LingoLit: Guide til karantænelæsning for sprognørder

Note fra skribenten:
Jeg skrev oprindeligt dette blogindlæg med den hensigt at bede Lingoblogs redaktion om at udgive den kort tid inden sommerferien. Siden da er der imidlertid opstået en anden situation, som i endnu højere grad end ferier kalder på nyt læsestof. Jeg har derfor valgt at indsende indlægget til udgivelse nu i stedet, ikke som en guide til ferielæsning, men til karantænelæsning. Jeg opfordrer derfor jer læsere til at tage det som en skæbnens ironi, når jeg nedenfor hentyder til sommerferie i stedet for de nuværende omstændigheder.
Bibliotekerne har selvfølgelig lukket, men der er stadig e-bøger, lydbøger og online boghandlere tilgængelige, som man kan benytte sig af uden at bevæge sig ud i verden og risikere at videreføre smitte. Forhåbentligt kan bøgerne på denne liste fungere som underholdning for nogle af Lingoblogs læsere i denne skræmmende, og dog noget så kedsommelige, tid.

LingoLit: Guide til sommerferiekarantænelæsning for sprognørder

Sommerferien nærmer sig, og vi står endnu en gang overfor den samme årlige udfordring: Fra slut-juni til start-september er der ingen formel undervisning i lingvistik! Og hvilken større rædsel kunne der findes for de af os, som lever og ånder for sprogvidenskaben i en sådan grad, at der i vores årer ikke løber blod, men likvide fonemer?
Okay, jeg bruger måske lige lovligt store ord om sagens alvor, men ikke desto mindre har jeg det selv godt med at have mulighed for at udforske og diskutere mit fag hele året rundt – også i feriemånederne. For det tilfældes skyld, at der er andre derude, der har det på samme måde, har jeg besluttet mig for at dele min egen løsning på situationen ved skrive en guide til lingvistiske fagbøger, jeg kan anbefale som ferie- eller fritidslæsning. Jeg har udvalgt ti engelsksprogede bøger, som ikke er alt for tunge, og som (med én undtagelse) ikke kræver en særlig forudgående viden. Jeg har desuden med vilje valgt bøger om et bredt spektrum af underemner. Selv kan jeg lide at læse om mange forskellige underemner, fordi jeg interesserer mig for lingvistisk formidling som håndværk, men hvis du overvejer at læse nogle af bøgerne selv, vil jeg opfordre dig til at kigge listen igennem og håndplukke lige netop de bøger, som virker interessante for dig.

LYNNE TRUSS: ‘EATS, SHOOTS & LEAVES’ (2003, 204 sider)

Den første bog på min liste er på et værdimæssigt plan nok også den mindst lingvistiske. Lynne Truss’ bog er nemlig en håndbog for præskriptivister. Jeg har sat den på listen, fordi jeg ved, at en del sprogfans begynder at interessere sig for lingvistik med en forventning om, at der vil være langt mere retskrivning involveret, end tilfældet er. Og selvom vi som lingvister har deskriptivismen som det allerhøjeste ideal, når det kommer til forskning, betyder det ikke, at vi ikke nu af da kan give os hen til den retsskrivningstilbedelse, som trods alt stadig ligger og ulmer på et lille sted i vores sprogbrugersind – så længe vi gør det med en vis ironisk distance, selvfølgelig.

‘Eats, Shoots & Leaves’ er en vejledning i det engelske sprog, med sådanne emner som kommatering og apostroffer i højsædet, men ulig mange af denne slags bøger er den vittigt skrevet, hurtigt læst og fuld af sarkastiske one-liners. Jeg anbefaler bogen til den lingvistikstuderende, som stadig går med en lille præskriptivist i maven, der skal fodres indimellem.

DAVID J. PETERSON: ‘THE ART OF LANGUAGE INVENTION’ (2015, 292 sider)

Mange af os sprognørder har formentligt leget med tanken om en dag at lave vores eget sprog. Hvis man er interesseret i hjemmelavede sprog – såkaldte conlangs – er dette en bog, man ikke kan komme udenom. David J. Peterson er kendt for at have designet sprogene Dothraki og High Valyrian til TV-serien ‘Game of Thrones’, og i denne bog gennemgår han trin for trin processen i at skabe sit eget sprog. Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen skulle kunne læse denne bog færdig og ikke ende med at have bare en lille smule lyst til at lave deres eget conlang.

Men selv hvis man ikke har planer om at lave conlangs, er denne bog en god introduktion til nogle af lingvistikkens grundværktøjer. Bogen er opdelt i kapitler om fonetik og fonologi, morfosyntaks, sprogudvikling og skriftsprog, og forklarer grundbegreberne på en overskuelig måde – og dog med tilstrækkeligt mange detaljer til, at jeg lærte et par nye ting, selvom jeg allerede har haft målrettet undervisning i de første to kapitlers emner. Peterson bruger sit kendskab til eksisterende sprog som grundlag for sine fiktive sprog, og det gør bogen til ikke blot en guide til conlanging, men et crash course i lingvistikkens værktøjer.

Peterson skriver med en åbenlys passion for sit emne. Mens man læser får man næsten en oplevelse af, at han sidder lige foran én og fortæller om sin hobby. Dette resulterer i en rimeligt professionel, og dog afslappet skrivestil. Peterson har desuden en del afstikkere i løbet af bogen – nogle af dem morsomme, andre en smule søgte. F.eks. er morfosyntaks-kapitlet i virkeligheden en let skjult tirade mod løg (læs bogen og find ud af, hvad jeg mener).

Jeg anbefaler bogen til dem, der gerne vil kende til grundstenene i sprog, og måske godt kunne finde på at lave et selv; og til dem, der har stærke holdninger til løgs rolle i madlavning.

JOHN POLLACK: ‘THE PUN ALSO RISES’ (2011, 154 sider)

Jeg stiftede første gang bekendtskab med John Pollacks bog, da jeg udvalgte kilder til en læseliste, jeg skulle sammensætte til en eksamen. Desværre opstod der problemer med leveringen fra den butik, jeg bestilte den fra, og jeg endte med at måtte genbestille bogen med ekspreslevering dagen før min eksamen. Jeg læste derfor bogen under mindre end perfekte forhold: I én omgang, natten før jeg skulle op til eksamen i dens indhold. Det er derfor et tegn på bogens kvalitet, at jeg, på trods af omstændighederne, virkelig nød at læse den.

Jeg må dog indrømme, at jeg er forudindtaget. Bogen omhandler ordspil, og især puns, hvilket er en af mine særinteresser indenfor lingvistik. Alligevel vil jeg mene, at den er god læsning for sproginteressede, selv hvis man ikke tidligere har gjort sig nogen særlig overvejelse over ordspillets sproglige funktion. Pollack er ikke lingvist, men retoriker, og dog lægger bogen sit fokus på netop de aspekter af ordspil, som ville være af interesse for en lingvist (eller i hvert fald dem, der var interessante for denne lingvist). Og så er den hurtigt læst – det kan, skulle jeg hilse og sige, klares på én nat, hvis man er tilstrækkeligt motiveret(!).

Det meste af bogen er fyldt ud af kapitlet om menneskers attituder til puns gennem verdenshistorien, hvilket jeg synes er et interessant emne. Men det virkeligt interessante i bogen er efter min mening kapitlerne udenom, der beskriver hhv. punnets tekniske opbygning og dets indlydelse på menneskeligt sprogbrug. Jeg anbefaler bogen til dem, der har en forkærlighed for ordleg – og til dem, der har skrevet den på sin læseliste til en eksamen.

JOHN OLSSON: ‘WORDCRIME’ (2009, 177 sider)

Når jeg bliver spurgt om, hvad man egentlig kan bruge lingvistik til, er retslingvistikken et af de emner, jeg ynder at fremhæve. Det er ikke et stort felt indenfor lingvistikken, men ulig nogle af fagets mere akademiske anvendelser er det et emne, der er til at tage og føle på. De fleste har læst ‘Sherlock Holmes’ eller ‘Poirot’, set ‘CSI: Miami’, ‘Brooklyn 99’ eller andre programmer i dén dur, og har én eller anden idé om, at videnskabelige metoder kan bruges til at løse forbrydelser. Denne bog, skrevet af feltets formentligt mest almenkendte ekspert, består af en lang række casestudier, der viser lingvistikkens anvendelse som kriminologisk og juridisk redskab.

Bogen kommer naturligvis ind på nogle tekniske detaljer, men er mere til underholdning end til undervisning. Mest af alt minder dens indhold om True Crime-genren, eftersom sagerne i den er virkelige retssager, der har fundet sted (dog oftest med detaljer ændret for anonymisering). Dette giver også bogen en utrolig slagkraft, og jeg måtte med jævne mellemrum minde mig selv om, at bogens til tider grusomme, til tider latterlige indhold rent faktisk har fundet sted i virkeligheden. Dette betyder også, at bogen har et lettere bizart mix af toner. I nogle af sagerne er det morsomt at læse om, hvordan forbryderne har dummet sig; i andre er det hjerteskærende at høre om de konsekvenser, en sag har haft for uskyldige. Af denne grund anbefaler jeg ikke bogen til sarte sjæle.

Bogen har en del strukturelle valg, som undrer mig; for eksempel slutter den meget brat efter den sidste case, hvor jeg kunne savne en slags afrunding fra forfatteren. Den er delt op i tre overordnede ‘dele’, der dog ikke lader til at have noget formål, da hver del alligevel bare er en samling af tilsyneladende urelaterede cases. Derudover blev jeg nu og da distraheret af Olssons noget idiosynkratiske tegnsætning. Strukturen har dog for det meste ikke den store betydning, da det netop er de individuelle cases, der bærer bogen. De enkelte cases er, efter min mening, meget hit-or-miss, men de fleste af dem er hits, og det er klart værd at læse Word Crime af dén grund. Jeg anbefaler bogen til dem, der synes at fonetisk analyse er lige præcis dét, der mangler i ‘Barnaby’.

GRETCHEN MCCULLOCH: ‘BECAUSE INTERNET’ (2019, 274 sider)

Allerede før jeg læste ‘Because Internet’ var jeg fan af Gretchen McCulloch, både fra hendes blog ‘All Things Linguistics’ og hendes podcast ‘Lingthusiasm’; så det er måske med en vis forudindtagelse, når jeg erklærer mig ubetinget begejstret for denne bog.

‘Because Internet’ handler om sproglige fænomener på nettet, og selvom emnet er fortalt i en stil, der er så afslappet, at den til tider minder om beskeder på chatfora på nettet, er det tydeligt, at der er gjort et solidt stykke arbejde for at give bogen et fagligt fundament. Bogen giver en baggrundsviden både om internettets historie og om en række lingvistiske underemner. Blandt andet har den et rigtigt godt kapitel, der forklarer sociolingvistik med nogle andre eksempler end dem, man typisk støder på i studiebøger. Bogen bygger videre på sin grundviden med nyere forskning, inklusiv en stor del af McCullochs eget arbejde – f.eks. nogle interessante observationer om emojis og chatbeskeder.

Jeg anbefaler bogen til enhver, der har undret sig over, hvorfor de ældre eller yngre generationer har så underlig en tone i deres SMS’er og chatbeskeder.

MARK FORSYTH: ‘THE ETYMOLOGICON’ (2016, 272 sider)

‘The Etymologicon’ har et meget enkelt, og dog overraskende effektivt, koncept: Hele bogen er bare én lang liste over engelske ords etymologi. Men Forsyth har udvalgt ordene klogt, så der altid er en passende tematisk overgang fra én etymologi til den næste, og ordene, han har valgt, har interessante og ofte morsomme historier bag sig, som Forsyth fortæller med ynde og indlevelse. Bogen har næsten ingen struktur eller udvikling, og man skulle tro, at den derfor hurtigt ville blive ensformig at læse, men i virkeligheden havde jeg svært ved at lægge den fra mig – man kan altid lige nå at læse én ordforklaring mere.

Jeg anbefaler bogen til lingvisten, der til familiesammenkomster altid bliver spurgt om, hvor dét-og-dét ord kommer fra.

ANNE MARIE TRESTER: ‘BRINGING LINGUISTICS TO WORK’ (2017, 168 sider)

Hvis man er typen, der bruger sin sommerferie på at læse op til næste semesters fag og opdatere sit CV, er ‘Bringing Linguistics to Work’ en god nyhed. Trester, som er karrierelingvist og improv-skuespiller, har skrevet bogen for at inspirere lingvister til at bruge deres unikke redskaber; ikke blot til at udføre deres jobs, men til at få (eller skabe!) lige præcis det job, de ønsker sig. For at gøre dette trækker hun på sin lingvistiske viden, men også sin erfaring som improvisatør.

Bogen er inddelt i kapitler efter forskellige aspekter af jobjagten. Den indeholder en række øvelser spredt over hele bogen, samt historier fra hvad Trester kalder karrierelingvister, om deres professionelle liv og de valg, der bragte dem dertil, hvor de er nu. Personligt var det disse historier, jeg fik mest ud af som læser, da de både gjorde Tresters principper mere livlige og fungerede som eksempler på de forskellige ting, man kan udrette som lingvist.

Selve skrivestilen er ikke den mest spændende, men personlig effektivisering på jobmarkedet er også et svært emne at gøre interessant, i hvert fald for mit vedkommende. Det hjælper dog, at Trester hele vejen igennem bruger lingvistiske begreber til at formidle sine idéer. Trester ved, at hun skriver til et lille, meget specifikt publikum, og bruger det til sin fordel. Den meget specifikke viden, som denne bog forudsætter, giver mig som læser en følelse af, at bogen er rettet specifikt mod mig; og det gør den langt mere fordøjelig, end den kunne have været. Jeg anbefaler bogen til lingvisten, der leger med tanken om at oprette en profil på LinkedIn.

JENNIFER KRONOVET: ‘THE WUG TEST’ (2016, 76 sider)

Inden jeg hørte om ‘The Wug Test’, ville jeg ikke have troet, at noget forlag ville have udgivet en bog som den. Jennifer Kronovet har skrevet en digtsamling, der trækker på lingvistiske idéer – som f.eks. Sapir-Whorfhypotesen, metaforteori, og selvfølgelig wug-testen, der lægger navn til samlingen. Blandt andet stifter man som læser bekendtskab med “Ti måder at sørge over et dødt sprog“. Konceptet er alt i alt ufatteligt nørdet på en måde, som jeg finder fantastisk tiltalende.

Selve poesien i bogen er ikke udelukkende lingvistikbaseret. Der er en løs fornemmelse af et narrativ udenfor sprogvidenskaben, og den kan værdsættes som poesi også udover det finurlige koncept. Dog er der meget af indholdet, der formentligt vil gå hen over hovedet på en læser, der ikke har sin lingvistiske grundteori godt på plads, så man skal stadig holde tungen lige i munden.

Jeg anbefaler bogen til digtersjæle og kæmpenørder.

DANIEL EVERETT: ‘LANGUAGE: THE CULTURAL TOOL’ (2012, 327 sider)

Daniel Everett, bedst kendt som Noam Chomskys nemesis og kortlægger af Pirahã-sproget, har skrevet en bog, der for mig føles værd at diskutere. ‘Language: The Cultural Tool’ var perfekt til at engagere min sproghjerne mens jeg ikke havde studierne til at gøre det for mig.

Som ung lingvistikstuderende har jeg haft svært ved at danne mig en sikker holdning til debatten om den generative tradition. Der findes ufattelige mængder af tekster, der argumenterer både for og imod de chomskianske teorier, men næsten alle dem, jeg har læst, har haft én ting tilfælles: En uomtvistelig overbevisning om, at de selv er på den rette side af debatten. Efter at have læst det første kapitel af denne bog havde jeg høje håb om endelig at have fundet en kilde, der kunne præsentere sine argumenter uden at bebrejde læseren for nogensinde at have været i tvivl.

Resten af bogen skuffede mig dog slemt på det punkt. På overfladen giver Everett indtryk af at præsentere emnet sagligt og med rimelige overvejelser, men hans egen side af sagen sejrer så konsekvent og ubesværet igennem bogen, at man efter endt læsning sidder tilbage med en nagende fornemmelse af, at der må være dele af debatten, han har udeladt. Misforstå mig ikke: Jeg er, uden på nogen måde at være en autoritet på området, enig med Everett. Jeg føler bare ikke, at jeg er blevet tilbudt muligheden for at være uenig.

Så hvis jeg ikke rent faktisk kan lide bogen, hvorfor anbefaler jeg den så her? ‘Language’ er eksemplarisk på mange andre punkter. Everett er en dygtig fortæller, og alle bogens kapitler er krydret med fun facts og anekdoter, mange af dem fra hans eget liv, hans arbejde og hans erfaringer med Pirahã-folket. Der er desuden masser af både morsomme og tankevækkende formuleringer, for ikke at nævne Everetts tilsyneladende meget nyttige tilgang til sproget som et kulturelt værktøj.

Jeg kan ikke afslutte en anmeldelse af denne bog uden at nævne dens korrekturlæser; navnligt, at jeg ville ønske, den havde haft én. Bogen er fuld af stavefejl, manglende punktummer og et meget forvirrende manglende suffiks på s. 325.

Jeg anbefaler bogen til dem, der nyder fieldwork-anekdoter og kan lide at have en mening om Noam Chomsky.

DAVID BELLOS: ‘IS THAT A FISH IN YOUR EAR?’ (2011, 353 sider)

Den sidste bog på listen er både den længste og den indholdsmæssigt tungeste. ‘Is That A Fish In Your Ear?’ beskriver oversættelse som fag og som proces, med både de filosofiske implikationer af oversættelse (Hvad vil det sige at oversætte? Er det overhovedet muligt at oversætte noget perfekt?), og med detaljerne i oversættelse af mange forskellige former for tekster – fiktion, nyhedsmedier og fagtekster, blandt meget andet. Bellos diskuterer desuden en masse andre emner, der har med oversættelse at gøre: Hvordan programmerer vi maskiner til at oversætte? Hvad er det, der gør lige præcis vittigheder så svære at føre over i et andet sprog? Og hvilken indflydelse har oversætteres valg haft på verdenshistorien?

Bogen dækker sit emne fra en lang række vinkler, så man til sidst sidder tilbage med en følelse af at have fået oversætterfaget præsenteret med ekstrem grundighed. Til gengæld gør denne grundighed også bogen lidt tungere at fordøje end så meget andet popvidenskabelig litteratur, og nogle af kapitlerne om teknisk oversættelse føltes næsten som lektielæsning. Det bør dog siges, at min primære interesse indenfor oversættelse er fiktion, og at de kapitler, der for mig var tungest at komme igennem, netop var dem, der omhandlede oversættelse af non-fiktionsgenrer – så måske er det mere mig end Bellos, der står til ansvar for min oplevelse af dem.

Bellos’ bog er værd at læse, hvis man har bare en lille smule interesse for oversættelse, netop fordi den beskriver alle de væsentlige aspekter med stor præcision og livlige eksempler. Jeg anbefaler bogen til dem, der har læst Asterix- eller Anders And-tegneserier på dansk og ikke blot værdsat forfatterens og tegnerens værk, men også oversætterens.

Med alt det sagt håber jeg, at I, kære Lingoblog-læsere, har fundet lige præcis de rette bøger at læse for jer i løbet af sommerferien. Hvis du har læst nogle af de samme bøger som mig og har noget at sige om dem, vil jeg hjertens gerne være med til at diskutere dem i kommentarfeltet. Og hvis du selv kender en popvidenskabelig lingvistikbog eller to, som er værd at læse, vil jeg meget gerne høre om dem!

Gustav Styrbjørn Johannessen studerer lingvistik på Århus Universitet. Hans interesser inkluderer sproglig formidling, hvilket han udøver via Det Rullende Universitet, studentergruppen Linguistic Mythbusters, samt nu og da et indlæg på Lingoblog.

LingoLit: A Linguist’s Quarantine Reading Guide Lingolit II – Sproget i populærlitteraturen Live-forelæsninger om lingvistik på internettet: Lingoblogger er på d. 7. juni Verdens første Twitter-konference om lingvistik – nu på lørdag! Skaberen af dothraki fra Game of Thrones besøger Aarhus Universitet Anmeldelse: Alt dette vil jeg give dig