Per Aage Brandt (PAB) har på Lingoblog anmeldt min bog: Om tegn (find anmeldelsen her). Jeg undrer mig meget over det meste af det der står i anmeldelsen, og jeg hælder til den opfattelse at problemerne skyldes ordforbistring. Min bog er rigtignok et stykke tegnfilosofi med forsøg på at definere betegnelser for aspekter af det forhold at tegn bruges i kommunikation mellem mennesker (for uden for kommunikationen er mærkbare former ikke tegn). Problemerne opstår fordi PAB anvender en del ord i en anden betydning end den jeg har forsøgt at definere og forpligte mig på brugen af i bogen. Om vi faktisk er uenige om substansen, er ikke ganske klart, for den drukner de fleste steder i ordforbistring. Her kommer de fem vigtigste eksempler på steder hvor vi måske er uenige.
1. PAB anklager i diskussionen af multimodalitet bogen for at være kulturrelativistisk, som det ses i følgende citat:
Det, der her især falder i øjnene, er de angivne fælles tanker, som nederst i cirklen forbinder interpretationen med initieringen. Ole T har allerede understreget, at tegnets giver (Tg) og dets tager (Tt) må tilhøre en fælles kultur eller social orden. (…)Tt og Tg er idiotisk relateret til deres egenartede kulturelle rækker. Derfor forstår de hinanden fuldstændigt, fuldt ud, mens de slet ikke forstår andre idioter, hvis de er kulturelt forskellige.
PAB forveksler fælles tanker med samme tanker. Man kan ikke på nogen måde sandsynliggøre at to mennesker har de samme tanker, men hvis to mennesker ikke har en fælles opfattelse af verden, deres aktuelle situation og det fælles mål for deres samtale, har de ikke grundlag for fortsat interaktion og samarbejde, og da samarbejde faktisk finder sted, må der også være skabt fælles tanker som udgangspunkt for kommunikation.
Forkortelserne Tg og Tt er ikke et citat fra bogen, men noget PAB har fundet på selv. I bogen skelnes der derimod mellem Gf: tegngiverens opfattelse af tegnets form, Tf: tegntolkernes opfattelse af tegnets form, Gs: tegngiverens tanke om den sag som Gf skal associeres med, og Ts: tegntol-kernes tanker om den sag som Tf skal associeres med. Det der så er påstanden i bogen, er at tegnene kun fungerer som midler til kommunikation hvis der er fælles regler for opfattelsen af formen og for associationerne fra opfattelsen af formerne (f) til tanker om sagerne (s), så Gs og Ts bliver fælles i et sådan omfang at de uden protester kan danne grundlag for den videre interaktion og samarbejde. Hvis tegngiveren med et tegn mener ’her’, og tegntolkerne opfatter ’der’, kan de ikke finde hvad de leder efter. Det er det betegnelsen fælles tanker betyder. Ikke at de forstår hinanden fuldt ud, for det kan aldrig konstateres eller dokumenteres.
Fælles tanker er en norm og et ideal, ikke en empirisk realitet i adskilte ekkokamre støbt i beton, som PAB antyder. Tanken i bogen er netop universalistisk og ikke kulturrelativistisk. Hvis folk i et sprogsamfund ikke får fælles tanker på grundlag af de sproglige former, falder samfundet fra hinanden, som det sker i USA efter præsidentvalget 2020. Man skal så bruge tegnene til igen at få et fælles grundlag for fremtidig social interaktion og samarbejde.
Pointen med cirklen er for øvrigt at alle tre fasepar: tegngiverens initiering og produktion, samfundets transmission og distribution og tegntolkernes perception og interpretation af tegnene giver mulighed for mange forskellige måder de kan gennemføres på, og altså forskellige semiotiske modaliteter. Det der diskuteres i dette afsnit, er noget som der mig bekendt slet ikke findes nogen sammenhængende teori om, nemlig hvorledes forskellige modaliteter spiller sammen til en samlet mening, altså fx hvorledes alle modaliteterne: tegnede streger, farver, fem forskellige bogstavrækker i hver sin typografi i Charlie Hebdos forside, spiller sammen — ofte på forskellige måder for forskellige tegntolkere. For dette eksempel gælder det at det antagelig er bevidst flertydigt.
2. Om tegn skriver PAB:
Alternativet er at forstå, at tegngivning og tegnudveksling slet ikke består i idiologisk (dette nydannede ord skal nok betyde ’egensindig’, OT) udveksling af mærkater, der aktiverer indkodede tanker (…). Tegn består i stedet af strukturerede udtryksformer, som, når de aktiveres og bruges, frembringer indhold.
Når de strukturerede udtryksformer aktiveres og bruges, sker det efter min mening altid i en ytring som udgør en social handling, og uden for denne historiske handling har tegn ikke eksistens. Det er ytringer (skriftlige og mundtlige tekster, billeder, skilte, gestus) der er emnet for min bog, mens PAB nok bruger ordet tegn alene om strukturerede udtryksformer af en eller anden udtrækning uafhængigt af, om de er brugt eller ej. Tegn er efter min mening historiske kendsgerninger, ikke kun udtryksformer. Og når tegn forekommer, er de altid midler til at to parter, en tegngiver og tegntolkere, ved at samarbejde får fælles tanker i et sådant omfang at de kan bygge deres efterfølgende interaktion og samarbejde på det.
Hvis ordet frembringe ellers kunne betyde det, ville det være rigtigt at strukturerede udtryksformer bringer indhold frem fra tegngiver til tegntolkere, men efter ordbogen DDO kan frembringe kun betyde ’skabe’ eller ’forårsage’, og det er ganske simpelt ikke rigtigt at udtryksformer skaber indhold. Udtryksformer frembringer ikke mening, de er fælles midler til at fremme samarbejdet mellem parterne om at få fælles tanker.
3. PAB hævder at taltegn har dobbelt artikulation med følgende argument:
Ole T’s matematiske eksempel er, meget passende, at 9 + 16 = 25. Se selv, der er kun cifre og regnetegn, én artikulation. Men seksten og femogtyve består da af to dele, idet notationen henviser til et titalsystem, i modsætning til f. eks. et digitalt totalsystem eller et traditionelt tyvetalsystem (såsom “firsindstyve”); det er tallenes udtryksplan, der er inddelt på denne måde, og det berører ikke tallenes betydning som tal, kun deres notation. Operatorerne + og = består af to træk, der heller ikke indgår i deres betydning (det de betyder, består ikke af to træk). Altså viser eksemplet dobbeltartikulation, selv i simpel matematisk skrift.
Det ser ud som om PAB ikke anerkender, eller måske ikke har forstået, hvad ordet dobbeltartikulation betyder. Han anfører at der i tal med to cifre, fx 16 og 25, for hvert ciffer er to henvisninger, en til hver sin betydning. Han må vel mene at 1 både betyder ’1’ og ’af kategorien tier’, og at 6 både betyder ’6’ og ’af enere’. Det at et tal kan være sammensat af to cifre, svarer til den morfologiske regel i sproget at flere morfemer, fx bro og sten, kan sættes sammen til ét ord på to forskellige måder: brosten (som er en slags sten) eller stenbro (som er en slags bro). Taltegnet 16 er altså en sammensætning (et kompositum) hvor det venstre ciffer betyder ’tiere’ og det højre ’enere’. Talsammensætninger som 16 kan dernæst, nu blot efter syntaktiske regler, indgå i noget der svarer til en sætning: 9 + 16 = 25, hvor = svarer til et verbum og + til et participium i sproget: ni lagt til seksten er femogtyve.
Det er altså ikke det at der er flere forskellige betydninger af en og samme udtryksenhed, det kommer an på, men det at én minimal udtryksenhed, fx ni, der har et bestemt indhold, ’9’, i sproget (mundtligt, men også skriftligt) er artikuleret, dvs. inddelt, i figurer (fonemer eller grafemer), n og i, som hver især ikke er tegn, fordi de ikke har selvstændig betydning, men kun har den funktion at være genkendelige og distinktive, dvs. forskellige fra hinanden og fra de andre figurer (fonemer eller grafemer) i et begrænset inventar.
Fordelen ved dobbelt artikulation er at man ikke skal kunne huske og i den mentale ordbog skelne mellem mindst 10.000 forskellige morfemformer med hver sin mening, men kan nøjes med at skelne mellem 30-40 forskellige figurer (fonemformer) uden egen betydning, som så kan sættes efter hinanden til minimale tegn, morfemformer, med betydning. Et uoverskueligt stort paradigme forvandles til et overskueligt kort syntagme.
Alle sprog i verden har denne dobbelte artikulation så de mindste betydningsbærende enheder, morfemerne, udtrykkes med faste rækker af et begrænset antal forskellige figurer (fonemer eller grafemer). Det betyder at en sætnings former bliver længere i syntagmatisk tid; de 5 morfemer i 9 + 16 = 25 kræver i matematikken syv udtryksenheder efter hinanden, men 27 i skriftsproget. Det har så også den fordel at vores hjerne får tid til at afkode meningen, som nemlig er udtrykt med en vis grad af redundans. Bortfald af et fonem eller to, fx vokalerne, på grund af støj giver ikke en ny btdnng, hvad det ville gøre ved bortfald af et element i enkeltartikulerede tegnsystemer: 916 = 25. Hvis skriftsprog konstrueres med enkeltartikulerede morfemer, dvs. uden redundans, bliver det så kompakt at det er umuligt at bruge mundtligt, hvad jeg viser et eksempel på med kunstsproget RO. Mundtligt kinesisk har, som dansk, dobbelt artikulation, og udtrykket er opdelt i fonemer præcis som på dansk; deres skriftsprog har blot ikke noget der svarer til vores grafemer, men det er en anden og lang historie.
Det at taltegnene er enkeltartikulerede, er også et argument for at taltegn, udover den første snes, antagelig er født skriftlige, mens sprogtegn oprindeligt har været mundtlige og først efter mange hundrede tusind år i menneskeslægtens historie er blevet skrevet ned.
Problemet er her at PAB, som Humpty Dumpty, selv beslutter hvad udtrykket dobbelt artikulation skal betyde – i åbenlys strid med hvordan det er defineret af ophavsmanden André Martinet. Hvis han til en eksamen i sprogvidenskab havde sagt som han gør i anmeldelsen, var han dumpet.
4. Om diagrammer skriver PAB:
Men diagrammet er ekstremt spændende, fordi det som tegntype eksternt set hverken beror på analogi eller konvention. Alle mennesker, som tænker, anvender diagrammer, i hovedet, på tavler, i teknisk eller politisk planlægning, i teoretisk forskning, overalt; men vi gør det uden at have lært os noget konventionelt diagramsystem og uden at tro, at det, vi udtrykker ved diagrammet, er analogt, dvs. perceptivt ligner det forhold, der tænkes på, der også ofte er usynligt. Derfor er diagrammet ikke en blanding af ikon og symbol, men i stedet et helt selvstændig type tegn. Dens modale værdi er hypotesens: Måske kan det hænge sammen sådan her…
Det er meget svært at se hvad der er argumentet i denne passage. Hvorfor står der Derfor er diagrammet ikke… ? Det er nok rigtigt at vi forstår et diagram som fx søjlediagrammet over nye coronadødsfald pr. dag uden at have lært et konventionelt diagramsystem, men vi skal dog have lært meningen med de bogstaver og tal som indgår i diagrammer (ofte som målestokke eller i titler). Men det er ikke på nogen måde et argument for at diagrammer ikke fungerer som en integreret blanding af ikon og symbol (dvs. ved analogi og konvention).
Misforståelsen kommer nok af at PAB med ordet diagram kun tænker fx på søjlerne i søjlediagrammet, mens jeg med ordet mener hele ytringen eller teksten, dvs. helheden af de analoge søjler, linjerne på den lodrette akse med konventionelle tal fx fra 0 til 40 for enderne, søjlerne på den vandrette akse med angivelse af datoer fra 14. marts til 12. januar, og især overskriften hvor der (med konventionelle bogstaver) står: Nye dødsfald pr. dag.
Enhver kan umiddelbart på helheden, uden nødvendigvis at tænke over at det er en analogi, se at den analoge søjle for 4. januar er dobbelt så høj som for 30. marts, og forstå den usynlige kendsgerning at coronaepidemien var dobbelt så slem i januar 2021 som i marts 2020, selv om tegngiveren ikke har villet kommunikere netop dette. Men det kan man kun forstå fordi man har læst overskriften og tallene på de to akser. Diagrammer er særlige ved at være multimodale, dvs. være blandinger (og ikke blot adderinger) af analoge og konventionelle træk, med regler for transformation mellem dem. Man forstår meningen uden på forhånd at være blevet undervist i konventionelle diagramsystemer. Dette medfører så også den bemærkelsesværdige egenskab ved diagrammer at de er uden fokusering så tegntolkerne kan få mere indhold ud af dem, end tegngiveren har haft intention om at putte ind i dem. Det jeg ville konkludere på PAB’s overvejelser, er derfor det modsatte af hvad han gør: Diagrammet er netop derfor en blanding af ikon og symbol.
5. Om penge skriver PAB:
Han (OT) skriver ikke meget om dem, men dog dette (s. 170): Penge fungerer faktisk i den virkelige verden, men kun så længe alle tror på dem; ellers er de værdiløse papirstykker. (…)
Men hvad er det, der skal tros på? Holder de virkeligt op at fungere, hvis jeg ikke tror på dem? I så fald ville de være ophørt med at fungere for længst. Alle tror ikke noget som helst; penge er realiteter.
Hvis PAB ikke tror på at en hundredkroneseddel er 100 kr. værd, mens alle andre stadig gør det, virker pengesedlerne selvfølgelig stadig. Det er blot for PAB de ikke virker, fordi han har meldt sig ud af det sociale samarbejde med at udveksle varer ved hjælp af ukopierbare sedler med tegn på at de er generelle værdiækvivalenter som der er en begrænset mængde af. Men, indrømmet, jeg skulle have skrevet deltagerne i fællesskabet i stedet for alle.
Pengesedler er ikke, som ord, tegntyper der er frit tilgængelige; de er unikke eksemplarer af sedler med en bestemt type tegn på, nummererede eksemplarer som der er mangel på. Hvis seddelpressen kører, og der ikke er mangel på sedlerne, holder folk op med at tro på at de er det værd der står på dem. Det var det der skete i Tyskland under hyperinflationen i 1923, så var sedlerne ikke penge, men sedler. Med guldet er historien stort set den samme. Det virker fordi folk tror på at der kun er en begrænset mængde af det. Hvordan det forholder sig med nullerne og ettallerne i bankernes computere, er vist stadig en gåde som verden eksperimenterer med for tiden, bl.a. med bitcoins.
Anmeldelse af Per Aage Brandt: The Music of Meaning 
En på alle måder tung julegave: Anmeldelse af vestgrønlandsk grammatik 
Anmeldelse: Verdensborgeren og den interkulturelle læring 
En udtalt succes! – Anmeldelse af “Udtalt: En introduktion til dansk fonetik” Hvordan har du sovet i nat, Per? Navne i hjemmeplejesamtaler 
Kun 100 ord per dag: Vox