Krigeren Gunner

Først en lille praktisk note til læseren:

þ udtales som th i engelsk thorn.

ō udtales som o, bare langtrukket – i stedet for o, så sig oo.

: bare sig det som et dansk n.

z udtales som et stemt s – tænk på flertals -s fra engelsktimerne og hvordan bees ’bier’ skal udtales på britisk engelsk. Der skal stemmelæberne vibrere ligesom når vi udtaler et m (prøv at sige m og mærk på din strube samtidig).

gwh : For at gøre det nemt kan vi nøjes med at udtale denne lyd som gw, fx i Gwen Stefani. Mere detaljeret skal g’et skal udtales stemt, læberne formes som når et engelsk w udtales, og samtidigt slippes ekstra meget luft ud (det er det, h’et står for; det kaldes aspiration).

* foran fx et ord betyder, at vi har rekonstrueret det.

Og nu til, hvorfor Gunner er mega badass

Minna og Gunnar 2Vi alle kender Gunner. Ham fra fiskereklamerne, der hver gang, han skal prøve noget nyt, ligner et spøgelse. Det er han slet ikke tryg ved. Det huer ham faktisk ikke det mindste. Men det ender nu altid lykkeligt med et smil og den berømte catchphrase “Det’ ikk’ så ring’ endda,” hvortil konen Minna smiler lykkeligt og siger “Åh, Gunner“.

Man må sige, at Gunner virker ret tam… Men vidste I, at han engang har været en stor og mægtig kriger?

Navnet Gunner er faktisk et rigtig badass germansk krigernavn, der bygger på den indoeuropæiske rod *gwhén-, som betyder “at dræbe”. En rimelig tolkning af navnet Gunner ville være “dræbersoldat”.

Plakat det ikke saa ringe endda finn og minna

På urgermansk var hans navn *Gunþiharjaz [1]. Roden *gwhén– er det, der på oldislandsk bliver til gunnr ‘kamp, slag’ [2] og engelsk til gun ‘pistol’. Det er også baggrunden for pigenavnet Gunnhildr [3]. Roden *gwhén– findes også hos iranerne, hvor det på ungavestisk er blevet til jaiṇti ’at slå, at dræbe’, og på moderne persisk zadan, zan- ’at slå’. Vi finder det også i Indien, hvor det på sanskrit er hánti ’at slå, at dræbe’ [4].

Da Gunner var i sin storhedstid, kunne han meget vel have kæmpet side om side med *Harimannō [5] (som jo er hær + mand) mod Varus og romerne. Men både *Harimannō og *Gunþiharjaz, er i dag gået på pension som Herman og Gunner.

Ét kan man konkludere af dette, og det er, at alt ændrer sig med tiden – mennesker så vel som sprog.

Nikolai Sandbeck er cand. mag. i Indoeuropæisk fra Københavns Universitet og har senest været ansat som videnskabelig assistent på det FFK-finansierede projekt MidGram: Grammatikalisering i middeldansk.

Fodnoter:

[1] Peterson, Lena. 2004. Lexikon över urnordisk personnamn, s. 26. URL https://www.isof.se/download/18.5e02b54a144bbda8e9b1c11/1529494321838/urnordiska-personnamn.pdf

[2] Kroonen, Guus. 2013. Etymology of Proto-Germanic. Leiden, Boston: Brill.

[3] https://www.etymonline.com/ -,s.v. ”gun”, sidst besøgt 27-05-2020.

[4] Kroonen, Guus. 2013. Etymology of Proto-Germanic. s. 196 Leiden, Boston: Brill.

[5] *Harimannō har jeg baseret på lemmaet harja hos Peterson, Lena. 2004. Lexikon över urnordisk personnamn s. 10 URL https://www.isof.se/download/18.5e02b54a144bbda8e9b1c11/1529494321838/urnordiska-personnamn.pdf samt Kroonen, Guus. 2013. Etymology of Proto-Germanic. s. 353-354 Leiden, Boston: Brill.

Billeder: citatplakat.dk, https://i.ytimg.com/vi/T-q7Tm2RAFc/hqdefault.jpg

Skriv en kommentar