Jeg skal begynde min anmeldelse med to afsløringer. Den ene af dem mere pinlig end den anden. Som alle ved, er sociale medier fulde af løgn. Folk photoshopper deres krop, Instagram-babes lyver om tøj og produkter, og nogle går så langt, at de opdigter deres liv, og andre opfinder sygdomme for at få opmærksomhed eller medlidenhed. Jeg har, indrømmer jeg, bidraget til det, da jeg skrev på Instagram at jeg havde læst bogen Barrisonfeberen, og at jeg, efter at have læst bogen, købte et andet eksemplar fordi jeg syntes den var så god, at jeg ville læse bogen en anden gang. Jeg har løjet. I virkeligheden købte jeg begge bøger på samme tid, en for at læse, og en anden for at forære den væk. Jeg købte dem i øvrigt med rabat, fra forfatteren. Jeg kender ham nemlig personligt. Det skal også være klart. Men jeg prøver at være objektiv i dette bidrag.
Jeg har læst bogen og stemt på bogen som årets historiske bog. Det har vel bidraget en lille smule til, at bogen blev kåret til den bedste historiske bog i 2020. Forfatteren Hans Henrik Appel har selv skrevet om bogen til Lingoblog, uopfordret, og han har før skrevet på Lingoblog om fodboldsprog.
I bogen skildrer forfatteren livet for fem danske søstre, der som unge flytter til USA i 1886, da de er mellem seks og 15 år. Der møder de en dansk anarkist i eksil, William Fleron, som var emigreret til USA som 25-årig i 1883. Det lyder som et script til en B-film eller en dårlig roman, men det er faktisk en historiebog. Dog læses fortællingen som en roman. Bogen er usædvanlig velskreven, og hver eneste detalje er veldokumenteret.
Fleron havde haft en ungdom i flere lande, hvor han så havde lært lokalsprogene også: tysk, fransk, og engelsk. Hans sprogkundskaber har uden tvivl bidraget til succesen for de fem søstre, der blev verdensstjerner i varieté-verdenen. Varieté var den gang en ny form for teater, hvor man havde flere korte optrædener med sang, dans, humor, som blev udført af forskellige artister på samme aften.
Fleron havde udtalt sig imod det borgerlige ægteskab, imod ulighed, for prævention (mod uønsket graviditet), og han havde udtrykt radikale socialistiske synspunkter i den danske og internationale presse. På grund af disse radikale udanske idéer flyttede han til USA, hvor der også var andre politiske aktivister i eksil, nogle af dem deporteret fra Danmark. Fleron var jo en statsfjende på grund af sine farlige visioner.
Det var en tid med børnestjerne, victoriansk frygt for seksualitet i ord og gerning, og moralryttere, der støttede politindgreb imod alt som bare lugtede lidt af menneskekød eller begær. Lighed mellem kønnene var der heller ikke. Kønsbestemte tøjnormer. Det var i denne tid fuldstændig chokerende at se kvinder, der kørte på cykel – i teatret eller udenfor. Selv kvindeorganisationer protesterede imod det. Det kunne kvinder ikke.
Fleron hænger dog ikke så meget ud med politikere i USA, men mere og mere med fem danskfødte søstre. Nogle af dem optræder allerede i slutning af 1880erne, da der er interesse for unge piger og drenge på teaterscenen. Det er familien Bareisen, som har anglificeret deres navn til Barrison. Forældrene er ikke rige, og børnenes shows bidrager til familiens indtægter. Fleron bliver deres manager, og han gifter sig med den ældste datter Abelone, senere Lona, i 1893.
Barrisons bliver verdensstjerner. De begyndte i USA, hvor deres vellykkede forestillinger i Chicago og New York blev mødt med begejstring af publikum, selvom de blev forfulgt af organisationer som Society for the Prevention af Cruelty to Children. Snart flyttede de de fleste af deres aktiviteter til Europa, hvor de begyndte deres sejrstur i Paris i 1894, og de optrådte i Wien, Hamburg, Budapest, Berlin og andre byer. Deres sidste optræden med alle fem piger fandt sted i Bruxelles i 1897. Der var copybands, merchandise, og piger der udklædte sig som Barrisons ved karnevalsfester. Bogens titel Barrisonfeberen er ikke en overdrivelse. Barrisonbegejstring kan sammenlignes med Beatlemania i 1960erne, siger forfatteren. De har dog aldrig fået lov til at optræde i Danmark. De var for umoralske, og myndighederne stolede ikke på Fleron med hans anarkist-socialistiske fortid.
Deres shows var pikante. De viste for eksempel deres ankler. Meget usædvanligt i den tid. Eller de havde hudfarvet tøj på. Er de nu nøgne?? Eller de spurgte publikum i en sang ”do you want to see my pussy?”, og det ville folk gerne, og så løftede pigerne deres lange kjoler, og så kunne publikum se nogle (levende) kattekillinger – placeret netop det forventede sted. Søstrene sang ikke kun på engelsk, men også på fransk, tysk og dansk. Med accent. Det syntes publikum var charmerende.
Hvad mere har bogen med sprog at gøre? Så vidt jeg ved er der ikke nogen lydoptagelser bevaret af Sisters Barrison. De var jo mellem seks og 15 år gamle da de kom til USA, og seks år senere stod de på de store scener. Åbenbart blev engelsk deres dominante sprog, og ifølge kommentarer fra danske anmeldere talte de faktisk et underligt dansk, sandsynligt præget af en engelsk accent. Gennem deres færden i Europa, hvor fransk og tysk var hovedsprogene, har de lært sig disse sprog også. Sange på sprog som publikum ikke kunne forstå var slet ingen hindring til at blive en succes – tværtimod. Det eksotiske tiltrak store publikummer.
Det ville have været et interessant case study at undersøge søstrenes sprogudvikling gennem tiderne, efter de kom til USA. Desværre kan man kun få et glimt af det mens man læser bogen. Men det er jo ikke en bog, hvor sprog spiller en hovedrolle. Det er historien om disse fem kvinder, der gennem deres shows bidrog til at ændre synet på kvinder og køn. Må kvinder ikke cykle? Nej? Så gør de det i teatret, men ikke kun på scenen, også i gaderne i Paris. Må kvinder ikke ride hest siddende på en mænds hestesadel? Nej. Men Lona Barrison er ligeglad, hun vil kun ride i herresadel. Må kvinder ikke vise interesse i seksualitet? Så leger søstrene med det.
Bogen læses som en spændingsroman, men det er en historisk bog. Søstrenes liv er kun én af de mange historiske linjer man kan følge. Det er også en bog om politiske strømninger, om teaterhistorie, om kvindeemancipation, om seksuel befrielse, om krigshistorie og deres konsekvenser for almindelige mennesker, migrationshistorie, om børnestjerner og misbrug, og om tider med storhed og forfald. Det hele bliver til en harmonisk enhed, som er svær at lægge fra sig.
The Sisters Barrison tjente styrtende med penge i deres storhedstid, men det hele endte ikke helt så godt som det begyndte. Men hvordan, det skal man så læse i bogen for at finde ud af. Årets historiske bog 2020. Tillykke til Lingoblogskribenten Hans Henrik Appel.
Årets historiske bog, skrevet af en Lingoblog-skribent
Peter Bakker er lingvist på Aarhus Universitet. Han har undervist bl.a. i flersprogethed og sproglæring. Han kommer regelmæssigt i teatret, men så aldrig Barrisons.
