning, og andre gange i den anden. Costa udøver dygtig kritik på sine studier, og undgår overdrevne konklusioner i både den ene og den anden retning. Det er desuden tydeligt i selve teksten, at Costa har gjort sig umage for ikke at sige noget udover det, der kan underbygges rent videnskabeligt – og selv dét forholder han sig passende kritisk overfor det meste af tiden.
Resultatet er et nuanceret billede, hvor flersprogede hverken bliver fremstillet som ‘dårligere’ mennesker eller idealiseret som kognitive superhelte. Flersprogede såvel som etsprogede er ganske enkelt mennesker – men det betyder ikke, at resultaterne fra de studier, Costa citerer, ikke er spændende i deres egen ret. Costa demonstrerer med hjælp fra al denne forskning, at tosprogethed har nogle kognitive og neurologiske kendetegn, der kan lære os meget om, hvordan sprog tager form i den menneskelige hjerne.
Indtil videre har jeg lagt vægt på Costas videnskabelige integritet, for det er en vigtig ting at have styr på, når man skriver om et kontroversielt emne. Det har måske givet det indtryk, at det er en meget teknisk bog – og det er den på sin vis også. Bogen gennemgår systematisk fem store spørgsmål om flersprogethed, og inddrager i den sammenhæng masser af forskning, så man skal som læser være villig til at sætte sig ind i en del eksperimentel psykolingvistik. Samtidig bruger Costa også mange eksempler og anekdoter fra sit personlige liv, og henviser til popkultur som f.eks. den ikoniske babelfisk fra ‘Håndbog for Vakse Galakseblaffere’ (‘The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’), hvilket giver bogen en frisk og sympatisk tone. Derudover er det ikke en meget lang bog, så hvis man har blot en gnist af interesse for at læse om videnskabelige eksperimenter, er den helt og aldeles til at komme igennem – hvilket jeg meget stærkt vil anbefale, hvis man er interesseret i emnet!
Vil man læse mere om flersprogethed, er der forresten allerede adskillige lingoblog-artikler med emnet – bare klik på tag’et ude i højre side.
DAVID ADGER: ‘LANGUAGE UNLIMITED’ (2019, 251 sider)
‘Language Unlimited’ er en cool titel, og jeg ville ønske, at jeg selv havde fundet på den. Når man læser bogen, bliver det dog løbende klart for én, at dens grundtese ikke blot er, at sprog er ubegrænset, men derimod at sprog faktisk har en masse formelle begrænsninger, der alligevel fører til ubegrænsede anvendelser – men jeg indrømmer gerne, at det havde krævet en længere og noget mindre catchy titel at overlevere hele dét budskab.
Hvis det er et budskab, der lyder bekendt, er det fordi det er en af lingvistikkens grundlæggende observationer: Sprog benytter begrænsede midler til at skabe et fænomen med et ubegrænset antal potentielle udforminger. Den tanke er en af grundstenene for især den generative gren af lingvistikken, og det er fra denne vinkel, David Adger griber grammatikken an.
Bogen er en udlægning af de helt grundlæggende principper i den nyeste fremherskende version af den generative lingvistik. Det centrale begreb er derfor ‘Merge’ – et koncept, som jeg havde set henvisninger til mange gange, men ikke læst nogen konkret forklaring på før denne bog. Adger bygger op til det ved først at forklare en række mere grundlæggende koncepter indenfor grammatisk analyse, med en masse af de klassiske trædiagrammer som illustration. Bogen præsenterer og diskuterer desuden et par forskellige aspekter af syntaks, blandt andet de forskellige tilgange til syntaksens kognitive mekanismer i menneskehjernen; betydningen af forskellen på menneskers og dyrs forståelse af syntaks; og menneskers forsøg på at skabe computeralgoritmer, der kan tolke syntaks på samme måde som menneskehjernen. Alle disse emner bliver bundet sammen i et overordnet narrativ, hvor Adger benytter dem til at argumentere for sin grundtese om, at grammatik som fænomen bedst kan forklares med det ene centrale begreb – ‘Merge’.
Der er ingen tvivl om, at bogen giver et imponerende overblik over den teori, den præsenterer, og den er desuden letlæselig og tager ingen teknisk forhåndsviden for givet. Ikke desto mindre vil jeg ikke ubetinget anbefale den til lægfolk. Personligt fik jeg meget ud af bogen, fordi jeg allerede i et vist omfang er trænet i grammatisk analyse og teori, men ikke i den generative tradition. ‘Language Unlimited’ hjalp mig med at få en større forståelse for det teoretiske apparat, som benyttes af en betydelig del af lingvister i den moderne verden. For en læser, der i forvejen er mindre velbevandret i lingvistik, vil jeg dog anbefale en kritisk tilgang til bogen. Adger præsenterer nemlig den generative teori som noget helt ukontroversielt – som var den ganske enkelt den eneste logiske konklusion. Dette foregår blandt andet ved at opstille stråmandsargumenter på vegne af de ikke-generativistiske grene af lingvistikken. Derfor vil jeg stærkt anbefale bogen til sproginteresserede, der er i samme situation som mig: Nysgerrig efter den generative tilgang, men samtidig velbevandret nok i grammatisk teori til at forholde sig kritisk til forfatterens argumentation.
Alternativt vil jeg foreslå at læse bogen sideløbende med en af de bøger, jeg anmeldte i mit forrige blogindlæg: ‘Language: The Cultural Tool’ af Daniel Everett. De to bøger er begge velskrevne og argumenterer på hver sin side af generativismedebatten. Begge bøger ville til gengæld have haft godt af et lidt mere nuanceret syn på sagen – hvilket gør dem idéelle til at kompensere for hinandens mangler, så man som læser kan opnå en velfunderet forvirring frem for en unuanceret skråsikkerhed.
RAY JACKENDOFF: ‘A USER’S GUIDE TO THOUGHT AND MEANING’ (2012, 247 sider)
Ray Jackendoffs bog ‘A User’s Guide to Thought and Meaning’ handler frem for alt om kognition: Hvad der foregår i det menneskelige sind, og hvordan det, vi mennesker oplever som bevidsthed, tager form. Mit første indtryk af denne bog var som følger: Selve det fysiske objekt er ganske pænt af en fagbog at være. I hardcover-udgaven er selve bogen helt sort, med titlen trykt i gyldne bogstaver på siden. Smudsomslaget er enkelt designet med lilla og orange vandfarver, hvilket gør den behagelig at kigge på, og giver indtryk af en – i mangel af bedre ord – venlig bog, som ligner en fornøjelse at læse. Til gengæld er den også tilklistret i lovpris fra Steven Pinker, så allerede inden jeg har åbnet bogen er mine følelser i høj grad blandede.
Dette viste sig faktisk at være et ret nøjagtigt indtryk af bogen som helhed. Ulig de fleste poplingvistiske bøger er dette ikke en opsummering af eksisterende lingvistisk viden, men en bevidst præsentation af forfatterens eget teoretiske arbejde. Jackendoff forklarer i indledningen, at hans teoretiske modeller er mere detaljeret forklaret i nogle af de bøger, han tidligere har skrevet. Denne bog har derimod til formål at præsentere teorien på en måde, der er lettere at tilgå for den almene sproginteresserede læser. Resultatet er en bog med en finpudset, effektiv struktur: Hvert kapitel, som i øvrigt kun er et par sider langt, forklarer én overordnet pointe, som de følgende kapitler kan bygge ovenpå. Det er en struktur, der kræver en smule tilvænning, men som i det lange løb gør det meget lettere at følge med, når Jackendoff begiver sig ud i højkonceptuel diskussion om kognition og filosofi. Læsere, der i forvejen går op i kognitiv lingvistik, vil måske genkende den samme type struktur fra Lakoff og Johnsons ‘Metaphors We Live By’ (udgivet på dansk som ‘Hverdagens Metaforer’).
Jackendoffs skrivestil er vittig, syrlig og fuld af selvtillid – i en sådan grad, at den til tider kan opfattes som arrogant (men her indrømmer jeg, at min opfattelse af Jackendoffs tone sandsynligvis er farvet af de blandede forventninger, jeg fik fra omslaget). Jackendoff refererer ofte til andre forskere, filosoffer og forfattere, men sjældent uden at beskrive præcis hvordan han er uenig med dem. Til gengæld præsenterer han sin egen model af menneskesindet, hvor han benytter sproget til at udforske en masse spørgsmål, som er mere eller mindre grundlæggende for oplevelsen af at være menneske. I løbet af denne udforskning drager han en lang række underkonklusioner, som jeg følte meget varierende grad af enighed og begejstring for. For eksempel sætter jeg pris på hans overvejelser om de forskellige perspektiver, man kan bruge til at betragte verden – men er mindre begejstret for de konklusioner, han drager ud fra sin udlægning af dyrs sproglige evner/mangel på samme.
Når det kommer til stykket, kan jeg hverken erklære mig ubetinget begejstret eller skuffet over ‘A User’s Guide to Thought and Meaning’. Jeg vil dog stærkt anbefale den til alle, der er interessede i en fængende udlægning af, hvad det vil sige at besidde bevidsthed.
DAVID SHARIATMADARI: ‘DON’T BELIEVE A WORD’ (2019, 275 sider)
Sidst, men ikke mindst: En bog om sprogmyter! Som én, der før har skrevet blogindlæg på vegne af Linguistic Mythbusters, værdsætter jeg enhver indsats for at bekæmpe sproglige myter og misforståelser, og jeg må indrømme, at dette er præcis den type bog, jeg ville ønske, jeg selv havde skrevet. Hvert kapitel omhandler én udbredt misforståelse, og inddrager relevant viden fra lingvistikken. Ofte er konklusionen mere kompliceret end, at påstanden er ren sandhed eller misforståelse, og Shariatmadari jonglerer med stoffets faglighed og dets tilgængelighed på fremragende vis.
Ligesom med ‘Linguistics: Why it Matters’ vil jeg gerne gøre det klart, at denne bog næppe indeholder nogen banebrydende ny viden, hvis man i forvejen har lingvistikkens grundviden på plads. Til gengæld præsenterer den sin viden på en spændende og forståelig måde, og sætter det oven i købet i en kontekst, hvor den viden kan besvare nogle spørgsmål, som mange mennesker måske har gået og undret sig over i forvejen. Jeg anbefaler bogen på det allerstærkeste til læsere, der endnu ikke ved meget om sprogvidenskab, men som er nysgerrige efter at lære.
Bogen har desuden et agenda, der ikke er helt ukontroversielt blandt lingvister. Den sidste myte, som Shariatmadari adresserer, lyder nemlig: “Language is an instinct”. Dette kapitel er et direkte svar på Steven Pinkers bog ‘The Language Instinct’ fra 1994, som er blandt de bedst sælgende poplingvistiske udgivelser nogensinde. På grund af bogens popularitet er Pinkers påstand meget udbredt blandt mennesker, der kan lide at læse om sprogpsykologi, men ikke nødvendigvis selv har studeret lingvistik. Derfor kommer det måske som en overraskelse for mange, at det er langt fra alle lingvister, der er enige om Pinkers ‘sproginstinkt’-hypotese.
Idet Shariatmadari sidestiller denne hypotese med andre påstande, hvis usandhed alle lingvister er enige om, tager han stilling til en debat, der har kørt i flere årtier. Personligt mener jeg, at det er en god ting, at det bliver gjort klart for den almindelige læser, at Pinkers påstand ikke er noget, man bør forholde sig helt ukritisk til; men det er naturligvis et spørgsmål om personlig akademisk holdning. Under alle omstændigheder er det godt for læseren at vide på forhånd, at Shariatmadaris holdning ikke er enstemmigt accepteret blandt sprogforskere – præcis ligesom man bør vide, at det samme i allerhøjeste grad gælder den opfattelse, han argumenterer imod.
For at opsummere er ‘Don’t Believe a Word’ underholdende og lærerig, hvis man ikke i forvejen har taget en uddannelse som lingvist, og er dermed et pragteksemplar på formidling af lingvistik.
Har du selv nogle bøger at anbefale, eller har du måske allerede læst nogle af disse? Hvis du har nogen anbefalinger at dele, kan du gøre det i kommentarfeltet forneden. Jeg håber, at mit blogindlæg har været til inspiration for nogle af jer, og måske fået sat en bog eller to på et par læselister derude!
Gustav Styrbjørn Johannessen er nylig bachelor og snarlig kandidatstuderende på Lingvistik. Han har erfaring med formidling af lingvistik fra bl.a. Linguistic Mythbusters og Det Rullende Universitet, og er administrator for Facebook-gruppen ‘Linguistics Book Club’. Der går desuden rygter om hans deltagen ved sprogfestivalen Sprogense til september.
LingoLit: Guide til karantænelæsning for sprognørder 
Humor i sproget og i samfundet 
Rygterne om den generative lingvistiks død er noget overdrevne 
Denne nationalsang skal være Europas internationalsang 
Nederlandsk. Grammatik og ordforråd. En lærebog. 
Køn, sprog, kønt sprog og dansk med accent: fem søstre Barrison og deres fire sprog