Det er svært at prøve at forklare DLD til andre. Og det er svært at gøre på en måde som er simpel og stadigvæk dækkende for hvad det handler om. Og det er det jo fordi sprog er kompliceret. Sådan sagde Amalie til Rikke for nogle år siden. Men nu prøver vi alligevel. I anledning af den internationale DLD-dag, som markeres i Danmark den 9. oktober, taler vi om DLD.
Sproget som redskab
For de fleste mennesker er sproget et fantastisk redskab, som kan bruges til at kommunikere, tænke, lære nyt og forstå vores omgivelser. Sådan er det nok for dig, der læser indlæg her på Lingoblog. Og du kan måske have svært ved at forestille dig, hvordan det er ikke at have sproget som et godt redskab i fx sociale og læringsmæssige sammenhænge.
Men for den gruppe af børn, unge og voksne, der ligesom Amalie har DLD (developmental language disorder, altså udviklingsmæssig sprogforstyrrelse på dansk), fungerer sproget ikke som et pålideligt multifunktionsredskab.
Måske kan du få en vis forståelse af, hvordan det er at have DLD, hvis du prøver at overveje, hvordan du klarer dig på dit næstbedste eller måske det tredjebedste fremmedsprog. Du kan nok godt bestille en kop kaffe eller en sodavand og også takke for den på det sprog. Men du løber måske ind i vanskeligheder, hvis du skal forsøge at forklare den optimale måde at tilberede hummus, at referere den fagtekst, som du læste forleden, eller at føre en samtale om livets skrøbelighed med fem andre ved et middagsselskab. I nogen grad kan de vanskeligheder, som du sandsynligvis løber ind i, sammenlignes med at have DLD. Du vil være på sprogligt overarbejde og nok også komme sprogligt til kort i nogle sammenhænge, fordi dine sprogfærdigheder ikke rækker til at forstå, hvad andre siger og til selv at udtrykke det, som du gerne vil. Hvis du har DLD og sproget ikke fungerer som et godt redskab, kan det altså blive svært at deltage fuldt ud i et almindeligt børne-, ungdoms- eller voksenliv.
Gabriel og Amalie taler om DLD
Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder, NVOL, formidler viden om DLD (se https://nvol.dk/viden-og-vaerktoejer/vidensunivers/vidensunivers-dld/). Der kan du blandt andet se videoer, hvor 18-årige Gabriel med DLD medvirker. Når Gabriel sammenligner sig med sine skolekammerater på en efterskole for ordblinde unge, mener han, at han har større vanskeligheder end de kammerater, der udelukkende er ordblinde og altså har vanskeligheder med at omsætte bogstaver til sproglyde:
De kan godt forstå det jo mange af dem, hvad der står. Det er jo os DLD, der ikke kan forstå det jo, hvad der står i teksten, og det er derfor jeg siger at DLD og ordblind det er noget helt andet. DLD har i hvert fald brug for meget mere hjælp end ordblindhed har.
Gabriel peger her på de vanskeligheder med læseforståelse, som han selv oplever, og som er meget udbredte hos mennesker med DLD. For skrevet sprog er jo også sprog. Og et af kendetegnene ved DLD er netop sprogforståelsesvanskeligheder, altså vanskeligheder med fx at forstå alle ord eller den bogstavelige betydning af sætningerne i det, som nogen siger eller i den tekst, man læser.
Selv om Amalie er godt i gang med at tage en universitetsuddannelse, kan hun også sagtens genkende vanskelighederne med sprogforståelse: Det er svært at huske og integrere alle de oplysninger, vi får til forelæsningerne om fx vores eksamen. Det er som om, jeg skal have gentaget informationerne tre gange så meget som mine medstuderende for, at de kan sætte sig fast i min hukommelse. Dette oplever jeg som en særlig ”voksen”-udfordring ved at have DLD, at de verbale inputs – mundtlige såvel som skriftlige – ikke sætter et kraftigt nok aftryk. Man kan sammenligne det med fodspor i en ørken, hvor fodaftrykkene i mit tilfælde er overfladiske og lettere viskes ud, mens de for personer, der ikke har DLD, er dybere, tydeligere og kan klare en ørkenstorm uden helt at forsvinde. Jeg ender tit med at bruge energi og tid på at finde de samme oplysninger igen og igen. Forestil dig, at du skal læse din flybillet en seks-syv gange for at huske hvilken siddeplads, du har. Det er man nogle gange nødt til, når man har DLD.
Et andet lavpraktisk eksempel på en hverdagsproblematik med DLD gælder indkøb af dagligvarer. Tidligere, når jeg var i supermarkedet, brugte jeg sjældent energi på at læse, hvad varerne kostede, selvom jeg virkelig burde. Det krævede simpelthen for meget mental energi og anstrengelse. Det samme gjaldt oplysninger om togafgange på skærme osv. Jeg har skullet øve mig i at læse og tage stilling til de skriftlige informationer omkring mig, og det har taget mig lang tid at komme derhen, hvor jeg kan gøre det automatisk. Jeg har det dog stadigvæk sådan, at hvis jeg kan slippe afsted med ikke at læse noget, så læser jeg det ikke.
Amalie oplever, at DLD’en bunder i vanskeligheder med at fordele opmærksomhed på en måde, som er hensigtsmæssig, og hvor hun ikke bliver udtrættet eller mister overblikket: Jeg har fx i sociale situationer måttet lære, at jeg ikke altid kan nå at processere alles input, men nogle gange bliver nødt til tvinge mit fokus over på nye kommentarer, selvom jeg ikke har opfanget de forudgående. Det kan være ret krævende at skifte sin opmærksomhed med DLD, især når man gerne vil have det hele med, men det er nødvendigt for ikke at komme for langt bagud i samtalen.
Med DLD sidder man også tit med en følelse af ens hjerne kun opfatter del-sætninger og enkelte ord af en persons fortælling, og så selv må sætte puslespillet sammen bagefter. Syv ud af ti gange rammer man rigtigt og kan komme med et passende svar. Andre gange rammer man ved siden af. Det kan godt være lidt akavet, når jeg bliver nødt til at indrømme over for den, jeg snakker med, at jeg har misforstået eller ikke helt har fanget vedkommendes pointe, men det er samtidigt det, der reparerer samtalen. Ofte er folk rigtig søde til at forklare sig igen, og jeg får en ny mulighed for at komme med et brugbart svar. Jeg er derfor ikke længere bleg for spørge folk, om de vil gentage sig, og de fleste mennesker kan faktisk godt lide det, da de føler, at man går op i, hvad de siger.
Hvad kan omgivelserne gøre?
I NVOL’s videoer medvirker 6-årige Ida med DLD og hendes mor også. Idas mor fortæller:
Det fungerer rigtig godt, hvis vi bruger billeder, altså hvis vi taler om noget konkret… Det visuelle betyder rigtig meget for, om hun sætter sprog på… Hun taber hurtigt tråden, men hvis der er visuelt materiale til, så kan hun ligesom fastholde det og blive i det også over en tid.
Det er ikke kun Ida på 6 år, som har gavn af den visuelle støtte. Det gælder rigtig mange mennesker med DLD. Derfor er et af de generelle råd til pårørende, venner, undervisere eller kolleger omkring børn, unge eller voksne med DLD, at de forsøger at bruge billeder, visuelle modeller og stikord til at støtte hukommelsen og forståelsen hos personer, som har DLD.
Det internationale netværk RADLD (Raising Awareness of Developmental Language Disorder) peger også på, at omgivelserne kan være opmærksomme på at sætte taletempoet ned og give mennesker med DLD tid til at tænke sig om og formulere sig, når de skal svare, spørge eller fortælle.
De råd indgår også i årets plakat til DLD-dagen, hvor Siouxsie Webster kommer med sine råd, og i Amalies anbefalinger: Visuel støtte, mere tid og forberedelse er nok de tre vigtigste hjælpemidler for folk med DLD. Den visuelle støtte hjælper helt enormt meget. Fx highlights af vigtige ord, eller farvekategorisering af skriftlige informationer, kan gøre en kæmpe forskel for min evne til at organisere og integrere indholdet.
Hvis man kunne sætte folks taletempo ned med en remoteknap, ville alting være lettere for folk med DLD. Så at tale langsomt er en stor hjælp. Når jeg skal spille et nyt brætspil med mine venner, og de prøver at forklare mig reglerne, overdriver jeg altid: ”Forklar mig det EKSTREMT langsomt, ligesom du ville forklare det til din bedstemor”. Man skal ikke være bange for at stå ved sin DLD, og man bliver nogle gange nødt til at minde folk om, at man har det. Jeg nævner sjældent DLD’en i sig selv, for det ved mine gode venner godt, at jeg har, men jeg minder dem om, hvordan det påvirker mig, så de kan tage hensyn. ”Stoooop, det går for hurtigt” råber jeg tit, ligesom fru Flindt i Far til fire i Egypten, og så kommer de i tanke om det.
Det er dog langt sværere på en arbejdsplads at kræve, at der bliver taget hensyn, og jeg har ikke altid været god til at formidle mine behov på arbejdet. Det er dog noget jeg gerne vil turde. For selvom det er grænseoverskridende og sårbart for mig at nævne min DLD, er det ikke værd at maskere den. Det skaber flere problemer end fordele har jeg efterhånden erfaret, og jeg kan blive enormt stresset, hvis jeg ikke for det kommunikeret, for så bliver der ikke taget hensyn.
Vi håber, at du, der har læst med, også vil tale om DLD. Og hvis du kender en, der har DLD, så håber vi, at du vil spørge, hvad der kan hjælpe ham eller hende til at tale om DLD – og selvfølgelig også om alt muligt andet.
Rikke Vang Christensen er lektor i børnelogopædi ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet. Hun har i en årrække beskæftiget sig med sprogforstyrrelsen DLD som forsker og underviser, i ansættelser i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning samt som samarbejdspartner for Nationalt Videncenter for Ordblindhed og andre Læsevanskeligheder og medlem af den danske RADLD-gruppe.
Amalie Kandel Damgaard er kandidatstuderende i psykologi ved SDU, 25 år og balletunderviser på Det Kgl. Teater i Odense.
Udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD) – en udbredt indlæringsvanskelighed som de fleste aldrig har hørt om 
Et liv som ordblind i folkeskolen 
Praktiske tips og tricks til ordblinde elever på 17 minutter uden besvær 
To- og flersprogede ordblinde – en forskelligartet og hidtil overset gruppe 
At tale med børn i dagtilbuddets hverdag 
Lad sproget leve: Kampen mod Gendersternchen